Help Print this page 

Summaries of EU Legislation

Title and reference
Varig udøvelse af advokaterhvervet i udlandet — EU-regler

Summaries of EU legislation: direct access to the main summaries page.
Languages and formats available
Multilingual display
Text

Varig udøvelse af advokaterhvervet i udlandet — EU-regler

RESUMÉ AF:

Direktiv 98/5/EF — varig udøvelse af advokaterhvervet i et andet EU-land end der, hvor beskikkelsen er opnået

RESUMÉ

HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?

Direktivet giver advokater, der er beskikket i ét EU-land, mulighed for permanent at udøve advokaterhvervet i et andet under deres hjemlands advokattitel. Direktivet finder anvendelse på statsborgere i EU, der er beskikket til at udøve deres virksomhed under titlen »advokat« , men ordningen er udvidet til også at gælde statsborgere i lande i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde og Schweiz.

HOVEDPUNKTER

Ret til at udøve virksomhed

Advokater må varigt udøve deres virksomhed i et andet EU-land under den advokattitel, som de har erhvervet i deres hjemland i EU.

Dem, der ønsker dette, skal registrere sig hos de kompetente myndigheder i EU-værtslandet.

Aktivitetsområder

Advokater, der udøver advokaterhvervet under deres hjemlands advokattitel, kan udøve samme erhvervsmæssige aktiviteter som værtslandets advokater, med visse undtagelser.

De må rådgive om retssystemet i både hjemlandet og værtslandet samt om EU-ret og international ret. Hvad angår udøvelse af virksomhed i forbindelse med repræsentation og forsvar af en klient for retten, kan der være krav om, at advokater, der har opnået beskikkelse et andet sted end i det pågældende land, arbejder sammen med en lokal advokat.

Ligestilling

Advokater fra andre EU-lande kan også opnå advokattitlen i EU-værtslandet under visse betingelser. De skal faktisk og regelmæssigt være aktive i løbet af en periode på tre år i værtslandet, og de skal have haft tilstrækkelig erfaring i værtslandet i løbet af den periode.

Hvis aktiviteten i værtslandets retssystem ikke er tilstrækkelig, kan advokater, der har opnået beskikkelse uden for værtslandet, stadig opnå advokattitlen i værtslandet ved over for de kompetente myndigheder at demonstrere, at de har erhvervet den nødvendige viden på anden måde (f.eks. ved at deltage i relevante forelæsninger eller seminarer).

Advokatfællesskaber

Hvis et EU-værtsland tillader advokatfællesskaber, kan én eller flere advokater, der er tilknyttet et advokatfællesskab i deres hjemland, udøve deres aktiviteter som medlemmer af advokatfællesskabet i værtslandet.

Faglige og etiske regler

Advokater, der varigt udøver advokaterhvervet i et andet EU-land, skal overholde værtslandets faktiske og etiske regler, uanset om de er underkastet deres hjemlands deontologi.

Disciplinærsager

Advokater, der udøver deres virksomhed under deres hjemlands advokattitel, er underkastet værtslandets disciplinærsager.

HVORNÅR GÆLDER DIREKTIVET FRA?

Den 14. marts 1998. EU-landene skulle have gennemført det i deres nationale lovgivning inden den 14. marts 2000.

BAGGRUND

Andre EU-retlige instrumenter gælder også for advokatstanden. Disse vedrører:

muligheden for midlertidigt eller lejlighedsvist at udøve tjenesteydelser (direktiv 77/249/EØF) eller

anerkendelse af faglige kvalifikationer med henblik på at opnå umiddelbar integration i erhvervet i EU-værtslandet (direktiv 2005/36/EF)

DOKUMENT

Europa Parlamentets og Rådets direktiv 98/5/EF af 16. februar 1998 om lettelse af adgangen til varig udøvelse af advokaterhvervet i en anden medlemsstat end den, hvor beskikkelsen er opnået (EFT L 77 af 14.3.1998, s. 36-43)

Efterfølgende ændringer til direktiv 98/5/EF er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede version har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Rådets direktiv 77/249/EØF af 22. marts 1977 om lettelser med henblik på den faktiske gennemførelse af advokaters fri udveksling af tjenesteydelser (EFT L 78 af 26.3.1977, s. 17-18). Se den konsoliderede version.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer (EUT L 255 af 30.9.2005, s. 22-142). Se den konsoliderede version.

seneste ajourføring 28.10.2015

Top