Ansvarsforsikring for motorkøretøjer

Den indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer bidrager til, at den frie bevægelighed for personer og varer realiseres. Det første direktiv 72/166/EØF om motorkøretøjsforsikring fastlagde grundprincipperne for at sikre den fri bevægelighed for køretøjer, nemlig ophævelsen af forsikringskontrollen ved grænserne og indførelsen af obligatorisk ansvarsforsikring for alle køretøjer i EU. Senere er der kommet fire andre forsikringsdirektiver til, som bidrager til at forbedre beskyttelsen af skadelidte i forbindelse med trafikulykker.

DOKUMENTER

Rådets direktiv 72/166/EØF af 24. april 1972 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse.

Rådets direktiv 84/5/EØF af 30. april 1983 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer.

Rådets tredje direktiv 90/232/EØF af 14. maj 1990 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF af 16. maj 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og om ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF (Fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/14/EF af 11. maj 2005 om ændring af Rådets direktiv 72/166/EØF, 84/5/EØF, 88/357/EØF og 90/232/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (EØS-relevant tekst)

RESUMÉ

Harmoniseringen af bestemmelserne vedrørende obligatorisk ansvarsforsikring for motorkøretøjer * er af stor betydning for en reel gennemførelse af det indre marked. Hermed kan den fri bevægelighed for personer og varer fuldt ud gennemføres.

Anvendelsesområdet for motorkøretøjsforsikring er fra det første direktiv 72/166/EF til det femte direktiv 2005/14/EF blevet udvidet, bl.a. gennem et udvidet samarbejde mellem medlemsstaterne i forbindelse med ydelse af erstatning til skadelidte i forbindelse med ulykker, der har fundet sted uden for de pågældendes bopælsland.

Ophævelse af kontrollen af forsikringscertifikater ved grænserne

Ophævelsen af kontrollen af ansvarsforsikringscertifikaterne ved grænserne er et vigtigt princip, der har til formål at gøre trafikken i EU lige så let, som hvis det havde drejet sig om ét land. Der kan dog foretages stikprøvekontrol, hvis denne ikke er diskriminerende, og hvis den foretages som led i kontrol, der ikke alene vedrører forsikringskontrol.

Når der er tale om køretøjer, der normalt er hjemmehørende * i en medlemsstat, skal de nationale forsikringsbureauer * garantere for dækning af erstatningskrav, der er opstået som følge af ulykker, der har fundet sted i en anden medlemsstat.

Når der er tale om køretøjer, der normalt er hjemmehørende i et tredjeland, tillades passage på EU's område kun, hvis disse køretøjer er dækket af en ansvarsforsikring, der kan dække enhver skade, der måtte opstå i hele EU.

Obligatorisk ansvarsforsikring for motorkøretøjer

Forsikringsforpligtelsen opstår som følge af ophævelsen af grænsekontrollen. Hver medlemsstat skal træffe de nødvendige foranstaltninger til, at samtlige køretøjer, der er hjemmehørende i medlemsstaten, er dækket af en ansvarsforsikring.

Forsikringen skal navnlig dække hele Den Europæiske Unions område. EU-retten sigter endvidere mod, at det sikres, at en trafikant, der benytter sit køretøj uden for sit hjemland hurtigt skal kunne modtage erstatning i henhold til sit hjemlands procedurer i tilfælde af ulykker, der indtræffer i en anden medlemsstat.

Policer vedrørende ansvarsforsikring skal, i kontraktens løbetid, dække anvendelse af køretøjet på hele EU's område på grundlag af én enkelt præmie.

Herudover kan der i visse medlemsstater findes undtagelser vedrørende bestemte offentlige eller private fysiske og juridiske personer samt køretøjer, der er forsynet med særligt kendemærke. De pågældende medlemsstater skal give Kommissionen meddelelse om disse undtagelser, og de skal træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at der kan ydes erstatning for skader, der forårsages af disse personer eller køretøjer på en anden medlemsstats område. Medlemsstaterne har endvidere skullet udpege et organ, der skal sørge for, at skadelidte i forbindelse med ulykker med denne type køretøjer eller personer, kan modtage passende erstatning.

Hvert nationalt forsikringsbureau skal koordinere indsamling og formidling til de øvrige medlemsstaters informationskontorer af oplysninger om ulykker, der forårsages på den pågældende medlemsstats område af køretøjer fra andre medlemsstater (f.eks. oplysninger om de pågældende køretøjers forsikring).

Der findes en undtagelse fra den almindelige regel, der fastlægger den medlemsstat, hvor risikoen foreligger, i forbindelse med ulykker, der involverer et køretøj, der indføres fra én medlemsstat til en anden. I sådanne tilfælde vil den modtagende medlemsstat fra juli 2007 i en periode på tredive dage fra den dato, hvor køretøjet leveres til, stilles til rådighed for eller sendes til køberen skulle udbetale erstatning til de skadelidte, også selv om køretøjet endnu ikke er indregistreret i den modtagende medlemsstat.

Beskyttelse af skadelidte

Beskyttelsen af skadelidte gælder i forbindelse med enhver skade, der indtræffer i skadelidtes hjemland. Den gælder ligeledes i forbindelse med enhver skade, der indtræffer i en anden medlemsstat end skadelidtes hjemland, men som skyldes trafikuheld med køretøjer, som er forsikret og hjemmehørende i det pågældende land. Der findes også særlige foranstaltninger til erstatning for skader forårsaget af køretøjer, der ikke er forsikrede eller som ikke kan identificeres.

Omfanget af begrebet "skade" præciseres også. Obligatorisk ansvarsforsikring for motorkøretøjer dækker principielt personskader for alle personer i køretøjet bortset fra føreren. Fra juni 2007 vil personskader og materielle skader, der påføres fodgængere, cyklister og andre ikke-motoriserede trafikanter også være dækket af denne forsikring i alle medlemsstater.

I denne forbindelse kan følgende ikke udelukkes fra forsikringsdækning:

• Skadelidte, der er i familie med skadevolderen, og
• Skadelidte tredjepersoner, i tilfælde af ikke tilladt brug af køretøjet, eller i tilfælde af kørsel uden kørekort eller uden, at de tekniske eller sikkerhedsmæssige krav er opfyldt.

Herudover er der på EU-plan fastsat mindsteforsikringsbeløb. Disse mindstebeløb skal, med forbehold af eventuelle regler om mere omfattende forsikringsdækning, der måtte gælde i medlemsstaterne, være:

• 350 000 EUR pr. skadelidt for personskader eller 500 000 EUR pr. skade, uanset antallet af skadelidte. Fra juni 2007 eller fra afslutningen af overgangsperioden for den pågældende medlemsstat hæves disse beløb til 1 000 000 EUR pr. skadelidt eller 5 000 000 EUR pr. skade.
• 100 000 EUR pr. skade for materielle skader, uanset antallet af skadelidte (fra juni 2007 eller fra afslutningen af overgangsperioden for den pågældende medlemsstat hæves dette beløb til 1 000 000 EUR pr. skade). Herudover kan medlemsstaterne i forbindelse med materielle skader give tilladelse til en selvrisiko, hvis det køretøj, der har været indblandet i skadesforløbet er stjålet eller tilegnet ved vold.

Disse nye beløb vil også hvert femte år blive taget op til revision i takt med udviklingen i det europæiske forbrugerprisindeks.

De skadelidte har ret til information. Der er derfor i medfør af EU-retten oprettet informationskontorer i hver medlemsstat. Disse informationskontorer skal give skadelidte mulighed for at få de oplysninger, der kræves for at søge erstatning for den lidte skade, så som registreringsnummer og forsikringspolicenummer på det eller de køretøj(er), der har været involveret i ulykken.

De skadelidte har også ret til direkte regres over for de forsikringsselskaber, som medlemsstaterne garanterer for, også i deres eget bopælsland.

Skadesbehandlingsrepræsentant

Skadesbehandlingsrepræsentanten skal samle alle nødvendige oplysninger i forbindelse med skadesbehandlingen og foretage de nødvendige foranstaltninger for at behandle sagen. Repræsentanten skal kunne undersøge sagen på det eller de officielle sprog i den medlemsstat, hvor skadelidte er bosat.

Ethvert forsikringsselskab, der dækker risici i forbindelse med ansvarsforsikring for motorkøretøjer skal udpege en skadebehandlingsrepræsentant i alle andre medlemsstater end den, hvor selskabet har fået sin administrative tilladelse.

Skadebehandlingsrepræsentanten skal være bosat eller etableret i den medlemsstat, hvor han er udpeget. Kravet om udpegelse af en skadebehandlingsrepræsentant afskærer ikke skadelidte eller skadelidtes forsikringsselskab fra at rejse krav direkte mod skadevolderen eller skadevolderens forsikringsselskab.

Herudover kan der indføres økonomiske eller administrative sanktioner, hvis det af den skadelidte enten direkte over for skadevolderens forsikringsselskab eller over for den repræsentant, selskabet har bemyndiget til at behandle skadessager fremsatte erstatningskrav ikke er blevet besvaret tilfredsstillende inden for en frist på tre måneder. Disse sanktioner sikrer, at de skadelidte ikke risikerer ikke at få en passende erstatning.

Garantifonde, informationskontorer, erstatningsorganer og centrale organer

Direktiverne styrker beskyttelsen af de skadelidte gennem, at der i hver medlemsstat oprettes fire organer: en garantifond, et erstatningsorgan, et informationskontor og et centralt organ. Det er op til medlemsstaterne, om de ønsker at udpege én fælles institution eller flere institutioner til udførelse af disse opgaver. De har til formål at sikre, at skadelidte hurtigst muligt kan fremsætte sit erstatningskrav, selv om skadevolders forsikringsselskab ikke vil samarbejde.

Garantifonden skal yde erstatning for skade forårsaget af ikke-forsikrede eller uidentificerede køretøjer.

Skadelidte kan således henvende sig direkte til garantifonden i sit bopælsland. Fonden er forpligtet til at give vedkommende et begrundet svar på spørgsmålet om dets intervention.

Medlemsstaterne kan imidlertid udelukke personer fra fondens intervention, hvis de frivilligt har taget plads i det skadevoldende køretøj, når garantifonden kan bevise, at de vidste, at dette ikke var forsikret. Medlemsstaterne kan begrænse eller udelukke fondens intervention ved tingsskader forvoldt af et ukendt køretøj. De kan ligeledes give tilladelse til en selvrisiko for tingsskader, der er forvoldt af et køretøj, der ikke er forsikret.

Erstatningsorganet er forpligtet til at yde erstatning til skadelidte, hvis:

• det selskab, der har forsikret det skadevoldende køretøj, ikke har udpeget en skadesbehandlingsrepræsentant, eller
• forsikringsselskabet eller dets repræsentant ikke har fremsat erstatningstilbud eller ikke har afgivet et begrundet svar inden for tre måneder, efter erstatningskravet er fremsat.

De skadelidte kan imidlertid ikke fremsætte erstatningskrav over for erstatningsorganet, hvis de allerede har rejst et direkte retsligt krav over for forsikringsselskabet.

Erstatningsorganet griber ind senest to måneder, efter at skadelidte har fremsat sit erstatningskrav. Omvendt ophører dets indgriben, hvis forsikringsselskabet eller dets skadesbehandlingsrepræsentant efterfølgende afgiver et begrundet svar på kravet.

Et erstatningsorgan, der har udbetalt erstatning til en skadelidt i dennes hjemland, kan kræve dette beløb tilbagebetalt af erstatningsorganet i den medlemsstat, hvor skadevolders forsikringsselskab har hjemsted.

I tilfælde, hvor køretøjet ikke kan identificeres, eller forsikringsselskabet ikke kan identificeres inden for to måneder efter ulykken, kan skadelidte fremsætte et erstatningskrav over for erstatningsorganet i sit bopælsland. I så fald subrogerer erstatningsorganet i skadelidtes rettigheder og har således et krav:

• hvis det er forsikringsselskabet, der ikke er identificeret: mod garantifonden i den medlemsstat, hvor køretøjet er hjemmehørende, eller
• hvis det er køretøjet, der ikke er identificeret: mod garantifonden i den medlemsstat, hvor uheldet er sket, eller
• hvis køretøjet er hjemmehørende i et tredjeland: mod garantifonden i den medlemsstat, hvor uheldet er sket.

Informationskontorets opgave er at føre register over de køretøjer, der er indregistreret på dets område, skadesforsikringsselskaber, der har forsikret disse køretøjer, og de organer, som forsikringsselskaberne har oprettet i den pågældende medlemsstat.

En skadelidt kan inden for syv år efter ulykken henvende sig til informationskontoret i enten det land, hvor hans køretøj er hjemmehørende, eller i det land, hvor ulykken er indtruffet. En skadelidt kan således anmode om at få oplysninger om navnet på det selskab, der har forsikret køretøjet, og det skadevoldende køretøjs policenummer samt navnet på skadesbehandlingsrepræsentanten i hans hjemland.

Informationskontorerne samarbejder indbyrdes og henvender sig til forsikringsselskaber eller indregistreringskontorer med henblik på at fremskaffe disse oplysninger. De meddeler disse oplysninger til den skadelidte, som har interesse heri. Informationskontorernes behandling af personoplysninger skal ske i overensstemmelse med bestemmelserne vedrørende beskyttelse af personoplysninger (Direktiv 95/46/EF).

For at gøre det lettere at levere de grundlæggende oplysninger, der kræves ved skadesbehandling, stiller et centralt organ fra juni 2007 disse til rådighed, om muligt i elektronisk form.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Rådets direktiv 72/430/EØF af 19. december 1972 om ændring af rådsdirektiv 72/166 af 24. april 1972 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse [De Europæiske Fællesskabers Tidende nr. L 291 af 28.12.1972]

2003/20/EF: Kommissionens beslutning af 27. december 2002 om anvendelse af artikel 6 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og om ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF (EØS-relevant tekst)

2003/564/EF: Kommissionens beslutning af 28. juli 2003 om anvendelse af Rådets direktiv 72/166/EØF om kontrol af ansvarsforsikring for motorkøretøjer (EØS-relevant tekst) [meddelt under nummer K(2003) 2626]

2004/332/EF: Kommissionens beslutning af 2. april 2004 om anvendelse af Rådets direktiv 72/166/EØF, for så vidt angår kontrol af ansvarsforsikring for motorkøretøjer [Den Europæiske Unions Tidende L 105 af 14.4.2004].

2005/849/EF: Kommissionens beslutning af 29. november 2005 om anvendelse af Rådets direktiv 72/166/EØF om kontrol af ansvarsforsikring for motorkøretøjer [Den Europæiske Unions Tidende L 315 af 1.12.2005]

Seneste ajourføring: 09.03.2006