Help Print this page 

Summaries of EU Legislation

Title and reference
Genetisk modificerede organismer — entydige identifikatorer

Summaries of EU legislation: direct access to the main summaries page.
Languages and formats available
Multilingual display
Text

Genetisk modificerede organismer — entydige identifikatorer

RESUMÉ AF:

Kommissionens forordning (EF) nr. 65/2004 om entydige identifikatorer til genetisk modificerede organismer

RESUMÉ

HVAD ER FORMÅLET MED DENNE FORORDNING?

Forordningen indfører en entydig identifikator (*), i lighed med en stregkode, som er specifik for hver genetisk modificerede organisme (*) (GMO), der markedsføres. Dette er et vigtigt element i sporbarheden (*) og mærkningen af fødevarer og foder fremstillet af GMO’er, og det har til formål at forbedre forbrugernes valg og beskytte sundheden og miljøet.

HOVEDPUNKTER

For at sikre sammenhæng i udviklingen i internationale fora anvender Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udviklings BioTrack-database og Clearingcentret for Biosikkerhed under Cartagenaprotokollen om biosikkerhed til konventionen om den biologiske mangfoldighed et entydigt identifikatorformat.

For hver ny ansøgning om tilladelse til markedsføring af en GMO skal ansøgeren rådføre sig med databaserne for at sikre sig, at en identifikator ikke allerede er blevet tildelt, før der oprettes en entydig identifikator i det foreskrevne format.

Gives der tilladelse til markedsføring af en GMO, meddeler Europa-Kommissionen den entydige identifikator til Clearingcentret for Biosikkerhed, og den optages i EU’s register over tilladte GMO’er.

Alle GMO’er, der opnåede tilladelse, inden forordningen trådte i kraft, er blevet tildelt entydige identifikatorer i henhold til forordningen.

Modellen for den entydige identifikator er defineret i bilaget til forordningen og består af ni alfanumeriske tegn. De første to eller tre tegn repræsenterer virksomhedens eller organisationens navn. Den anden komponent omfatter fem eller seks tegn, der repræsenterer transformationsbegivenheden (*), og den sidste komponent består af et enkelt verifikationstegn. Alle adskilles med en tankestreg, for eksempel: MON-00603-1.

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?

Den gælder fra den 16. januar 2004.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til »Sporbarhed og mærkning« på Europa-Kommissionens websted.

VIGTIGE BEGREBER

(*) Entydig identifikator: en alfanumerisk kode bestående af ni tegn, der er specifik for en GMO, så den let kan identificeres på et produkts mærkning.

(*) Genetisk modificerede organismer: planter eller dyr, der fremavles med det formål at give et højere udbytte eller bedre modstå sygdomme gennem modifikationer i deres cellulære og genetiske sammensætning.

(*) Sporbarhed: evnen til at spore GMO’er og produkter fremstillet af GMO’er på alle stadier i produktions- og distributionskæden, hvilket fremmer nøjagtig mærkning.

(*) Transformationsbegivenhed: en term, der anvendes til at skelne mellem genteknisk fremstillede (transformerede) afgrødesorter og andre organismer.

DOKUMENT

Kommissionens forordning (EF) nr. 65/2004 af 14. januar 2004 om indførelse af et system til fastlæggelse og tildeling af entydige identifikatorer til genetisk modificerede organismer (EUT L 10 af 16.1.2004, s. 5-10)

TILHØRENDE DOKUMENTER

Kommissionens forordning (EF) nr. 641/2004 af 6. april 2004 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 for så vidt angår tilladelse til nye genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer, meddelelser om eksisterende produkter samt utilsigtet eller teknisk uundgåelig forekomst af genetisk modificeret materiale, for hvilket der er foretaget en gunstig risikovurdering (EUT L 102 af 7.4.2004, s. 14-25).

Efterfølgende ændringer af Rådets forordning (EF) nr. 641/2004 er blevet integreret i den originale tekst. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1830/2003 af 22. september 2003 om sporbarhed og mærkning af genetisk modificerede organismer og sporbarhed af fødevarer og foder fremstillet af genetisk modificerede organismer og om ændring af direktiv 2001/18/EF (EUT L 268 af 18.10.2003, s. 24-28). Se den konsoliderede udgave.

seneste ajourføring 12.04.2016

Top