EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

CE-overensstemmelsesmærkning

Harmoniserede ordninger for vurdering af overensstemmelse med direktiverne om teknisk harmonisering letter markedsføringen af industriprodukter på det europæiske marked og bidrager til gennemførelsen af det indre marked. Overensstemmelsesvurderingen opdeles i moduler som angår henholdsvis produkternes konstruktions- og produktionsfase.

DOKUMENT

Rådets afgørelse 93/465/EØF af 22. juli 1993 om modulerne for de forskellige faser i procedurerne for overensstemmelsesvurdering og regler om anbringelse og anvendelse af "CE-overensstemmelsesmærkningen", med henblik på anvendelse i direktiverne om teknisk harmonisering.

RESUMÉ

Denne afgørelse fastsætter en række procedurer for vurdering af industriprodukters overensstemmelse med de "væsentlige krav" i direktiverne om teknisk harmonisering. Den tager sigte på at beskytte offentlighedens interesser, herunder brugernes sundhed og sikkerhed.

Overensstemmelse

CE-mærkningen viser, at alle forpligtelser, som påhviler fabrikanterne vedrørende produktet i henhold til EF-direktiverne, er opfyldt. Den angiver, at produktet er i overensstemmelse med alle EU-bestemmelser, der skal overholdes, for at mærkning kan finde sted.

Medlemsstaterne kan ikke indskrænke markedsføring og ibrugtagning af produkter, der er mærket "CE", medmindre der foreligger bevis for, at produktet ikke opfylder de relevante krav. Produktet skal mærkes, før det markedsføres på det europæiske marked og tages i brug.

Anvendelsesområde

Afgørelsen fastsætter betingelserne for CE-mærkning, for så vidt angår konstruktion, fremstilling, markedsføring og ibrugtagning af et produkt.

CE-mærkningen kan inkorporeres i EU-retsakter som overensstemmelsesmærkning, hvis:

  • et direktiv overholder principperne i den nye metode og den globale metode
  • der anvendes en metode med totalharmonisering
  • direktivet indeholder procedurer for vurdering af overensstemmelse i henhold til denne afgørelse.

Overensstemmelseserklæring

Det kan i direktiver være bestemt, at visse produkter er undtaget fra CE-mærkningskravet. Sådanne produkter kan cirkulere frit på det europæiske marked, hvis de f.eks. ledsages af en erklæring eller en attest om overensstemmelse.

Fabrikanters ansvar

CE-mærkningen skal foretages af fabrikanten eller dennes bemyndigede repræsentant, der er etableret i EU. Fabrikanten har det endelige ansvar for produktets overensstemmelse.

Overensstemmelsesvurderingen vedrører produktets konstruktions- og produktionsfase. Et bemyndiget organ kan komme ind i billedet under disse to faser på grundlag af procedurerne for overensstemmelsesvurdering. Når et bemyndiget organ har foretaget en vurdering i produktionsfasen, anbringes organets identifikationsnummer efter CE-mærkningen.

Hvis et produkt falder ind under anvendelsesområdet for et direktiv, der omfatter CE-mærkning, skal denne mærkning ske:

  • på alle nye produkter, uanset om de er fremstillet i medlemsstaterne eller i et tredjeland
  • på brugte og videresolgte produkter importeret fra tredjelande.

Evalueringsmoduler

Afgørelsen indeholder bestemmelser om 8 evalueringsprocedurer ("moduler"), som finder anvendelse i konstruktions- og produktionsfaserne:

  • intern fabrikationskontrol (modul A)
  • EF-typeafprøvning (modul B)
  • typeoverensstemmelse (modul C)
  • produktionskvalitetssikring (modul D)
  • produktkvalitetssikring (modul E)
  • produktverifikation (modul F)
  • enhedsverifikation (modul G)
  • fuld kvalitetssikring (modul H).

Kontekst

Afgørelse 93/465/EØF er ophævet med afgørelse nr. 768/2008/EF om fælles rammer for markedsføring af produkter. Bestemmelserne om CE-mærkningen findes nu i afgørelse nr. 765/2008.

Referencer

Retsakt

Ikrafttrædelsesdato

Gennemførelsesdato i medlemsstaterne

Den Europæiske Unions Tidende

Afgørelse 93/465/EØF [procedure KOM/93/144-02]

22.7.1993

-

EFT L 220 af 30.8.1993

TILHØRENDE DOKUMENTER

"DEN NYE METODE"

Rådets resolution af 10. november 2003 om Kommissionens meddelelse "En bedre anvendelse af direktiverne efter den nye metode" [Den Europæiske Unions Tidende C 282 af 25.11.2003].

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet af 7. maj 2003 - "En bedre anvendelse af direktiverne efter den nye metode" [KOM(2003) 240 endelig – Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

For at sætte nyt skub i den tekniske harmoniseringsordning gives der i denne meddelelse anbefalinger om, hvordan gennemførelsen af direktiverne efter den nye metode kan forbedres.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter [De Europæiske Fællesskabers Tidende L 204 af 21.7.1998].

Dette direktiv tager sigte på at fjerne eller reducere hindringer for den frie bevægelighed for varer, som kan blive resultatet af, at der vedtages nationale tekniske ordninger, der er forskellige.

Rådets resolution af 21. december 1989 om en global metode for overensstemmelsesvurdering [De Europæiske Fællesskabers Tidende C 10 af 16.1.1990].

Rådets resolution af 7. maj 1985 om en ny metode i forbindelse med teknisk harmonisering og standarder [De Europæiske Fællesskabers Tidende C 136 af 4.6.1985].

PRODUKTSIKKERHED

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF af 3. december 2001 om produktsikkerhed i

almindelighed [De Europæiske Fællesskabers Tidende L 11 af 15.1.2002].

Produktsikkerhed i almindelighed for varer, der

markedsføres, garanteres gennem EU-lovgivningen, som fastsætter et ensartet højt beskyttelsesniveau for forbrugernes sundhed og sikkerhed.

Rådets forordning (EØF) nr. 339/93 af 8. februar 1993 om kontrol med, at produkter indført fra tredjelande overholder produktsikkerhedsreglerne [De Europæiske Fællesskabers Tidende L 40 af 17.2.1993].

See also

Yderligere oplysninger fås på netstedet for Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Erhvervspolitik.

Seneste ajourføring: 27.11.2008

Top