Help Print this page 

Summaries of EU Legislation

Title and reference
Den Europæiske Unions direktiver

Summaries of EU legislation: direct access to the main summaries page.
Languages and formats available
Multilingual display
Text

Den Europæiske Unions direktiver

Direktivet er et af de juridiske instrumenter, som de europæiske institutioner råder over til at gennemføre Den Europæiske Unions (EU) politikker. Det er et fleksibelt instrument, der hovedsagelig bruges til at harmonisere nationale lovgivninger. Det kræver, at EU-landene når et bestemt mål, men det er op til landene at bestemme, hvordan de når målet.

RESUMÉ

Direktivet er et af de juridiske instrumenter, som de europæiske institutioner råder over til at gennemføre Den Europæiske Unions (EU) politikker. Det er et fleksibelt instrument, der hovedsagelig bruges til at harmonisere nationale lovgivninger. Det kræver, at EU-landene når et bestemt mål, men det er op til landene at bestemme, hvordan de når målet.

Direktivet er en del af EU’s sekundære lovgivning. Det vedtages derfor af EU’s institutioner i henhold til oprettelsestraktaterne. Når det er vedtaget på EU-plan, skal det gennemføres i EU-landenes nationale lovgivning for at finde anvendelse.

For eksempel fastsætter arbejdstidsdirektivet obligatoriske hvileperioder og sætter en grænse for den højst tilladte arbejdsuge i EU. Det er dog op til hvert enkelt land at udarbejde sin egen lovgivning om, hvordan reglerne skal finde anvendelse.

En bindende retsakt med generel anvendelse

Artikel 288 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde fastslår, at et direktiv er bindende for de lande, som det rettes til (ét, flere eller alle lande), med hensyn til det mål, der skal opnås, og at de nationale myndigheder har kompetencen til at beslutte form og midler.

Et direktiv adskiller sig dog fra en forordning eller en afgørelse.

  • I modsætning til en forordning, der umiddelbart finder anvendelse i EU-landenes interne lovgivning efter dens ikrafttrædelse, finder et direktiv ikke direkte anvendelse i EU-landene. Det skal først gennemføres i national lovgivning, før regeringer, virksomheder og enkeltpersoner kan henholde sig til det.
  • I modsætning til en afgørelse er direktivet en tekst, der gælder generelt for alle EU-lande.

Direktivet vedtages i henhold til en lovgivningsprocedure. Det er en retsakt vedtaget af Rådet og Parlamentet i henhold til den almindelige eller særlige lovgivningsprocedure.

Obligatorisk gennemførelse

For at et direktiv kan anvendes på nationalt plan, skal EU-landene vedtage en lov, der gennemfører det. Denne nationale foranstaltning skal nå de mål, der er fastsat af direktivet. Nationale myndigheder skal meddele Europa-Kommissionen disse foranstaltninger.

EU-landene har manøvrerum i denne gennemførelsesproces. Den giver dem mulighed for at tage hensyn til særlige nationale karakteristika. Gennemførelsen skal finde sted inden for den frist, der fastsættes, når direktivet bliver vedtaget (normalt inden for to år).

Hvis et land ikke gennemfører et direktiv, kan Kommissionen indlede en overtrædelsesprocedure og indbringe en sag mod landet for EU-Domstolen (hvis dommen i dette tilfælde ikke håndhæves, kan det føre til en ny dom, der kan resultere i bøder).

Beskyttelse af enkeltpersoner i tilfælde af ukorrekt gennemførelse af direktiver

Som udgangspunkt finder et direktiv kun anvendelse, når det er gennemført. EU-Domstolen mener dog, at et direktiv, der ikke er gennemført, kan have visse direkte virkninger, hvis:

  • gennemførelsen i national lovgivning ikke har fundet sted eller er gjort forkert
  • bestemmelserne i direktivet er ubetingede og tilstrækkeligt tydelige og præcise, og
  • bestemmelserne i direktivet giver enkeltpersoner rettigheder.

Når disse betingelser er opfyldt, kan enkeltpersoner henholde sig til direktivet imod et EU-land i retten. En enkeltperson kan dog ikke indlede en sag imod en anden enkeltperson hvad angår den direkte virkning af et direktiv, hvis det ikke er gennemført (se dommen i sag C-91/92 Paola Faccini Dori mod Recreb Srl af 14. juli 1994).

EU-Domstolen giver også enkeltpersoner mulighed for, under visse betingelser, at opnå kompensation for direktiver, der er ringe eller for sent gennemført (dom i sag C-6/90 og C-9/90 Francovich og Bonifaci af 19. november 1991).

Bekæmpelse af forsinket gennemførelse

EU-landenes forsinkede gennemførelse af direktiver er fortsat et problem, der forhindrer borgere og virksomheder i at drage nytte af de håndgribelige fordele, der følger af EU-retten.

EU har sat et mål om at reducere den manglende gennemførelse til 1 %. Tabellen over gennemførelsen af EU-direktiver om det indre marked, som Europa-Kommissionen offentliggjorde i juli 2014, viser, at kun fem lande ikke kunne nå dette mål. Omvendt opnåede 12 lande et gennemførelsesunderskud i national lovgivning på under de 0,5 %, der blev foreslået i akten for det indre marked af april 2011.

Se EU-lovgivningen på Europa-Kommissionens websted for yderligere oplysninger.

seneste ajourføring 30.08.2015

Top