Help Print this page 

Summaries of EU Legislation

Title and reference
Foranstaltninger mod hestepest

Summaries of EU legislation: direct access to the main summaries page.
Multilingual display
Text

Foranstaltninger mod hestepest

 

RESUMÉ AF:

Direktiv 92/35/EØF — regler for kontrol med og foranstaltninger til bekæmpelse af hestepest

HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?

Hestepest er en virussygdom, der kan ramme alle enhovede dyr*, og som normalt er dødelig for heste og kan have alvorlige socioøkonomiske konsekvenser. Direktivet fastlægger regler for kontrol med og foranstaltninger til bekæmpelse af sygdommen.

HOVEDPUNKTER

  • Hvis der på en bedrift findes en eller flere heste, som mistænkes for at have hestepest, skal de relevante myndigheder straks underrettes. Myndighederne skal stille bedriften under officielt tilsyn og iværksætte følgende foranstaltninger:
    • en officiel tælling af de enhovede dyr, herunder allerede døde dyr, smittede dyr og dyr, som kan tænkes at være smittet
    • en optælling af steder, som er befordrende for smittebærende insekter
    • en komplet undersøgelse af forholdene og en klinisk undersøgelse af de enhovede dyr
    • beskyttelse af de enhovede dyr mod smittebærende insekter
    • forbud mod at flytte enhovede dyr til eller fra bedriften
    • forsøg på at udrydde smittebærende insekter, hvor der holdes enhovede dyr
    • destruktion af de enhovede dyr, der er døde på bedriften.
  • Hvis sygdommen bekræftes, skal de iværksatte foranstaltninger omfatte:
    • omgående aflivning af alle smittede enhovede dyr eller dyr, som viser symptomer, og destruktion af de døde dyr
    • sikkerhedsforanstaltningerne for bedrifter, hvor der er mistanke om sygdommen, udvides til bedrifter inden for en radius af mindst 20 km fra bedrifter, hvor infektion er bekræftet
    • vaccination af enhovede dyr i denne 20 km-zone, undtagen under visse omstændigheder.
  • Der skal indføres et iagttagelsesdistrikt med en radius på mindst 100 km omkring inficerede bedrifter, hvor alle enhovede dyr undersøges klinisk, og hvor flytning til og fra er forbudt, undtagen til et slagteri i iagttagelsesdistriktet eller et overvågningsområde. Et overvågningsområde strækker sig normalt 50 km ud over iagttagelsesdistriktet på områder, hvor der ikke har fundet systemisk vaccination sted i de seneste 12 måneder.
  • Personer, der bor i disse områder, skal gøres bekendt med alle gældende restriktioner. Systematisk vaccination af dyrene må kun foretages i iagttagelsesdistriktet.
  • EU-landene skal udpege et nationalt laboratorium, som skal koordinere indsatsen mod sygdomme i samarbejde med andre EU-lande og referencelaboratoriet i Spanien.
  • Hvert land skal udarbejde en beredskabsplan som indsats mod sygdommen, herunder oprettelse af et krisecenter og lokale sygdomsbekæmpelsescentre. Europa-Kommissionens eksperter kan foretage stikprøvekontroller for at sikre, at disse centre opfylder deres ansvarsområder til fulde.
  • Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder bistår Kommissionen i håndtering af hestepest.

Ophævelse

Direktiv 92/35/EØF ophæves og erstattes af forordning (EU) 2016/429 fra den 21. april 2021.

HVORNÅR GÆLDER DIREKTIVET FRA?

Det trådte i kraft den 18. maj 1992. EU-landene skulle indarbejde det i national lovgivning inden den 31. december 1992.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

* VIGTIGT BEGREB

Enhovede dyr: Medlemmer af hestefamilien som f.eks. heste, æsler og zebraer samt krydsninger.

HOVEDDOKUMENT

Rådets direktiv 92/35/EØF af 29. april 1992 om fastsættelse af regler for kontrol med og foranstaltninger til bekæmpelse af hestepest (EFT L 157 af 10.6.1992, s. 19-27)

Efterfølgende ændringer af direktiv 92/35/EØF er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/429 af 9. marts 2016 om overførbare dyresygdomme og om ændring og ophævelse af visse retsakter på området for dyresundhed (»Dyresundhedsloven«) (EUT L 84 af 31.3.2016, s. 1-208)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed (EFT L 31 af 1.2.2002, s. 1-24)

Se den konsoliderede version.

seneste ajourføring 20.10.2016

Top