Help Print this page 
Title and reference
Styrkelse af Schengenområdet

Summaries of EU legislation: direct access to the main summaries page.
Multilingual display
Text

Styrkelse af Schengenområdet

Målene med den europæiske strategi for styrkelse af Schengenområdet er at forbedre anvendelsen af fælles regler og tackle ekstraordinære trusler ved de ydre grænser bedre.

DOKUMENT

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget af 16. september 2011 med titlen Forvaltning af Schengensamarbejdet - en styrkelse af området uden kontrol ved de indre grænser (KOM(2011) 561 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende).

RESUMÉ

Det såkaldte Arabiske Forår i 2011 har medført en betydelig tilstrømning af indvandrere til visse medlemslande i Den Europæiske Union (EU). Disse hændelser har understreget behovet for at styrke Schengenområdets fælles regler og regulere genindførelsen af kontrol ved de indre grænser i ekstraordinære tilfælde, især når Schengenområdets overordnede funktion er truet.

Som reaktion på dette offentliggjorde Kommissionen i 2011 en meddelelse og to lovgivningsmæssige forslag. Sidstnævnte blev vedtaget i oktober 2013.

Bedre evaluering af anvendelsen af Schengenområdets regler

Borgernes frie bevægelighed inden for Schengenområdet hviler på gensidig tillid til, at hvert deltagende land er parat og i stand til at anvende hele det fælles regelsæt om kontrol af de ydre grænser, visa, politisamarbejde og retligt samarbejde, foranstaltninger vedrørende Schengeninformationssystemet osv. (Schengenreglerne).

For at opnå dette er det afgørende for det første at styrke evalueringsmekanismen, der har til formål at kontrollere EU-landenes anvendelse af Schengenreglerne. For det andet er det vigtigt at sikre, at overvågningen og kontrollen af evalueringsrapporternes anbefalinger udføres korrekt, især når der identificeres en fejl eller mangel. Kommissionen er ansvarlig for udførelsen af denne kontrol og overvågning.

Systemet til dette formål blev introduceret ved forordning (EU) nr. 1053/2013 om indførelse af en evaluerings- og overvågningsmekanisme. EU-landene og Kommissionen er i fællesskab ansvarlige for gennemførelsen af mekanismen, Kommissionen har dog en koordinerende rolle i denne forbindelse.

Midlertidig genindførelse af kontrol ved de indre grænser

Schengengrænsekodeksen omhandler allerede muligheden for, at et EU-land midlertidigt kan genindføre grænsekontrol ved de indre grænser, når der foreligger en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed (f.eks. terrortrusler eller trusler i forbindelse med organiseret kriminalitet).

Forordning (EU) nr. 1051/2013 udvider denne mulighed til at omfatte tilfælde af alvorlige mangler i forbindelse med kontrol ved de ydre grænser og er identificeret i regelsættet i forordning (EU) nr. 1053/2013. I dette tilfælde sker genindførelsen dog på initiativ af Kommissionen og Rådet:

  • Når sådanne mangler identificeres i en evalueringsrapport, kan Kommissionen fremsætte en anbefaling til det evaluerede land om at træffe visse foranstaltninger, såsom indsættelse af et europæisk grænsevagthold. Som en sidste udvej kan den også indlede den procedure, der er beskrevet nedenfor.
  • Når Schengenområdets overordnede funktion er truet på grund af alvorlige og konstante mangler i forbindelse med kontrol ved de ydre grænser, kan Rådet, på forslag fra Kommissionen, fremsætte en anbefaling til ét eller flere EU-lande om midlertidig genindførelse af kontrol ved de indre grænser.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Rådets forordning (EU) nr. 1053/2013 af 7. oktober 2013 om indførelse af en evaluerings- og overvågningsmekanisme til kontrol af anvendelsen af Schengenreglerne og om ophævelse af Eksekutivkomitéens afgørelse af 16. september 1998 om nedsættelse af et stående udvalg for evaluering og anvendelse af Schengenreglerne (Den Europæiske Unions Tidende L 295 af 6.11.2013).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1051/2013 af 22. oktober 2013 om ændring af forordning (EF) nr. 562/2006 for at fastsætte fælles regler for midlertidig genindførelse af grænsekontrol ved de indre grænser under ekstraordinære omstændigheder (Den Europæiske Unions Tidende L 295 af 6.11.2013).

Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet: Femte halvårlige rapport om, hvordan Schengenområdet fungerer 1. november 2013 - 30. april 2014 ( COM(2014) 292 final - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende).

I fortsættelse af meddelelsen af 16. september 2011 forelægger Kommissionen hver anden måned en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om Schengenområdets funktion. I den seneste rapport angiver den navnlig, at forberedelserne til gennemførelsen af den nye evalueringsmekanisme er i gang, og at de første evalueringer under den nye mekanisme forventes foretaget fra januar 2015 og frem.

Seneste ajourføring: 28.05.2014

Top