EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

EU-agenturet for retshåndhævelsessamarbejde — Europol

 

RESUMÉ AF:

Rådets afgørelse 2009/371/RIA om oprettelse af Den Europæiske Politienhed (Europol)

HVAD ER FORMÅLET MED AFGØRELSEN?

Med afgørelsen oprettes Europol som Den Europæiske Unions (EU) agentur med ansvar for EU-landenes samarbejde om retshåndhævelse.

HOVEDPUNKTER

  • Europol er baseret i Haag, Nederlandene.
  • Europols ansvar er at bistå EU-landene, når de har behov for assistance til at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet, terrorisme og andre former for kriminalitet, der påvirker EU’s interesser.
  • Europols primære opgaver er at:
    • indsamle, lagre, behandle, analysere og udveksle oplysninger,
    • underrette EU-landene om eventuelle sammenhænge mellem forskellige, relevante strafbare forhold,
    • bistå EU-landene i efterforskninger med relevante oplysninger og analyser,
    • koordinere, arrangere og gennemføre efterforskninger og aktioner for at bistå de retshåndhævende myndigheder i EU-landene,
    • anmode EU-landene om at indlede, udføre eller koordinere efterforskningen i særlige sager og foreslå, at der oprettes fælles efterforskningshold,
    • støtte EU-landene i at forebygge og bekæmpe kriminelle handlinger, der er blevet gjort lettere eller er begået ved hjælp af internettet,
    • udarbejde trusselsvurderinger og andre rapporter.
  • Europol fungerer også som centralkontor for bekæmpelse af eurofalskmøntneri i overensstemmelse med Rådets afgørelse 2005/511/RIA.
  • I sager, der hører under Europols kompetence, kan Europols personale deltage i fælles efterforskningshold. De deltager dog udelukkende som støttefunktion og kan ikke medvirke ved tvangsindgreb.
  • Samarbejdet mellem Europol og de kompetente myndigheder i et EU-land sker gennem en udpeget national enhed. Direkte kontakt mellem de udpegede kompetente myndigheder og Europol kan ske på betingelser fastlagt af det pågældende EU-land.
  • Europol kan behandle oplysninger og efterretninger, herunder personoplysninger, i det omfang, det er nødvendigt for løsningen af opgaverne. Til det formål er Europols informationssystem og analyseregistre etableret. De nationale enheder, forbindelsesofficererne og Europols personale kan registrere data og foretage søgninger direkte i systemet. EU-landenes udpegede kompetente myndigheder kan kun søge i systemet for at sikre, at de data, de forespørger, er tilgængelige.
  • Europol kan samarbejde med andre EU-organer i forbindelse med udførelsen af opgaverne, især med Eurojust og Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF).
  • Europol kan ligeledes samarbejde med lande og organisationer uden for EU, herunder Den Internationale Kriminalpolitiorganisation (Interpol).

HVORNÅR GÆLDER AFGØRELSEN FRA?

  • Den trådte i kraft den 1. januar 2010.

BAGGRUND

  • Europol blev oprindelig etableret på grundlag af Europolkonventionen fra 1995, der er blevet erstattet af Rådets afgørelse 2009/371/RIA. Denne afgørelse er efterfølgende blevet ophævet og erstattet af Europolforordningen (forordning (EU) 2016/794) af 1. maj 2017. Europolforordningen sikrer, at Europol opfylder kravene i Lissabontraktaten og øger enhedens troværdighed, blandt andet i kraft af at Europa-Parlamentet i samarbejde med de nationale parlamenter herefter har mulighed for at gennemføre undersøgelser af Europols aktiviteter.
  • Europol bliver ligeledes et reelt oplysningscenter i kriminalsager for de retshåndhævende myndigheder i EU og sikrer en endnu bedre databeskyttelse. Med de nye regler for databehandling får Europol mulighed for hurtigt at identificere tendenser og mønstre på tværs af strafferetlige områder samt for at udarbejde mere omfattende og relevante efterretningsrapporter som bistand til retshåndhævelsesmyndighederne i EU-landene.
  • For yderligere oplysninger henvises til:

HOVEDDOKUMENT

Rådets afgørelse 2009/371/RIA af 6. april 2009 om oprettelse af Den Europæiske Politienhed (Europol) (EUT L 121 af 15.5.2009, s. 37-66)

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/794 af 11. maj 2016 om Den Europæiske Unions Agentur for Retshåndhævelsessamarbejde (Europol) og om erstatning og ophævelse af Rådets afgørelse 2009/371/RIA, 2009/934/RIA, 2009/935/RIA, 2009/936/RIA og 2009/968/RIA (EUT L 135 af 24.5.2016, s. 53-114)

seneste ajourføring 14.11.2016

Top