EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Den Europæiske Unions Solidaritetsfond

 

RESUMÉ AF:

Forordning (EF) nr. 2012/2002 om oprettelse af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond

HVAD ER FORMÅLET MED FORORDNINGEN?

  • Den opretter Den Europæiske Unions Solidaritetsfond (EUSF), som yder finansielt tilskud til EU-lande, der står over for større naturkatastrofer.
  • I henhold til de nye regler, der blev vedtaget i 2014 (ved ændring af forordning (EU) nr. 661/2014), blev arbejdsgangene forenklet, og udvælgelseskriterierne blev gjort tydeligere og udvidet til også at dække tørke.
  • Efter covid-19-udbruddet i 2020 er reglerne blevet ændret yderligere ved forordning (EU) 2020/461, som gør det muligt for EUSF at yde finansiel bistand til lande, der ikke kun står over for naturkatastrofer, men også større folkesundhedskriser.

HOVEDPUNKTER

Betingelser for intervention

  • Som overordnet regel kan EUSF yde finansiel bistand, hvis de samlede direkte skader forårsaget af en katastrofe overstiger 3 mia. EUR (i 2011-priser) eller 0,6 % af landets bruttonationalindkomst alt efter, hvilket beløb der er det laveste.
  • Med forordning (EU) 2020/461 udvides forordning (EF) nr. 2012/2002 til at omfatte større folkesundhedskriser, dvs. enhver livstruende eller på anden vis alvorlig fare for sundheden af biologisk oprindelse i et støtteberettiget land, der alvorligt påvirker menneskers sundhed, og som kræver øjeblikkelig handling for at dæmme op for yderligere spredning. For at være berettiget skal krisen påføre det støtteberettigede land en offentlig finansiel byrde til beredskabsforanstaltninger, der vurderes til mere end 1 500 000 000 EUR i 2011-priser eller til mere end 0,3 % af dets BNI.
  • Selv om større katastrofer er det primære fokus for EUSF, er der også hjælp at hente til mere begrænsede regionale katastrofer, for hvilke tærsklen for støtteberettigelse er 1,5 % af regionens bruttonationalprodukt (BNP) eller 1 % for regioner i den yderste periferi.

Forebyggelse af katastrofer og strategier for risikohåndtering

De nye regler tilskynder EU-lande til at udarbejde strategier til forebyggelse af katastrofer og risikohåndtering ved at kræve rapporter før og efter ansøgninger. Hvis de berørte lande gentagne gange ikke gennemfører EU-lovgivning om forebyggelse, risikerer de, at de får reduceret eller afslag på bistand.

Støtteberettigede lande

EUSF dækker EU-lande og lande, der forhandler om EU-medlemsskab.

Hvad bruges EUSF til?

  • EUSF supplerer landenes egne offentlige udgifter til finansiering af nødhjælpstiltag. Disse omfatter:
    • genopbygning af infrastruktur f.eks. på vandforsynings-, sundheds- og undervisningsområdet
    • midlertidig indkvartering og nødhjælp for at opfylde umiddelbare behov
    • sikring af forebyggende infrastrukturer såsom dæmninger
    • foranstaltninger til beskyttelse af kulturarv
    • oprydningsarbejder og
    • foranstaltninger, der har til formål hurtigt at yde bistand, herunder lægehjælp, til den befolkning, der er berørt af en større folkesundhedskrise, og beskytte befolkningen mod risikoen for at blive berørt, herunder forebyggelse og overvågning af eller kontrol med spredning af sygdomme, bekæmpelse af alvorlige risici for folkesundheden eller afbødning af deres indvirkning på folkesundheden.
  • Betalinger fra EUSF er begrænset til finansiering af foranstaltninger til afhjælpning af skader, der ikke kan forsikres, og skal tilbagebetales, hvis udgifterne til udbedring af skaden efterfølgende dækkes af tredjepart.

Anmodninger om tilskud

  • Det berørte land skal anmode Europa-Kommissionen om støtte senest 12 uger efter en katastrofe. Den finansielle støtte, som Kommissionen foreslår, skal derefter godkendes af Rådet og Europa-Parlamentet.
  • Der er specifikke oplysninger vedrørende ansøgninger på baggrund af covid-19-udbruddet på et dedikeret websted.

Budget

  • EUSF finansieres uden om EU’s normale budget, dvs. med supplerende midler, der tilvejebringes af EU-landene (se Interinstitutionel aftale fra december 2013 og resumé). Det maksimale årlige budget er på 500 mio. EUR (i 2011-priser), plus overskydende midler fra det foregående år.

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?

  • Forordning (EF) nr. 2012/2002 trådte i kraft den 15. november 2002.
  • Ændringsforordning (EU) 661/2014 trådte i kraft den 28. juni 2014.
  • Ændringsforordning (EU) 2020/461 trådte i kraft den 1. april 2020.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

HOVEDDOKUMENT

Rådets forordning (EF) nr. 2012/2002 af 11. november 2002 om oprettelse af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond (EFT L 311 af 14.11.2002, s. 3-8).

Efterfølgende ændringer af forordning (EF) nr. 2012/2002 er indarbejdet i den originale tekst. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Interinstitutionel aftale af 2. december 2013 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning (EUT C 373 af 20.12.2013, s. 1-11).

seneste ajourføring 25.05.2020

Top