Help Print this page 
Title and reference
Den Europæiske Unions Solidaritetsfond

Summaries of EU legislation: direct access to the main summaries page.
Multilingual display
Text

Den Europæiske Unions Solidaritetsfond

Den Europæiske Union (EU) har oprettet en solidaritetsfond, der skal kunne reagere effektivt og fleksibelt i tilfælde af en stor naturkatastrofe i en medlemsstat eller i et land, der forhandler om optagelse.

DOKUMENT

Rådets forordning (EF) nr. 2012/2002 af 11. november 2002 om oprettelse af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond.

RESUMÉ

Den Europæiske Solidaritetsfond (EUSF) blev oprettet i 2002 og yder finansielt tilskud til EU-lande, der står over for større naturkatastrofer. I de nye regler, der blev vedtaget i 2014 (forordning (EU) nr. 661/2014), er arbejdsgangene blevet forenklet, og udvælgelseskriterierne er gjort tydeligere og udvidet til også at dække tørke

Betingelser for intervention

EUSF kan yde finansiel støtte, hvis de samlede direkte skader forårsaget af en katastrofe overstiger 3 milliarder EUR (i 2011-priser) eller 0,6 % af landets bruttonationalindkomst, alt efter, hvilket beløb der er det laveste.

Selv om det primære fokus er på store katastrofer, ydes der også hjælp til mere begrænsede regionale katastrofer. I disse tilfælde er tærsklen for støtteberettigelse 1,5 % af regionens bruttonationalprodukt (BNP) eller 1 % for regioner i den yderste periferi.

Forebyggelse af katastrofer og strategier for risikohåndtering

De nye regler tilskynder EU-lande til at udarbejde strategier til forebyggelse af katastrofer og risikohåndtering ved at kræve rapporter før og efter ansøgninger. Berørte lande risikerer, at støtten begrænses eller nægtes, hvis de gentagne gange ikke har overholdt deres forpligtelser om at gennemføre EU-lovgivning om risikoforebyggelse i forhold til katastrofer.

Støtteberettigede lande

EUSF dækker EU-lande og lande, der forhandler om EU-medlemsskab.

Hvad bruges EUSF til?

EUSF supplerer landenes egne offentlige udgifter til finansiering af nødhjælpstiltag. De omfatter:

  • genopbygning af infrastruktur f.eks. på vandforsynings-, sundheds- og undervisningsområdet
  • midlertidig indkvartering og nødhjælp for at opfylde umiddelbare behov
  • sikring af forebyggende infrastrukturer såsom dæmninger
  • foranstaltninger til beskyttelse af kulturarv
  • oprydningsarbejder.

Skader på privat ejendom eller tab af indtægter, der må anses for at kunne forsikres, er ikke dækket.

Anmodninger om tilskud

De berørte lande skal anmode Europa-Kommissionen om støtte senest 12 uger efter en katastrofe. Den finansielle støtte, som Kommissionen foreslår, skal derefter godkendes af Rådet og Europa-Parlamentet.

Budget

EUSF finansieres uden om EU's normale budget (dvs. med supplerende midler, der tilvejebringes af EU-landene). Det maksimale årlige budget er på 500 millioner EUR (i 2011-priser), plus overskydende midler fra det foregående år.

REFERENCER

Dokument

Ikrafttrædelsesdato

Gennemførelsesdato i medlemsstaterne

Den Europæiske Unions Tidende

Forordning (EF) nr. 2012/2002

15.11.2002

-

EUT L 311 af 14.11.2002

Ændringsretsakt(er)

Ikrafttrædelsesdato

Gennemførelsesdato i medlemsstaterne

Den Europæiske Unions Tidende

Forordning (EU) nr. 661/2014

28.6.2014

-

EUT L 189 af 27.6.2014

TILHØRENDE DOKUMENTER

Interinstitutionel aftale af 2. december 2013 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning (Den Europæiske Unions Tidende C373 af 20.12.2013).

Seneste ajourføring: 10.08.2014

Top