EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Forebyggelse og kontrol af afrikansk svinepest

 

RESUMÉ AF:

Direktiv 2002/60/EF — specifikke bestemmelser for bekæmpelse af afrikansk svinepest

HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?

Det indfører foranstaltninger til forebyggelse, bekæmpelse og udryddelse af afrikansk svinepest, en generelt dødelig infektionssygdom hos svin og vildsvin med alvorlige socioøkonomiske konsekvenser.

HOVEDPUNKTER

  • EU-lande skal sikre, at enhver mistanke om tilfælde af afrikansk svinepest straks meddeleles de kompetente myndigheder. Hvis et tilfælde bekræftes, skal resultaterne af undersøgelserne sendes til Europa-Kommissionen og de andre EU-lande.
  • Hvis forekomsten af sygdommen ikke kan udelukkes, skal bedriften sættes under officielt tilsyn og alle flytninger af svin, produkter af svin, materialer eller affald, der kan sprede sygdommen, samt flytning af personer og køretøjer, skal begrænses.
  • Hvis sygdommen bliver bekræftet officielt, skal alle svin på bedriften aflives, og kroppene skal forarbejdes under officielt tilsyn. Alt kød, materialer eller affald, der kan være forurenet, skal tilintetgøres, forarbejdes eller behandles for at sikre, at virus bliver tilintetgjort, og alt skal foregå i overensstemmelse med embedsdyrlægens instrukser. Der skal oprettes en beskyttelseszone på mindst 3 kilometer inden for en overvågningszone på mindst 10 kilometer omkring udbrudsstedet.
  • Hvis der er mistanke om, at vildtlevende svin er blevet inficeret, skal EU-landene informere svineejere og jægere og undersøge alle nedskudte eller dødfundne vildsvin. Det inficerede område skal afgrænses og svinebedrifter inden for området underkastes officielt tilsyn, ligesom der eventuelt skal indføres forbud mod jagt.
  • Dokument SANCO/7138/2013 indeholder retningslinjer for tilsyn med og bekæmpelse af afrikansk svinepest hos vildtlevende svin.
  • De berørte EU-lande skal indsende en plan for sygdomsudryddelse til Kommissionen.
  • EU-landene skal udarbejde beredskabsplaner under hensyntagen til lokale faktorer, såsom belægningsgraden af svin, som vil kunne påvirke spredningen af virus.
  • Kommissionens eksperter kan foretage stikprøvekontroller for at sikre ensartet anvendelse af direktivet.

Vedtagelse af gennemførelsesretsakt

I 2014 vedtog Kommissionen en gennemførelsesretsakt (afgørelse 2014/709/EU), der fastsætter de detaljerede dyresundhedsmæssige foranstaltninger, som berørte EU-lande (eller områder i disse lande) skal træffe med henblik på bekæmpelse af afrikansk svinepest. Foranstaltningerne omfatter forbud mod afsendelse af levende svin, svinekød og svinekødsprodukter, ornesæd, æg og embryoner fra svin.

Bilaget til afgørelsen, som ajourføres regelmæssigt, er opdelt i fire dele. Områderne i de pågældende EU-lande er angivet og afgrænset i bilagets del I-IV og er differentieret i forhold til risikoniveau baseret på den epidemiologiske situation med hensyn til afrikansk svinepest.

Ophævelse

Direktivet vil blive ophævet af forordning (EU) 2016/429 med virkning fra den 21. april 2021.

HVORNÅR GÆLDER DIREKTIVET FRA?

Det trådte i kraft den 9. august 2002, og det skulle indarbejdes i EU-landenes lovgivninger inden den 1. juli 2003.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

HOVEDDOKUMENT

Rådets direktiv 2002/60/EF af 27. juni 2002 om specifikke bestemmelser for bekæmpelse af afrikansk svinepest og om ændring af direktiv 92/119/EØF for så vidt angår Teschener syge og afrikansk svinepest (EFT L 192 af 20.7.2002, s. 27-46).

Efterfølgende ændringer til direktiv 2002/60/EF er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/429 af 9. marts 2016 om overførbare dyresygdomme og om ændring og ophævelse af visse retsakter på området for dyresundhed (»dyresundhedsloven«) (EUT L 84 af 31.3.2016, s. 1-208).

Se den konsoliderede udgave.

Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU af 9. oktober 2014 om dyresundhedsmæssige foranstaltninger til bekæmpelse af afrikansk svinepest i visse medlemsstater og om ophævelse af gennemførelsesafgørelse 2014/178/EU (EUT L 295 af 11.10.2014, s. 63-78).

Se den konsoliderede udgave.

Kommissionens beslutning 2003/422/EF af 26. maj 2003 om godkendelse af en diagnostisk manual for afrikansk svinepest (EFT L 143 af 11.6.2003, s. 35-49).

seneste ajourføring 18.09.2019

Top