Help Print this page 

Summaries of EU Legislation

Title and reference
Dyrevelfærd — beskyttelse af slagtekyllinger

Summaries of EU legislation: direct access to the main summaries page.
Multilingual display
Text

Dyrevelfærd — beskyttelse af slagtekyllinger

 

RESUMÉ AF:

Direktiv 2007/43/EF — minimumsforskrifter for beskyttelse af slagtekyllinger

HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?

  • Det har til formål at indføre regler for forbedringer af dyrevelfærd på bedrifter i Den Europæiske Union (EU), hvor der holdes slagtekyllinger.
  • Reglerne er udformet med henblik på at undgå konkurrenceforvridning i sektoren.

HOVEDPUNKTER

Anvendelsesområde

  • Direktivet finder anvendelse på slagtekyllinger og kyllinger til opdræt på bedrifter, som har kyllinger til både avl og opdræt.
  • Det finder ikke anvendelse på:
    • bedrifter med under 500 kyllinger
    • bedrifter med udelukkende avlskyllinger
    • rugerier*
    • ekstensivt staldopdræt og fritgående kyllinger/frilandskyllinger
    • økologisk opdrættede kyllinger.

Regler, der finder anvendelse på alle bedrifter

  • I fjerkræshuse, hvor der holdes kyllinger, skal kyllingerne have passende adgang til:
    • drikkekopper
    • foder
    • strøelse, der er tør og løs i overfladen.
  • Der skal være passende belysning i alle bygninger i løbet af lysperioderne og tilstrækkelig ventilation.
  • Alle kyllinger på bedriften skal tilses mindst to gange dagligt.
  • Alvorligt tilskadekomne kyllinger eller kyllinger med ringe helbred skal behandles eller straks aflives.
  • Operative indgreb af andre grunde end medicinsk behandling er generelt forbudt. Trimning af næb og kastrering tillades kun i bestemte tilfælde.
  • Ejeren eller den, der har dyrene i sin varetægt, skal føre registre over hvert fjerkræshus på bedriften over:
    • antallet af kyllinger, der er sat ind, og antal kyllinger, der er tilbage i flokken, når de kyllinger, der skal sælges eller slagtes, er fjernet
    • friarealet
    • kyllingernes hybridform eller race
    • dødelighedsrate.

Belægningsgrad *

  • EU-landene skal sikre, at den maksimale belægningsgrad på en bedrift eller i et fjerkræshus på en bedrift ikke på noget tidspunkt overskrider 33 kg/m2.
  • En højere belægningsgrad på maksimalt 39 kg/m2 kan tillades, hvis ejeren eller den, der har dyrene i sin varetægt, opfylder kravene anført i direktivets bilag II (miljøparametre). Ejeren eller den, der har dyrene i sin varetægt, skal indsende bestemt dokumentation til de kompetente myndigheder med tekniske oplysninger om bedriften og dens udstyr.
  • Sådanne bedrifter med høj belægningsgrad skal være udstyret med ventilations-, køle- og varmesystemer til at opretholde en passende temperatur, luftfugtighed og CO2- samt NH3-koncentrationer.
  • Under ekstraordinære omstændigheder, der er defineret i bilag V, kan belægningsgraden være på op til maksimalt 42 kg/m2.

Uddannelse

  • Personer, der passer kyllinger, skal være i besiddelse af et bevis, som attesterer, at vedkommende har gennemgået et godkendt kursus eller har erfaringer, der svarer til en sådan uddannelse. Kurserne skal dække følgende velfærdsaspekter:
    • krav til belægningsgrad på bedrifter
    • dyrenes fysiologi
    • håndtering af kyllinger samt nødhjælp til kyllinger
    • forebyggende biosikkerhed.
  • EU-landene skal tilskynde til udarbejdelse og formidling af retningslinjer for god ledelsespraksis.

Inspektion

De nationale myndigheder udfører regelmæssig inspektion for at kontrollere, om kravene i dette direktiv overholdes. Hvert år forelægger de en rapport for Europa-Kommissionen om de inspektioner, de har foretaget, og en liste over de foranstaltninger, som de har truffet for at afhjælpe de konstaterede velfærdsproblemer.

Overvågning og opfølgning på slagterier

Overvågning på slagterierne sikrer, at antallet af slagtekyllinger, der er døde ved ankomsten, registreres. Tegn på dårlige velfærdsforhold skal påvises ved inspektion efter slagtning. Hvis der påvises sådanne tegn, skal bedriften eller de kompetente myndigheder træffe relevante foranstaltninger.

Rapport

  • De seneste år er en lang række metabolske og adfærdsmæssige egenskaber hos slagtekyllinger blevet ændret ved genetisk udvælgelse, hvilket har medført forskellige velfærdsproblemer. Disse omfatter ben og bevægelser, pludselig død-syndrom og hudsygdomme, såsom kontaktdermatitis. I 2016 offentliggjorde Kommissionen en rapport, som behandlede genetiske parametres betydning for identificerede mangler, der medfører dårlig velfærd for slagtekyllinger. Konklusionen i rapporten var, at:
    • opdrættere i stigende grad tager højde for egenskaber, der vedrører kyllingers sundhed og velfærd i deres udvælgelsesprogrammer
    • den gældende lovgivning fastsætter et overvågningssystem for dyrevelfærdsindikatorer under kommercielle betingelser, som kunne udnyttes yderligere i forbindelse med genetisk udvælgelse.

Stående Komité

Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder bistår Europa-Kommissionen i håndteringen af gennemførelsen af dette direktiv.

HVORNÅR GÆLDER DIREKTIVET FRA?

Det trådte i kraft den 1. august 2007. EU-landene skulle indarbejde det i den nationale lovgivnings bestemmelser inden den 30. juni 2010.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

* VIGTIGE BEGREBER

Rugeri: en bygning, hvor æg fra fjerkræ udruges, ofte under kunstige forhold ved hjælp af rugemaskiner.

Belægningsgrad: den samlede levende vægt pr. kvadratmeter friareal for de kyllinger, der er til stede samtidig i en bedriftsenhed.

HOVEDDOKUMENT

Rådets direktiv 2007/43/EF af 28. juni 2007 om minimumsforskrifter for beskyttelse af slagtekyllinger (EUT L 182 af 12.7.2007, s. 19-28)

TILHØRENDE DOKUMENTER

Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om virkningen af genetisk udvælgelse på slagtekyllingers velfærd (COM(2016) 182 final af 7.4.2016)

seneste ajourføring 09.01.2017

Top