Help Print this page 
Title and reference
Genvinding af benzindampe på benzinstationer for renere luft

Summaries of EU legislation: direct access to the main summaries page.
Multilingual display
Text

Genvinding af benzindampe på benzinstationer for renere luft

Benzindampe, der udledes ved benzinpåfyldning af motorkøretøjer, er skadelige for menneskers sundhed og for miljøet. Med et direktiv fra 2009 tager Den Europæiske Union (EU) skridt med henblik på at genvinde sådanne dampe.

DOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/126/EF af 21. oktober 2009 om fase II-genvinding af benzindampe ved benzinpåfyldning af motorkøretøjer på servicestationer

RESUMÉ

Benzindampe, der udledes ved benzinpåfyldning af motorkøretøjer, er skadelige for menneskers sundhed og for miljøet. Med et direktiv fra 2009 tager Den Europæiske Union (EU) skridt med henblik på at genvinde sådanne dampe.

HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?

Det sikrer genvinding af skadelige benzindampe, som ellers ville blive udledt under benzinpåfyldning af et motorkøretøj på en servicestation. Benzinpumperne på mange servicestationer i EU skal have nyt udstyr for at kunne genvinde disse dampe.

HOVEDPUNKTER

Dette direktiv finder anvendelse på nye servicestationer og servicestationer, der har gennemgået en større modernisering, med en årlig gennemstrømningsmængde på mere end 500 m3 benzin og servicestationer med en årlig gennemstrømningsmængde på mere end 100 m3, som er beliggende under beboelsesejendomme. For disse vil det være obligatorisk at installere fase II-systemer til benzindampgenvinding.

Større servicestationer med en årlig gennemstrømningsmængde på 3000 m3 skal installere systemer til benzindampgenvinding senest i 2018.

Systemerne til benzindampgenvinding skal være attesteret af fabrikanten i henhold til de relevante tekniske standarder, og de skal kunne genindvinde mindst 85 % af benzindampene.

Genvindingsgraden for systemer til benzindampgenvinding skal testes én gang om året eller hvert tredje år, hvis servicestationen har automatisk overvågningsudstyr.

Servicestationer, som installerer udstyr til benzindampgenvinding, skal oplyse kunderne om udstyret ved at sætte et skilt, en mærkat eller en anden form for meddelelse på eller i nærheden af benzinstanderen.

De testmetoder og standarder, der anvendes til at fastlægge benzindampgenvindingsgraden, er harmoniseret i direktiv 2014/99/EU.

BAGGRUND

Benzin er en kompleks blanding af flygtige organiske forbindelser, som fordamper hurtigt og dermed bidrager til adskillige luftforureningsproblemer. Det er blandt andet for høje niveauer af toksisk benzen i den omgivende luft og fotokemisk dannelse af ozon, som er et luftforurenende stof, der er årsag til luftvejssygdomme som f.eks. astma. Desuden er ozon en drivhusgas.

For yderligere oplysninger henvises til benzinoplagring og distribution på Europa-Kommissionens websted.

REFERENCER

Dokument

Ikrafttrædelsesdato

Gennemførelsesdato i medlemsstaterne

Den Europæiske Unions Tidende

Direktiv 2009/126/EF

31.10.2009

1.1.2012

EUT L 285 af 31.10.2009, s. 36-39

Ændringsretsakt(er)

Ikrafttrædelsesdato

Gennemførelsesdato i medlemsstaterne

Den Europæiske Unions Tidende

Direktiv 2014/99/EU

12.11.2014

12.5.2016

EUT L 304, 23.10.2014, s. 89-90

Seneste ajourføring: 11.08.2015

Top