EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Ungdomsbeskæftigelse: muligheder

I øjeblikket er over fem millioner unge uden beskæftigelse i Den Europæiske Union (EU) svarende til, at en ud af fem af de unge, der står til rådighed for arbejdsmarkedet, ikke er i stand til at finde et job. Denne meddelelse foreslår flere veje til at kunne tilbyde de unge passende uddannelsesmuligheder, der kan forbedre deres beskæftigelsesmuligheder.

DOKUMENT

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget af 20. december 2011 - Initiativet "Muligheder for unge" [KOM(2011) 933 endelig — ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

RESUMÉ

Denne meddelelse omhandler den aktuelle beskæftigelsessituation for unge i Den Europæiske Union (EU) og foreslår løsninger til bekæmpelse af den høje ungdomsarbejdsløshed.

Den aktuelle beskæftigelsessituation for unge

Med en generelt stigende arbejdsløshed får de unge sværere og sværere ved at komme ind på arbejdsmarkedet. I nogle EU-lande er ungdomsarbejdsløsheden helt oppe på 40 %. Ifølge denne meddelelse er i alt 7,5 mio. unge mellem 15-24 hverken i beskæftigelse eller under uddannelse.

Selvom arbejdsløsheden er høj, er det i stigende grad blev vanskeligere at besætte ledige stillinger. Disse tendenser tyder på stigende paradoksproblemer på arbejdsmarkedet i EU. I tiden indtil 2020 skønnes det, at der vil være 73 mio. nye job på grund af pensionering af arbejdstagere. Disse job skal besættes med unge med de rette kvalifikationer.

Europa-Kommissionen har identificeret en række faktorer, der ligger til grund for ungdomsarbejdsløsheden:

  • skolefrafald uden kvalifikationer
  • manglende færdigheder og manglende erhvervserfaring
  • usikre ansættelsesforhold afbrudt af perioder med ledighed
  • begrænsede uddannelsesmuligheder
  • utilstrækkelige eller uhensigtsmæssige arbejdsaktiveringsprogrammer.

Set i lyset af problemerne foreslår Kommissionen en gennemgang af de nationale politikker og resultater. Kommissionen foreslår ligeledes, at der ydes økonomisk støtte til nationale og grænseoverskridende foranstaltninger.

Målsætninger for at fremme beskæftigelsessituation for unge

I 2012 foreslår Kommissionen, at EU-landene sætter fokus på følgende målsætninger:

  • Forebyggelse af skolefrafald: ifølge Europa 2020-målet skal skolefrafaldet mindskes fra 14 % til under 10 %. Et af redskaberne til at indfri målsætningen er Rådets henstilling af 28. juni 2011 om nedbringelse af skolefrafaldet. Løsningerne består af et policy-mix af forebyggelse, indgreb og kompensationsforanstaltninger.
  • Udvikling af færdigheder, der er relevante for arbejdsmarkedet: Uddannelsessystemerne skal være i stand til at udstyre de unge med de kompetencer, der er relevante for arbejdsmarkedet. Trods begrænsede offentlige budgetter opfordrer Kommissionen medlemsstaterne til at prioritere effektive udgifter til uddannelse og erhvervsuddannelse. Initiativet "En dagsorden for nye kvalifikationer og job" omfatter et forslag til en europæisk klassificering af kvalifikationer, kompetencer og erhverv, der skal sikre et tættere samarbejde mellem erhvervslivet og uddannelsessystemerne. Derudover skal initiativet "En digital dagsorden for Europa" styrke de unges kompetencer inden for informations- og kommunikationsteknologi (IKT).
  • Støtte til den første erhvervserfaring og uddannelse på jobbet: Kommissionen vurderer, at lærlingeuddannelser, virksomhedspraktik og praktikantophold er af særlig stor betydning, for det giver de unge mulighed for at erhverve de relevante kompetencer og jobtræning. Arbejdsmarkedets parter kan hjælpe de unge til bedre at målrette deres kompetencer i forbindelse med jobsøgningen.
  • Adgang til arbejdsmarkedet - få et (første) job: Ifølge Kommissionen skal de unge have bedre adgang til arbejdsmarkedet. Medlemsstaterne bør reformere lovgivningen om sikkerhed i ansættelsen i samarbejde med arbejdsmarkedets parter. Samtidig ønsker Kommissionen at fremme unges etablering som selvstændig iværksætter og opstart af egen virksomhed.

Foranstaltninger for at skabe muligheder for unge

Med henblik på at forbedre de unges beskæftigelsesmuligheder foreslår Kommissionen flere indsatsfelter.

  • Større brug af Den Europæiske Socialfond: En del af midlerne under EU's strukturfonde (Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) og Den Europæiske Socialfond (ESF)), nærmere betegnet 79 mia. euro, skal allokeres til uddannelse og beskæftigelsesfremme. Der er behov for at udvikle nye strategier for at støtte unges deltagelse i lærlingeuddannelser/praktikophold.
  • Innovative metoder til at støtte overgangen fra skole til arbejde: Det er afgørende at skabe bedre sammenhæng mellem uddannelse og erhvervsuddannelse gennem vekseluddannelser og lærlingeuddannelse. En række projekter eksisterer allerede under Leonardo da Vinci-programmet (DE) (EN) (FR). Denne meddelelse fremhæver imidlertid, at der er brug for et større engagement fra erhvervslivet på dette område. I 2012 vil Kommissionen fremlægge en kvalitetsramme for at støtte udbud og anvendelse af praktiktilbud af høj kvalitet samt en forberedende aktion vedrørende "aktiveringsforanstaltninger rettet mod unge – gennemførelse af initiativet Unge på vej".
  • Støtte til mobilitet blandt unge på arbejdsmarkedet: Kommissionen vil bygge videre på den succes, som Erasmus programmet har haft, og fremme yderligere mobilitet og effektivitet på arbejdsmarkedet. Til det formål gennemføres allerede en forberedende foranstaltning — Dit første Eures-job — der skal yde støtte til unge og arbejdsgivere ved at fremme ansættelse og jobformidling på tværs af grænserne. Kommissionen ønsker ligeledes at sætte ekstra skub i den europæiske volontørtjeneste i de sidste to år af det nuværende program Aktive unge. Et nyt europæisk volontørkorps for humanitær bistand vil blive etableret af Kommissionen.

Seneste ajourføring: 22.02.2012

Top