EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Forebyggelse og korrektion af makroøkonomiske ubalancer i EU

 

RESUMÉ AF:

Forordning (EU) nr. 1174/2011 om håndhævelsesforanstaltninger til at korrigere uforholdsmæssigt store makroøkonomiske ubalancer i euroområdet

Forordning (EU) nr. 1176/2011 om forebyggelse og korrektion af makroøkonomiske ubalancer

HVAD ER FORMÅLET MED DISSE FORORDNINGER?

  • Forordning (EU) nr. 1176/2011 fastlægger proceduren for at opdage og korrigere makroøkonomiske ubalancer. Denne forordning gælder alle lande i Den Europæiske Union (EU).
  • Forordning (EU) nr. 1174/2011 fastsætter en håndhævelsesmekanisme. Denne mekanisme kulminerer med finansielle sanktioner for landene i euroområdet, der ikke overholder henstillingerne i proceduren i forbindelse med makroøkonomiske ubalancer (PMU), der er udstedt på EU-plan for at afhjælpe deres uforholdsmæssigt store ubalance.

HOVEDPUNKTER

Udover at overvåge de budgetmæssige politikker i landene i Den Europæiske Union (EU), kontrollerer EU også makrofinansielle udviklinger* for at opdage, forebygge og korrigere potentielt skadelige makroøkonomiske ubalancer* og risici, der ville hindre, at Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) fungerer korrekt.

Rapport om varslingsmekanisme

  • Hvert år udarbejder Europa-Kommissionen rapporten om varslingsmekanismen, der udgør starten på den årlige PMU. Rapporten om varslingsmekanismen er baseret på den økonomiske aflæsning af resultattavlen over indikatorer, men inddrager også andre relevante økonomiske og finansielle analyser. Den vurderer EU-landenes situation for at opdage udviklinger, der kan afspejle mulige ubalancer.
  • På baggrund af denne rapport udpeger Kommissionen de EU-lande, som kan være påvirket af en ubalance, og hvor der er behov for yderligere analyser. Rådet drøfter rapporten og vedtager konklusioner.

Dybdegående undersøgelser

For hvert land udpeget i rapporten om varslingsmekanismen gennemfører Kommissionen en dybdegående undersøgelse. Den fastslår, om der forelægger ubalancer, vurderer deres karakter samt alvor og fremhæver tilpasningsspørgsmål og ændringer af politikken. Forordningen åbner mulighed for tre mulige resultater af en dybdegående undersøgelse:

  • Det pågældende land er ikke berørt af nogen ubalance. Et land i denne situation medtages i screeningen for makroøkonomiske ubalancer i hver efterfølgende PMU-runde, og det er samtidig underlagt multilateral overvågning under det europæiske semester.
  • Det pågældende land er berørt af en ubalance. I dette tilfælde kan Rådet, der handler på grundlag af Kommissionens henstilling, udstede en række landespecifikke henstillinger til det berørte land for at iværksætte forebyggende foranstaltninger.
  • Det pågældende land er berørt af en uforholdsmæssig stor ubalance. Rådet, der handler på grundlag af Kommissionens henstilling, kan også udstede en række landespecifikke henstillinger til det berørte land. I tilfælde af uforholdsmæssigt store ubalancer kan Rådet iværksætte korrigerende foranstaltninger på baggrund af Kommissionens henstilling. En korrigerende foranstaltning bliver til en separat procedure, nemlig proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store ubalancer.

Dybdegående undersøgelser analyserer forskellige tendenser i EU-landenes økonomier, navnlig udviklinger vedrørende eksterne ubalancer (såsom deres eksterne konti, ændringer i eksportandele og nettoinvesteringsbalancer) samt interne ubalancer (såsom offentlig og privat gæld, huspriser, kreditstrømme og ledighedsprocenten).

Kommissionen og Rådet tager højde for resultaterne af de dybdegående undersøgelser ved udstedelsen af landespecifikke henstillinger i forbindelse med det europæiske semester hvert forår.

Proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store ubalancer

  • Rådet kan, på baggrund af Kommissionens henstilling udløse proceduren i forbindelse med et EU-land med uforholdsmæssigt store ubalancer. Rådet vedtager politiske henstillinger, der skal følges, og angiver en tidsfrist for, hvornår det berørte EU-land skal forelægge en korrigerende handlingsplan.
  • Hvis foranstaltningerne og tidsplanen, som EU-landene fremlægger, er tilfredsstillende, bliver de godkendt ved en henstilling fra Rådet, der fastlægger en overvågningsplan.
  • Hvis den forelagte plan anses for at være utilstrækkelig, vedtager Rådet en henstilling, der opfordrer landet til at forelægge en ny korrigerende handlingsplan inden for to måneder.
  • Kommissionen følger op på henstillingen. Denne opfølgning er baseret på både regelmæssige statusrapporter indsendt af landet og resultaterne af overvågningsmissionerne. På baggrund af Kommissionens rapport vurderes gennemførelsesforanstaltningerne efterfølgende af Rådet.
  • Den korrigerende arm kan udløses til enhver tid for det EU-land, hvor der konstateres uforholdsmæssigt store ubalancer.

Sanktioner og bøder under proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store ubalancer

  • Landene i euroområdet kan gøres til genstand for finansielle sanktioner, hvis de gentagne gange forelægger utilstrækkelige korrigerende handlingsplaner eller i tilfælde af en manglende korrigerende foranstaltning. Hvis en utilstrækkelig korrigerende foranstaltning iværksættes, kan Rådet pålægge landet en rentebærende deponering. Hvis landet stadig ikke gennemfører korrigerende foranstaltninger, kan denne deponering konverteres til en bøde. Den rentebærende deponering eller bøden er på 0,1 % af landets BNP det foregående år.
  • Disse sanktioner straffer gentagne manglende handlinger, ikke selve ubalancerne. De anses for godkendte, medmindre et kvalificeret flertal af landene i euroområdet kommer med indsigelser.
  • Manglende overholdelse af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store ubalancer kan føre til suspendering af midler fra de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESI), uanset om de er medlem af euroområdet.

Det europæiske semester 2016

De dybdegående undersøgelser blev offentliggjort den 26. februar 2016 og er integreret i Kommissionens landerapporter. Kommissionens meddelelse indeholder et sammendrag af resultaterne af de dybdegående undersøgelser.

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGERNE FRA?

De trådte begge i kraft den 13. december 2011.

BAGGRUND

Den 6-pak, der trådte i kraft i december 2011, indførte et overvågningssystem af den økonomiske politik for at forebygge og korrigere makroøkonomiske ubalancer inden for EU. Denne overvågning er en del af det europæiske semester til samordning af de økonomiske politikker.

Der er yderligere oplysninger om:

* VIGTIGE BEGREBER

Makrofinansielle udviklinger: monetære, finanspolitiske og finansielle udviklinger på makroøkonomisk plan (dvs. inden for et lands økonomi).

Makroøkonomiske ubalancer: hvor visse aspekter af et lands økonomi er ude af balance, for eksempel høj offentlig eller privat gæld, høj arbejdsløshed, ringe eksport osv.

HOVEDDOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1174/2011 af 16. november 2011 om håndhævelsesforanstaltninger til at korrigere uforholdsmæssigt store makroøkonomiske ubalancer i euroområdet (EUT L 306 af 23.11.2011, s. 8-11)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 af 16. november 2011 om forebyggelse og korrektion af makroøkonomiske ubalancer (EUT L 306 af 23.11.2011, s. 25-32)

TILHØRENDE DOKUMENTER

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Den Europæiske Centralbank og Eurogruppen — Det europæiske semester 2016: Vurdering af fremskridtene med strukturreformer, forebyggelse og korrektion af makroøkonomiske ubalancer og resultater af de dybdegående undersøgelser i henhold til forordning (EU) nr.1176/2011 (COM(2016) 095 final/2 af 7.4.2016)

seneste ajourføring 30.08.2016

Top