Help Print this page 

Summaries of EU Legislation

Title and reference
Badevandskvalitet

Summaries of EU legislation: direct access to the main summaries page.
Multilingual display
Text

Badevandskvalitet

 

RESUMÉ AF:

Direktiv 2006/7/EF om forvaltning af badevandskvalitet

HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?

Badevandsdirektivet søger at sikre, at

  • kvaliteten af badevandet overvåges
  • der indføres bedre forvaltningsforanstaltninger
  • oplysningerne gøres tilgængelige for offentligheden.

HOVEDPUNKTER

  • Det er vigtigt for Den Europæiske Union (EU) at beskytte miljøkvaliteten og menneskers sundhed. Dette direktiv styrker derfor de regler, der garanterer badevandskvaliteten. Det supplerer direktiv 2000/60/EF om beskyttelse og forvaltning af vand.
  • Direktivet finder ikke anvendelse på svømmebassiner og spabade eller på kunstigt anlagte, afgrænsede vandområder, der er genstand for behandling eller anvendes til terapeutiske formål.

Overvågning af badevand

  • Hvert år skal landene i EU identificere badevandene i deres område og definere badesæsonens varighed.
  • De skal etablere overvågning på de steder, der anvendes oftest af badende, eller hvor risikoen for forurening er størst. Overvågningen skal udføres ved at tage:
    • mindst fire prøver, herunder en før begyndelsen af badesæsonen
    • kun tre prøver, hvis badesæsonen ikke overstiger otte uger, eller hvis der er særlige geografiske begrænsninger for området.
  • EU-landene skal underrette Europa-Kommissionen om resultaterne med en beskrivelse af foranstaltningerne til forvaltning af vandkvaliteten. Overvågningen kan indstilles i særlige tilfælde, efter at Kommissionen er blevet informeret.

Fastlæggelse af badevandskvaliteten

  • Vandkvaliteten vurderes på baggrund af mikrobiologiske data, der er defineret i overensstemmelse med parametrene i bilag I i direktivet. Der er fastsat en klassifikation af vande som værende af ringe, tilfredsstillende, god eller udmærket kvalitet i overensstemmelse med kriterierne i bilag II i direktivet.
  • I henhold til direktivet skal alt badevand i EU være af mindst tilstrækkelig kvalitet ved udgangen af badesæsonen for 2015. Desuden skal EU-landene træffe de nødvendige foranstaltninger til at øge antallet af badevande af god eller udmærket kvalitet.
  • Hvis kvaliteten er ringe, skal EU vedtage de nødvendige foranstaltninger til at håndtere og eliminere forurening samt til at beskytte og informere de badende.

Badevandsprofiler

  • Direktivet fastsætter, at der skal etableres profiler for hvert badevand. Disse profiler kan omfatte et enkelt sted eller flere badevande, som hænger sammen. Især skal de indeholde en vurdering af:
    • de fysiske, geografiske og hydrologiske egenskaber ved badevandet og ved andet overfladevand i tilstrømningsområdet
    • forurening og kilderne til denne
    • forvaltningsforanstaltninger.
  • Badevandsprofilerne skal revideres og opdateres i henhold til bilag III i direktivet.

Ekstraordinære foranstaltninger

  • EU-landene skal vedtage ekstraordinære foranstaltninger, hvis uventede situationer forringer badevandskvaliteten eller udgør en risiko for de badendes sundhed.
  • Passende overvågning skal også iværksættes, hvis der er risiko for vækst af alger. De ansvarlige myndigheder skal derfor:
    • straks træffe forvaltningsforanstaltninger og informere i tilfælde af vækst af cyanobakterier (eller »blågrønalger«)
    • vurdere sundhedsrisiciene ved vækst af makroalge- og/eller marin fytoplankton.

Grænseoverskridende vandområder

  • EU-landene skal udveksle oplysninger og iværksætte fælles indsatser, hvis et vandløbsopland strækker sig over flere territorier.

Information af offentligheden

  • De nationale myndigheder skal sikre, at offentligheden kan modtage oplysninger og deltage i forvaltning af vandkvaliteten. Borgerne kan derfor komme med forslag, bemærkninger eller klager. De kan også deltage i oprettelsen, gennemgangen og opdateringen af lister over vandkvalitet.
  • Desuden skal EU-landene sikre, at der aktivt formidles tilstrækkelige oplysninger, og at disse er let tilgængelige i badesæsonen. Det omhandler især:
    • klassificeringen af badevandet, forbud mod eller frarådning af badning
    • en generel beskrivelse af vandet i ikke-teknisk sprog
    • en beskrivelse af arten og varigheden af forurening.
  • Direktiv 2013/64/EU ændrer direktiv 2006/7/EF efter ændringen af Mayottes status i forhold til EU. Frankrig er eneadressat.
  • Direktiv 2006/7/EF ophævede og erstattede direktiv 76/160/EØF fra den 31. december 2014.

HVORNÅR GÆLDER DIREKTIVET FRA?

Det har været gældende siden den 24. marts 2006. EU-landene skulle indarbejde det i den nationale lovgivnings bestemmelser inden den 24. marts 2008.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/7/EF af 15. februar 2006 om forvaltning af badevandskvalitet og om ophævelse af direktiv 76/160/EØF (EUT L 64 af 4.3.2006, s. 37-51)

Efterfølgende ændringer til direktiv 2006/7/EF er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Kommissionens beslutning 2009/64/EF af 21. januar 2009 om specificering i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/7/EF af EN ISO 17994:2004(E) som standarden om mikrobiologiske metoders ligeværdighed (EUT L 23 af 27.1.2009, s. 32)

Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2011/321/EU af 27. maj 2011 om fastlæggelse i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/7/EF af et symbol for information af offentligheden om badevandsklassificering og badeforbud eller frarådet badning (EUT L 143 af 31.5.2011, s. 38-40)

seneste ajourføring 22.02.2017

Top