Help Print this page 

Summaries of EU Legislation

Title and reference
EU-standarder for naturligt mineralvand

Summaries of EU legislation: direct access to the main summaries page.
Languages and formats available
Multilingual display
Text

EU-standarder for naturligt mineralvand

RESUMÉ AF:

Direktiv 2009/54/EF — udvinding og markedsføring af naturligt mineralvand

RESUMÉ

HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?

Det harmoniserer de betingelser, under hvilke naturligt mineralvand må sælges i EU, og det sikrer, at vandet er sikkert at drikke for mennesker.

HOVEDPUNKTER

  • De nationale myndigheder skal sikre, at vandet overholder EU-lovgivningen, før de anerkender det som naturligt mineralvand. Hvert EU-land skal underrette Europa-Kommissionen, når en sådan anerkendelse gives eller tilbagekaldes.
  • Naturligt mineralvand, der importeres til EU, skal være attesteret og opfylde de samme kriterier som de nationale konkurrenter.
  • Naturligt mineralvand må ikke undergå nogen form for behandling, med undtagelse af eksempelvis udskillelse af ubestandige stoffer såsom jern- og svovlforbindelser.
  • Ved udspringet og under markedsføringen skal naturligt mineralvand være fri for parasitter, forskellige colibakterier og andre bestanddele, der er farlige for menneskers sundhed.
  • Beholdere, der anvendes til naturligt mineralvand, skal være forsvarligt forseglede for at undgå mulig kontamination.
  • Naturligt mineralvand må sælges i henhold til følgende definitioner, hvor det er relevant:
    • naturligt mineralvand
    • naturligt mineralvand tilsat kulsyre (*)
    • naturligt mineralvand med naturligt kulsyreindhold (*)
    • naturligt mineralvand tilsat kulsyre fra kilden.
  • Mærkningen skal også indeholde følgende oplysninger:
    • oplysninger om vandets analytiske sammensætning
    • kildens navn og stedet, hvor den udnyttes
    • oplysning om enhver form for behandling, som vandet har undergået.
  • Det er ulovligt at bruge mere end én handelsbetegnelse til at markedsføre naturligt mineralvand fra den samme kilde.
  • Det er ulovligt at påstå, at vandet har egenskaber, det ikke er i besiddelse af.
  • Udtrykket »kildevand« er forbeholdt vand, der er beregnet til konsum i sin naturlige tilstand, som er tappet på flaske ved kilden, og som opfylder sundheds- og mærkningskravene i henhold til lovgivningen.
  • Nationale myndigheder, som konstaterer, at naturligt mineralvand kan være til fare for menneskers sundhed, kan begrænse eller forbyde salget af det. De skal underrette de andre EU-lande og Kommissionen.
  • Lovgivningen finder ikke anvendelse på vand, der anses for at være et lægemiddel, eller naturligt mineralvand, som anvendes ved kilden til helbredende formål i kurbade og vandkuranstalter.

HVORNÅR GÆLDER DIREKTIVET FRA?

Det trådte i kraft den 16. juli 2009.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til »Naturligt mineralvand og kildevand« på Europa-Kommissionens websted.

VIGTIGE BEGREBER

(*) Naturligt mineralvand tilsat kulsyre: vand, der er tilsat kulsyre (CO2) af anden oprindelse end det vandspejl eller det vandlag, hvorfra det hidrører.

(*) Naturligt mineralvand med naturligt kulsyreindhold: vand, hvis CO2-indhold stammer fra kilden og efter en eventuel dekantering og aftapning er det samme som ved udspringet. Dette tager, hvor det måtte være relevant, hensyn til genoptagelse af en mængde CO2 fra samme vandspejl eller samme vandlag svarende til den mængde kulsyre, der er frigjort under disse processer.

DOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/54/EF af 18. juni 2009 om udvinding og markedsføring af naturligt mineralvand (Omarbejdning) (EUT L 164 af 26.6.2009, s. 45-58)

seneste ajourføring 12.04.2016

Top