EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Fritagelse for forsknings- og udviklingsaftaler

 

RESUMÉ AF:

Kommissionens forordning (EU) nr. 1217/2010 om anvendelse af artikel 101, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på visse kategorier af forsknings- og udviklingsaftaler

HVAD ER FORMÅLET MED FORORDNINGEN?

  • Artikel 101 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) fastsætter reglerne for samordnet praksis og aftaler mellem virksomheder. Sådanne aftaler og samordnet praksis er som hovedregel forbudt, medmindre de hører under anvendelsesområdet for artikel 101, stk. 3, når de er undtagelser til reglen.
  • Forordning (EU) nr. 1217/2010 fastsætter, at artikel 101 ikke gælder for forsknings- og udviklingsaftaler (FoU)* når parterme enten gennemfører fælles forskning og udvikling af produkter eller processer og fælles udnyttelse af resultaterne af denne forskning og udvikling eller gennemfører en af sådanne aktiviteter alene.

HOVEDPUNKTER

  • Artikel 101, stk. 1, i TEUF gælder ikke for forsknings- og udviklingsaftaler. Forordning (EØF) nr. 2821/71 indeholder imidlertid en undtagelse for forsknings- og udviklingsaftaler, der indeholder regler om tildeling eller licensgivning af intellektuelle ejendomsrettigheder med henblik på gennemførelse af fælles forskning og udvikling, betalt forskning og udvikling eller fælles udnyttelse, så længe sådanne bestemmelser ikke er det primære formål med sådanne aftaler, men i stedet er direkte relateret til og nødvendige for deres gennemførelse.
  • Forordningen indeholder også en gruppefritagelse for den fælles udnyttelse af resultaterne af forskning og udvikling, som gennemføres af parterne i henhold til forordningen. Denne forordning erstatter forordning (EF) nr. 2659/2000, som udløb den 31. december 2010.

Betingelser for fritagelse

  • Det skal i aftalen være bestemt, at hver af parterne har fuld adgang til de endelige resultater af forskningen og udviklingen, herunder de intellektuelle ejendomsrettigheder og den knowhow, der genereres med henblik på yderligere forskning og udvikling samt udnyttelse. Hvis parterne begrænser deres rettigheder til udnyttelse, kan adgang til resultaterne med henblik på udnyttelse blive tilsvarende begrænset.
  • Når aftalen kun vedrører fælles forskning og udvikling eller betalt forskning og udvikling, har hver af parterne adgang til enhver knowhow, de øvrige parter måtte besidde forinden, hvis denne knowhow er af afgørende betydning for udnyttelsen af resultaterne. Denne udveksling af knowhow kan kompenseres, men kompensationen må ikke være så høj, at den faktisk hindrer sådan adgang.
  • De resultater, der udnyttes i fællesskab, skal være beskyttet af intellektuelle ejendomsrettigheder eller skal udgøre knowhow, som er af afgørende betydning for fremstillingen af aftaleprodukterne eller anvendelsen af aftaleteknologierne.

Markedsandelstærskel og fritagelsens varighed

  • Er parterne i forsknings- og udviklingsaftalen ikke konkurrerende virksomheder, gælder fritagelsen efter denne forordning, så længe forsknings- og udviklingsarbejdet gennemføres. I tilfælde af fælles udnyttelse af resultaterne fortsætter fritagelsen med at gælde i 7 år fra den dato, hvor aftaleprodukterne eller aftaleteknologierne første gang bringes i omsætning på Den Europæiske Unions (EU) marked.
  • Er parterne konkurrerende virksomheder på tidspunktet for forsknings- og udviklingsaftalens indgåelse, gælder fritagelsen kun, hvis:
    • parternes samlede markedsandel, i tilfælde af fælles forsknings- og udviklingsaftaler, ikke overstiger 25 % af det relevante produkt- og teknologimarked
    • den samlede markedsandel for den finansierende part og alle de øvrige parter, hvormed den finansierende part har indgået forsknings- og udviklingsaftaler med hensyn til de samme aftaleprodukter eller aftaleteknologier, i tilfælde af betalte forsknings- og udviklingsaftaler, ikke overstiger 25 % af det relevante produkt- eller teknologimarked.
  • Efter udløbet af den syvårige periode fortsætter fritagelsen med at gælde, så længe parternes samlede markedsandel ikke overstiger 25 % af de relevante markeder.

Alvorlige konkurrencebegrænsninger

  • Fritagelsen gælder ikke for forsknings- og udviklingsaftaler, der direkte eller indirekte, alene eller kombineret med andre faktorer, som parterne har afgørende indflydelse på, har til formål:
    • at begrænse parternes frie adgang til at gennemføre forskning og udvikling på et ikke-beslægtet område
    • at begrænse parternes frie adgang til at gennemføre forskning og udvikling på et beslægtet område efter tilendebringelsen af den pågældende forsknings- og udviklingsaftale
    • at begrænse produktion eller salg, med visse undtagelser.

Begrænsninger, der falder uden for fritagelsen

  • Fritagelsen finder ikke anvendelse på følgende forpligtelser indeholdt i forsknings- og udviklingsaftaler:
    • forpligtelse til efter gennemførelsen af forsknings- og udviklingsarbejdet ikke at anfægte gyldigheden af beslægtede intellektuelle ejendomsrettigheder
    • forpligtelse til ikke at meddele licenser til tredjemand på fremstilling af aftaleprodukterne eller anvendelse af aftaleteknologierne, medmindre aftalen indeholder bestemmelse om, at mindst en af parterne kan udnytte resultaterne, og at denne udnyttelse finder sted i det indre marked over for tredjemand.

Europa-Kommissionens retningslinjer

Europa-Kommissionen vedtog i 2011 retningslinjer om fortolkningen og anvendelsen af artikel 101 i TEUF på horisontale samarbejdsaftaler*, som omfatter forsknings- og udviklingsaftaler (se resumé).

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?

Den trådte i kraft den 1. januar 2011 og udløber den 30. juni 2023.

BAGGRUND

Kommissionen begyndte i 2019 på en evaluering for at undersøge, om de EU-forordninger, der omhandler horisontale aftaler skal bortfalde, når de udløber i december 2022, eller om de skal forlænges eller ændres (og retningslinjerne for, hvordan de skal fortolkes). Resultaterne af Kommissionens evaluering blev offentliggjort i juli 2021 (se pressemeddelelse). Konklusionen på evalueringen var, at det var nødvendigt at behandle visse spørgsmål for at øge retssikkerheden. Kommissionen vil iværksætte en konsekvensanalyse af revisionen for at se på de spørgsmål, der blev identificeret i løbet af evalueringen med henblik på at få reviderede regler på plads senest den 31. december 2022, når de nuværende regler udløber.

VIGTIGE BEGREBER

Forsknings- og udviklingsaftale (FoU). En aftale mellem to eller flere parter om de vilkår, hvorpå disse parter gennemfører:
  • fælles forskning i og udvikling af aftaleprodukter eller aftaleteknologier og fælles udnyttelse af resultaterne af denne forskning og udvikling
  • fælles udnyttelse af resultaterne af forskning i og udvikling af aftaleprodukter eller aftaleteknologier, der er gennemført i fællesskab i henhold til en tidligere indgået aftale mellem de samme parter
  • fælles forskning i og udvikling af aftaleprodukter eller aftaleteknologier uden fælles udnyttelse af resultaterne
  • betalt forskning i og udvikling af aftaleprodukter eller aftaleteknologier og fælles udnyttelse af resultaterne af denne forskning og udvikling
  • fælles udnyttelse af resultaterne af betalt forskning i og udvikling af aftaleprodukter eller aftaleteknologier i henhold til en tidligere indgået aftale mellem de samme parter
  • betalt forskning i og udvikling af aftaleprodukter eller aftaleteknologier uden fælles udnyttelse af resultaterne.
Horisontale aftaler. Aftaler indgået mellem to eller flere virksomheder, som opererer på samme markedsniveau. Horisontalt samarbejde vedrører i de fleste tilfælde samarbejde mellem faktiske eller potentielle konkurrenter på områder som forskning og udvikling, produktion, indkøb, markedsføring eller standardisering. Det kan også omhandle informationsudveksling, enten som en selvstændig aftale eller i forbindelse med en anden type horisontal samarbejdsaftale.

HOVEDDOKUMENT

Kommissionens forordning (EU) nr. 1217/2010 af 14. december 2010 om anvendelse af artikel 101, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på visse kategorier af forsknings- og udviklingsaftaler (EUT L 335 af 18.12.2010, s. 36-42).

Efterfølgende ændringer til Kommissionens forordning (EU) nr. 1217/2010 er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Konsolideret udgave af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde — Tredje del — Unionens interne politikker og foranstaltninger — Afsnit VII — De fælles regler om konkurrence, fiskale spørgsmål og indbyrdes tilnærmelse af lovgivningerne — Kapitel 1 — Konkurrencereglerne — 1. afdeling — Regler for virksomhederne — Artikel 101 (tidl. artikel 81 i TEF) (EUT C 202 af 7.6.2016, s. 88-89).

Kommissionens meddelelse — Retningslinjer for anvendelsen af artikel 101 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på horisontale samarbejdsaftaler (EUT C 11 af 14.1.2011, s. 1-72).

Rådets forordning (EØF) nr. 2821/71 af 20. december 1971 om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85, stk. 3 på kategorier af aftaler, vedtagelser og samordnet praksis (EFT L 285 af 29.12.1971, s. 46-48).

Se den konsoliderede udgave.

seneste ajourføring 16.01.2023

Top