EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Hensigtsmæssig anvendelse af antimikrobielle stoffer i humanmedicin

 

RESUMÉ AF:

Henstilling 2002/77/EF om anvendelse af antimikrobielle stoffer i humanmedicin

HVAD ER FORMÅLET MED DENNE HENSTILLING?

Den opfordrer landene i Den Europæiske Union (EU) til at udarbejde og gennemføre specifikke strategier for hensigtsmæssig anvendelse af antimikrobielle stoffer*, såsom antibiotika, i humanmedicin med henblik på at bevare deres effektivitet.

HOVEDPUNKTER

For at bekæmpe antibiotikaresistens (AMR) indeholder henstillingen specifikke foranstaltninger, der skal:

  • styrke overvågningssystemerne for AMR og anvendelsen af antimikrobielle stoffer (f.eks. indsamle data om ordinering og brug af antibiotika på hospitaler)
  • udvikle kontrol og forebyggende foranstaltninger om hensigtsmæssig anvendelse af antimikrobielle stoffer ved at fastsætte regler for brugen af antibiotika og gennemføre foranstaltninger for kontrol med hygiejne og infektioner på institutioner (hospitaler, plejehjem etc.)
  • fremme uddannelsen af tandlæger, farmaceuter, sygeplejersker og andre inden for sundhedssektoren om problemet med AMR og begrænse behovet for antibiotika
  • informere offentligheden om betydningen af hensigtsmæssig anvendelse af antimikrobielle stoffer ved at øge bevidstheden om problemet med AMR og fremme en realistisk holdning i befolkningen til ordinering af antimikrobielle stoffer
  • fremme forskningsinitiativer vedrørende kontrol af AMR med særlig vægt på de processer, hvorved antimikrobiel resistens opstår og spredes blandt mennesker.

Regler om produkter

Henstillingen indeholder retningslinjer om anvendelsen af antimikrobielle produkter. Der skal indføres systemer til kontrol med markedsføring af antimikrobielle produkter for at sikre, at de overholder principperne for god forvaltning af overførbare sygdomme.

Foranstaltninger til opfølgning

Rapporter

EU-landene har indsendt regelmæssige gennemførelsesrapporter om de strategiske foranstaltninger, de har truffet. Baseret på de indkommende oplysninger har Kommissionen offentliggjort rapporter hvert 5. år:

  • I 2005 opfordrede den første rapport EU-landene til at:
    • løse problemet med selvmedicinering med antibiotika, især ved at uddanne offentligheden om de involverede risici
    • udarbejde retningslinjer om hensigtsmæssig antibiotikabehandling.
  • I 2010 efterlyste den anden rapport blandt andet en hensigtsmæssig tværsektoriel ordning i hvert EU-land for at samordne gennemførelsen af strategierne i henstillingen.
  • I 2015 opfordrede den tredje rapport EU-landene til at:
    • styrke foranstaltninger til kontrol og forebyggelse
    • træffe foranstaltninger til at øge beslutningstagernes engagement i at løse problemet med AMR
    • fremme forskning i centrale områder for at lukke de aktuelle huller i kontrollen med AMR.

Handlingsplaner

I 2011 vedtog Kommissionen, på baggrund af rapporterne fra 2005 og 2010 samt Rådets vedtagelse af en henstilling om patientsikkerhed i 2009, en 5-årig handlingsplan, der skal løse truslerne fra AMR.

Den anden handlingsplan bliver lanceret i 2017. Den kommer til at fokusere på at:

  • støtte EU-landene, især med at udarbejde, gennemføre og overvåge deres nationale handlingsplaner
  • samle EU-midler og -instrumenter for at fremme innovation og forskning om bekæmpelse af AMR
  • styrke dens ledende rolle i globale fora, navnlig inden for internationale organisationer og med store handelspartnere.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

* VIGTIGE BEGREBER

Antimikrobielle stoffer: Enhver af en lang række kemiske forbindelser og fysiske stoffer, der anvendes til at destruere infektiøse mikroorganismer eller forebygge udviklingen af dem (f.eks. antibiotika-penicillin, antiseptika eller kimdræbende midler).

HOVEDDOKUMENT

Rådets henstilling 2002/77/EF af 15. november 2001 om hensigtsmæssig anvendelse af antimikrobielle stoffer i humanmedicin (EFT L 34 af 5.2.2002, s. 13-16)

TILHØRENDE DOKUMENTER

Rapport fra Kommissionen til Rådet på grundlag af medlemsstaternes rapporter om gennemførelsen af rådets henstilling (2002/77/EF) om hensigtsmæssig anvendelse af antimikrobielle stoffer i humanmedicin (KOM(2005) 684 final af 22.12.2005)

Anden rapport fra Kommissionen til Rådet på grundlag af medlemsstaternes rapporter om gennemførelsen af Rådets henstilling (2002/77/EF) om hensigtsmæssig anvendelse af antimikrobielle stoffer i humanmedicin (KOM(2010) 141 final af 9.4.2010)

Hensigtsmæssig anvendelse af antimikrobielle stoffer i humanmedicin: tredje rapport om gennemførelsen af Rådets henstilling (2016)

seneste ajourføring 01.03.2017

Top