Help Print this page 
Title and reference
Fremstilling, præsentation og salg af tobaksvarer

Summaries of EU legislation: direct access to the main summaries page.
Languages and formats available
BG ES CS DA DE ET EL EN FR GA HR IT LV LT HU MT NL PL PT RO SK SL FI SV
HTML html ES html CS html DA html DE html EL html EN html FR html IT html HU html NL html PL html PT html RO html FI html SV
Multilingual display
Text

Fremstilling, præsentation og salg af tobaksvarer

Ved dette direktiv reguleres fremstillingen, præsentationen og salget af tobaksvarer i EU-medlemsstaterne. Direktivet omhandler navnlig sundhedsadvarslerne på emballagen, forbuddet mod forskellige betegnelser såsom mild og light, cigaretternes maksimumsindhold af nikotin, tjære og kulilte samt forbuddet mod tobak, der indtages oralt.

DOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/37/EF af 5. juni 2001 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om fremstilling, præsentation og salg af tobaksvarer [Se ændringsretsakt(er)].

RESUMÉ

Dette direktiv tilsigter at tilnærme medlemslandenes lovgivnings-, forordnings- og administrative bestemmelser vedrørende:

  • cigaretters maksimale indhold af tjære, nikotin og kulilte
  • sundhedsadvarsler og andre angivelser, som skal stå på tobaksvareforpakninger
  • bestemte forholdsregler vedrørende indholdsstoffer og betegnelser på tobaksvarer.

Cigaretter: maksimumsgrænseværdier

Der fastsættes i direktivet grænseværdier for maksimalt indhold af tjære, nikotin og kulilte i cigaretter, der overgår til fri omsætning, markedsføres eller fremstilles i medlemsstaterne. Maksimumsgrænseværdierne er lavere end dem, der blev fastsat i direktiv 90/239/EØF om maksimalt tilladt tjæreindhold, og omfatter nu yderligere to stoffer (nikotin og kulilte).

Siden 1. januar 2004 har der været følgende grænseværdier for cigaretter, der overgår til fri omsætning, markedsføres eller fremstilles i medlemsstaterne:

  • 10 mg tjære pr. cigaret
  • 1 mg nikotin pr. cigaret
  • 10 mg kulilte pr. cigaret.

Hvad angår målemetoder udføres der prøver på grundlag af normer specificeret af godkendte laboratorier, som udpeges af medlemsstaterne. Oplysninger om prøveresultaterne skal en gang om året meddeles de relevante myndigheder i medlemsstaterne, som videresender dem til Europa-Kommissionen.

Medlemsstaterne skal også formidle disse oplysninger til forbrugerne, idet der dog skal tages hensyn til oplysninger, der udgør en produktionshemmelighed.

Mærkning

Dette direktiv fastsætter følgende bestemmelser vedrørende mærkning:

  • Maksimumsgrænseværdier: Oplysningerne om maksimumsgrænseværdierne for cigaretter skal være påtrykt den ene side af cigaretpakken og dække mindst 10 % af dens flade (12 % i medlemsstater med to officielle sprog og 15 % i medlemsstater med tre officielle sprog). Det fastsættes ligeledes i direktivet, hvor på denne flade disse oplysninger skal anbringes.
  • Advarsler: Der er to typer obligatoriske advarsler for alle tobaksvarer (undtagen tobak, der indtages oralt, og anden røgfri tobak): Generelle advarsler (Rygning dræber/Rygning kan dræbe eller Rygning er yderst skadelig for dig og dine omgivelser) og supplerende advarsler (Rygning er årsag til 9 ud af 10 tilfælde af lungekræft, Rygning er årsag til strube- og mundhulekræft, Rygning skader dine lunger osv.), som varierer på pakkerne, og hvis liste blev opdateret i 2012.
  • Tobak, der indtages oralt, og røgfri tobak: Der er særskilte bestemmelser for disse to produktkategorier, som skal forsynes med følgende advarsel: Denne tobaksvare kan være sundhedsskadelig og er vanedannende.
  • Identificering og sporing af produkterne: Det bestemmes i direktivet, at sted og tidspunkt for produktets fremstilling skal være anført ved hjælp af et batchnummer eller tilsvarende.

Ingrediensliste

Fabrikanterne og importørerne er forpligtet til at give medlemsstaterne en liste over alle de ingredienser - og mængden heraf - som anvendes ved fremstillingen af deres tobaksvarer. Listen skal også indeholde toksikologiske oplysninger om især tobaksvarernes sundhedsmæssige virkning, blandt andet med hensyn til alle de risici for afhængighed, de indebærer. Listen skal ledsages af en erklæring om, hvorfor de pågældende ingredienser indgår i disse tobaksvarer. Endvidere skal listen en gang om året offentliggøres og indsendes til Kommissionen.

Varebetegnelser

Siden den 30. september 2003 er det forbudt at betegne en bestemt tobaksvare som mindre skadelig end andre (ved hjælp af f.eks. navne, billeder og figurer).

Tobak, der indtages oralt

Medlemsstaterne forbyder markedsføring af tobak, som indtages oralt, jf. dog artikel 151 i akten vedrørende Østrigs, Finlands og Sveriges tiltrædelse, hvori det bestemmes, at Sverige fortsat må markedsføre tobak, der indtages oralt.

Indvirkning på handelen

Da harmoniseringen og den indbyrdes tilnærmelse af regler til gennemførelse af det indre marked vil medføre klarere og sikrere vilkår for erhvervslivet, forventes de samlede økonomiske virkninger at blive positive.

Gennemførelse

Det er i direktivet fastsat, at der bør være en overgangsperiode til at få gennemført de særlige bestemmelser (vedrørende maksimumsgrænseværdier o.l.). Der fastsættes ligeledes endnu en overgangsperiode vedrørende præsentation og salg af produkterne. Produkter, der ikke er i overensstemmelse med direktivets bestemmelser, kan nemlig markedsføres i endnu et år efter gennemførelsesfristen i medlemsstaterne. For andre produkter end cigaretter er overgangsperioden på to år.

Tilpasningerne af direktivet foretages af Kommissionen under hensyntagen til den tekniske og videnskabelige udvikling. Kommissionen bistås i dette arbejde af et udvalg. Kommissionen bistås endvidere af en ekspertgruppe for kontrol med tobak, der nedsættes inden for rammerne af Det Rådgivende Udvalg for Kræftforebyggelse, med henblik på udarbejdelse af en rapport om tilpasning af direktivet.

Vurdering

Hvert andet år skal Kommissionen forelægge Europa-Parlamentet, Rådet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om anvendelsen af direktivet.

REFERENCER

Retsakt

Ikrafttrædelsesdato

Frist for gennemførelse i medlemsstaterne

Den Europæiske Unions Tidende

Direktiv 2001/37/EF

18.7.2001

30.9.2002

EFT L 194, 18.7.2001

Ændringsretsakt(er)

Ikrafttrædelsesdato

Frist for gennemførelse i medlemsstaterne

Den Europæiske Unions Tidende

Forordning (EF) nr. 596/2009

7.8.2009

-

EFT L 188, 18.7.2009

Direktiv 2012/9/EU

28.3.2012

28.3.2014

EUT L 69, 8.3.2012

Efterfølgende ændringer og rettelser til direktiv 2001/37/EF er blevet integreret i grundteksten. Denne konsoliderede version har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Kommissionens beslutning 2003/641/EF af 5. september 2003 om anvendelse af farvefotografier eller andre illustrationer som sundhedsadvarsler på tobakspakninger [Den Europæiske Unions Tidende L 226 af 10.9.2003].

Formålet med denne beslutning er at fastsætte regler om anvendelsen af farvefotografier eller andre illustrationer på tobakspakninger for at vise de sundhedsmæssige følger ved rygning. Det er en opfølgning af direktiv 2001/37/EF om tobaksvarer, i henhold til hvilket der allerede kræves forstørrede sundhedsadvarsler på emballagen. Anvendelse af chokerende billeder ud over tekstuelle advarsler er dog ikke obligatorisk.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/33/EF af 26. maj 2003 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om reklame for tobaksvarer og sponsorering til fordel for disse [Den Europæiske Unions Tidende L 152 af 20.6.2003].

Formålet med dette direktiv er at forbyde reklame for tobaksvarer på EU-plan i trykte medier, i radioudsendelser og ved brug af informationssamfundets tjenester. Der indføres ligeledes et forbud mod sponsorering af arrangementer, når sponsoreringen har virkninger på tværs af grænserne og har til formål at fremme salget af tobaksvarer.

Rådets henstilling 2003/54/EF af 2. december 2002 om forebyggelse af rygning og om initiativer til forbedring af bekæmpelse af tobaksrygning [De Europæiske Fællesskabers Tidende L 22 af 25.1.2003].

Formålet med denne henstilling er at kontrollere salget af tobak til børn og unge. Der sigtes endvidere mod, at borgerne oplyses bedre om de risici, der er forbundet med rygning, for således at begrænse tobaksforbruget.

Seneste ajourføring: 13.01.2014

Top