Universiteternes rolle i det europæiske vidensamfund

Meddelelsen vil indlede en debat om den rolle, som de europæiske universiteter spiller i den videnbaserede økonomi.

DOKUMENT

Meddelelse fra Kommissionen af 5. februar 2003, "Universiteternes rolle i det europæiske vidensamfund" [KOM(2003) 58 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

RESUMÉ

Universiteternes centrale rolle i virkeliggørelsen af et videnbaseret Europa er en kilde til nye muligheder for universiteterne, men også til store udfordringer. Universiteternes aktiviteter foregår i et mere og mere globaliseret miljø, som er under konstant forandring, præget af skærpet konkurrence for at tiltrække og beholde de bedste hoveder og af fremkomsten af nye behov, som de bør imødekomme. Men de europæiske universiteter har generelt færre aktiver og økonomiske midler til rådighed end universiteterne i andre ilande, heriblandt navnlig USA. Spørgsmålet er derfor, hvor godt de er rustet til at konkurrere med de bedste universiteter i verden, samtidig med at de skal sikre et vedvarende højt ekspertiseniveau. Særlig aktuelt bliver spørgsmålet, når man tænker på EU's udvidelse, fordi universiteterne i kandidatlandene ofte er vanskeligt stillet med hensyn til menneskelige og finansielle ressourcer.

Det europæiske universitetslandskab

De europæiske universiteter tegner tilsammen et meget forskelligartet landskab med hensyn til organisation, ledelse og funktionsbetingelser, herunder deres vedtægter og undervisernes og forskernes arbejds- og ansættelsesvilkår.

I EU findes der ca. 3 300 højere læreanstalter og ca. 4 000 i hele Europa, herunder de øvrige europæiske lande samt kandidatlandene. De optager flere og flere studerende og havde således 12,5 mio. i 2000 mod mindre end 9 mio. 10 år før. Det er da også universiteterne, der beskæftiger 34 % af samtlige forskere i Europa, hvilket dog dækker over højst forskellige nationale tal (26 % i Tyskland, 55 % i Spanien og over 70 % i Grækenland).

Den Europæiske Union producerer en anelse flere videnskabelige og tekniske kandidater end USA, men har samtidig færre forskere end de andre teknologiske stormagter. Forklaringen på dette iøjnefaldende paradoks ligger i det ringere antal forskerstillinger, der udbydes til de videnskabelige kandidater i Europa, navnlig i den private sektor; f.eks. arbejder kun 50 % af de europæiske forskere i private stillinger, mens 83 % af de amerikanske og 66 % af de japanske forskere er privat ansat. Alligevel står universiteterne for 80 % af den grundforskning, der finder sted i Europa.

Universiteterne og den europæiske dimension

Universiteterne, der hovedsagelig er nationalt og regionalt forankret, synes at have vanskeligt ved at finde en ægte europæisk dimension. De studerende er f.eks. stadig meget lidt mobile inden for EU's grænser. I 2000 studerede kun 2,3 % af Europas studerende i et andet europæisk land. EU finansierer imidlertid utallige initiativer inden for forskning og almen og erhvervsfaglig uddannelse på såvel europæisk som internationalt plan.

På forskningsområdet får de europæiske universiteter således ca. en tredjedel af midlerne fra det femte og sjette rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling og især via støtteforanstaltninger til forskeruddannelse og -mobilitet (Marie Curie-aktioner). På området almen og erhvervsfaglig uddannelse er universiteterne dybt involveret i alle aktionerne i SOCRATES -programmet, herunder især ERASMUS-delen. Med LEONARDO -programmet støttes især mobilitetsprojekter mellem universiteter og virksomheder, og i perioden 1995-1999 har 40 000 mennesker udnyttet denne mulighed. Universiteterne indgår også i eEurope-initiativet og den tilhørende handlingsplan eEurope 2005, hvori alle universiteter opfordres til at etablere onlineadgang ("virtuelt universitet") for studerende og forskere.

Dette samarbejde rækker også ud over Europas grænser. Størstedelen af EU's rammeprogram for forskning er åbent for alle verdens lande, og støtten er især rettet mod samarbejdet med landene i Middelhavsområdet, Rusland og De Nye Uafhængige Stater samt udviklingslandene. Gennem TEMPUS -programmet støtter Unionen universitetssamarbejdet med de tidligere sovjetstater, det sydøstlige Europa og siden programmets udvidelse i 2002 også Middelhavsområdet. Forbindelserne med andre geografiske områder kan også være støtteberettigede under initiativer som ALFA og Asia-Link.

Universiteterne over for nye udfordringer i Europa

Universiteterne stilles over for kravet om at tilpasse sig i en tid med gennemgribende forandringer:

• Stigende efterspørgsel på videregående uddannelse. I Europa ledsages den lave fødselsrate af en stigende efterspørgsel efter videregående uddannelse, som vil fortsætte de kommende år, først og fremmest fordi en række regeringer politisk har vedtaget at øge antallet af studerende på de videregående uddannelser, og dernæst fordi der udvikles nye behov i tilknytning til livslang almen og erhvervsfaglig uddannelse.
• Internationalisering af forskning og undervisning. De europæiske universiteter tiltrækker færre studerende og især færre forskere fra udlandet end de amerikanske universiteter. I 2000 optog de europæiske universiteter ca. 450 000 udenlandske studerende, mens de amerikanske optog over 540 000, hvoraf størstedelen kom fra Asien. Men USA tiltrækker forholdsvis mange flere udenlandske studerende på ingeniør-, matematik- og informatikuddannelser på højt niveau og fastholder i højere grad de færdiguddannede i landet. Således forbliver ca. 50 % af de europæiske kandidater fra amerikanske universiteter i landet i flere år efter deres eksamen og ikke så få endda resten af livet. De europæiske universiteter tilbyder da også forskere og studerende et mindre attraktivt miljø, bl.a. fordi de ofte ikke rummer den nødvendige kritiske masse, hvilket presser dem til samarbejde i form at opbygning af netværk eller fælles undervisningsforløb eller afgangseksamener. Men andre faktorer uden for universiteterne spiller også en stor rolle, f.eks. et ufleksibelt arbejdsmarked eller en ringe udviklet iværksætterånd, som begrænser beskæftigelsesmulighederne i de innovative sektorer.
• Udvikling af et tæt og effektivt samarbejde mellem universiteterne og erhvervslivet. Samarbejdet mellem universiteterne og erhvervslivet skal styrkes gennem en mere målrettet fokusering på innovation, oprettelse af nye virksomheder og overførsel og udbredelse af viden i det hele taget.
• Større geografisk spredning af videnfrembringelsen. Den stigende tendens blandt virksomhederne til at outsource deres forskningsaktiviteter til de bedste universiteter bevirker, at universitetsmiljøet bliver mere og mere konkurrencepræget.
• En ny måde at organisere viden på. Den nye videnorganisation kommer ikke blot til udtryk i en stigende diversificering og specialisering af viden og de stadig mere præcist definerede og højt specialiserede forsknings- og undervisningsområder, men også i den akademiske verdens akutte behov for at tilpasse sig tværfagligheden på de områder, som aktualiseres af store samfundsproblemer som bæredygtig udvikling, de nye sygdomsplager, risikostyring osv. Imidlertid har universiteterne i deres aktiviteter, især undervisningen, en tendens til at sidde fast i den traditionelle organisation, der er bestemt af faggrænser.
• Nye forventninger. Universitetet skal opfylde nye behov for almen og erhvervsfaglig uddannelse, der dukker op i videnbaserede økonomier og samfund, bl.a. et voksende behov for videnskabelig og teknisk uddannelse, tværgående kompetencer og muligheder for livslang læring, der stiller krav til en større gennemtrængelighed mellem uddannelsessystemernes institutioner og niveauer.

Universiteterne over for nye opgaver i Europa.

De menneskelige ressourcers kvalitetsniveau afhænger for en stor dels vedkommende af de tilgængelige finansielle midler, men også af arbejdsvilkår og karrieremuligheder. Overordnet set er karrieremulighederne i de europæiske universiteter med deres mangfoldighed af vedtægter både begrænsede og kendetegnet ved usikkerhed. Men er der mange udfordringer, er der så sandelig ikke færre opgaver forude. Denne meddelelse sætter fokus på tre af dem:

• Sikre de europæiske universiteter tilstrækkelige og vedvarende ressourcer. Traditionelt er statskassen den vigtigste kilde til finansiering af den forskning og undervisning, der foregår på de europæiske universiteter. De alternative indtægter stammer fra:
• Styrke de europæiske universiteters ekspertise inden for forskning og undervisning. Denne meddelelse opfordrer den europæiske universitetsverden til at udpege de områder, hvor de forskellige universiteter har opnået eller med rimelighed kan forvente at opnå ekspertise på et niveau, der er tilstrækkeligt på europæisk eller globalt plan, og derefter koncentrere den økonomiske støtte til akademisk forskning på disse områder. Koncentrationen af forskningsfinansieringen på et mindre antal områder og institutioner burde give sig udslag i en øget specialisering blandt universiteterne, hvilket vil gøre det muligt at nå et tilstrækkeligt kvalitetsniveau nationalt på bestemte områder og samtidig fastholde ekspertisen på europæisk plan.I øvrigt foreslås det i meddelelsen af imødegå de europæiske universiteters aktuelle tendens til at rekruttere blandt borgerne i det land eller den region, hvor universitetet er beliggende, eller sågar blandt egne ansatte, ved at styrke akademikernes mobilitet, ikke blot inden for Europas grænser, men også mellem universiteter og erhvervsliv. Det ville åbne nye karrieremuligheder for de unge forskere.
• Gøre universiteterne mere åbne over for omverdenen og øge deres internationale tiltrækningskraft. En større international åbenhed betyder, at de europæiske universiteter ligger i skærpet konkurrence med andre kontinenters universiteter, især de amerikanske, om at tiltrække og fastholde de bedste hoveder i verden. Om end de europæiske universiteter optager omtrent samme antal udenlandske studerende som de amerikanske, tiltrækker de forholdsvis færre studerende på højt niveau og en mindre del af forskerne. Samlet set er det miljø, som de europæiske universiteter tilbyder, også mindre attraktivt, fordi de økonomiske, materielle og arbejdsmæssige vilkår er ringere, og fordi bestemmelserne om visum og opholdstilladelse for studerende, undervisere og forskere er utilstrækkelige og dårligt harmoniserede.Derfor bør EU's regioner spille en vigtig rolle i styrkelsen af den europæiske samhørighed gennem udvikling af teknopoler og forskerparker, udviklingen af regionale samarbejdsstrukturer mellem erhvervsliv og universiteter, den tiltagende udarbejdelse af universitetsstrategier for regional udvikling og netværksdannelsen mellem universiteter på regionalt plan.

Kontekst

For at Europas universiteter kan spille en afgørende rolle i opfyldelsen af den strategiske målsætning om at gøre Den Europæiske Union til den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden, som Det Europæiske Råd fastlagde i Lissabon, indleder Kommissionen med sin meddelelse en debat om universiteternes rolle i vidensamfundet og den videnbaserede økonomi. De europæiske universiteter spiller nemlig hovedrollen i denne nye proces, selv om vidensamfundet og den videnbaserede økonomi skabes og udvikles på grundlag af en kombination af fire indbyrdes forbundne faktorer, nemlig frembringelse af ny viden, overførsel heraf gennem almen og erhvervsfaglig uddannelse, udbredelse gennem informations- og kommunikationsteknologi og anvendelse i industrielle processer eller nye former for tjenesteydelser.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets henstilling af 15. februar 2006 om yderligere europæisk samarbejde vedrørende kvalitetssikring inden for videregående uddannelser [Den Europæiske Unions Tidende nr. L 64 af 4.3.2006].

Kommissionens meddelelse af 10. januar 2003 - Effektiv investering i uddannelse og erhvervsuddannelse: en absolut nødvendighed for Europa [KOM(2002) 779 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

Kommissionens meddelelse af 20. april 2005 - Mobilisering af Europas intellektuelle ressourcer : Hvordan universiteternes bidrag til Lissabon-strategien kan maksimeres [KOM(2005) 152 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

Rådets henstilling (EF) nr. 561/98, af 24. september 1998, om det europæiske samarbejde om kvalitetssikring inden for de videregående uddannelser [Den Europæiske Unions Tidende nr. L 270 af 7.10.1998].

Seneste ajourføring: 19.04.2006