Help Print this page 

Summaries of EU Legislation

Title and reference
Tidsbegrænset ansættelse

Summaries of EU legislation: direct access to the main summaries page.
Multilingual display
Text

Tidsbegrænset ansættelse

 

RESUMÉ AF:

Direktiv 99/70/EF om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP(fagforeninger)

HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?

  • Direktivet fastlægger en række mindstekrav til tidsbegrænsede ansættelsesaftaler for at sikre ligebehandling for de ansatte og forhindre misbrug i form af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold.
  • Direktivet opfordrer landene i Den Europæiske Union (EU) til at fastlægge sanktioner for manglende opfyldelse af kravene.
  • Det fastlægger endvidere særlige bestemmelser for at begrænse de administrative opgaver ved anvendelsen af de nye regler i små og mellemstore virksomheder.

HOVEDPUNKTER

Det omfatter kun arbejdsvilkår i forbindelse med tidsbegrænset ansættelse. De lovpligtige sociale sikringsordninger hører under EU-landenes ansvarsområde.

Det vedrører tidsbegrænset ansættelse (herunder sæsonarbejde) med undtagelse af medarbejdere, der stilles til rådighed for en kundevirksomhed via et vikarbureau. Parterne har dog til hensigt at vedtage en lignende aftale vedrørende vikararbejde.

Derudover kan EU-landene bestemme, at denne aftale ikke skal omfatte:

  • erhvervsmæssig grunduddannelse og lærlingeuddannelse
  • ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold, der er indgået i forbindelse med særlige offentlige eller offentligt støttede programmer med henblik på uddannelse, integration og omskoling.

Princippet om ikke-diskrimination

Ifølge aftalen må arbejdsgiverne ikke tilbyde personer med tidsbegrænset ansættelse mindre gunstige ansættelsesvilkår end dem, der gælder for sammenlignelige fastansatte, hvis dette udelukkende er begrundet i kontraktens tidsbegrænsede varighed, og forskelsbehandlingen ikke er begrundet i objektive forhold.

Aftalen har til formål at sikre bedre vilkår ved tidsbegrænset ansættelse gennem anvendelse af princippet om ikke-diskrimination og at forhindre misbrug i form af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold.

Regler mod misbrug af tidsbegrænset ansættelse

For at forhindre misbrug i form af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold skal EU-landene efter høring af arbejdsmarkedets parter fastsætte en eller flere af følgende foranstaltninger (for at tilgodese behovene i konkrete sektorer og for særlige grupper af arbejdstagere):

  • objektive omstændigheder der kan begrunde en fornyelse af sådanne kontrakter eller ansættelsesforhold
  • den maksimale samlede varighed af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller arbejdsforhold
  • antallet af gange sådanne kontrakter eller ansættelsesforhold kan fornys.

Adgang til uddannelse

Arbejdsgiverne skal, så vidt det er muligt, gøre det lettere for personer med tidsbegrænset ansættelse at få adgang til passende faglig uddannelse, således at de kan forbedre deres færdigheder og deres karrieremuligheder og få en større beskæftigelsesmæssig mobilitet.

Medarbejderrepræsentanter

Personer med tidsbegrænset ansættelse skal indgå ved beregningen af, om virksomheden ligger over den grænse, der er afgørende for, hvorvidt der skal oprettes organer til repræsentation af arbejdstagerne.

Sanktion ved arbejdsgivers overtrædelse af bestemmelserne

EU-landene skal fastlægge, hvilke sanktioner der skal gøres gældende ved overtrædelse af de nationale gennemførelsesbestemmelser.

Tidsbegrænset ansættelse i små og mellemstore virksomheder

Med henblik på anvendelse af direktivet i små og mellemstore virksomheder (SMV’er) er der lagt vægt på at undgå at pålægge SMV'erne administrative, økonomiske eller juridiske begrænsninger, der ville hæmme deres oprettelse eller udvikling. Ifølge Europa-Kommissionen henviser flere af rammeaftalens bestemmelser til national lovgivning, kollektive overenskomster eller praksis og/eller til arbejdsmarkedets parter vedrørende anvendelse af bestemmelserne, netop for at tilgodese små og mellemstore virksomheders særlige behov.

Anvendelse

EU-landene skulle gennemføre de love, forordninger og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at overholde dette direktiv, senest med virkning fra den 10. juli 2001 eller sikre, at arbejdsmarkedets parter havde indført de nødvendige foranstaltninger senest pr. samme dato. EU-landene kunne benytte en yderligere tidsfrist på højst et år til at løse særlige forhold eller sikre gennemførelse via kollektive overenskomster. Kommissionen skulle underrettes om omstændighederne herfor.

Gennemførelsen af dette direktiv kan ikke berettige en indskrænkelse af arbejdstagernes almindelige beskyttelse på direktivets område. EU-landene kan dog indføre bestemmelser, der er mere gunstige end dem, der er fastsat i direktivet.

Rapporter

I forbindelse med de nationale foranstaltninger til gennemførelse af direktivet skal der udarbejdes to gennemførelsesrapporter til Kommissionen (se afsnittet Tilhørende dokumenter herunder).

Rapporterne suppleres af to undersøgelser (Gennemførelsesrapport vedrørende direktiv 1999/70/EF om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af UNICE, CEEP og EFS (Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Slovenien og Slovakiet) (marts 2007) samt rapporter (korte sammenfatninger) om gennemførelsen af direktiv 1999/70/EF i Bulgarien og Rumænien (2009).

HVORNÅR GÆLDER DIREKTIVET FRA?

Det trådte i kraft den 10. juli 1999. EU-landene skulle indarbejde det i den nationale lovgivnings bestemmelser inden den 10. juli 2001.

BAGGRUND

Tidsbegrænsede ansættelsesaftaler var omhandlet i et forslag fra Kommissionen til et Rådets direktiv. Europa-Parlamentet fremsatte sin udtalelse om forslaget den 24. oktober 1990 (EUT C 295 af 26.11.1990).

I mangel af en aftale i Rådet besluttede Kommissionen at høre arbejdsmarkedets parter ifølge artikel 3 i Aftale om social- og arbejdsmarkedspolitikken. Ved den første høring understregede arbejdsmarkedets parter behovet for at bekæmpe diskrimination af arbejdstagerne på grund af de nye fleksible arbejdsformer.

Ved afslutningen af anden høringsrunde besluttede arbejdsmarkedets parter at indlede forhandlinger på området.

Den 19. juni 1996 indgik UNICE (nu BusinessEurope), CEEP og EFS en rammeaftale vedrørende deltidsarbejde, der blev gennemført ved direktiv 97/81/EF af 15. december 1997. I præamblen til aftalen erklærer parterne, at de har til hensigt at undersøge behovet for lignende aftaler vedrørende andre fleksible arbejdsformer. Den 18. marts 1999 indgik parterne en rammeaftale vedrørende tidsbegrænset ansættelse, som gennemføres ved dette direktiv.

Kommissionen anså det for nødvendigt at fastlægge en afbalanceret og fleksibel rammeaftale, der tager højde for den tiltagende brug af tidsbegrænset ansættelse og samtidig forhindrer misbrugen heraf.

Den 6. maj 1999 vedtog Europa-Parlamentet en resolution vedrørende Kommissionens forslag, hvor det opfordrede Rådet til at godkende rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse [ikke offentliggjort i EF-Tidende]. Samtidig beklagede Europa-Parlamentet, at aftalen kun omfatter flere på hinanden følgende ansættelsesforhold, at de regler, der er fastlagt for at forhindre misbrug gennem flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelsesaftaler, ikke indeholder kvalitative eller kvantitative forpligtelser, og at der ikke er fastlagt bestemmelser vedrørende fortrinsret til fast ansættelse, eller som giver arbejdstagerne adgang til berettiget faglig uddannelse.

HOVEDDOKUMENT

Rådets direktiv 99/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP (EFT L 175 af 10.7.1999, s. 43-48)

TILHØRENDE DOKUMENTER

Rådets direktiv 97/81/EF af 15. december 1997 om rammeaftalen vedrørende deltidsarbejde, der er indgået af UNICE, CEEP og EFS (EFT L 14 af 20.01.1998, s. 9-14)

Efterfølgende ændringer af direktiv 97/81/EF er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene — Nationale foranstaltninger til gennemførelse af direktiv 1999/70/EF (EU-15) (SEC(2006) 1074 final af 11.8.2006)

Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene — Nationale foranstaltninger til gennemførelse af direktiv 1999/70/EF (EU-10) (SEC(2008) 2485 final af 17.9.2008)

seneste ajourføring 04.12.2016

Top