Help Print this page 
Title and reference
Koordinering af de sociale sikringsordninger

Summaries of EU legislation: direct access to the main summaries page.
Languages and formats available
BG ES CS DA DE ET EL EN FR GA HR IT LV LT HU MT NL PL PT RO SK SL FI SV
HTML html ES html CS html DA html DE html EL html EN html FR html IT html HU html NL html PL html PT html RO html FI html SV
Multilingual display
Text

Koordinering af de sociale sikringsordninger

Koordineringen af de sociale sikringsordninger har til formål at fremme borgernes frie bevægelighed i Den Europæiske Union (EU). Koordineringen baseres på et samarbejde mellem socialmyndigheder.

DOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger [se ændringsretsakter].

RESUMÉ

Landene i Den Europæiske Union (EU) foretager en indbyrdes koordinering af de sociale sikringsordninger. Dog fastlægges sociale ydelser samt vilkår for tildeling på nationalt plan i overensstemmelse med det enkelte lands traditioner og kultur.

EU-retten fastlægger regler og principper, der skal sikre retten til fri bevægelighed for personer i EU. På området for social sikring er denne ret frem for alt sikret gennem princippet om sammenlægning af alle forsikrings-, beskæftigelses- og bopælsperioder eller perioder med selvstændig erhvervsvirksomhed i de forskellige medlemsstater og gennem princippet om overførsel af ydelser i alle de medlemsstater, hvor ydelsesmodtageren eller medlemmer af dennes familie har bopæl.

Omfattede personer

Forordningen finder anvendelse på alle statsborgere i et EU-land, som er eller har været omfattet af et af EU-landenes sociallovgivning og ligeledes for deres familiemedlemmer og efterladte.

Forordningen finder ligeledes anvendelse på tredjelandsstatsborgere, der har lovlig bopæl i EU, og som har været omfattet af lovgivning i flere EU-lande, samt på disses familiemedlemmer og efterladte.

Ifølge princippet om ligebehandling er statsborgere i et EU-land og personer, der er bosiddende i et land uden at være statsborger i landet, lige for loven, og der påhviler dem de samme lovmæssige forpligtelser.

Bestemmelserne i denne forordning vedrører alle de traditionelle sociale sikringsgrene, såsom:

  • sygdom
  • graviditet og barsel
  • arbejdsulykker
  • erhvervssygdomme
  • alderspension
  • efterladteydelser
  • invalideydelser
  • arbejdsløshedsunderstøttelse
  • familieydelser
  • ydelser før pensionsalderen
  • begravelseshjælp.

I forordningen er der også en anerkendelse af princippet om sammenlægning af perioder, således at forsikrings-, beskæftigelses- eller bopælsperioder, der er tilbagelagt efter et EU-lands lovgivning, medregnes i alle de øvrige EU-lande. Dette indebærer, at et EU-land ved fastlæggelse af retten til ydelser skal tage hensyn til forsikrings- og beskæftigelsesperioder eller perioder med selvstændig erhvervsvirksomhed eller ophold i et andet EU-land.

Bestemmelse af, hvilken lovgivning der skal anvendes

Kun et enkelt EU-lands lovgivning finder anvendelse. For erhvervsaktive er det lovgivningen i den medlemsstat, hvor den pågældende udøver en erhvervsmæssig beskæftigelse.

Der er fastlagt særlige bestemmelser for visse kategorier af arbejdstagere. Det drejer sig især om tjenestemænd, der er undergivet lovgivningen i det EU-land, i hvis forvaltning de er ansat, eller for arbejdstagere, der har lønnet beskæftigelse eller udøver selvstændig virksomhed i flere EU-lande.

Naturalydelser (ved sygdom og moderskab og faderskab)

Grænsearbejdere er tilknyttet institutionen i det land, hvor de arbejder, selvom de bor i et andet EU-land og har adgang til sundhedspleje i begge lande. Der gælder særlige regler for naturalydelser til deres familiemedlemmer.

Personer, der midlertidigt opholder sig i et andet EU-land end det, hvor de er bosiddende, særligt i forbindelse med ferie, har ret til den medicinsk nødvendige lægehjælp under opholdet. Det er lovgivningen i det EU-land, hvor opholdet foregår, der fastlægger de økonomiske betingelser i forbindelse med udførelsen af ydelserne. Omkostningerne dækkes/refunderes dog af det sociale sikringsorgan i oprindelseslandet.

Denne ret sikres via det europæiske sygesikringskort, som den forsikrede kan rekvirere fra de lokale myndigheder.

Familiemedlemmer til en pensioneret arbejdstager har ret til visse naturalydelser. Det gælder også, selvom de bor i et andet EU-land end den person, der oppebærer pensionen.

Pensionerede grænsearbejdere

Denne kategori af forsikrede personer kan modtage ydelser i det EU-land, hvor de senest har været beskæftiget, i det omfang der er tale om fortsættelse af en behandling, som er indledt i dette EU-land.

Grænsearbejdere samt deres familie kan fortsætte med at modtage lægehjælp i det EU-land, hvor de senest har været beskæftiget:

  • uden begrænsning, hvis de har udført grænsearbejde i to år af de seneste fem år inden den dato, hvor de går på alders- eller invalidepension
  • hvis de pågældende medlemsstater har truffet dette valg.

Ydelser ved arbejdsulykker og erhvervssygdomme

Personer, der har bopæl eller opholder sig i et andet EU-land end det, hvor de er forsikret, kommer stadig under ordningen for arbejdsulykker og erhvervssygdomme, der for den kompetente institutions regning udredes af bopælsstedet eller opholdsstedets institution efter den for denne institution gældende lovgivning.

Institutionen i det EU-land, som arbejdstageren hører under, dækker udgifter ved transport til den pågældendes bopæl. Institutionen skal i forvejen have givet sit samtykke til en sådan transport med undtagelse af tilfælde, hvor det drejer sig om en grænsearbejder.

Ydelser ved dødsfald

Hvis en forsikringstager eller et medlem af hans familie afgår ved døden i en anden medlemsstat end den kompetente medlemsstat, anses dødsfaldet for indtruffet på sidstnævnte medlemsstats område. Det påhviler derfor den kompetente institution at tilkende ydelser ved dødsfald efter den for denne institution gældende lovgivning, selv om modtageren er bosat i en anden medlemsstat end den kompetente medlemsstat.

Ydelser ved invaliditet

Med hensyn til ydelser ved invaliditet skelner forordningen mellem type A-lovgivning, hvor størrelsen af ydelser ved invaliditet er uafhængig af forsikrings- eller bopælsperiodens længde, og hvor ydelsen først udbetales af den kompetente institution på det tidspunkt, hvor uarbejdsdygtigheden opstår og efterfølges af invaliditet, og andre ydelser omfattet af type B-lovgivning, som koordineres på samme måde som alderspensionerne.

Alders- og efterladtepensioner

Alle de medlemsstater, hvor en person har været forsikret, udbetaler en alderspension, når den pågældende når pensionsalderen. Pensionsbeløbet beregnes under hensyntagen til alle de perioder, forsikringstageren har været omfattet af lovgivningen i andre EU-lande.

Der er ligeledes fastlagt bestemmelser for, hvordan de kompetente institutioner beregner ydelserne og fastsætter antikumulationsregler.

Hvis en arbejdstager har ret til ydelser i flere EU-lande, må det samlede beløb ikke være mindre end det beløb, der er fastlagt som minimum i bopælslandets lovgivning, i det omfang at bopælslandet har fastlagt minimumsgrænser.

Arbejdsløshedsydelser

Ved arbejdsløshedsydelser skal den kompetente institution i en medlemsstat medregne forsikringsperioder, beskæftigelsesperioder eller perioder med selvstændig virksomhed og betragte disse perioder, som om det drejede sig om perioder, der er blevet tilbagelagt efter den for institutionen gældende lovgivning, forudsat at den pågældende person senest har tilbagelagt forsikringsperioder i dette land.

Med hensyn til arbejdsløshedsydelser i en anden medlemsstat, hvortil den ledige rejser for at søge beskæftigelse, kan en arbejdsløs rejse til en anden medlemsstat for at søge beskæftigelse og bevare retten til arbejdsløshedsunderstøttelse i tre måneder. Denne periode kan udvides af de kompetente tjenestegrene eller institutioner indtil højst seks måneder. Hvis den arbejdsløse ikke vender tilbage inden udgangen af dette tidsrum, kan han eller hun miste enhver ret til ydelserne.

Efterløn

Efterlønsmodtagere omfattet af lovbestemte efterlønsordninger kan modtage deres ydelser og være dækket med hensyn til sundhedspleje og familieydelser i et andet EU-land. Baseret på princippet om ligebehandling skal der gælde de samme rettigheder og pligter for dem som for andre borgere i landet.

Da lovbestemte efterlønsordninger kun findes i et meget begrænset antal medlemsstater, udelukker forordningen bestemmelsen om sammenlægning af forsikringsperioder for at få ret til efterlønsydelser.

Familieydelser

En person har ret til familieydelser i den kompetente medlemsstat, også for de familiemedlemmer, der har bopæl i en anden medlemsstat, som om de havde bopæl i førstnævnte medlemsstat.

I tilfælde af samtidig ret til ydelser tilkendes familieydelser i først række i overensstemmelse med den lovgivning, der er udpeget som prioriteret i forordningen. Der kan også tildeles et forskelstillæg af andre medlemsstater, hvis lovgivning også er relevant, men ikke er den prioriterede.

Særlige ikke-bidragspligtige kontante ydelser

I modsætning til den generelle bestemmelse kan disse ydelser ikke eksporteres, hvis de er anført i bilag X, og hvis de opfylder visse kriterier. Endvidere finder disse kriterier anvendelse for alle medlemsstater, således at ensartede ydelser behandles på samme måde.

Instrumenter til koordinering af de sociale sikringsordninger

I denne forordning stadfæstes princippet om god forvaltningsskik. Institutionerne skal besvare enhver forespørgsel inden for en rimelig frist og skal informere de berørte personer om oplysninger, der er nødvendige for udøvelsen af deres rettigheder i henhold til denne forordning. Endvidere skal de berørte institutioner henvende sig til hinanden for at finde en løsning for den berørte person i tilfælde af vanskeligheder med fortolkning eller anvendelse af forordningen.

Forordningen fastlægger mekanismer, der skal sikre god arbejdsgang og et øget samarbejde mellem medlemsstaterne og deres institutioner med hensyn til den sociale sikring, bl.a.:

  • en administrativ kommission, der har til opgave at behandle ethvert fortolkningsspørgsmål, der opstår i forbindelse med denne forordning eller med enhver overenskomst eller ordning, der træffes inden for rammerne af denne
  • et teknisk udvalg, som oprettes under Den Administrative Kommission, og som har til opgave at indsamle den tekniske dokumentation og at foretage de nødvendige undersøgelser og arbejder
  • et revisionsudvalg, som fastlægger de gennemsnitlige omkostninger til refundering af lægehjælp i medlemsstaterne
  • et rådgivende udvalg, der har til opgave at formulere udtalelser og forslag til Den Administrative Kommission.

Bilag

De forskellige bilagtilforordningen har en dobbelt funktion:

  • de henviser til de forskellige gældende nationale love/regler til fremme af koordineringens gennemførelse og
  • de angiverde tilfælde, hvor de særlige bestemmelser (herunder restriktioner, tillægsrettigheder, undtagelser osv.), der er af betydning for noglemedlemsstater,finder anvendelse,for at tage højde for specifikke forhold i national lovgivning.

Disse bilag opdateres således for at tage højde for ændringer i medlemsstaternes lovgivning.

Baggrund

Koordineringen af de sociale sikringsordninger blev gennemført i 1959 med vedtagelsen af forordning nr. 3 efterfulgt af vedtagelsen af Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 den 1. oktober 1972. Denne forordning har gjort det muligt at sikre alle arbejdstagere, som er statsborgere i medlemsstaterne, ligebehandling og ret til sociale sikringsydelser, uanset hvor de er beskæftiget eller har bopæl.

REFERENCER

Retsakt

Ikrafttrædelsesdato

Gennemførelsesdato i medlemsstaterne

Den Europæiske Unions Tidende

Forordning (EF) nr.883/2004

20.5.2004

-

EUT L 314 af 7.6.2004

Retsakt

Ikrafttrædelsesdato

Gennemførelsesdato i medlemsstaterne

Den Europæiske Unions Tidende

Forordning (EF) nr.988/2009

30.10.2009

-

EUT L 284 af 30.10.2009

Forordning (EU) nr.1231/2010

1.1.2010

-

EUT L 344 af 29.12.2010

Forordning (EU) nr. 465/2012

28.6.2012

-

EUT L 149 af 8.6.2012

Forordning (EU) nr. 1224/2012

8.1.2013

-

EUT L 349 af 19.12.2012

Efterfølgende ændringer og rettelser til forordning (EF) nr. 883/2004 er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede version har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE RETSAKTER

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 987/2009 af 16. september 2009 om de nærmere regler til gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger [Den Europæiske Unions Tidende L 284 af 30.10.2009].

Forordningen fastlægger reglerne for gennemførelse, der skal garantere hurtighed og effektivitet i ydelserne til trods for de væsentlige forskelle i de nationale sikringssystemer.

Seneste ajourføring: 17.01.2014

Top