Help Print this page 
Title and reference
Beskyttelse af supplerende pensionsrettigheder

Summaries of EU legislation: direct access to the main summaries page.
Multilingual display
Text

Beskyttelse af supplerende pensionsrettigheder

Dette direktiv har til formål at fjerne hindringer for den frie bevægelighed for arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende og samtidig bevare deres supplerende pensionsrettigheder , når de flytter fra én medlemsstat til en anden. Beskyttelsen vedrører både frivillige og obligatoriske pensionsordninger med undtagelse af de sociale sikringsordninger, der er omfattet af forordning (EF) nr. 883/2004.

DOKUMENT

Rådets direktiv 98/49/EF af 29. juni 1998 om beskyttelse af supplerende pensionsrettigheder for arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, der flytter inden for Fællesskabet.

RESUMÉ

Direktivet gælder for medlemmer af supplerende pensionsordninger samt andre pensionsberettigede under sådanne ordninger, som har erhvervet eller er i færd med at erhverve rettigheder i en eller flere medlemsstater.

Direktivet fastsætter fire vigtige foranstaltninger, der skal beskytte de supplerende pensionsrettigheder for de arbejdstagere, der flytter inden for Fællesskabet:

Ligebehandling med hensyn til bevarelse af pensionsrettigheder

Medlemsstaterne skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at personer, som har forladt en supplerende pensionsordning som følge af, at de er begyndt at arbejde i en anden medlemsstat, bevarer deres optjente pensionsrettigheder i samme udstrækning som andre, for hvem der ikke længere indbetales bidrag, men som forbliver i den samme medlemsstat.

Direktiv 2014/50/EU, som skal implementeres i EU-landenes nationale lovgivninger senest den 21. maj 2018, sikrer, at ingen med supplerende pensionsrettigheder mister deres rettigheder, når de flytter til et andet EU-land for at arbejde eller bosætte sig. Det kræver, at:

  • supplerende pensionsrettigheder garanteres senest efter tre års ansættelse. Hvis der er et krav om minimumsalder, må denne ikke overstige 21 år
  • arbejdstagere, der forlader en erhvervstilknyttet pensionsordning før pensionsalderen, beholder deres rettigheder og behandles på lige fod med dem, som bliver i ordningen, hvad angår forhold som f.eks. indeksregulering.

Grænseoverskridende betalinger

Medlemsstaterne sikrer, at medlemmer af en supplerende pensionsordning får udbetalt alle de ydelser, de har krav på under en sådan ordning, med fradrag af eventuelle skatter og transaktionsomkostninger, i andre medlemsstater.

Udstationerede arbejdstagere og supplerende pensioner

Udstationerede arbejdstagere skal have mulighed for at forblive i pensionsordningen i deres hjemland under udstationeringen i en anden medlemsstat. Udstationerede arbejdstagere og, hvor det er relevant, deres arbejdsgivere er således undtaget fra enhver forpligtelse til at betale bidrag til en supplerende pensionsordning i en anden medlemsstat.

Information af medlemmerne af ordningen

Arbejdsgivere, bestyrelser eller andre, der administrerer supplerende pensionsordninger, skal i tilstrækkeligt omfang oplyse medlemmerne om deres pensionsrettigheder og muligheder, når de flytter til en anden medlemsstat.

I henhold til direktiv 2014/50/EU kan arbejdstagere med en supplerende pensionsordning spørge, hvordan deres supplerende pensionsrettigheder bliver berørt, hvis ansættelsesforholdet ophører, eller de flytter, og hvilke betingelser der er knyttet til den fremtidige behandling af disse rettigheder.

De personer, der forlader en ordning, skal informeres om værdien af deres rettigheder, og hvordan de behandles.

REFERENCER

Dokument

Ikrafttrædelsesdato

Gennemførelsesfrist i medlemsstaterne

Den Europæiske Unions Tidende

Direktiv 98/49/EF

25.7.1998

25.1.2002

EFT L 209 af 25.7.1998

TILHØRENDE DOKUMENTER

Grønbog af 7. juli 2010. Sikre, tilstrækkelige og bæredygtige pensionssystemer i Europa [KOM (2010) 365 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/50/EU om mindstekrav til fremme af arbejdskraftens mobilitet mellem medlemsstaterne gennem bedre muligheder for at optjene og bevare supplerende pensionsrettigheder [Den Europæiske Unions Tidende L 128 af 30.4.2014].

Seneste ajourføring: 04.08.2014

Top