Styrkelse af håndhævelsen af EU’s lovgivning om udstationering af arbejdstagere

 

RESUMÉ AF:

Direktiv 96/71/EF om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser

Direktiv 2014/67/EU om håndhævelse af direktiv 96/71/EF om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser

Direktiv (EU) 2020/1057 om fastsættelse af særlige regler med hensyn til direktiv 96/71/EF og direktiv 2014/67/EU om udstationering af førere i vejtransportsektoren og om ændring af direktiv 2006/22/EF, for så vidt angår håndhævelseskravene, og af forordning (EU) nr. 1024/2012

HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVERNE?

• Direktiv 96/71/EF omfatter en liste over arbejdsvilkår, som arbejdstagere, der er midlertidigt udstationeret i udlandet af deres arbejdsgiver, skal indrømmes i det land, hvor de er udstationeret (værtslandet). Formålet er at sikre beskyttelse af arbejdstagere samt ensartede vilkår for tjenesteydere.
• Direktiv 2014/67/EU har til formål at forbedre gennemførelsen og håndhævelsen af direktiv 96/71/EF. Det imødegår spørgsmål som misbrug og omgåelse af reglerne for udstationering, fælles ansvar i underkontrahentkæder og udveksling af oplysninger mellem EU-landene.
• Ændringsdirektiv (EU) 2018/957 opdaterer og ændrer direktiv 96/71/EF. Det fastsætter reglerne for arbejdsvilkår og beskyttelse af udstationerede arbejdstageres sundhed og sikkerhed og har til hensigt at sikre lige løn og ensartede vilkår mellem de udstationerende og lokale virksomheder i værtslandet, idet man samtidig overholder princippet om den frie bevægelighed for arbejdstagere.
• Direktiv (EU) 2020/1057 fastsætter særlige regler for udstationering af erhvervschauffører i vejtransportsektoren og for den effektive håndhævelse af disse regler. Direktivet foreskriver regler, der er bedre tilpasset vejtransportsektorens meget mobile karakter. Formålet er at afskaffe uoverensstemmelser mellem EU-landenes fortolkning, anvendelse og håndhævelse af reglerne om udstationering af arbejdstagere i vejtransportsektoren. Det skal gøre vejtransportsektoren fair, effektiv og socialt ansvarlig, samtidig med at det yder større retssikkerhed, og letter den administrative byrde for transportoperatører og forebygger konkurrenceforvridninger.

HOVEDPUNKTER

Direktiv 96/71/EF

• Direktiv 96/71/EF gælder for virksomheder, der i forbindelse med tjenesteydelser over grænserne udstationerer arbejdstagere til et EU-lands område, dersom der i udstationeringsperioden består et ansættelsesforhold mellem den udstationerende virksomhed og arbejdstageren. En »udstationeret arbejdstager« er en arbejdstager, der i en bestemt periode udfører arbejde på et andet EU-lands område end den, hvor han/hun sædvanligvis udfører sit arbejde.
• For at beskytte de udstationerede arbejdstageres rettigheder, når virksomheder benytter adgangen til fri udveksling af tjenesteydelser, og for at lette udøvelsen af denne frihed, indeholder direktiv 96/71/EF en kerne af arbejds- og ansættelsesvilkår, der skal gælde for udstationerede arbejdstagere i værtslandet, såsom:
  • maksimal arbejdstid og minimal hviletid
  • mindste antal betalte feriedage
  • mindsteløn, herunder overtidsbetaling
  • sikkerhed, sundhed og hygiejne på arbejdspladsen.

Direktiv 2014/67/EU

Bedre forebyggelse, overvågning og sanktioner for misbrug af de gældende regler

• For at hjælpe med at bekæmpe misbrug og omgåelse af reglerne (f.eks. via skuffeselskaber*) indeholder direktiv 2014/67/EU en liste over faktuelle elementer, der skal hjælpe med at vurdere, om en bestemt situation skal betragtes som en ægte udstationering.
• For at fremme retssikkerheden fastlægger direktiv 2014/67/EU en liste over nationale kontrolforanstaltninger, der anses for berettigede og forholdsmæssige, og som kan anvendes for at overvåge, at direktiv 96/71/EF og håndhævelsesdirektivet selv (direktiv 2014/67/EU) håndhæves.
• For at øge beskyttelsen af arbejdstageres rettigheder i underkontrahentkæder skal EU-landene sørge for, at udstationerede arbejdstagere i byggebranchen kan holde kontrahenten i et direkte underkontrahentforhold ansvarlig for ethvert nettoløntilgodehavende svarende til mindstelønnen, sammen med eller i stedet for arbejdsgiveren. EU-landene kan træffe andre hensigtsmæssige fuldbyrdelsesforanstaltninger i stedet for disse regler om ansvaret.

Forbedret adgang til oplysninger

• For at øge opmærksomheden og gennemsigtigheden skal EU-landene gøre oplysninger om arbejds- og ansættelsesvilkår og kollektive aftaler, der gælder for de udstationerede arbejdstagere, tilgængelige uden betaling på et centralt officielt nationalt websted. Oplysningerne skal offentliggøres på værtslandets officielle sprog og på de mest relevante sprog under hensyntagen til efterspørgslen på dets arbejdsmarked.

Styrket administrativt samarbejde

• Direktiv 2014/67/EU indeholder også regler til forbedring af det administrative samarbejde mellem de nationale myndigheder, der er ansvarlige for at overvåge, at direktivet overholdes, herunder tidsfrister for udlevering af oplysninger. Her kommer forordningen om informationssystemet for det indre marked (IMI) ind i billedet. IMI er et flersproget elektronisk værktøj, der giver nationale, regionale og lokale myndigheder mulighed for at kommunikere hurtigt og nemt med deres kolleger i EU, Island, Liechtenstein og Norge om lovgivning vedrørende det indre marked.
• Direktiv 2014/67/EU sikrer desuden, at de administrative sanktioner og bøder, der pålægges tjenesteyderne for manglende overholdelse af gældende regler i ét EU-land, kan håndhæves og inddrives i et andet.

Ændringsdirektiv (EU) 2018/957

Ændringsdirektiv (EU) 2018/957 indfører en række nye regler:

• der gælder samme regler vedrørende løn for udstationerede arbejdstagere som for lokale arbejdstagere i værtslandet
• en arbejdstager anses for at være langvarigt udstationeret efter 12 måneder (med mulighed for en 6-måneders forlængelse betinget af en begrundet meddelelse fra tjenesteyderen), hvorefter den udstationerede medarbejder vil være underlagt stort set alle aspekter af arbejdsmarkedslovgivningen i værtslandet
• antallet af potentielle kollektive aftaler, der kan finde anvendelse i EU-lande med et system for generel anvendelse af kollektive aftaler eller voldgiftskendelser, kan øges
• vikarbureauer skal garantere udstationerede arbejdstagere samme vilkår og betingelser som vikarer, der stilles til rådighed i det land, hvor arbejdet udføres
• forbedret samarbejde mellem EU-landenes myndighederne vedrørende misbrug og omgåelse af reglerne for udstationering.

Direktiv (EU) 2020/1057

Blandt ændringerne indført ved direktiv (EU) 2020/1057 er:

• en undtagelse fra de overordnede udstationeringsregler, der finder anvendelse på cabotagekørsler og international transport, undtagen transit, »bilaterale transporter« (både varetransport og personbefordring) og bilaterale transporter med to yderligere transportrelaterede stop — denne undtagelse er begrænset til tilfælde, hvor der foreligger en tjenesteydelseskontrakt mellem den arbejdsgiver, der sender chaufføren og en part, der opererer i værts-EU-landet
• administrative regler vedrørende udstationering af chauffører, kontrol og håndhævelse — vognmænd skal bruge IMI-systemet til at sende udstationeringserklæringer og andre ønskede oplysninger
• sanktioner i tilfælde af overtrædelser
• »intelligent håndhævelse«, der kræver, at EU-landene indarbejder kontrollen med udstationeringsreglerne i en overordnet kontrolstrategi
• regler, der sikrer, at styrkelse af reglerne for udstationering af EU-chauffører ikke resulterer i en konkurrencefordel for chauffører fra tredjelande med adgang til vejtransportmarkedet i EU.

HVORNÅR GÆLDER DIREKTIVERNE FRA?

• Direktiv 96/71/EF trådte i kraft den 10. februar 1997 og skulle indarbejdes i EU-landenes lovgivning inden den 16. december 1999.
• Direktiv 2014/67/EU trådte i kraft den 17. juni 2014 og skulle indarbejdes i EU-landenes lovgivning senest den 18. juni 2016.
• Ændringsdirektiv (EU) 2018/957 skulle være indarbejdet i EU-landenes lovgivning senest den 30. juli 2020. Det finder imidlertid kun anvendelse på vejtransportsektoren fra anvendelsesdatoen for en retsakt, der er vedtaget med henblik på ændring af direktiv 2006/22/EF og direktiv 2014/67/EU vedrørende udstationering af chauffører i vejtransportsektoren. Dette er direktiv (EU) 2020/1057, som træder i kraft den 2. februar 2022.
• Direktiv (EU) 2020/1057 skal være indarbejdet i EU-landenes lovgivning senest den 2. februar 2022.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

• Posted workers (Europa-Kommissionen).

VIGTIGE BEGREBER

HOVEDDOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser (EFT L 18 af 21.1.1997, s. 1-6).

Efterfølgende ændringer til direktiv 96/71/EF er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/67/EU af 15. maj 2014 om håndhævelse af direktiv 96/71/EF om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser og om ændring af forordning (EU) nr. 1024/2012 om administrativt samarbejde via informationssystemet for det indre marked (»IMI-forordningen«) (EUT L 159 af 28.5.2014, s. 11-31).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2020/1057 af 15. juli 2020 om fastsættelse af særlige regler med hensyn til direktiv 96/71/EF og direktiv 2014/67/EU om udstationering af førere i vejtransportsektoren og om ændring af direktiv 2006/22/EF, for så vidt angår håndhævelseskravene, og af forordning (EU) nr. 1024/2012 (EUT L 249 af 31.7.2020, s. 49-65).

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/1055 af 15. juli 2020 om ændring af forordning (EF) nr. 1071/2009, (EF) nr. 1072/2009 og (EU) nr. 1024/2012 med henblik på at tilpasse dem til udviklingen i vejtransportsektoren (EUT L 249 af 31.7.2020, s. 17-32).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1024/2012 af 25. oktober 2012 om administrativt samarbejde via informationssystemet for det indre marked og om ophævelse af Kommissionens beslutning 2008/49/EF (»IMI-forordningen«) (EUT L 316 af 14.11.2012, s. 1-11).

Se den konsoliderede version.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/22/EF af 15. marts 2006 om minimumsbetingelser for gennemførelse af Rådets forordning (EØF) nr. 3820/85 og (EØF) nr. 3821/85 med hensyn til sociale bestemmelser inden for vejtransportvirksomhed og om ophævelse af Rådets direktiv 88/599/EØF (EUT L 102 af 11.4.2006, s. 35-44).

Se den konsoliderede udgave.

seneste ajourføring 13.10.2020