Help Print this page 

Summaries of EU Legislation

Title and reference
Internationale aftaler og EU's kompetence udadtil

Summaries of EU legislation: direct access to the main summaries page.
Multilingual display
Text

Internationale aftaler og EU's kompetence udadtil

 

RESUMÉ AF:

Artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

Artikel 4 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

Artikel 207 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

Artikel 216 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

HVAD SIGER TRAKTATERNE OM DEN EUROPÆISKE UNION (EU) OG DENS KOMPETENCE UDADTIL?

Med ikrafttrædelsen af Lissabontraktaten har EU erhvervet status som juridisk person. EU er altså underlagt international ret og kan forhandle og indgå internationale aftaler i eget navn; det vil sige, at den har kompetence (eller bemyndigelse) på dette område, som er tildelt den i kraft af traktaterne.

Disse internationale aftaler har retsvirkning i EU’s og medlemslandenes indre retssystemer. I øvrigt fastlægger de stiftende EU-traktater, hvorledes EU kan indgå internationale aftaler.

Definition

En international aftale er en frivillig aftale mellem EU som den ene part og et ikke-EU-land eller en tredjeorganisation som den anden part. Disse aftaler etablerer rettigheder og forpligtelser for både EU- institutionerne og EU-landene. De indgår i EU-lovgivningen fra den dato, hvor de træder i kraft, eller en anden angivet dato.

Internationale aftaler er juridisk set aftaler, der er afledt af EU-retten, og de skal derfor overholde de stiftende EU-traktater. De har imidlertid en forrang for såkaldte »unilaterale« afledte retsakter, dvs. vedtaget unilateralt af EU-institutionerne (forordninger, direktiver, afgørelser etc.).

EU’s kompetence udadtil

EU’s kompetence udadtil fremgår af artikel 216 i traktaten om EU’s funktionsmåde (TEUF). Således kan EU indgå internationale aftaler:

  • i de tilfælde, som er forudset i de stiftende traktater
  • når det foreskrives af en bindende retsakt
  • når indgåelsen af en aftale er nødvendig for at gennemføre en af EU’s målsætninger, også selvom der ikke foreligger en intern EU- forskrift
  • når aftalen kan påvirke de fælles regler, som vedtages i intern EU-ret. Det betyder, at når EU har vedtaget fælles regler for gennemførelsen af en politik, kan EU-landene ikke længere indgå aftaler med ikke-EU-lande, som påvirker disse regler.

Endvidere regulerer artikel 207 i TEUF EU's handelspolitik — en vigtig kompetence udadtil for EU og et centralt element i dens relationer med resten af verden.

Enekompetence og delt kompetence

Kompetencefordelingen mellem EU og EU-landene gælder ligeledes på internationalt plan. Når EU forhandler og indgår en international aftale, disponeres altså enten ud fra en enekompetence eller ud fra en kompetence, som er delt med EU-landene.

I tilfælde af enekompetence er det kun EU, som kan forhandle og indgå en aftale. I øvrigt opregner artikel 3 i traktaten om EU’s funktionsmåde de områder, hvor EU har enekompetence til at indgå internationale aftaler, herunder handelsaftaler.

I tilfælde af delt kompetence med EU-landene indgås aftalen af EU såvel som af EU-landene. Det drejer sig så om en blandet aftale, til hvilken EU-landene skal give deres samtykke. Områderne med delt kompetence opregnes i artikel 4 i traktaten om EU’s funktionsmåde.

HOVEDDOKUMENTER

Artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EUT C 202 af 7.6.2016, s. 51)

Artikel 4 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EUT C 202 af 7.6.2016, s. 51–52)

Artikel 207 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EUT C 202 af 7.6.2016, s. 140–141)

Artikel 216 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EUT C 202 af 7.6.2016, s. 144)

seneste ajourføring 08.08.2016

Top