Help Print this page 
Title and reference
Lovgivningsprocedurer

Summaries of EU legislation: direct access to the main summaries page.
Languages and formats available
BG ES CS DA DE ET EL EN FR GA HR IT LV LT HU MT NL PL PT RO SK SL FI SV
HTML html ES html CS html DA html DE html EL html EN html FR html IT html HU html NL html PL html PT html RO html FI html SV
Multilingual display
Text

Lovgivningsprocedurer

INDLEDNING

Lissabontraktaten tilsigter at styrke Den Europæiske Unions (EU’s) evne til at træffe beslutninger og til at handle, samt at garantere legitimiteten af de vedtagne beslutninger. Traktaten reformerer derfor beslutningsprocessen i EU, blandt andet ved at ændre de gældende lovgivningsprocedurer.

Artikel 289 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde refererer nu kun til to typer lovgivningsprocedurer:

  • den almindelige lovgivningsprocedure
  • de særlige lovgivningsprocedurer.

Tillige indfører Lissabontraktaten ”passerelleklausuler”. Disse klausuler tillader under visse betingelser, at den almindelige lovgivningsprocedure generaliseres til at gælde på områder, hvor den ikke gjaldt oprindeligt.

DEN ALMINDELIGE LOVGIVNINGSPROCEDURE

Den almindelige lovgivningsprocedure erstatter den tidligere fælles beslutningsprocedure. Denne procedure er den mest legitime ud fra et demokratisynspunkt. Den inddrager Europa-Parlamentet som medlovgiver ved siden af Rådet. Med tidens løb er den også blevet den mest benyttede lovgivningsprocedure. Lissabontraktaten stadfæster således denne udvikling ved at ændre dens benævnelse og ved at etablere den som den generelle retlige procedure. I forlængelse af de tidligere traktater udstrækker Lissabontraktaten også den almindelige lovgivningsprocedure til at gælde for nye politiske områder (se dokumentet ”udstrækning af den almindelige lovgivningsprocedure og den almindelige lovgivningsprocedure”).

Reglerne for den almindelige lovgivningsprocedure er de samme som for den tidligere fælles beslutningsprocedure. De beskrives i detaljer i artikel 294 i Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Rådet og Parlamentet stilles lige. De to institutioner vedtager lovgivningsretsakter enten ved førstebehandlingen eller ved andenbehandlingen. Hvis de to institutioner ikke er nået til enighed ved afslutningen af andenbehandlingen, nedsættes et forligsudvalg.

Desuden er afstemningsreglen for den almindelige lovgivningsprocedure kvalificeret flertal. For at lette beslutningstagningen og styrke effektiviteten af proceduren, har Lissabontraktaten ligeledes indført en ny definition af kvalificeret flertal (se dokumentet ”Rådet for Den Europæiske Union ”).

DE SÆRLIGE LOVGIVNINGSPROCEDURER

De særlige lovgivningsprocedurer erstatter de tidligere procedurer med høring, samarbejde og samstemmende udtalelse. Formålet er at forenkle beslutningsprocessen i EU ved at gøre den tydeligere og mere effektiv. Som navnet angiver, er disse procedurer undtagelser fra den almindelige beslutningsprocedure.

I forbindelse med de særlige lovgivningsprocedurer er Rådet for Den Europæiske Union i praksis den eneste lovgiver. Europa-Parlamentet er blot tilknyttet proceduren. Dets rolle er således begrænset til at skulle høres eller til at godkende afhængigt af sagerne.

Til forskel fra den almindelige lovgivningsprocedure giver traktaten om EU’s funktionsmåde ikke en præcis beskrivelse af de særlige lovgivningsprocedurer. Reglerne herfor defineres derfor fra tilfælde til tilfælde i de artikler i EU-traktaten og traktaten om EU’s funktionsmåde, som foreskriver deres anvendelse.

PASSERELLEKLAUSULER

Lissabontraktaten har indført passerelleklausuler for at kunne anvende den almindelige lovgivningsprocedure på områder, hvor traktaterne havde foreskrevet en særlig lovgivningsprocedure. Desuden gør disse klausuler det også muligt at anvende afstemning ved kvalificeret flertal på retsakter, som skulle være vedtaget enstemmigt.

Der er to typer passerelleklausuler:

  • den almindelige passerelleklausul, som gælder for alle de europæiske politikker; benyttelse af denne klausul skal godkendes ved en afgørelse i Det Europæiske Råd, som vedtages i enstemmighed (se dokumentet ”revision af traktaterne”)
  • de særlige passerelleklausuler for bestemte europæiske politikker.

De særlige passerelleklausuler har nogle proceduremæssige særegenheder i forhold til den almindelige passerelleklausul. Eksempelvis har de nationale parlamenter almindeligvis ikke indsigelsesret i henhold til den almindelige klausul. I andre tilfælde kan anvendelsen af bestemte særlige klausuler bemyndiges ved en afgørelse i Rådet og ikke i Det Europæiske Råd, som det er tilfældet med den almindelige klausul. Reglerne for anvendelse af de særlige klausuler adskiller sig altså fra sag til sag og er beskrevet i de traktatartikler, som foreskriver deres anvendelse.

Der er seks særlige passerelleklausuler, som kan anvendes:

  • på den flerårige finansielle ramme (artikel 312 i traktaten om EU’s funktionsmåde)
  • på den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (artikel 31 i EU-traktaten)
  • på det retlige samarbejde om familieret (artikel 81 i traktaten om EU’s funktionsmåde). Denne særlige klausul er den eneste, for hvilken de nationale parlamenter bevarer en ret til indsigelse.
  • på forstærkede samarbejder inden for områder, hvor der gælder enstemmighed eller en særlig lovgivningsprocedure (artikel 333 i traktaten om EU's funktionsmåde)
  • på det sociale område (artikel 153 i traktaten om EU’s funktionsmåde)
  • på miljøområdet (artikel 192 i traktaten om EU’s funktionsmåde).

Seneste ajourføring: 26.02.2010

Top