EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Fælles ramme for fælles flerårig programmering

I denne meddelelse fremlægges en fælles ramme for programmering af udviklingsstøtten, så den kan blive mere effektiv. Programmeringen er en af bestanddelene i Den Europæiske Unions (EU) handlingsplan for støtteeffektivitet.

DOKUMENT

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet af 2. marts 2006: "Mere effektiv EU-udviklingsbistand: en fælles ramme for udarbejdelsen af landestrategipapirer og fælles flerårig programmering" [KOM(2006) 88 endelig - Den Europæiske Unions Tidende C 130 af 3. juni 2006].

RESUMÉ

Programmeringsrammen for landestrategier er et instrument i den flerårige programmering, der blev vedtaget i 2000, hvor administrationen af Kommissionens bistand udadtil blev reformeret. Fra 2002 til 2006 blev den anvendt ved programmering af landestrategier og regionsstrategier for samtlige udviklingslande, der er omfattet af Den Europæiske Udviklingsfond (EUF) og programmerne ALA, MEDA, TACIS og CARDS. Brugen af disse strategier har gjort det muligt at forbedre kvaliteten af Kommissionens programmering. Derudover er landestrategiernes kvalitet og effektivitet blevet styrket gennem midtvejsevalueringerne i 2004 og 2005, mens regionsstrategierne blev evalueret i 2005.

I denne meddelelse fremlægges en opdatering af programmeringsrammen for landestrategierne fra 2000 med henblik på at iværksætte en fælles flerårig programmering med følgende målsætninger:

  • at lette donorernes gradvise tilpasning til partnerlandenes flerårige programmeringscyklus
  • at øge muligheden for at synkronisere medlemsstaternes og Kommissionens flerårige programmeringsprocesser.

Fælles flerårig programmering er en af bestanddelene i EU's handlingsplan for at forbedre udviklingsbistandens effektivitet og et af principperne i " den europæiske konsensus om udvikling ".

Principper for effektiv programmering

Kommissionen henstiller til, at landestrategiernes struktur og vigtigste komponenter underlægges følgende principper:

  • overholdelse af samarbejds- og partnerskabsaftaler og overensstemmelse med regionsstrategier
  • respekt for målene i den europæiske konsensus om udvikling (udryddelse af fattigdom, bæredygtig udvikling, fremme af demokrati m.v.)
  • sammenhæng mellem målene for udviklingspolitikken og de andre politikker, der kendetegner forholdet med partnerlandet
  • differentiering mellem partnerlandene, både hvad angår den generelle politik og de enkelte samarbejdsprogrammer samt tværgående spørgsmål som ligestilling, menneskerettigheder og bæredygtig udvikling
  • informationsdeling med alle involverede aktører og komplementaritet mellem Kommissionens og medlemsstaternes initiativer og de andre internationale donorers aktiviteter
  • brug af generel og/eller sektorbestemt budgetstøtte ved gennemførelse
  • koncentration på et begrænset antal indsatsområder
  • udarbejdelse af strategi og programmering med udgangspunkt i partnerlandets dagsorden
  • brug af resultatindikatorer i programmering, gennemførelse og evaluering, så støttens virkninger kan måles
  • deltagelse fra civilsamfundet, den private sektor, de lokale myndigheder og parlamentet ved udarbejdelse og gennemførelse af samarbejdsstrategien
  • regelmæssig vurdering af resultaterne af landestrategien, så strategien kan tilpasses under hensyntagen til resultaterne.

Landestrategiernes vigtigste bestanddele

Kommissionen finder, at landestrategierne skal indeholde bestanddele, som den anser for nødvendige, dvs.:

  • rammerne for forbindelserne mellem donoren og partnerlandet (herunder associerings- og partnerskabsaftaler)
  • en analyse af landet:

- en analyse af den politiske, økonomiske, handelsmæssige, sociale og miljømæssige situation i partnerlandet

- partnerlandets dagsorden, herunder dets udviklingsstrategi

- en analyse af synligheden af de nuværende politikker og udfordringerne på mellemlang sigt

  • oversigt over donors tidligere og nuværende samarbejde
  • en statusbeskrivelse af partnerskabet med partnerlandet
  • donors samarbejdsstrategi, strategiens specifikke mål, sammenhængen med de andre eksterne udviklingsinstrumenter og politikker og komplementariteten med de andre donorers programmer
  • et nationalt vejledende program (NIP), dvs. et flerårigt arbejdsprogram med kvantitative mål, målgrupper, programmer, der skal gennemføres for at nå disse mål, donors specifikke bidrag samt arten og omfanget af støttemekanismerne, forventede resultater og tidsplan for gennemførelsen
  • bilag, herunder et sammenfattende skema over landet, et resumé af landets miljøprofil, en oversigt over den fremtidige donorfinansiering, en oversigt over migrationssituationen, en redegørelse for konsultationer med ikke-statslige aktører, samt eventuelt en køreplan for harmoniseringen, hvis en sådan foreligger.

På grundlag af disse bestanddele udarbejder Kommissionen sine landestrategier trinvis: umiddelbart for landene i Afrika, Vestindien og Stillehavsområdet (AVS-landene) og senere for regionerne i Asien og Latinamerika, for de lande, der omfattes af den europæiske naboskabspolitik og for Rusland.

Proceduren for udarbejdelse af et landestrategipapir

Den fælles programmering skal være en proces, som:

  • er fleksibel og tilpasses partnerskabslandenes og donorernes situation, som kan være mere eller mindre klar til harmonisering
  • foregår gradvis på tværs af fremadskridende integrationsfaser, afhængigt af situationens udvikling
  • er åben, ikke kun for medlemsstaterne, og kan integreres i eventuelle eksisterende processer med henblik på at kunne indgå i en fælles programmering
  • foregår med partnerlandet som den væsentligste aktør i udarbejdelsen og samordningen af den fælles programmering. Lande, som ikke har denne mulighed, bør have den nødvendige støtte, så de kan udvikle evnen til det
  • kommer fra Kommissionens og andre partneres delegation på stedet, idet det sikres, at der sker hyppig udveksling mellem hovedkvarteret og den lokale repræsentation.

Etaperne i den fælles programmering

Første fase i den fælles programmering er deling af nødvendige analyseelementer, der kræves for at fastlægge en samarbejdsstrategi, dvs.

  • en evaluering af den samlede politiske situation
  • en vurdering af den makroøkonomiske, sociale og miljømæssige situation i landet
  • en beskrivelse af partnerlandets prioriteter
  • en analyse af erfaringerne fra det tidligere samarbejde og af sammenhængen med de andre politikker i partnerlandet.

Anden fase er udarbejdelse af en fælles svarstrategi, der omfatter:

  • en fælles definition af målene for samarbejdet med partneren
  • en definition af indsatsområderne, herunder arbejdsfordeling mellem partnerne (finansiel donormatrix)
  • oplysninger om finansielle tildelinger, om risikoanalyser og om de forpligtelser, som partnerlandene har indgået i fællesskab.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Rådets konklusioner om "Udviklingsfinansiering og bistandseffektivitet: levere mere, bedre og hurtigere". Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser), af 11. april 2006 [ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].Rådet godkender Kommissionens forslag om fælles flerårig programmering og vedtager referencemodellen med en fælles ramme for udarbejdelse af strategipapir for hvert land samt principper for fælles flerårig programmering.

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet af 2. marts 2006 "Udviklingsfinansiering og bistandseffektivitet - Udfordringer i forbindelse med optrapning af EU-bistanden 2006-2010" [KOM(2006) 85 endelig (esdeenfr)- Den Europæiske Unions Tidende C 130 af 3. juni 2006].

Meddelelse fra Kommissionen af 2. marts 2006: " Mere, bedre og hurtigere EU-udviklingsbistand [KOM(2006) 87 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

Seneste ajourføring: 31.08.2007

Top