EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Unionens strategiske retningslinjer for udvikling af landdistrikterne

Med disse strategiske retningslinjer angiver Rådet Den Europæiske Unions (EU) prioriteringer for støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL). Rådet garanterer navnlig for, at der er overensstemmelse mellem landdistriktsudviklingspolitikken og EU's andre politikker, navnlig samhørighedspolitikken og miljøpolitikken, og at den fælles landbrugspolitik (FLP) og den omstrukturering, som denne medfører, gennemføres på en passende måde.

DOKUMENT

Rådets afgørelse 2006/144/EF af 20. februar 2006 om Fællesskabets strategiske retningslinjer for udvikling af landdistrikterne (programperioden 2007-2013) [se ændringsretsakt(er)].

RESUMÉ

Landdistrikterne udgør 92 % af arealet i EU-området. Disse regioner tegner sig for 45 % af bruttoværditilvæksten og 53 % af beskæftigelsen i EU. Landdistrikterne kan være kendetegnet ved meget forskelligartede situationer, men generelt er indtægterne pr. indbygger 33 % mindre end EU-gennemsnittet, kvinder er underrepræsenteret på arbejdsmarkedet, og servicesektoren er underudviklet.

Landdistrikterne står således i de kommende år over for store udfordringer hvad angår vækst, beskæftigelse og bæredygtig udvikling. I den nye programperiode vil det være muligt at koncentrere støtten fra den nye fond for udvikling af landdistrikterne om disse mål. For at kunne tage disse udfordringer op er det nødvendigt at foretage sektorielle og territoriale indgreb.

Udvikling af landdistrikterne og EU's overordnede mål

Politikken for udvikling af landdistrikterne koncentrerer sig om tre hovedområder: Fødevareøkonomien, miljøet og landbefolkningen i bred forstand. De nye strategier og programmer skal opbygges omkring 4 kernepunkter

  • forbedring af landbrugets og skovbrugets konkurrenceevne. Denne akse fokuserer på menneskelige og fysiske ressourcer
  • arealforvaltning og miljø. Denne akse skal omfatte foranstaltninger for beskyttelse og forbedring af naturressourcerne, landbrugs- og skovbrugssystemer og kulturlandskaberne i Europas landdistrikter
  • livskvalitet og diversificering af landdistrikternes økonomi. Denne akse skal sørge for udvikling af landdistrikterne gennem fremme af serviceydelser, oprettelse af mikrovirksomheder, udvikling af landturisme og beskyttelse af kulturværdierne
  • erfaring med Leader. Denne akse indfører muligheder for innovativ styring af landdistrikterne.

EU’s prioriteringer i forbindelse med udviklingen af landdistrikterne i programperioden 2007-2013

Rådet angiver EU’s strategiske retningslinjer og opstiller afgørende prioriteter for hver af disse. EU’s retningslinjer indarbejdes i medlemslandenes strategiske handlingsplaner og i programmerne for udvikling af landdistrikter.

Kernepunkt 1: Forbedring af konkurrencedygtigheden i landbrugs- og skovbrugssektoren

Målet er at skabe dynamik i EU’s landbrugs- og fødevaresektor. EU vil navnlig fokusere på overførsel af viden, fremme af innovation og styrke investering i fysiske og menneskelige ressourcer. Centrale aktiviteter i denne sammenhæng kunne omfatte

  • strukturomlægning og modernisering af landbrugssektoren
  • forbedring af integrationen i fødevarekæden
  • fremme af innovation og adgang til forskning og udvikling (F&U)
  • tilskyndelse til indførelse og udbredelse af informations- og kommunikationsteknologier (IKT) i landdistrikterne, særligt i små virksomheder
  • fremme af en dynamisk iværksætterånd, så mulighederne indeholdt i de seneste reformer, der har skabt et markedsorienteret klima for det europæiske landbrug, kan udnyttes optimalt
  • udvikling af nye afsætningsmuligheder for landbrugs- og skovbrugsprodukter, herunder udvikling af vedvarende energimaterialer, biobrændstoffer og forarbejdningskapacitet
  • forbedring af landbrugets og skovbrugets miljøpræstation.

Kernepunkt 2: Forbedring af miljø og landdistrikter

Formålet med de midler, der afsættes til kernepunkt 2, er at beskytte naturressourcerne og landskaberne i EU's landdistrikter, navnlig inden for biodiversitet, bevaring og udvikling af landbrug og skovbrug med stor naturværdi samt traditionelle landbrugslandskaber, vandressourcer og klimaforandringer. EU tilskynder navnlig til

  • fremme af miljøtilbud og dyrevenlige landbrugsmetoder
  • bevarelse af landbrugslandskabet og skovene
  • bekæmpelse af klimaændringer, da landbruget og skovbruget spiller en stor rolle i udviklingen af vedvarende energi- og materialekilder til bioenergianlæg
  • styrkelse af det økologiske landbrug som en helhedspræget form for bæredygtigt landbrug
  • fremme af økonomiske/miljømæssige initiativer som f.eks. levering af miljøvenlige produkter, især hvis de kædes sammen med en diversificering inden for turisme, håndværk, uddannelse og nonfoodsektoren
  • fremme af ligevægten mellem by og land, for at sikre, at der bevares en bæredygtig ligevægt mellem by- og landzoner og samtidig yde et positivt bidrag til de økonomiske aktiviteters geografiske fordeling og den territoriale samhørighed.

Kernepunkt 3: Forbedring af livskvaliteten og fremme af diversificering af økonomien i landdistrikterne

EU ønsker at styrke beskæftigelsen og forbedre vækstvilkår i landområderne. Centrale aktiviteter i denne sammenhæng kunne omfatte

  • forøgelse af den økonomiske aktivitet og af beskæftigelsesfrekvensen i landdistrikterne i en bredere økonomisk sammenhæng, både i økonomisk og i social henseende (turisme, håndværk og landlige rekreative faciliteter)
  • fremme kvinders adgang til arbejdsmarkedet gennem oprettelse af børnepasningsinstitutioner
  • genskabelse af landsbymiljøerne gennem integrerede initiativer, der kombinerer diversificering, oprettelse af virksomheder, investeringer i kulturværdierne, infrastruktur til lokale serviceydelser og renovering
  • udvikling af mikrovirksomheder og håndværk, som kan bygge på traditionelle færdigheder eller tilføre nye kvalifikationer, især til fremme af iværksætterånd og udvikling af den økonomiske struktur
  • uddannelse af unge mennesker i færdigheder, der er brug for med henblik på diversificering af den lokale økonomi
  • tilskyndelse til indførelse og udbredelse af IKT, der kan bidrage til opnåelse af stordriftsfordele og lette anvendelsen af IKT blandt de lokale landbrugsbedrifter og virksomheder samt introducere e-business og e-handel
  • udvikling af udbuddet af vedvarende energikilder og innovativ udnyttelse heraf, som dermed kan skabe nye afsætningsmuligheder for landbrugs- og skovbrugsprodukter, udvikle lokale tjenesteydelser og diversificere landdistrikternes økonomi
  • tilskyndelse til udvikling af turisme
  • forbedring af den lokale infrastruktur (de vigtigste telekommunikations-, transport-, energi- og vandforsyningsinfrastrukturer), især i de nye medlemsstater.

Kernepunkt 4: Opbygning af lokal beskæftigelses- og diversificeringsmuligheder

De ressourcer, der afsættes til kernepunkt 4 (Leader) skal bidrage til bedre styring og mobilisering af landdistrikternes eget udviklingspotentiale. Via en horisontal tilgang kombineres alle tre målsætninger - konkurrencedygtighed, miljø og livskvalitet/differentiering. Centrale aktiviteter i denne sammenhæng kunne omfatte

  • opbygning af lokale partnerskabsmuligheder og ansporing og tilskyndelse til kompetenceudvikling, som kan medvirke til mobilisering af det lokale potentiale
  • fremme af partnerskaber mellem den private og den offentlige sektor
  • fremme af samarbejde og innovation gennem iværksætterånd, integration og levering af lokale serviceydelser
  • forbedring af den lokale styring gennem sammenknytning af landbrug, skovbrug og lokal økonomi.

Kernepunkt 5: Konsekvens i programmeringen

Medlemslandene udarbejder deres nationale strategier og sikrer, at der er den størst mulige overensstemmelse mellem kernepunkterne og at eventuelle modsigelser undgås.

EU foreslår endvidere retningslinjer for forbedring af forvaltningen og gennemførelsen af politikken, navnlig gennem oprettelse af europæiske og nationale netværk. Netværkene skal for eksempel fremme udveksling af god praksis og ekspertise vedrørende udarbejdelse og forvaltning af politikken for landområderne.

Kernepunkt 6: Komplementaritet mellem EU-ordningerne

For at skabe synergi mellem strukturpolitikken, beskæftigelsespolitikken og politikken for udvikling af landdistrikterne bør medlemslandene sikre, at der er komplementaritet og sammenhæng mellem de aktioner, der finansieres af henholdsvis Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Socialfond, Den Europæiske Fiskerifond og ELFUL på et givet territorium og inden for et givet aktivitetsområde.

Afgrænsning og samordning mellem de aktioner, der støttes af de forskellige fonde, fastlægges under den nationale strategi.

Nye udfordringer

Forordningen er blevet revideret i 2009 med henblik på at indarbejde de nye udfordringer, som EU står overfor i de strategiske retningslinjer

  • bekæmpelse af klimaforandringerne
  • fremme af vedvarende energi
  • forvaltning af vandressourcer
  • beskyttelse af biodiversitet
  • omstrukturering af mejerisektoren.

Det er alle tværgående mål, der kan indarbejdes i prioriteterne i EU-landenes nationale strategiplaner. Eksempelvis opfordrer EU medlemsstaterne til at

  • indarbejde problematikkerne i de lokale udviklingsstrategier for landområderne
  • støtte innovation på de nævnte områder
  • vedtage miljøvenlige foranstaltninger for landbrug og skovbrug til styrkelse af biodiversiteten
  • støtte lokale projekter til udvikling af vedvarende energi
  • støtte investeringer i vand- og energispareteknologi.

Referencer

Retsakt

Ikrafttrædelsesdato

Gennemførelsesdato i medlemsstaterne

Den Europæiske Unions Tidende

Rådets beslutning 2006/144/EF

20.2.2006

-

EFT L 55, 25.2.2006

Ændringsretsakt(er)

Ikrafttrædelsesdato

Gennemførelsesdato i medlemsstaterne

Den Europæiske Unions Tidende

Rådets beslutning 2009/61/EF

19.1.2009

-

EUT L 30, 31.1.2009

TILHØRENDE DOKUMENTER

Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 af 20. september 2005 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) [Den Europæiske Unions Tidende L 277 af 21.10.2005] Ved denne forordning oprettes ét enkelt redskab til finansiering af politikken for udvikling af landdistrikterne, nemlig Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL).

Seneste ajourføring: 30.06.2011

Top