Klimastrategi til bekæmpelse af klimaændringer frem til 2020 og derefter

Kommissionen opstiller fordelene og omkostningerne ved at bekæmpe klimaændringerne og slår til lyd for en række foranstaltninger, der tager sigte på at begrænse den globale opvarmning til 2° C. Nogle af foranstaltningerne er rettet mod EU (f.eks. bindende mål om reduktion af drivhusgasemissioner og vedtagelse af energiforanstaltninger), mens andre skal træffes på internationalt plan (navnlig forhandlingerne om en international aftale).

DOKUMENT

Meddelelse fra Kommissionen af 10. januar 2007: "Begrænsning af den globale opvarmning til 2° C - Vejen frem for 2020 og derefter" [KOM(2007) 2 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

RESUMÉ

Der er stærke videnskabelige beviser for, at der hurtigst muligt må gribes ind for at bekæmpe klimaændringerne. Ny forskning bekræfter, at klimaet rent faktisk ændrer sig, og der er tegn på, at ændringerne er taget til i tempo. Ved hjælp af konsekvensanalyser begynder man at kunne sætte præcise tal på, hvad det vil koste at lade stå til eller blot at fortsætte med de aktuelle politikker.

I 2005 lagde Kommissionen grunden til EU's klimaændringsstrategi. I ovennævnte meddelelse foreslår Kommissionen mere konkrete foranstaltninger, der tager sigte på at afbøde konsekvenserne af klimaændringerne og begrænse risikoen for alvorlige og uoprettelige forstyrrelser af det globale økosystem. Foranstaltningerne (både de kortsigtede og mere langsigtede) er rettet mod den udviklede verden (EU og andre industrialiserede lande) såvel som udviklingslandene.

EU har sammen med sine medlemsstater bekræftet EU's mål om at begrænse den gennemsnitlige temperaturstigning på verdensplan til 2° C i forhold til det førindustrielle niveau. Hvis denne grænse overskrides, vil konsekvenserne af klimaændringerne blive endnu mere graverende. Forskningen viser, at man ved at stabilisere koncentrationerne af drivhusgasser på 450 dele pr. million volumen CO2-ækvivalenter (ppmv CO2-ækvivalenter) har 50 % chance for at nå målet på 2° C, mens sandsynligheden for at nå målet, hvis drivhusgaskoncentrationerne når op på 550 ppmv CO2-ækvivalenter kun vil være 1:6 og ved koncentrationer på 650 ppmv CO2-ækvivalenter 1:16.

Omkostninger og fordele ved fremtidige politikvalg

Den seneste forskning, navnlig den igangværende PESETA-undersøgelse, der gennemføres under Det Fælles Forskningscenters auspicier, såvel som Stern-rapporten viser, at de økonomiske og sociale omkostninger ved ikke at gribe tilstrækkeligt ind over for klimaændringerne er meget høje. Ifølge Stern-rapporten beløber omkostningerne ved at lade stå til sig til 5-20 % af det globale BNP.

Højere dødelighed og sygelighed som følge af varme og kulde, skader på grund af hyppigere oversvømmelser, højere vandstand, ørkendannelse i de sydlige lande og færre drikkevandressourcer er blot nogle af de negative følger, som klimaændringen vil få for befolkningen, økosystemerne og ressourcerne, hvilket vil gå ud over både infrastrukturerne og livskvaliteten. PESETA-undersøgelsen vedrører navnlig konsekvenserne for landbruget, folkesundheden, turismen, vandområderne og kysterne i Europa.

Ifølge Kommissionens konsekvensanalyse vil de investeringer, der kræves for at holde koncentrationerne af drivhusgas på 450 ppmv CO2-ækvivalenter, beløbe sig til ca. 0,5 % af det globale BNP i perioden 2013-2030. Dette vil kun reducere den globale BNP-vækst med omkring 0,19 % årligt frem til 2030, en brøkdel af den forventede årlige BNP-vækst på 2,8 %. Kommissionen understreger i øvrigt, at de samlede omkostninger, der kræves for at bekæmpe klimaændringerne, er overdrevet, eftersom de ikke er korrigeret for de fordele, der er forbundet med bekæmpelsen af klimaændringerne.

Relevante foranstaltninger til bekæmpelse af klimaændringerne vil således medføre store fordele, også når det gælder afbødning af skader. Hvis man reducerer forbruget af fossile energikilder (navnlig olie og gas), kan de dermed forbundne importomkostninger bringes ned og energiforsyningssikkerheden øges betragteligt. En reduktion af CO2-emissionerne vil desuden bidrage til at forbedre luftkvaliteten, hvilket giver enorme sundhedsfordele. De fleste undersøgelser viser desuden, at klimapolitikken vil få en positiv indvirkning på beskæftigelsen på områder som f.eks. vedvarende energi og avanceret teknologi.

Fordelene ved at bekæmpe klimaændringerne rækker ud over EU's grænser. Andre lande vil kunne forvente lignende fordele, navnlig hvad angår energiforsyningssikkerhed og luftkvalitet, hvis de træffer foranstaltninger på linje med dem, EU har truffet.

Handling i EU

EU har allerede gennem sin interne indsats vist, at det er muligt at reducere drivhusgasemissionerne uden at bringe den økonomiske vækst i fare. Kommissionen understreger, at der stadig er et stort potentiel for emissionsreduktioner, og minder om EU's stærke engagement, når det gælder om at videreføre og udvide de allerede vedtagne foranstaltninger og træffe nye.

Kommissionen foreslår, at EU vedtager mål for nedbringelsen af drivhusgasemissioner. Den opfordrer til, at EU inden for rammerne af de internationale forhandlinger sætter sig som mål at reducere de udviklede landes drivhusgasemissioner med 30 % inden 2020 (i forhold til 1990-niveauet). Indtil der er indgået en international aftale, og uden at det berører EU's holdning i internationale forhandlinger, bør EU allerede nu påtage sig en ensidig og uafhængig forpligtelse til at reducere sine emissioner med mindst 20 % inden 2020. På mødet i Det Europæiske Råd i marts 2007 gav medlemsstaterne ligeledes et fast tilsagn om at ville nå disse mål.

I overensstemmelse med den strategiske analyse af EU' energipolitik slår Kommissionen til lyd for følgende energiforanstaltninger

• energieffektiviteten i EU skal forbedres med 20 % inden 2020
• de vedvarende energikilder skal dække 20 % af forbruget inden 2020
• der skal udarbejdes en politik for geologisk lagring af kulstof til gavn for miljøet.

Kommissionen vurderer, at EU's emissionshandelsordning (EU ETS) bør styrkes ved bl.a. at

• forlænge den periode, der kan tildeles kvoter for ud over de fem år, der gælder i øjeblikket
• udvide ordningen til at gælde for andre gasser og sektorer
• harmonisere de forskellige medlemsstaters procedurer for tildeling af kvoter
• sammenkæde EU's emissionshandelsordning med tilsvarende obligatoriske ordninger (f.eks. i Californien og Australien).

Med henblik på at reducere emissionerne fra transportsektoren opfordrer Kommissionen Rådet og Europa-Parlamentet til at vedtage Kommissionens forslag om at inkludere luftfarten i EU's emissionshandelsordning og om at sammenkæde afgifterne på passagerkøretøjer med deres CO2-emissionsniveau. Der vil ligeledes blive fremsat forslag om foranstaltninger til nedbringelse af CO2-emissionerne fra personbiler for navnlig at nå målet om 120g CO2/km. Kommissionen understreger desuden nødvendigheden af at styrke indsatsen for at begrænse emissionerne fra vejgodstransporten og skibsfarten og for at fremskynde udviklingen af biobrændstoffer.

Kommissionen går desuden ind for en reduktion af CO2-emissionerne i andre sektorer, f.eks. ved at forbedre beboelsesejendommes og kommercielle bygningers energieffektivitet. Kommissionen anbefaler ligeledes en reduktion af andre gasser, bl.a. ved at gennemføre og styrke de eksisterende foranstaltninger i landbruget og skovbruget, fastsætte grænser for metangasemissioner fra de forskellige industrier og fra gasmotorer eller inddrage disse gasser i EU's emissionshandelsordning. Kommissionen slår også til lyd for, at der fastsættes restriktioner af eller forbud mod brug af fluorholdige drivhusgasser, og at der træffes foranstaltninger til reduktion af emissionerne af dinitrogenoxid fra forbrænding og store anlæg.

Det er ligeledes vigtigt hurtigt at mobilisere de finansielle midler, der er afsat til forskning i miljø, energi og transport inden for rammerne af Fællesskabets syvende rammeprogram. Det budget, der er afsat til forskning efter 2013, bør desuden forøges for at fremme udviklingen af rene teknologier og kendskabet til klimaændringerne og deres virkninger. Handlingsplanerne for energi- og miljøteknologi bør gennemføres fuldt ud.

De strategiske retningslinjer til sikring af samhørighed, der fremmer udviklingen af bæredygtig transport og energi samt miljøteknologier, bør anvendes.

International handling

Kampen mod klimaændringerne kan kun vindes gennem handling på globalt plan. For at munde ud i konkrete forpligtelser skal de internationale forhandlinger bevæge sig ud over retorikken.

Kommissionen mener således, at de udviklede lande som led i en international aftale for perioden efter 2012 bør forpligte sig til at reducere deres drivhusgasser med 30 % senest i 2020 i forhold til 1990-niveauet. De udviklede lande har den teknologiske og finansielle kapacitet til at reducere deres emissioner og bør derfor yde den største indsats gennem det næste årti. Emissionshandelsordninger vil være et centralt redskab til at sikre, at de udviklede lande kan nå deres mål på en omkostningseffektiv måde.

Væksten i udviklingslandenes økonomier og emissioner gør det bydende nødvendigt, at de snarest muligt begynder at begrænse deres stigende emissioner, og at de reducerer deres emissioner i absolutte tal efter 2020. I 2020 vil udviklingslandene tegne sig for over halvdelen af drivhusgasemissionerne.

Mange udviklingslande gør allerede en indsats for at bremse stigningen i deres drivhusgasemissioner gennem politikker, der er begrundet i økonomiske, forsyningssikkerhedsmæssige eller lokale miljømæssige fordele. Der er mange strategiske muligheder for udviklingslandene, hvor fordelene opvejer omkostningerne, som f.eks. forbedring af energieffektiviteten, fremme af vedvarende energikilder, foranstaltninger vedrørende luftkvaliteten og opsamling af metan fra f.eks. deponeringsanlæg.

Følgende er retningslinjer for, hvordan disse lande kan styrke deres indsats

• Kyoto-protokollens mekanisme for bæredygtig udvikling bør strømlines og udvides til at omfatte hele nationale sektorer
• adgangen til finansiering bør forbedres gennem en kombination af de forskellige disponible instrumenter, således at udviklingslandene kan få installeret el-kraftværker, der er så "bæredygtige" som muligt
• der bør indføres en ordning for handel med emissionsrettigheder, der omfatter de industrisektorer, hvor der er tilstrækkelig kapacitet til at overvåge emissionerne
• lande, der har nået et udviklingsstade svarende til de udviklede landes, bør påtage sig reduktionsforpligtelser, der modsvarer deres udviklingsstade
• ingen forpligtelser for de mindst udviklede lande.

En fremtidig international aftale bør desuden omfatte følgende elementer: udbygget forsknings- og udviklingssamarbejde, opbremsning af afskovningen og fornyelse af skovområderne, tilpasning til de uundgåelige følgevirkninger af klimaændringerne og indgåelse af en international aftale om energieffektivitetsstandarder.

Kontekst

Denne meddelelse er en opfølgning af meddelelsen fra 2005, der opstiller nøgleelementerne i EU's fremtidige strategi for bekæmpelse af klimaændringer. De foreslåede strategiske foranstaltninger er tæt forbundet med den "energipakke", som Kommissionen offentliggjorde i januar 2007, hvori den definerer en ny europæisk energipolitik og fastsætter konkrete mål.

Ifølge forskningsresultaterne er de aktuelle metan- og CO2- koncentrationer i atmosfæren højere end på noget tidspunkt i de seneste 650 000 år, hvilket forøger drivhuseffekten drastisk. For at begrænse den gennemsnitlige temperaturstigning på verdensplan til 2° C skal de globale emissioner være halveret senest i 2050 i forhold til 1990-niveauet, hvilket forudsætter, at de udviklede lande reducerer deres emissioner med 60-80 % senest i 2050, og at udviklingslandene inddrages i gradvis stigende omfang.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Meddelelse fra Kommissionen af 9. marts 2010, om International klimapolitik efter København: Handling nu for at sætte nyt skub i den globale indsats mod klimaforandringer [KOM(2010) 86 endelig – ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

Meddelelse fra Kommissionen af 10. januar 2007, om en energipolitik for Europa [KOM(2007) 1 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

Denne meddelelse er grundpillen i den række foranstaltninger, som Kommissionen forelagde i januar 2007 ("energipakken"). Kommissionen giver en oversigt over de udfordringer på energiområdet, som EU står over for, herunder navnlig klimaændringer og forsyningssikkerhed, og giver en detaljeret beskrivelse af en række foranstaltninger, der bl.a. vedrører det indre energimarked, forsyningssikkerhed, energieffektivitet, vedvarende energikilder, energiteknologi og international energipolitik.

Seneste ajourføring: 31.08.2011