EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

De minimis-støtte

De minimis-reglen er ajourført, og støtte på under 200 000 EUR er fremover fritaget for anmeldelsespligten over for Europa-Kommissionen.

DOKUMENT

Kommissionens forordning (EF) nr. 1998/2006 af 15. december 2006 om anvendelse af traktatens artikel 87 og 88 på de minimis-støtte.

RESUMÉ

En ny forordning ajourfører de minimis-reglen ved bl.a. at fordoble maksimumbeløbet og udvide anvendelsesområdet.

De minimis-reglen

Det fastsættes i artikel 108, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) (tidligere artikel 88, stk. 3, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (TEF)), at Europa-Kommissionen skal underrettes om statsstøtteforanstaltninger, så denne kan fastslå, om de er forenelige med fællesmarkedet i henhold til artikel 107, stk. 1, i TEUF (tidligere artikel 87, stk. 1 i TEF). Visse kategorier af støtte kan ikke desto mindre fritages for anmeldelsespligten i henhold til forordning (EF) nr. 994/98.

De minimis-reglen er således indført for at fritage støtte af beskeden størrelse. Den fastsætter et loft, under hvilket støtten falder uden for anvendelsesområdet for artikel 107, stk.1, i TEUF, og derfor ikke er omfattet af anmeldelsesproceduren i artikel 108, stk. 3, i TEUF.

De minimis-loftet

Støtte, der ydes for en periode af tre år og ikke overstiger et loft på 200 000 EUR betragtes ikke som statsstøtte i den i artikel 107, stk. 1, i TEUF anvendte betydning.

Der gælder et særligt loft på 100 000 EUR for vejtransportsektoren.

Treårsperioden svarer fremover til tre regnskabsår.

Loftet på oprindeligt 100 000 EUR i forordning (EF) nr. 69/2001 er således blevet fordoblet.

Gennemsigtig støtte

For at forhindre misbrug finder forordningen udelukkende anvendelse på gennemsigtig de minimis-støtte.

Støtte kan betragtes som gennemsigtig støtte, hvis det nøjagtige støttebeløb kan forudberegnes præcist, uden at det er nødvendigt at foretage en risikovurdering.

Som gennemsigtig støtte betragtes:

  • støtte bestående af lån, når beløbet er beregnet på grundlag af de gældende markedsrenter på støttetidspunktet
  • støtte bestående af kapitaltilførsler, hvis det samlede beløb i forbindelse med den offentlige kapitaltilførsel holdes under de minimis-loftet
  • støtte bestående af transaktioner med risikokapital, hvis den kapital, der leveres til hver støttemodtagende virksomhed gennem risikokapitalordningen, holdes under de minimis-loftet
  • støtte bestående af lånegarantier, når den garanterede del af lånet ikke overstiger 1,5 mio. EUR (eller 750 000 EUR for vejtransportsektoren). Landene i Den Europæiske Union (EU) kan imidlertid yde lånegarantier på beløb over 1,5 mio. EUR, hvis de ifølge en metode, der accepteres af Kommissionen, beviser, at støtteelementet i garantien ikke overstiger 200 000 EUR.

Anvendelsesområde

Følgende er ikke omfattet af forordningen: fiskeri, akvakultur, primærproduktion af landbrugsprodukter, eksportstøtte, støtte, der er betinget af, at nationale produkter foretrækkes, kulsektoren, støtte til køb af køretøjer til vejgodstransport og støtte til kriseramte virksomheder.

Forordningen finder anvendelse på støtte til virksomheder inden for alle andre sektorer, fremover også transportsektoren og på visse betingelser forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter.

EU-landenes samarbejde

EU-landene skal sikre sig, at det samlede støttebeløb, der ydes til en virksomhed i løbet af tre regnskabsår, og som betegnes som de minimis-støtte, ikke overstiger 200 000 EUR.

Når EU-landene yder de minimis-støtte, skal de i øvrigt underrette virksomheden om det potentielle støttebeløb og om støttens karakter af de minimis-støtte med udtrykkelig henvisning til forordning (EF) nr. 1998/2006.

Kontekst

De minimis-reglen, som blev indført i en meddelelse fra 1996, indgik i forordning (EF) nr. 69/2001. Erfaringerne med anvendelsen af denne forordning og udviklingen i inflationen og væksten i EU's bruttonationalprodukt (BNP) begrunder en ajourføring af forordningens bestemmelser.

Den nye de minimis-forordning indgår i øvrigt som led i Kommissionens handlingsplan for statsstøtte og supplerer retningslinjerne for risikoinvesteringer og rammebestemmelserne for støtte til forskning, udvikling og innovation.

Referencer

Retsakt

Ikrafttræden - Udløbsdato

Gennemførelsesdato i medlemsstaterne

Den Europæiske Unions Tidende

Forordning (EF) nr. 1998/2006

1.1.2007 - 31.12.2013

-

EUT L 379 af 28.12.2006

Seneste ajourføring: 18.10.2011

Top