EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Lovpligtig revision — sikring af nøjagtige årsregnskaber for virksomheder

 

RESUMÉ AF:

Direktiv 2006/43/EF om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber

HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?

  • I sin oprindelige form samler det to eksisterende retsakter (direktiv 78/660/EØF om årsregnskaberne for visse selskabsformer og direktiv 83/349/EØF om konsoliderede regnskaber) for at forbedre pålideligheden af virksomheders årsregnskaber.
  • I sin ændrede form fastlægger det Den Europæiske Unions (EU) regler, herunder mindstekrav, for lovpligtige revision * af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber og sikring af årlig og konsolideret bæredygtighedsrapportering. Den definerer også revisorens * rolle.
  • Det søger at sikre, at regnskaberne giver et retvisende og rimeligt billede af virksomhedens aktiver, passiver, økonomiske stilling og overskud eller underskud. Det har desuden til formål at sikre, at ledelsens beretning, herunder bæredygtighedsrapportering, er i overensstemmelse med gældende lovkrav.

HOVEDPUNKTER

Offentligt register over revisorer

  • Lovpligtig revision må kun udføres af revisorer eller revisionsfirmaer, som er godkendt af EU-medlemsstaternes kompetente myndigheder.
  • Medlemsstaterne skal føre et offentligt register over disse.
  • Registeret indeholder også oplysninger om, hvorvidt revisoren også er godkendt til at udføre sikring af bæredygtighedsrapportering.

Anerkendelse af revisionsfirmaer uden for deres hjemland

  • Et revisionsfirma, som ønsker at udføre lovpligtige revisioner i en anden medlemsstat end sit hjemland, skal registreres hos den kompetente myndighed i værtslandet.
  • Den kompetente myndighed i værtslandet skal registrere revisionsfirmaet, hvis det er blevet registreret hos den kompetente myndighed i firmaets hjemland.

Godkendelse af revisorer fra en anden medlemsstat

Revisorer fra andre medlemsstater skal muligvis gennemgå en prøvetid (på højst 3 år) og/eller prøver. Dette sikrer, at de har et tilstrækkeligt kendskab til områder som for eksempel selskabsret, skatteret og social lovgivning. Når de er blevet godkendt, skal de optages i det offentlige register.

Efteruddannelse

  • Revisorer skal deltage i efteruddannelse for at vedligeholde og opdatere deres teoretiske viden, kvalifikationer og værdier.
  • Der pålægges sanktioner, hvis de ikke overholder disse krav til efteruddannelse.

Uafhængighed og objektivitet

  • Medlemsstaterne skal sikre, at revisorer eller revisorfirmaer og alle fysiske personer, som kan have direkte eller indirekte indflydelse på udfaldet af en lovpligtig revision, under arbejdet er uafhængige af den virksomhed, som revideres, og ikke er involveret i beslutningstagningen i den virksomhed, som revideres.
  • Uafhængighed er påkrævet i både:
    • den periode, som årsregnskabet dækker
    • den periode, i hvilken den lovpligtige revision udføres.

Tilrettelæggelse af arbejdet

Medlemsstaterne sikrer, at revisionsfirmaet udpeger mindst én ledende revisionspartner, når den lovpligtige revision udføres af et revisionsfirma. Revisionsfirmaet giver den eller de ledende revisionspartnere tilstrækkelige ressourcer samt personale, der har de nødvendige kompetencer og evner til at udføre deres opgaver korrekt. Der gælder en lignende regel, når et firma udfører sikring af bæredygtighedsrapportering.

Fortrolighed og tavshedspligt

  • Revisorer er bundet af strenge regler om at respektere deres klienters ret til beskyttelse af private oplysninger, men disse regler må ikke forhindre, at dette direktiv håndhæves.
  • Disse regler fortsætter med at gælde for revisionsfirmaer, som ikke længere er i en bestemt revisionsopgave.

Internationale standarder

Alle lovpligtige revisioner skal udføres på grundlag af internationale revisionsstandarder, hvis og når de vedtages af Europa-Kommissionen. Kommissionen har skønsbeføjelser til at vedtage disse standarder, og den kan kun vedtage dem, hvis de overholder visse betingelser. Så længe Kommissionen ikke har vedtaget internationale standarder, kan medlemsstaterne anvende nationale standarder.

Udnævnelse og afskedigelse

  • Revisoren eller revisionsfirmaet udnævnes af generalforsamlingen eller selskabsdeltagerne i den virksomhed, der revideres, men medlemsstaterne kan tillade alternativer, så længe den lovpligtige revisors eller revisionsfirmaets uafhængighed i den virksomhed, der revideres, sikres.
  • Revisorer eller revisionsfirmaer kan kun afskediges, hvis dette kan begrundes. Meningsforskelle vedrørende regnskabsmæssig behandling eller revisionsprocedurer kan ikke begrunde en afskedigelse.

Revision af konsoliderede regnskaber

Ved revision af konsoliderede regnskaber (dvs. af et moderselskab og datterselskaber) er der en tydelig definition af ansvarsområder mellem revisorer, som reviderer dele af koncernen. Koncernrevisoren (dvs. den revisor eller det revisionsfirma, som reviderer de konsoliderede regnskaber) bærer det fulde ansvar for revisionspåtegningen.

Kvalitetssikring

  • Medlemsstaterne skal indføre et kvalitetssikringssystem, som er uafhængigt af de revisorer, som skal undersøges, og som er underlagt offentligt tilsyn.
  • Systemet omfatter en vurdering af:
    • opfyldelsen af gældende revisionsstandarder og uafhængighedskrav
    • de anvendte ressourcers omfang og kvalitet
    • de beregnede revisionshonorarer og, hvor det er relevant, de beregnede honorarer for sikring af bæredygtighedsrapportering
    • revisionsfirmaets interne kvalitetskontrolsystem.
  • Finansieringen af kvalitetssikringssystemet skal være sikker og ikke kunne give anledning til urimelig påvirkning af revisorer og revisionsfirmaer.
  • Udvælgelse af kontrollanter til specifikke kvalitetssikringsopgaver skal ske efter en objektiv procedure, som kan sikre, at der ikke er interessekonflikter mellem kontrollanterne og den revisor eller det revisionsfirma, der undersøges.

Standarder for sikring af bæredygtighedsrapportering

  • Medlemsstaterne skal kræve, at revisorer og revisionsfirmaer udfører sikring af bæredygtighedsrapportering i overensstemmelse med de sikringsnormer, der vedtages af Kommissionen.
  • Medlemsstaterne kan dog anvende nationale sikringsstandarder, -procedurer eller -krav, så længe Kommissionen ikke har vedtaget en sikringsstandard, der dækker samme emne.

Revisionspåtegning og rapport om sikring af bæredygtighedsrapportering

Direktivet fastsætter detaljerede regler for, hvordan revisoren skal fremlægge resultaterne af den lovpligtige revision og sikringen af bæredygtighedsrapporteringen. Endvidere skal disse rapporter udarbejdes i overensstemmelse med de krav til sikringsstandarder, som Kommissionen og/eller medlemsstaterne har vedtaget.

Medlemsstaterne kan tillade en uafhængig udbyder af erklæringsydelser*, der er etableret på deres område, at sikre bæredygtighedsrapportering, forudsat at udbyderen er underlagt krav, der svarer til kravene til revisorer i direktiv 2006/43/EF.

Undersøgelser og sanktioner

  • Medlemsstaterne skal sikre, at der er effektive undersøgelses- og sanktionssystemer med henblik på at konstatere, korrigere og forhindre utilstrækkelig gennemførelse af den lovpligtige revision.
  • Foranstaltninger og sanktioner over for revisorer og revisionsfirmaer skal offentliggøres på passende vis. Sanktionerne skal omfatte muligheden for at fratage godkendelsen.

Små virksomheder

  • Der er ingen EU-krav om, at små virksomheder skal have lovpligtig revision.
  • I de medlemsstater, hvor der kræves lovpligtig revision af små virksomheder, skal revisionen udføres under hensyntagen til de pågældende virksomheders størrelse og aktiviteter.

Virksomhed af interesse for offentligheden*

Lovpligtig revision af virksomheder af interesse for offentligheden er underlagt strenge regler på grund af behovet for pålidelige oplysninger og deres relevans for offentligheden og investorer. Disse omfatter:

  • en mere detaljeret revisionspåtegning, som indeholder oplysninger om udførelse af revisionen
  • udskiftning af revisorer/revisionsfirmaer
  • en liste over ikkerevisionsydelser, som ikke kan leveres af revisoren eller revisionsfirmaet til den virksomhed, som revideres; listen skal udarbejdes af medlemsstaterne
  • grænser for revisionshonorarer for ikkerevisionsydelser
  • oprettelse af et revisionsudvalg, som spiller en vigtig rolle i udnævnelse af revisoren og tilsyn med revisionen.

Forordning (EU) nr. 537/2014 indeholder flere regler, som specifikt gælder for virksomheder af interesse for offentligheden.

Gennemførelsesretsakter og delegerede retsakter

Direktivet giver Kommissionen lov til at vedtage gennemførelsesretsakter og delegerede retsakter med hensyn til direktivets internationale aspekter. Disse kan angive nærmere, hvordan medlemsstaterne og de forskellige markedsdeltagere skal overholde de forpligtelser, der er indeholdt i direktivet på dette område.

HVORNÅR GÆLDER REGLERNE FRA?

Direktivet skulle være gennemført i national lovgivning den 29. juni 2008.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

VIGTIGE BEGREBER

Lovpligtig revision. En lovpligtig gennemgang af regnskaber med det formål at give aktionærerne en vurdering af nøjagtigheden af virksomheders eller offentlige organers regnskaber.
Revisor. En fysisk person, der i overensstemmelse med direktiv 2006/43/EF er godkendt af en medlemsstats kompetente myndigheder til at udføre lovpligtige revisioner og, hvor det er relevant, sikring af bæredygtighedsrapportering.
Uafhængig udbyder af erklæringsydelser. Et overensstemmelsesvurderingsorgan, der er akkrediteret i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 765/2008 med henblik på at sikre bæredygtighedsrelaterede oplysninger i henhold til artikel 34, stk. 1, i direktiv 2013/34/EU.
Virksomhed af interesse for offentligheden. Disse omfatter:

  • virksomheder, som er børsnoteret i en medlemsstat
  • kreditinstitutter
  • forsikringsselskaber
  • virksomheder af interesse for offentligheden, som medlemsstaterne har udpeget som værende virksomheder af interesse for offentligheden på grund af arten af deres aktiviteter, deres størrelse eller medarbejderantal.

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF af 17. maj 2006 om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber, om ændring af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF og om ophævelse af Rådets direktiv 84/253/EØF (EUT L 157 af 9.6.2006, s. 87-107).

Efterfølgende ændringer til direktiv 2006/43/EF er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 537/2014 af 16. april 2014 om specifikke krav til lovpligtig revision af virksomheder af interesse for offentligheden og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2005/909/EF (EUT L 158 af 27.5.2014, s. 77-112).

Se den konsoliderede udgave.

seneste ajourføring 20.11.2023

Top