EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Ensartet udformning af visa til ikke-EU-statsborgere

 

RESUMÉ AF:

Forordning (EF) nr. 1683/95 — regler for EU’s ensartede udformning af visa

HVAD ER FORMÅLET MED DENNE FORORDNING?

I 1995 oprettede EU en ensartet udformning af et EU-visum i form af et selvklæbende mærkat, der skal påklæbes visumpligtige ikke-EU-statsborgeres rejsedokument.

Forordningen fastsætter regler for den ensartede udformning af visa, ikke kun for Schengenlandene* , men også for Det Forenede Kongerige (1) og Irland.

HOVEDPUNKTER

Den ensartede udformning finder anvendelse på:

  • et påtænkt ophold i et eller flere lande i Schengenområdet af sammenlagt højst tre måneders varighed
  • transit gennem de internationale transitområder i lufthavne i Schengenlandene (»lufthavnstransitvisa«).

Hvad angår Schengenlandene giver et visum til kortvarigt ophold udstedt af et af disse lande for eksempel indehaveren ret til at rejse gennem de 26 lande i op til 90 dage i løbet af en periode på 180 dage.

Visum til ophold i en længere periode udstedes fortsat i henhold til nationale procedurer (dvs. for at tillade, at indehaveren arbejder eller opretter erhvervsmæssig virksomhed).

Oplysninger på visummærkatet

Det ensartede visummærkat indeholder antallet af dage, som en ikke-EU-statsborger må opholde sig i Schengenområdet samt i Det Forenede Kongerige (1) og Irland. På et Schengenvisum skal dagene tælles fra den dato, vedkommende rejser ind i Schengenområdet (indrejsestempel), til den dato, vedkommende forlader Schengenområdet (udrejsestempel), begge dage inklusive.

Visummets præcise gyldighedsperiode angives på visummærkatet under overskriften »Opholdets varighed«.

Forordning (EU) 2017/1370 indfører en ny udformning af visummærkatet med ekstra sikkerhedselementer, som skal forhindre forfalskning. De nye foranstaltninger, som trådte i kraft den 17. august 2017, gælder ikke for Irland og Det Forenede Kongerige (1). Ikke desto mindre kan disse lande anmode Europa-Kommissionen om at indgå ordninger for at udveksle tekniske oplysninger om modellen for deres nationale visa.

Tekniske specifikationer

Det ensartede visum skal overholde:

  • en række tekniske specifikationer, som omhandler universelt genkendelige sikkerhedselementer, der er umiddelbart synlige for øjet, for eksempel:
    • et integreret fotografi, der er fremstillet efter høje sikkerhedsstandarder
    • et logo bestående af et eller flere bogstaver, der angiver det udstedende land — eller en gruppe af lande for Benelux-landene
  • andre tekniske specifikationer, som har til formål at forhindre forfalskninger af visa og til visning af metoder til udfyldning af visa.

Hvert EU-land udpeger kun én myndighed, der har godkendelse til trykning af visa. Landet skal oplyse navnet på dette organ til Kommissionen og de andre EU-lande.

De tekniske specifikationer for det nye visummærkat vil blive fastlagt i en gennemførelsesafgørelse fra Kommissionen. Forordningen træder i kraft senest 15 måneder efter vedtagelsen af de yderligere tekniske specifikationer, der er omhandlet i forordning (EF) nr. 1683/95.

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?

Den trådte i kraft den 3. august 1995.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

VIGTIGE BEGREBER

Schengenlandene: Belgien, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Island, Italien, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Malta, Nederlandene, Norge, Polen, Portugal, Schweiz, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig.

HOVEDDOKUMENT

Rådets forordning (EF) nr. 1683/95 af 29. maj 1995 om ensartet udformning af visa (EFT L 164 af 14.7.1995, s. 1-4)

Efterfølgende ændringer af forordning (EF) nr. 1683/95 er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 810/2009 af 13. juli 2009 om en fællesskabskodeks for visa (visumkodeks) (EUT L 243 af 15.9.2009, s. 1-58)

Se den konsoliderede udgave.

Rådets forordning (EF) nr. 333/2002 af 18. februar 2002 om ensartet udformning af ark til påføring af visum udstedt af medlemsstater til personer, hvis rejsedokumenter ikke anerkendes af den medlemsstat, der udarbejder det pågældende ark (EFT L 53 af 23.2.2002, s. 4-6)

seneste ajourføring 01.02.2018



(1) Storbritannien forlader EU og bliver dermed et tredjeland (ikke-EU-land) fra og med den 1. februar 2020.

Top