EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

European Case Law Identifier

 

RESUMÉ AF:

Handlingsplan for e-justice for 2019-2023

Konklusioner med en opfordring til at indføre European Case Law Identifier (ECLI) og et minimumssæt ensartede metadata for retspraksis

Artikel 67 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

HVAD ER FORMÅLET MED HANDLINGSPLANEN OG ARTIKLEN I TRAKTATEN?

Handlingsplanen for e-justice i EU for 2019-2023 er en videreførelse af EU’s handlingsplan for e-justice for 2014-2018, som nu er afsluttet. Begge handlingsplaner afspejler vigtigheden af grænseoverskridende adgang til national retspraksis*, behovet for standardisering og et decentralt teknisk system.

I konklusionerne opfordres der til at indføre European Case Law Identifier (ECLI) og et minimumssæt ensartede metadata* for retspraksis.

Konklusionerne er baseret på artikel 67, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Artiklen fastslår, at EU skal være et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor de grundlæggende rettigheder og EU-landenes forskellige retssystemer og retstraditioner respekteres.

HOVEDPUNKTER

Adgang til retspraksis har afgørende betydning for retsstaten — en af de vigtigste værdier i EU som fastlagt i artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union. Denne adgang:

  • sikrer juridisk kontrol
  • bidrager til at gøre retsvæsenet mere gennemsigtigt og
  • holder offentligheden orienteret om udviklingen i lovgivningen.

De nationale domstoles retspraksis er en væsentlig kilde til oplysninger om EU-landenes retssystemer, men også om EU-retten. Ud over sproglige problemer har manglen på ensartede case law identifiers været en hindring for forskning på tværs af grænserne i forhold til retlige spørgsmål. Borgere, retsvæsenets aktører og nationale myndigheder havde derfor brug for et redskab, hvor man nemt kunne søge i og efterfølgende klart henvise til retspraksis både nationalt og på EU-plan.

Formålet var ikke at etablere en centraliseret europæisk database over national retspraksis. I stedet blev der etableret et fælles system til identifikation af og metadata vedrørende retspraksis.

Konklusionerne opfordrede derfor EU-landene til på frivillig basis at etablere:

  • et minimumssæt af ensartede metadata: Rådet for Den Europæiske Union har udarbejdet en liste med metadata, såsom navnet på domstolen, det land, hvor domstolen er beliggende, og datoen for en afgørelse, som skal være angivet i hvert dokument, der er en dom
  • ECLI: denne standardidentifikator, der gør det nemmere at identificere retsafgørelser, omfatter 5 obligatoriske komponenter:
    • »forkortelsen ECLI«: for at identificere identifikatoren som en European Case Law Identifier
    • landekoden
    • forkortelsen for domstolen, som afsagde dommen
    • året for dommen
    • et ordenstal på op til 25 alfanumeriske tegn i et format, som er op til det enkelte EU-land
    • elementerne separeres med kolon (:). Ingen andre skilletegn er tilladt.

Hvert deltagende EU-land, der anvender ECLI, skal udpege en statslig eller retslig organisation til national ECLI-koordinator. De enkelte domstole i et land kan til enhver tid tilslutte sig systemet. ECLI er desuden blevet indført af appelkamrene for Den Europæiske Patentmyndighed og af Den Europæiske Unions Domstol (der også fungerer som ECLI-koordinator for EU). En europæisk identifikator er blevet tildelt alle retsafgørelser, der træffes, ikke kun dem, der offentliggøres på internettet.

Fordelene ved ECLI er:

  • enklere henvisning til retspraksis og tidsbesparelse for retsvæsenets aktører og akademikere i forbindelse med søgning
  • en flersproget ECLI-søgemaskine, hvor brugerne kan fremsøge retsafgørelser fra databaser tilhørende udgivere af retspraksis, som følger ECLI-standarden og tillader adgang til deres data
  • de nationale dommere bliver bedre til at anvende EU-lovgivningen, fordi de nemmere kan finde frem til relevant retspraksis
  • øget gensidig forståelse mellem de forskellige retssystemer i EU-landene.

I december 2018 vedtog Rådet strategi og handlingsplan for udvikling af e-justice for perioden 2019-2023. Arbejdet vedrørende e-justice centreres om tre målsætninger

  • bedre adgang til information inden for retsområdet
  • fortsat digitalisering af retslige og udenretslige procedurer for at tilbyde nemmere og hurtigere adgang til retsafgørelser
  • fokus på den tekniske gennemførelse og forvaltning af de nationale e-justicesystemer, der skal muliggøre sammenkobling af og interoperabilitet mellem EU-landenes systemer.

BAGGRUND

Information om ECLI findes på den europæiske e-justice-portal. Portalen indeholder oplysninger om formatet og anvendelsen af identifikatoren samt om metadata og de nationale koordinatorer. Det giver også adgang til et ECLI-søgeinterface. Dette interface er ikke en database på europæisk plan, men giver mulighed for ved hjælp af ECLI og visse metadata enkelt at søge på indbyrdes forbundne nationale databaser eller websteder.

VIGTIGE BEGREBER

Retspraksis: alle de retsafgørelser, der vedrører et retligt spørgsmål.
Metadata: data inden for informationsteknologi, der beskriver andre data, f.eks. ved at levere oplysninger om datoen for en publikation eller om dataenes ophavsmand. Metadata gør det dermed nemmere til finde oplysninger. De forbedrer ligeledes relevansen af de resultater, der vises i søgemaskiner.

HOVEDDOKUMENTER

Handlingsplan for e-justice for 2019-2023 (EUT C 96 af 13.3.2019, s. 9-32).

Konsolideret udgave af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde — Tredje del — Unionens interne politikker og foranstaltninger — Afsnit V — Område med frihed, sikkerhed og retfærdighed — Kapitel 1 — Almindelige bestemmelser — Artikel 67 (tidl. artikel 61 i TEF og tidl. artikel 29 i TEU) (EUT C 202 af 7.6.2016, s. 73).

Rådets konklusioner med en opfordring til at indføre European Case Law Identifier (ECLI) og et minimumssæt ensartede metadata for retspraksis (EUT C 127 af 29.4.2011, s.1-7).

TILHØRENDE DOKUMENTER

Strategi for e-justice 2019-2023 (EUT C 96 af 13.3.2019, s. 3-8).

Flerårig handlingsplan for e-justice 2014-2018 (EUT C 182 af 14.6.2014, s. 2-13).

seneste ajourføring 29.04.2019

Top