EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Licensordning for import af træ til EU

 

RESUMÉ AF:

Forordning (EF) nr. 2173/2005 om indførelse af en FLEGT-licensordning for import af træ

HVAD ER FORMÅLET MED FORORDNINGEN?

  • Forordningen om retshåndhævelse, god forvaltningspraksis og handel på skovbrugsområdet, også kendt som FLEGT-forordningen, sikrer, at træ og træprodukter, der eksporteres til EU fra partnerlande, som har undertegnet en frivillige partnerskabsaftale med EU og gennemført en FLEGT-licensordning, er blevet lovligt fældet.
  • Den supplerer forordning (EU) nr. 995/2010, som har til formål at forbyde markedsføring af ulovligt fældet træ og produkter fremstillet heraf i EU.
  • Den blev ændret ved forordning (EU) nr. 657/2014, delegerede forordning (EU) 2016/1387 og forordning (EU) 2019/1010.

HOVEDPUNKTER

  • Denne forordning finder anvendelse på import af træprodukter anført i bilag II og III fra partnerlande nævnt i bilag I.
  • Medlemskab af FLEGT-licensordningen gennemføres via frivillige partnerskabsaftaler med træproducerende lande, der ønsker at undertegne en sådan aftale med EU. De enkelte partnerskabsaftaler beskriver den aftalte plan og forpligtelserne.
  • Eksporterende lande, som indgår en frivillig partnerskabsaftale, skal udvikle et system til at kontrollere deres træprodukters lovlighed.
  • Alle forsendelser af træ fra lande, der har indgået en frivillig partnerskabsaftale, og som har en operationel FLEGT-licensordning, skal være omfattet af en FLEGT-licens, som certificerer overensstemmelse med kravene i FLEGT-licensordningen. Forsendelser af træ kan ikke komme ind på EU-markedet uden en FLEGT-licens.
  • Hvis der er tvivl om gyldigheden af en FLEGT-licens ved en EU-grænse, skal de kompetente myndigheder anmode om yderligere kontrol fra den myndighed, der har udstedt licensen (omkostningerne til kontrollen afholdes af importøren, medmindre det pågældende EU-land bestemmer andet). Toldmyndighederne kan suspendere frigivelsen af træ, hvis de har grund til at tro, at FLEGT-licensen ikke er gyldig.
  • EU-landene skal fastlægge sanktioner i tilfælde af overtrædelse af denne forordning.

Ændringer

  • Forordning (EU) nr. 657/2014 ændrede forordning (EF) nr. 2173/2005, idet den giver Europa-Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter.
  • Kommissionens delegerede forordning (EU) 2016/1387 ændrer bilag I og III, idet den anerkender, at Indonesien blev det første partnerland, der fik en operationel FLEGT-licensordning og dermed kunne udstede FLEGT-licencer.
  • Forordning (EU) 2019/1010 ændrer den oprindelige forordning med hensyn til de rapporter, som EU-landene skal udarbejde hvert år. I henhold til den oprindelige forordning skulle de indsende en rapport til Kommissionen, der angiver mængderne af træprodukter, der er importeret under FLEGT-licensordningen, antallet af FLEGT-licenser, der er modtaget, og antallet af sager og mængder af træ og træprodukter, der er importeret uden en FLEGT-licens (dvs. ulovlig import). Ændringsforordningen angiver dog ikke, hvad der skal indgå i den rapport, der skal indsendes af EU-landene. Ud over at EU-landene skal indsende disse rapporter til Kommissionen, kræver forordningen også, at rapporterne gøres tilgængelige for offentligheden.
  • Forordning (EU) 2019/1010 kræver desuden, at Kommissionen indsender en rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om forordningens funktionsmåde og effektivitet hvert femte år fra og med 2021.

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?

Den trådte i kraft den 30. december 2005.

BAGGRUND

FLEGT-godkendelsessystemet blev første gang foreslået i 2003 i FLEGT-handlingsplanen, som sigtede mod at bekæmpe ulovlig skovhugst og forbedre udbud og efterspørgsel af lovligt træ. Den var hovedsageligt rettet mod skovrige områder i Centralafrika, Rusland, Sydøstasien og dele af Sydamerika.

For yderligere oplysninger henvises til:

HOVEDDOKUMENTER

Rådets forordning (EF) nr. 2173/2005 af 20. december 2005 om indførelse af en FLEGT-licensordning for import af træ til Det Europæiske Fællesskab (EUT L 347 af 30.12.2005, s. 1-6).

Efterfølgende ændringer af forordning (EF) nr. 2173/2005 er blevet integreret i den originale tekst. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1010 af 5. juni 2019 om tilpasning af rapporteringsforpligtelser inden for miljølovgivning og om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 166/2006 og (EU) nr. 995/2010, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/49/EF, 2004/35/EF, 2007/2/EF, 2009/147/EF og 2010/63/EU, Rådets forordning (EF) nr. 338/97 og (EF) nr. 2173/2005, og Rådets direktiv 86/278/EØF (EUT L 170 af 25.6.2019, s. 115-127).

TILHØRENDE DOKUMENTER

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2016/1387 af 9. juni 2016 om ændring af bilag I og III til Rådets forordning (EF) nr. 2173/2005 som opfølgning på en frivillig partnerskabsaftale med Indonesien om en FLEGT-licensordning for import af træ til Den Europæiske Union (EUT L 223 af 18.8.2016, s. 1-9).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 995/2010 af 20. oktober 2010 om fastsættelse af krav til virksomheder, der bringer træ og træprodukter i omsætning (EUT L 295 af 12.11.2010, s. 23-34).

last update 11.09.2019

Top