EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Slovakiet

1) REFERENCER

Kommissionens udtalelse [KOM(1997) 2004 endelig udg. - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]

Kommissionens rapport [KOM(1998) 703 endelig udg. - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]

Kommissionens rapport [KOM(1999) 511 endelig udg. - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]

Kommissionens rapport [KOM(2000) 711 endelig udg. - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]

Kommissionens rapport [SEK(2001) 1754 - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]

Kommissionens rapport [KOM(2002) 700 endelig udg. - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]

Kommissionens rapport [KOM(2003) 675 endelig - SEK(2003) 1209 - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

Traktat om tiltrædelse af Den Europæiske Union [Den Europæiske Unions Tidende L 236 af 23.9.2003]

2) RESUMÉ

I sin udtalelse af juli 1997 vurderede Europa-Kommissionen, at Slovakiet formentlig var i stand til på mellemlang sigt at indføre EU-retten på forbrugerbeskyttelsesområdet. Den opfordrede imidlertid Slovakiet til at fortsætte bestræbelserne på at gennemføre programmet for tilpasning af landets lovgivning og styrke de administrative strukturer og forbrugerorganisationerne.

I rapporten af november 1998 konstateredes det, at der kun var sket få fremskridt på dette område, når der ses bort fra indførelsen af visse foranstaltninger med det formål at ændre og præcisere forbrugerlovgivningen, der havde været i kraft siden 1992. Kommissionen understregede ligeledes, at Slovakiet måtte udfolde betydelige bestræbelser med henblik på at omsætte hele EU-retten. De institutionelle strukturer og forbrugerorganisationerne skulle ligeledes styrkes.

I rapporten af oktober 1999 bemærkede Kommissionen, at forbrugerne havde fået fri adgang til et informationssystem. Det var dog stadig nødvendigt med forskellige forbedringer på det lovgivningsmæssige plan.

I rapporten af oktober 2002 bemærkedes det, at forhandlingerne om dette kapitel er foreløbig afsluttet, og at Slovakiet ikke har anmodet om overgangsordninger.

I rapporten af oktober 2003 blev det fremhævet, at Slovakiet overholder størstedelen af EU-retten, når det gælder foranstaltninger vedrørende sikkerhed (f.eks. overvågning af markedet), og foranstaltninger, der ikke vedrører sikkerhed (f.eks. forbrugerorganisationer). Men Slovakiet skal gennemføre EU-retten inden for disse to områder fuldstændigt, bl.a. ved inden for det første område at anvende det ændrede direktiv om produktsikkerhed i almindelighed og forbedre overvågningen af markedet.

Tiltrædelsestraktaten blev underskrevet 16. april 2003 og tiltrædelsen fandt sted 1. maj 2004.

EU-RETTEN

EU-retten omfatter beskyttelse af forbrugernes økonomiske interesser (herunder kontrol med vildledende reklame, prisangivelse, forbrugerkredit, urimelige kontraktvilkår, fjernsalg, pakkerejser, salg uden for forretningslokalerne og timeshare) samt generel produktsikkerhed og produktsikkerhed inden for områderne kosmetik, tekstilbetegnelser og legetøj.

Europaaftalen omhandler tilnærmelse af lovgivningen til EU-retten samt samarbejde om at skabe fuld kompatibilitet mellem forbrugerbeskyttelsessystemerne i Slovakiet og EU. Hvidbogens fase I-foranstaltninger fokuserer på forbedring af produktsikkerheden, herunder for kosmetik, tekstilprodukter og legetøj, og på beskyttelse af forbrugernes økonomiske interesser, herunder bl.a. på bestemmelser om vildledende reklame, forbrugerkredit, urimelige kontraktvilkår og prisangivelser. Fase II-foranstaltningerne vedrører pakkerejser, salg uden for forretningslokalerne og timeshare. Desuden vil der skulle tages hensyn til EU-lovgivning, der er vedtaget for nylig (fjernsalg, sammenlignende reklame og prisangivelse).

EVALUERING

Slovakiet har et effektivt forbrugerbeskyttelsessystem.

Der er dog stadig visse huller i lovgivningen, som bør udfyldes, både vedrørende spørgsmål, der har med sikkerheden at gøre, og andre spørgsmål.

Foranstaltninger vedrørende sikkerhed

Der bør ske en tilnærmelse af lovgivningen, for så vidt angår generel produktsikkerhed, bl.a. ved hjælp af passende juridiske og administrative bestemmelser til overvågning af markedet. Det har også vist sig nødvendigt at uddanne toldere i den nye lovgivning om produktsikkerhed i almindelighed.

Endvidere bør kapaciteten i de vigtigste organer til overvågning styrkes ved hjælp af øget inddragelse af erhvervsorganisationer og forbrugerorganisationer.

Som helhed er der næsten ikke sket fremskridt i indførelsen af en effektiv markedsovervågningsmekanisme i 2003. De seneste foranstaltninger er fra april 2002, da en ny lov om kontrol fra statens side af det indre marked, for så vidt angår forbrugerbeskyttelsesspørgsmål, trådte i kraft med en styrkelse af det slovakiske handelsinspektorats beføjelser og koordinerende rolle. Inspektoratets kapacitet blev også styrket i 2002 med ansættelse af ekstra personale.

Foranstaltninger, der ikke vedrører sikkerhed

Med hensyn til foranstaltninger, der ikke vedrører sikkerhed, overholder Slovakiet i det store og hele EU-retten, og Slovakiet har gennemført EU-lovgivningen inden for dette område. Men man mangler fortsat at udarbejde et system til udenretslig bilæggelse af forbrugertvister samt nogle mindre tilpasninger inden for følgende områder:

  • gennemførelse af EU-lovgivningen om produktansvar
  • timeshare
  • søgsmål med påstand om forbud på området beskyttelse af forbrugernes interesser
  • urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler og
  • visse aspekter af forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed.

Det er også nødvendigt med en generel styrkelse af de menneskelige og finansielle ressourcer for at kunne gennemføre disse foranstaltninger.

Forbrugerorganisationer

Det tætte samarbejde mellem de slovakiske myndigheder og ngo-organisationer udgør et meget positivt aspekt. Men det er nødvendigt at styrke sidstnævnte organisationers menneskelige og finansielle ressourcer.

Med hensyn til forbrugeroplysning har Slovakiet siden 1999 haft et selvbetjeningsinformationssystem ("Infoteka"), som forbrugerne har adgang til i den slovakiske forbrugerorganisations regionale afdelinger.

Endelig har ngo-organisationer udarbejdet oplysningskampagner henvendt til forbrugere.

Seneste ajourføring: 09.02.2004

Top