Udviklingen i Fællesskabets politik på folkesundhedsområdet

1) MÅL

At fremme en bred debat om retningslinjerne for Fællesskabets fremtidige politik på folkesundhedsområdet med henblik på at fremsætte konkrete forslag, når Amsterdam-traktaten er ratificeret.

2) FÆLLESSKABSFORANSTALTNING

Kommissionens meddelelse af 15. april 1998 om udviklingen i folkesundhedspolitikken i Det Europæiske Fællesskab.

3) INDHOLD

Fællesskabets strategi på folkesundhedsområdet må grundigt revideres med henblik på en ordentlig løsning på en række problemer og spørgsmål: nye trusler mod sundheden, større pres på sundhedssystemerne, Fællesskabets udvidelse og Amsterdam-traktatens nye bestemmelser om folkesundheden.

Det er derfor nødvendigt at rejse en debat om hovedlinjerne i Fællesskabets fremtidige politik på folkesundhedsområdet.

I løbet af de sidste årtier er der sket en kraftig forbedring i den europæiske befolknings sundhedstilstand. For eksempel er den forventede levetid på fødselstidspunktet steget 5 år siden 1970. Selvom der er al mulig grund til at glæde sig over dette, må det ikke glemmes, at der i EU stadig eksisterer alvorlige sundhedsproblemer:

• hver femte EU-borger dør for tidligt (før det 65. leveår) af sygdomme, man kunne have undgået at pådrage sig (livsstilsrelaterede sygdomme) eller som følge af en ulykke;
• der opstår nye sundhedsrisici specielt i forbindelse med smitsomme sygdomme;
• der er stadig store forskelle på sundhedstilstanden i de forskellige samfundsklasser;
• EU-befolkningens aldring medfører en stærk stigning i forekomsten af alderdomsrelaterede sygdomme som f.eks. Alzheimer.

Medlemsstaternes sundhedssystemer er under pres fra flere sider. På den ene side er den del af BNP, der anvendes til sundhed, fordoblet over 30 år og er i konstant stigning. Dette fænomen skyldes hovedsagelig demografiske tendenser, omkostninger i forbindelse med ny teknologi på det medicinske område samt borgernes stadigt større forventninger til sundhedssystemet.

På den anden side nødvendiggør de generelle stramninger i de offentlige finanser en omlægning af sundhedssystemerne med henblik på en bedre udgiftsstyring, samtidig med at omkostningseffektiviteten optimeres i denne sektor, hvor konkurrencen er stadig stigende.

Dette dilemma må medlemsstaterne forholde sig til uden at glemme, hvor afgørende sundhed er for befolkningernes velvære og uden at glemme sundhedssystemernes økonomiske rolle i samfundet.

Fællesskabets politik på folkesundhedsområdet skal både spille en rolle i den forestående udvidelse og på verdensplan.

Sundhedssystemerne i de central- og østeuropæiske lande er, hovedsagelig på grund af manglende ressourcer, betydeligt mindre effektive end i de nuværende medlemsstater. Derfor er de problemer, de står over for, forskellige fra vores. Det er nødvendigt at hjælpe disse lande med at forbedre deres sundhedssystemer, men også at undersøge udvidelsens mulige indvirkning på folkesundheden i de nuværende medlemsstater.

Derudover er det endvidere nødvendigt at samarbejde med internationale organisationer som f.eks. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) for på verdensplan at være i stand til at bekæmpe trusler mod folkesundheden.

Selv om folkesundhedsområdet er omtalt i traktaterne lige siden begyndelsen af Det Europæiske Fællesskabs opbygning, er det først efter ratificeringen af Maastricht-traktaten, at EU har fået mulighed for at iværksætte egentlige strategier på området. Der er vedtaget fem handlingsplaner (om kræft, AIDS, narkotikamisbrug, sundhedsfremme og sundhedsovervågning), og der er fremsat forslag om tre andre handlingsplaner (om sjældne sygdomme, forebyggelse af personskader og forureningsrelaterede sygdomme). Parallelt hermed er der taget andre initiativer såsom beretninger om sundhedssituationen i Fællesskabet og henstillinger om sikring af blodprodukters sikkerhed. Endvidere er en række andre EU-politikker relevante for folkesundheden.

Kommissionen har taget ved lære af erfaringerne med gennemførelsen af 1993-aktionen:

• fremgangsmåden med særskilte handlingsplaner har gjort det muligt at undgå uoverensstemmelser mellem medlemsstaterne med hensyn til prioriteringen;
• til gengæld har denne fremgangsmåde medført en betydelig administrativ byrde, manglende fleksibilitet, spredning af de økonomiske ressourcer samt vanskeligheder i forbindelse med koordinering af handlingsplanerne.

I løbet af de seneste to år har forskellige hændelser som f.eks. BSE-krisen medvirket til at skabe en ny bevidsthed om, hvor vigtigt det er at have en sundhedspolitik på fællesskabsplan.

Det udvidede retsgrundlag for Fællesskabets aktiviteter på folkesundhedsområdet i Amsterdam-traktaten er et udtryk for den stigende interesse for en fælles sundhedspolitik.

På grundlag heraf mener Kommissionen, at en fremtidig politik bør omfatte en indsats på følgende tre hovedområder:

• bedre information med henblik på at fremme folkesundheden: med udgangspunkt i aktiviteterne under og resultaterne af handlingsplanen om sundhedsovervågning bør der skabes et struktureret fællesskabssystem til indsamling, analyse og formidling af informationer om udviklingen i befolkningens sundhedstilstand og sundhedsdeterminanter og om foretagne ændringer inden for sundhedssystemerne;
• hurtig reaktion på trusler mod sundheden: der bør oprettes EU-systemer til overvågning, tidlig advarsel og hurtig reaktion på trusler mod sundheden, som kan opstå på et hvilket som helst tidspunkt (forslaget om et europæisk netværk til overvågning af og kontrol med smitsomme sygdomme udgør allerede en del af denne målsætning);
• forbedring af sundhedsdeterminanter via sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse: det tredje område omfatter for det første aktioner, som tager sigte på at forbedre den enkeltes evne til at forbedre sin sundhedstilstand, herunder sociale, økonomiske og miljømæssige forhold, og for det andet sygdomsforebyggende aktiviteter (vaccination. screening...).

En indsats på disse tre hovedområder vil lette overholdelsen af traktatens bestemmelser om integration af krav på sundhedsområdet i Fællesskabets politikker.

Det er nødvendigt med en debat, hvor samtlige berørte institutioner og parter kan deltage, om ovennævnte politik og om, hvordan den skal gennemføres. I lyset af denne debat skal der derefter hurtigst muligt efter den ny traktats ikrafttræden udarbejdes konkrete forslag.