EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Fremme af iværksætterkultur i SMV’er i EU — COSME-programmet

 

RESUMÉ AF:

Forordning (EU) nr. 1287/2013 — om et program for virksomheders konkurrenceevne og små og mellemstore virksomheder (COSME) (2014–20)

HVAD ER FORMÅLET MED DENNE FORORDNING?

Den opretter et program i Den Europæiske Union (EU), som skal styrke støtten til små og mellemstore virksomheder (SMV’er) ved at forbedre de forhold, under hvilke iværksætteri kan trives.

HOVEDPUNKTER

  • SMV’er er de primære bidragydere til økonomisk vækst og beskæftigelse i EU. Uunder programmet for virksomheders konkurrenceevne og små og mellemstore virksomheder (COSME) er det blevet nemmere for SMV’er at bevare konkurrenceevnen gennem adgang til finansiering og markeder, forenkling af lovgivning og fremme af iværksætteri.
  • COSME etablerer en direkte kommunikationskanal mellem SMV’er i Europa og Europa-Kommissionen.

Bedre forretningsbetingelser

  • COSME støtter aktioner, der giver SMV’er bedre adgang til finansiering, både i opstarts- og vækstfasen. Finansielle instrumenter omfatter egenkapital- og lånegarantifaciliteter. I nogle tilfælde kan disse anvendes sammen med nationale finansielle instrumenter i forbindelse med regionalpolitik og Horisont 2020-programmet for forskning og innovation.
  • Programmet giver også bedre adgang til markeder både inden for og uden for EU. Det giver oplysninger om områder såsom:
    • tilgængelige forretningsmuligheder
    • hindringer for markedsadgang til områder uden for EU
    • rådgivning om juridiske forhold og toldprocedurer.
  • Det omfatter støttetjenester i forbindelse med intellektuelle ophavsrettigheder, herunder hjælp til grænseoverskridende erhvervssamarbejde, teknologi- og FoU-overførsel og innovationspartnerskaber.

Styrkelse af konkurrenceevnen

  • Formålet med programmet er at forbedre udarbejdelsen og gennemførelsen af de eksisterende politikker, der påvirker SMV’erne, så de kan fastholde konkurrenceevnen og bæredygtigheden. Det vil også fremme det grænseoverskridende samarbejde og støtte udviklingen af produkter og tjenesteydelser samt teknologier.
  • Desuden opfordres SMV’er til miljømæssig bæredygtig drift og til at udvise socialt virksomhedsansvar.

Iværksætterkultur

  • Programmet fokuserer desuden på at fremme iværksætteri. Det sigter på at skabe en iværksætterkultur i EU ved at fjerne hindringer, der gør det vanskeligt for små virksomheder at vokse, herunder en ændring af de reguleringsmæssige byrder, som SMV’erne allerede er pålagt.
  • Programmet retter sig specielt mod unge kvindelige iværksættere samt andre specifikke målgrupper såsom ældre og iværksættere, der tilhører socialt dårligt stillede grupper i samfundet.

Finansiering

Programmet har et budget på 2,3 mia. EUR over syv år, der gælder fra 2014-2020. Det forvaltes af Forvaltningsorganet for Små og Mellemstore Virksomheder.

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?

Den trådte i kraft den 23. december 2013.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1287/2013 af 11. december 2013 om et program for virksomheders konkurrenceevne og små og mellemstore virksomheder (COSME) (2014-2020) og om ophævelse af afgørelse nr. 1639/2006/EF (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 33-49)

seneste ajourføring 01.03.2018

Top