Wienerkonventionen om beskyttelse af ozonlaget

 

RESUMÉ AF:

Wienerkonventionen om beskyttelse af ozonlaget

Beslutning 88/540/EØS om indgåelse af Wienerkonventionen om beskyttelse af ozonlaget og Montreal-protokollen om stoffer, der nedbryder ozonlaget

HVAD ER FORMÅLET MED KONVENTIONEN OG BESLUTNINGEN?

• Wienerkonventionen om beskyttelse af ozonlaget fastsætter principperne for beskyttelse af ozonlaget* efter videnskabelige advarsler om, at nedbrydelse af zonlaget er til fare for menneskers sundhed og miljøet.
• Det er en rammekonvention, der hovedsagelig har til formål at fremme internationalt samarbejde gennem udveksling af oplysninger om menneskelige aktiviteters indvirkning på ozonlaget. Den pålægger ikke parterne* at træffe bestemte foranstaltninger. Det kommer på et senere tidspunkt i form af Montrealprotokollen til Wienerkonventionen.
• Wienerkonventionen var den første konvention nogensinde, der blev undertegnet af alle involverede lande. Den trådte i kraft i 1988 og opnåede universel ratifikation i 2009.
• Beslutning 88/540/EØS giver EU’s juridiske godkendelse af Wienerkonventionen om beskyttelse af ozonlaget og Montrealprotokollen om stoffer, der nedbryder ozonlaget.

HOVEDPUNKTER

Som en almindelig forpligtelse skal parterne træffe passende foranstaltninger til at beskytte menneskers sundhed og miljøet mod de skadelige virkninger, der kan tilskrives eller formodes at kunne tilskrives menneskelige aktiviteter, som ændrer eller formodes at kunne ændre ozonlaget. Navnlig skal parterne på grundlag af relevante videnskabelige og tekniske data:

• vedtage passende love og administrative bestemmelser
• samarbejde
  • om systematiske observationer, forskning og udveksling af oplysninger med henblik på bedre at kunne forstå relevante spørgsmål
  • om at udarbejde foranstaltninger, fremgangsmåder, normer og harmonisere passende politikker
  • med de kompetente internationale organer om effektiv gennemførelse af konventionen og dens protokoller.

Forskning og videnskabelige vurderinger vedrørende ozonlaget, der involverer parterne, enten direkte eller via internationale organer, skal have fokus på:

• fysiske og kemiske processer
• virkningerne på menneskets sundhed og andre biologiske virkninger, navnlig de virkninger, som skyldes ændringer i ultraviolet solstråling
• indvirkningerne på klimaet
• stoffer, praksis, fremgangsmåder og aktiviteter og de kumulative virkninger heraf
• virkningerne af ændringer i ozonlaget
• erstatningsstoffer og -teknologier
• de tilknyttede socio-økonomiske problemer
• mere detaljerede faktorer, såsom atmosfærens og bestemte kemiske stoffers fysik og kemi, er beskrevet i bilagene.

Endvidere skal parterne:

• fremme og tilskynde til udveksling af videnskabelige, tekniske, socio-økonomiske, handelsmæssige og juridiske oplysninger i overensstemmelse med konventionen (dette beskrives nærmere i bilag II)
• idet der tages hensyn til udviklingslandenes behov samarbejde om at fremme udvikling og videreformidling af teknologi ved
  • at lette andre parters adgang til erstatningsteknologi
  • at give relevante oplysninger, såsom manualer og vejledninger
  • at tilvejebringe forskningsudstyr og -anlæg
  • at sikre uddannelse af videnskabeligt og teknisk personale
• at orientere det besluttende organ (parternes konference) om de foranstaltninger, de har truffet med henblik på gennemførelsen af denne konvention.

Parternes konference (hvor alle signatarlande er repræsenteret og har stemmeret):

• overvåger gennemførelsen af konventionen
• gennemgår videnskabelige oplysninger
• fremmer passende harmoniserede politikker, strategier og foranstaltninger
• vedtager programmer for forskning, videnskabeligt og teknisk samarbejde, informationsudveksling og overførsel af teknologi og viden
• gennemgår og vedtager ændringer til konventionen og eventuelle yderligere protokoller
• sikrer sig om nødvendigt bistand fra organer som Den Meteorologiske Verdensorganisation og Verdenssundhedsorganisationen
• søger at bilægge eventuelle tvister om fortolkning eller anvendelse af konventionen gennem forhandlinger eller tredjepartsmægling. Hvis det ikke lykkes at bilægge tvisten, kan sagen videregives til en forligskommission eller Den Internationale Domstol
• bistås af et sekretariat.

Først når konventionen har været gældende i fire år, kan en part meddele, at den har til hensigt at udtræde af konventionen. Udtrædelsen træder i kraft et år senere.

HVORNÅR TRÅDTE KONVENTIONEN OG BESLUTNINGEN I KRAFT?

• Konventionen trådte i kraft den 22. september 1988.
• Beslutningen trådte i kraft den 25. oktober 1988.

BAGGRUND

• Wienerkonventionen blev vedtaget den 22. marts 1985 og trådte i kraft den 22. september 1988. Siden ikrafttrædelsen har internationale tiltag reduceret det globale forbrug af ozonnedbrydende stoffer med 98 %. Ozonlaget ventes imidlertid ikke at være fuldt genoprettet før anden halvdel af dette århundrede.
• EU gennemfører konventionen og Montrealprotokollen via EU’s egen lovgivning vedrørende ozonnedbrydende stoffer og fluorholdige drivhusgasser, som er blandt den strengeste og mest avancerede lovgivning i hele verden.
• EU’s ozonforordning (forordning (EF) nr. 1005/2009 om stoffer, der nedbryder ozonlaget) går i mange tilfælde længere end kravene i Montrealprotokollen, idet den f.eks. omfatter:
  • mere ambitiøse reduktionsfrister
  • flere stoffer og
  • regulering af stoffernes tilstedeværelse i produkter og udstyr (ikke kun i bulk som i Montrealprotokollen).
• EU’s forordning (EU) nr. 517/2014 om fluorholdige drivhusgasser) fastsætter en mere ambitiøs EU-reduktion af drivhusgasser, som allerede trådte i kraft i 2015 og omfatter drivhusgasser i produkter og udstyr (ikke kun i bulk som i Montrealprotokollen).
• For yderligere oplysninger henvises til:
  • Protection of the ozone layer (Europa-Kommissionen).

VIGTIGE BEGREBER

HOVEDDOKUMENTER

Wienerkonventionen om beskyttelse af ozonlaget (EFT L 297 af 31.10.1988, s. 10-20).

Rådets beslutning 88/540/EØF af 14. oktober 1988 om indgåelse af Wienerkonventionen om beskyttelse af ozonlaget og Montrealprotokollen om stoffer, der nedbryder ozonlaget (EFT L 297 af 31.10.1988, s. 8-9).

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1005/2009 af 16. september 2009 om stoffer, der nedbryder ozonlaget (EUT L 286 af 31.10.2009, s. 1-30).

Efterfølgende ændringer af forordning (EF) nr. 1005/2009 er blevet integreret i den originale tekst. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

Montreal-protokollen om stoffer, der nedbryder ozonlaget - erklæring fra Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EFT L 297 af 31.10.1988, s. 21-28).

Rådets beslutning 82/795/EØF af 15. november 1982 om udbygning af forholdsreglerne mod chlorfluorcarboner i miljøet (EFT L 329 af 25.11.1982, s. 29-30).

Rådets beslutning 80/372/EØF af 26. marts 1980 om chlorfluorcarboner i miljøet (EFT L 90 af 3.4.1980, s. 45).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 517/2014 af 16. april 2014 om fluorholdige drivhusgasser og om ophævelse af forordning (EF) nr. 842/2006 (EUT L 150 af 20.5.2014, s. 195-230).

seneste ajourføring 12.12.2019