—

Europa-Kommissionen ved B. Hartmann, F. Castillo de la Torre og J. Samnadda, som befuldmægtigede

—

den tjekkiske regering ved O. Šváb, M. Smolek, E. Ruffer og J. Vláčil, som befuldmægtigede

—

den franske regering ved D. Segoin, F.-X. Bréchot, D. Colas og G. de Bergues, som befuldmægtigede

—

den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato S. Fiorentino

—

den litauiske regering ved D. Kriaučiūnas og R. Dzikovič, som befuldmægtigede

—

den ungarske regering ved M. Fehér, G. Koós og M. Bóra, som befuldmægtigede

—

den rumænske regering ved R. Radu, A. Voicu, R. Mangu og E. Gane, som befuldmægtigede

—

den finske regering ved J. Heliskoski, som befuldmægtiget

—

Det Forenede Kongeriges regering ved M. Holt og V. Kaye, som befuldmægtigede, bistået af barrister R. Palmer

—

Europa-Parlamentet ved A. Neergaard, D. Warin og A. Auersperger Matić, som befuldmægtigede

—

Rådet for Den Europæiske Union ved F. Florindo Gijón og M. Balta, som befuldmægtigede,

1

Begæringen om udtalelse indgivet til Domstolen af Europa-Kommissionen har følgende ordlyd:

»Har Den Europæiske Union enekompetence til at indgå Marrakeshtraktaten om fremme af adgang til offentliggjorte værker for personer, der er blinde, synshæmmede eller på anden måde læsehandicappede?«

2

I artikel 30, stk. 1, i De Forenede Nationers konvention om rettigheder for personer med handicap, som blev godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 2010/48/EF af 26. november 2009 (EUT 2010, L 23, s. 35, herefter »FN-konventionen«), anføres følgende:

»Deltagerstaterne anerkender handicappedes ret til at tage del i kulturlivet på lige fod med andre og skal træffe alle egnede foranstaltninger for at sikre, at handicappede:

[...]«

3

1., 4., 6., 7., 9., 21. og 31. betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet (EFT 2001, L 167, s. 10) har følgende ordlyd:

[...]

[...]

[...]

[...]

[...]

4

Direktivets artikel 2 bestemmer, at medlemsstaterne skal indføre en eneret til at tillade eller forbyde direkte eller indirekte, midlertidig eller permanent reproduktion på en hvilken som helst måde og i en hvilken som helst form, helt eller delvis af en ophavsmands værker.

5

Det nævnte direktivs artikel 3, stk. 1, bestemmer:

»Medlemsstaterne tillægger ophavsmænd eneret til at tillade eller forbyde trådbunden eller trådløs overføring til almenheden af deres værker, herunder tilrådighedsstillelse af deres værker på en sådan måde, at almenheden får adgang til dem på et individuelt valgt sted og tidspunkt.«

6

Af direktivets artikel 4, stk. 1, fremgår følgende:

»Medlemsstaterne tillægger ophavsmænd eneret til at tillade eller forbyde enhver form for spredning til almenheden ved salg eller på anden måde af deres originalværker eller eksemplarer heraf.«

7

Artikel 5, stk. 3-5, i direktiv 2001/29 har følgende ordlyd:

»3.   Medlemsstaterne kan indføre undtagelser fra eller indskrænkninger i de rettigheder, der er nævnt i artikel 2 og 3, i følgende tilfælde:

[...]

[...]

4.   Såfremt medlemsstaterne i henhold til stk. 2 eller 3 kan indføre en undtagelse eller indskrænkning med hensyn til retten til reproduktion, kan de ligeledes indføre en undtagelse eller indskrænkning med hensyn til retten til spredning som omhandlet i artikel 4, såfremt formålet med den tilladte reproduktion berettiger dette.

5.   Undtagelser og indskrænkninger efter stk. 1, 2, 3 og 4 må kun anvendes i visse specielle tilfælde, der ikke strider mod den normale udnyttelse af værket eller andre frembringelser og ikke indebærer urimelig skade for rettighedshaverens legitime interesser.«

8

Præamblen til Marrakeshtraktaten om fremme af adgang til offentliggjorte værker for personer, der er blinde, synshæmmede eller på anden måde læsehandicappede (herefter »Marrakeshtraktaten«), har følgende ordlyd:

»De kontraherende parter,

[...]

[...]

[...]«

9

Denne traktats artikel 1 har følgende ordlyd:

»Denne traktat fraviger på ingen måde de forpligtelser, som de kontraherende parter har over for hinanden i henhold til andre traktater, ligesom den ikke indskrænker deres rettigheder i henhold til andre traktater.«

10

Traktatens artikel 2 bestemmer:

»I denne traktat forstås ved:

En bemyndiget enhed fastlægger og følger sin egen praksis med henblik på:

11

Samme traktats artikel 4, stk. 1, har følgende ordlyd:

12

Marrakeshtraktatens artikel 4, stk. 2, præciserer, at de kontraherende parter kan efterleve de i denne traktats artikel 4, stk. 1, nævnte krav, hvis de i deres nationale lovgivning fastsætter en undtagelse eller en indskrænkning med visse af de kendetegn, der er beskrevet i den førstnævnte bestemmelse.

13

Den nævnte traktats artikel 4, stk. 3-5, bestemmer:

»3.   En kontraherende part kan efterleve artikel 4, stk. 1, ved at indføre andre undtagelser eller indskrænkninger i sin nationale ophavsretslovgivning i henhold til artikel 10 og 11 [...].

4.   En kontraherende part kan begrænse undtagelser og indskrænkninger i henhold til denne artikel til værker, der ikke foreligger kommercielt i det særlige tilgængelige format, der er tale om, på det pågældende marked og på rimelige vilkår for målgruppepersonerne. [...]

5.   Det henhører under national ret at bestemme, hvorvidt undtagelser eller indskrænkninger i henhold til denne artikel skal være genstand for vederlag.«

14

Samme traktats artikel 5 har følgende ordlyd:

»1.   De kontraherende parter bestemmer, at hvis der fremstilles et eksemplar i tilgængeligt format i henhold til en undtagelse eller indskrænkning eller i henhold til loven, kan en bemyndiget enhed sprede eller tilgængeliggøre dette eksemplar i tilgængeligt format for en målgruppeperson eller en bemyndiget enhed i en anden kontraherende part [...].

2.   En kontraherende part kan efterleve artikel 5, stk. 1, ved at indføre en undtagelse eller indskrænkning i sin nationale ophavsretslovgivning, der indebærer følgende:

forudsat at den afsendende bemyndigede enhed forud for spredningen eller tilgængeliggørelsen ikke vidste eller ikke havde rimelig grund til at vide, at eksemplaret i tilgængeligt format ville blive anvendt til andre end målgruppepersoner [...].

[...]

4.   

[...]«

15

Marrakeshtraktatens artikel 6 bestemmer:

»Hvis en kontraherende parts nationale lovgivning tillader en målgruppeperson, en person, der handler på en målgruppepersons vegne, eller en bemyndiget enhed at fremstille et eksemplar i tilgængeligt format af et værk, skal den pågældende kontraherende parts nationale lovgivning også tillade dem at importere et eksemplar i tilgængeligt format til fordel for målgruppepersoner uden rettighedshaverens tilladelse.«

16

Traktatens artikel 9, stk. 1 og 2, har følgende ordlyd:

»1.   De kontraherende parter tilstræber at befordre udveksling på tværs af grænserne af eksemplarer i tilgængeligt format ved at tilskynde til frivillig informationsdeling for at bistå bemyndigede enheder med at identificere hinanden. WIPO’s Internationale Bureau opretter en indgangsportal til dette formål.

2.   De kontraherende parter forpligter sig til at bistå deres bemyndigede enheder, når disse udøver aktiviteter i henhold til artikel 5, for at stille oplysninger til rådighed vedrørende deres praksis i medfør af artikel 2, litra c), både gennem informationsdeling blandt bemyndigede enheder og gennem tilrådighedsstillelse af oplysninger vedrørende deres politikforanstaltninger og praksis, bl.a. om udveksling på tværs af grænserne af eksemplarer i tilgængeligt format, for interesserede parter og offentligheden, alt efter hvad der er relevant.«

17

Den nævnte traktats artikel 11 bestemmer:

»Når en kontraherende part vedtager de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre anvendelsen af denne traktat, kan den udøve de rettigheder og skal efterleve de forpligtelser, som den pågældende kontraherende part har i henhold til Bernerkonventionen, aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder og WIPO’s traktat om ophavsret, herunder aftalerne om fortolkning heraf, således at:

18

Samme traktats artikel 12 har følgende ordlyd:

»1.   De kontraherende parter erkender, at en kontraherende part i sin nationale lovgivning kan gennemføre andre ophavsretlige undtagelser og indskrænkninger til fordel for målgruppepersoner end dem, der er omhandlet i denne traktat, under hensyntagen til den pågældende kontraherende parts økonomiske situation og dens sociale og kulturelle behov, i overensstemmelse med den pågældende kontraherende parts internationale rettigheder og forpligtelser, og, for så vidt angår de mindst udviklede lande, under hensyntagen til deres særlige behov og deres særlige internationale rettigheder og forpligtelser og fleksibiliteten i den forbindelse.

2.   Denne traktat berører ikke de øvrige undtagelser og indskrænkninger, der gælder for handicappede i henhold til national lovgivning.«

19

Den 26. november 2012 vedtog Den Europæiske Unions Råd en afgørelse om at bemyndige Kommissionen til på Unionens vegne at deltage i forhandlinger inden for rammerne af Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret (WIPO) vedrørende en eventuel international traktat om undtagelser fra og indskrænkninger i ophavsret til fordel for personer, der er blinde, synshæmmede eller på anden måde læsehandicappede (herefter »målgruppepersonerne«).

20

Disse forhandlinger førte i forbindelse med den diplomatiske konference, der fandt sted fra den 17. til den 28. juni 2013 i Marrakech (Marokko), til vedtagelse af Marrakeshtraktaten den 27. juni 2013.

21

Rådet bemyndigede undertegnelsen på Unionens vegne af denne traktat ved Rådets afgørelse 2014/221/EU af 14. april 2014 (EUT 2014, L 115, s. 1). Denne afgørelse var baseret på både artikel 114 TEUF og 207 TEUF.

22

Den 21. oktober 2014 vedtog Kommissionen et forslag til afgørelse om indgåelse af Marrakeshtraktaten på Unionens vegne under henvisning til samme retsgrundlag. Dette forslag fik ikke det nødvendige flertal i Rådet.

23

Kommissionen har principalt gjort gældende, at indgåelsen af Marrakeshtraktaten bør baseres både på artikel 114 TEUF på grund af denne traktats harmoniserende effekt på medlemsstaternes lovgivninger, og på artikel 207 TEUF for at omfatte udveksling med tredjelande af eksemplarer i tilgængeligt format. På det grundlag har Unionen i henhold til artikel 3, stk. 1 og 2, TEUF enekompetence til at indgå den nævnte traktat.

24

Subsidiært har Kommissionen anført, at indgåelsen af denne traktat bør være begrundet alene i artikel 207 TEUF, og at Unionen i henhold til artikel 3, stk. 1, TEUF har enekompetence.

25

Kommissionen har anført, at Unionen i henhold til artikel 3, stk. 1, TEUF har enekompetence på området for den fælles handelspolitik, herunder for så vidt angår de handelsrelaterede aspekter af intellektuel ejendomsret.

26

Sidstnævnte begreb omfatter hele Marrakeshtraktaten, eller i hvert fald denne traktats artikel 5 og 6 samt de aspekter af de øvrige af traktatens artikler, der vedrører artikel 5 og 6.

27

I denne henseende har Kommissionen under henvisning til dom af 18. juli 2013, Daiichi Sankyo og Sanofi-Aventis Deutschland (C-414/11, EU:C:2013:520), anført, at kun de regler, der er vedtaget af Unionen på området for intellektuel ejendomsret, og som har en særskilt tilknytning til den internationale samhandel, kan være omfattet af begrebet »handelsrelaterede aspekter af intellektuel ejendomsret« som omhandlet i artikel 207 TEUF.

28

Dette begreb omfatter ikke kun aftaler, der er knyttet til Verdenshandelsorganisationen (WTO). Det følger nemlig af Domstolens praksis, at en international aftale, der indebærer en harmonisering af beskyttelsesordningerne inden for intellektuel ejendomsret, almindeligvis er knyttet til den fælles handelspolitik, når den har til formål at fremme samhandelen.

29

I det foreliggende tilfælde er traktatens hovedformål ifølge Kommissionen ikke at harmonisere de kontraherende parters lovgivninger, selv om Marrakeshtraktatens artikel 4-6 og 9 fastsætter en tilnærmelse af disse lovgivninger, men ved hjælp af denne harmonisering at fremme grænseoverskridende udveksling af eksemplarer i tilgængeligt format, herunder mellem Unionen og tredjelande, således som det bl.a. er anført i præamblen til den nævnte traktat og dennes artikel 9. Indførelsen af disse internationale regler på området for intellektuel ejendomsret synes således alene at være et middel til opnåelse af formålet om at liberalisere internationale udvekslinger.

30

Den omstændighed, at Marrakeshtraktaten alene finder anvendelse på eksemplarer i tilgængeligt format, der er fremstillet med et ikke-kommerciel formål, er ikke relevant, henset til, dels, at denne egenskab ikke udelukker et vederlag til dækning af de afholdte udgifter, dels at artikel 207 TEUF ligeledes finder anvendelse, når varerne eller tjenesteydelserne leveres med et ikke-kommercielt formål. Det er i denne forbindelse relevant at bemærke, at undtagelsen eller indskrænkningen i artikel 5, stk. 3, litra b), i direktiv 2001/29 også finder anvendelse på aktiviteter, der ikke har et kommercielt formål. Desuden vil den ordning, der indføres med traktaten, være egnet til at interferere med kommercielle aktiviteter med henblik på tilrådighedsstillelse og udveksling af eksemplarer i tilgængeligt format.

31

Ifølge Kommissionen kan heller ikke argumentet om, at hovedformålet med den nævnte traktat er socialt eller humanitært, tiltrædes, for så vidt som det følger af udtalelse 1/78 (den internationale naturgummioverenskomst) af 4. oktober 1979 (EU:C:1979:224) og af dom af 17. oktober 1995, Werner (C-70/94, EU:C:1995:328), at den fælles handelspolitik ikke må gøres til genstand for en restriktiv fortolkning, der tilsidesætter de foranstaltninger, der vedrører specifikke mål.

32

Kommissionen har gjort gældende, at for det tilfælde, at et andet retsgrundlag end artikel 207 TEUF skal anses for passende med henblik på helt eller delvist at godkende Marrakeshtraktaten, har Unionen enekompetence i henhold til artikel 3, stk. 2, TEUF, der bl.a. fastsætter, at Unionen har en sådan kompetence til at indgå en international aftale, i det omfang indgåelsen kan berøre de fælles EU-regler eller ændre deres rækkevidde.

33

Kommissionen har anført, at artikel 114 TEUF og ikke artikel 19 TEUF udgør det korrekte retsgrundlag, og den har i den forbindelse gjort gældende, at identificeringen af retsgrundlaget under alle omstændigheder har sekundær betydning, idet dette ikke er relevant med henblik på at afgøre, om en international aftale har nogen indvirkning på de fælles EU-regler.

34

Ophavsretten og de beslægtede rettigheder, som Marrakeshtraktaten vedrører, navnlig undtagelserne fra og indskrænkningerne i disse rettigheder, er blevet harmoniseret i Unionen ved direktiv 2001/29.

35

Medlemsstaterne er ganske rigtigt frit stillet med hensyn til anvendelsen af undtagelserne og indskrænkningerne i dette direktiv. Den skønsmargen, som medlemsstaterne har i denne henseende, er imidlertid begrænset, henset til dels, at listen over undtagelser og indskrænkninger i det nævnte direktivs artikel 5 er udtømmende, dels at medlemsstaterne alene kan gennemføre disse undtagelser og indskrænkninger inden for de grænser, der er fastlagt i EU-retten.

36

Det følger heraf, at Marrakeshtraktaten fraviger ophavsretten og de beslægtede rettigheder, der er blevet fuldt ud harmoniseret ved direktiv 2001/29, ved at fastsætte en obligatorisk undtagelse eller indskrænkning for anvendelser, der er direkte forbundet med handicappede, mens direktivets artikel 5, stk. 3, litra b), fastsætter en frivillig undtagelse eller indskrænkning på dette område.

37

Når medlemsstaterne i den forbindelse beslutter at fastsætte en sådan undtagelse eller indskrænkning, udøver de ikke en »bibeholdt« kompetence, men gør brug af en »tildelt« mulighed i EU-retten under overholdelse af den ramme, der er fastsat i EU-retten. Den enkle omstændighed, at medlemsstaterne har en vis frihed til at udforme visse aspekter af en lovgivning, er ikke tilstrækkelig til, at det kan antages, at Unionens eksterne kompetence på dette område ikke er en enekompetence.

38

Kommissionen har ligeledes anført, at en gennemførelse af undtagelsen eller indskrænkningen i Marrakeshtraktaten i henhold til denne traktats artikel 11 og artikel 5, stk. 5, i direktiv 2001/29 er underlagt overholdelse af den generelle betingelse om, at anvendelse af en sådan undtagelse eller indskrænkning ikke må medrøre skade for rettighedshaverens legitime interesser eller stride mod den normale udnyttelse af hans værk. En sådan forpligtelse følger af internationale aftaler, der henhører under Unionens enekompetence.

39

Endelig er det Kommissionens opfattelse, at Marrakeshtraktatens artikel 5 og 6 regulerer udvekslinger mellem medlemsstaterne, og at de berører varernes frie bevægelighed. På samme måde har denne traktats artikel 7 en indvirkning på artikel 6 i direktiv 2001/29 vedrørende retlig beskyttelse af tekniske foranstaltninger, der anvendes af rettighedshavere.

40

Den tjekkiske, den franske, den italienske, den ungarske, den rumænske, den finske og Det Forenede Kongeriges regering er af den opfattelse, at Unionen ikke har enekompetence til at indgå Marrakeshtraktaten på grundlag af artikel 3, stk. 1, TEUF og artikel 207 TEUF.

41

I denne henseende har de fremhævet, at det følger af dom af 18. juli 2013, Daiichi Sankyo og Sanofi-Aventis Deutschland (C-414/11, EU:C:2013:520), at det kun er de regler, der har en særskilt tilknytning til den internationale samhandel, der kan være omfattet af begrebet »handelsrelaterede aspekter af intellektuel ejendomsret« som omhandlet i artikel 207 TEUF. Denne tilknytning afhænger af sammenhængen mellem den tilsigtede aftales formål og den fælles handelspolitik, idet små indvirkninger på den internationale samhandel ikke er tilstrækkeligt.

42

Marrakeshtraktaten har ikke til formål at liberalisere eller fremme den internationale samhandel.

43

Dels fremgår det af præamblen til denne traktat og af dens bestemmelser, at den har til formål at fremme lige muligheder og social inklusion for handicappede. Udveksling på tværs af grænser er blot et middel til at opnå dette mål, eller ifølge den ungarske regering et sekundært mål med den nævnte traktat. Den franske regering er desuden af den opfattelse, at traktaten ligeledes vedrører et formål om udviklingssamarbejde og humanitær bistand. Harmoniseringen af de nationale lovgivninger, som Marrakeshtraktaten fastsætter, har således til formål at øge antallet af disponible eksemplarer i tilgængeligt format og ikke at fremme, lette eller regulere den internationale samhandel.

44

Det er derfor ifølge den franske, den rumænske og Det Forenede Kongeriges regering udelukket at antage, at denne traktat har til formål at udstrække anvendelsen af analoge bestemmelser til de EU-retlige bestemmelser med henblik på at fremme international handel, som dem, der var omhandlet i den sag, der gav anledning til dom af 22. oktober 2013, Kommissionen mod Rådet (C-137/12, EU:C:2013:675). Derimod er det opfattelsen hos den finske og Det Forenede Kongeriges regering, at udtalelse 2/00 (Cartagena-protokollen om biosikkerhed) af 6. december 2001 (EU:C:2001:664) og dom af 8. september 2009, Kommissionen mod Parlamentet og Rådet (C-411/06,EU:C:2009:518), udgør relevante fortilfælde, idet Domstolen fastslog, at de i disse sager omhandlede aftaler, der vedrørte international samhandel, ikke henhørte under den fælles handelspolitik på grund af deres formål.

45

Dels foregår de udvekslinger, der er omhandlet i Marrakeshtraktaten, ifølge den tjekkiske, den franske, den italienske, den ungarske, den finske og Det Forenede Kongeriges regering ikke inden for forretningsmæssige rammer, hvilket i henhold til Domstolens praksis indebærer, at de ikke henhører under den fælles handelspolitik.

46

Således følger det af denne traktats artikel 4, stk. 2, at den undtagelse eller indskrænkning, der fastsættes deri, alene kan finde anvendelse med et almennyttigt formål enten af en bemyndiget enhed eller af en målgruppeperson eller en fysisk person, der handler på vegne af en målgruppeperson. Desuden kan de kontraherende parter i medfør af den nævnte traktats artikel 4, stk. 4, alene fastsætte en undtagelse til eller indskrænkning i ophavsretten, såfremt markedet ikke er i stand til at tilbyde målgruppepersonerne en mulighed for at erhverve eksemplarer i tilgængeligt format til en rimelig pris. Grænseoverskridende udvekslinger af sådanne eksemplarer, der er omfattet af Marrakeshtraktaten, kan på samme måde alene gennemføres af en bemyndiget enhed, der udøver et almennyttigt formål.

47

Endvidere er det ligeledes efter den franske, den ungarske, den rumænske, den finske og Det Forenede Kongeriges regerings opfattelse vigtigt at nævne, at Marrakeshtraktaten er blevet forhandlet bl.a. med henblik på at opfylde de forpligtelser, der følger af FN-konventionen inden for rammerne af WIPO, hvis formål ikke vedrører liberalisering og fremme af den internationale samhandel.

48

Derimod har denne traktats artikel 5, 6 og 9 samt de bestemmelser, der gennemfører dem, ifølge den litauiske regering og Parlamentet til formål at fremme, lette og regulere grænseoverskridende udvekslinger og er derfor omfattet af den fælles handelspolitik, der er et område, der henhører under Unionens enekompetence. Det Forenede Kongeriges regering har subsidiært tilsluttet sig denne konklusion.

49

De forskellige regeringer, der har afgivet indlæg for Domstolen, har forskellige holdninger til, hvilket retsgrundlag der er det rigtige med henblik på indgåelse af Marrakeshtraktaten, idet den franske regering har henvist til artikel 114 TEUF og 209 TEUF, eller subsidiært, artikel 19 TEUF og 209 TEUF, den ungarske regering til artikel 4 TEUF og 114 TEUF, Det Forenede Kongeriges regering til artikel 19 TEUF og den finske regering til artikel 19 TEUF og 114 TEUF.

50

Til trods for disse forskelle finder den tjekkiske, den franske, den italienske, den litauiske, den rumænske, den finske og Det Forenede Kongeriges regering, at Unionen ikke har enekompetence i henhold til artikel 3, stk. 2, TEUF, til at indgå denne traktat, for så vidt som denne ikke vil berøre de fælles EU-regler eller ændre deres rækkevidde.

51

De har i denne henseende påpeget, at det af Domstolens praksis fremgår, at enhver konklusion herom skal være baseret på en konkret analyse af det forhold, der eksisterer mellem den påtænkte internationale aftale og gældende EU-ret under hensyntagen bl.a. til arten og indholdet af de omhandlede regler.

52

Med direktiv 2001/29 er der alene foretaget en minimumsharmonisering af visse aspekter af ophavsretten og beslægtede rettigheder. Navnlig har dette direktiv ikke harmoniseret undtagelserne til og indskrænkningerne i disse rettigheder.

53

Således giver artikel 5, stk. 3, litra b), i direktiv 2001/29 alene medlemsstaterne mulighed for at fastsætte en undtagelse til eller indskrænkning i ophavsretten og de beslægtede rettigheder til fordel for handicappede. Medlemsstaterne har således bevaret deres kompetence til både på internt og eksternt plan at gøre en sådan undtagelse eller en sådan indskrænkning obligatorisk. Ifølge den franske og den rumænske regering bekræftes denne analyse af den omstændighed, at direktivet ikke definerer de nærmere bestemmelser for gennemførelse af undtagelsen til eller indskrænkningen i ophavsretten og beslægtede rettigheder til gavn for handicappede. Det Forenede Kongeriges regering har desuden gjort gældende, at der ikke foreligger nogen uoverensstemmelse mellem Marrakeshtraktaten og det nævnte direktiv.

54

På dette grundlag har den franske, den ungarske og den rumænske regering anført, at det følger af udtalelse 1/94 (aftaler, der er tilføjet WTO-aftalen som bilag) af 15. november 1994 (EU:C:1994:384), at Unionen ikke ved en international aftale kan pålægge vedtagelse af foranstaltninger vedrørende en undtagelse til eller en indskrænkning i ophavsretten og beslægtede rettigheder til gavn for handicappede, mens medlemsstaterne frit kan fastsætte sådanne foranstaltninger internt.

55

Den franske regering er imidlertid af den opfattelse, at situationen har ændret sig efter Rådets anmodning af 19. maj 2015 til Kommissionen, som denne derefter accepterede, om fremlæggelse af et lovgivningsforslag med henblik på i EU-retten at indføre den obligatoriske undtagelse eller indskrænkning omhandlet i Marrakeshtraktatens artikel 4. Denne omstændighed er nemlig relevant med hensyn til Domstolens praksis, hvorefter der med henblik på afgørelse af, om et område allerede i vidt omfang er omfattet af EU-retten, bl.a. skal tages hensyn til perspektiverne for EU-rettens udvikling. Følgelig henhører denne traktats artikel 4 under Unionens enekompetence.

56

En sådan konstatering rejser ifølge denne regering ikke tvivl om, at der foreligger delt kompetence for så vidt angår traktatens øvrige bestemmelser, så meget desto mere som disse henhører under udviklingssamarbejdet og humanitær bistand, og at artikel 4, stk. 4, TEUF præciserer, at udøvelsen af Unionens kompetence på disse områder ikke kan føre til, at medlemsstaterne forhindres i at udøve deres kompetence i denne henseende.

57

Den tjekkiske, den italienske, den ungarske, den rumænske, den finske og Det Forenede Kongeriges regering samt Parlamentet og Rådet har derimod gjort gældende, at Rådets anmodning, nævnt i nærværende udtalelses punkt 55, ikke er tilstrækkelig til at godtgøre et udviklingsperspektiv for EU-retten, der skal tages i betragtning med henblik på at vurdere, om Unionen har enekompetence på det område, der er omfattet af Marrakeshtraktaten.

58

Parlamentet finder imidlertid, at Unionen har enekompetence for så vidt angår denne traktats artikel 4, idet den desuden har udøvet sin kompetence på dette område ved vedtagelsen af direktiv 2001/29. Den omstændighed, at medlemsstaterne har en skønsmargen i forbindelse med gennemførelse af undtagelser og indskrænkninger som omhandlet i dette direktiv, indebærer ikke, at der foreligger en delt kompetence på grund af den sondring, der skal foretages mellem de undtagelser, der vedrører EU-retsaktens rækkevidde, og dem, der vedrører de rettigheder, der er anført i en sådan retsakt.

59

Indvirkningen af Marrakeshtraktatens artikel 4 på den ordning, der er indført ved direktiv 2001/29, er desuden åbenbar, for så vidt som denne traktat fjerner den skønsmargen, som medlemsstaterne har i øjeblikket i henhold til dette direktivs artikel 5, stk. 3, litra b).

60

Med hensyn til formålet med og indholdet af Marrakeshtraktaten står det klart, at denne ikke vedrører et af de fire første områder, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1, TEUF. Derimod skal det undersøges, om denne traktat helt eller delvist omhandler den fælles handelspolitik, der er defineret i artikel 207 TEUF, og som i henhold til artikel 3, stk. 1, litra e), TEUF henhører under Unionens enekompetence.

61

Det fremgår af Domstolens faste praksis, at den omstændighed, at en EU-retsakt kan have en vis betydning for den internationale samhandel, ikke i sig selv er tilstrækkelig til at fastslå, at denne retsakt er i kategori med dem, der er omfattet af den fælles handelspolitik. Derimod henhører en EU-retsakt under denne politik, hvis den særskilt vedrører den internationale samhandel derved, at den hovedsageligt har til formål at fremme, lette eller regulere samhandelen og har direkte og umiddelbare virkninger for denne (dom af 18.7.2013, Daiichi Sankyo og Sanofi-Aventis Deutschland, C-414/11, EU:C:2013:520, præmis 51, og af 22.10.2013, Kommissionen mod Rådet, C-137/12, EU:C:2013:675, præmis 57).

62

Med henblik på at afgøre, om Marrakeshtraktaten henhører under den nævnte politik, er det nødvendigt at undersøge både dens formål og indhold.

63

For så vidt angår for det første formålet med Marrakeshtraktaten præciserer selve titlen på traktaten, at den har til formål at lette adgangen til offentliggjorte værker for målgruppepersonerne, dvs. blinde, synshæmmede eller på anden måde læsehandicappede personer.

64

De kontraherende parters ønske om at sikre en harmonisering af undtagelserne til og indskrænkningerne i ophavsretten og at lette bevægeligheden af eksemplarer i tilgængeligt format med henblik på at forbedre adgangen til offentliggjorte værker for målgruppepersonerne, og således at række ud over de forhindringer, der aktuelt er til hinder for denne adgang, er bl.a. bekræftet i syvende, ottende og tolvte betragtning i præamblen til den nævnte traktat.

65

Det fremgår desuden af første, anden og fjerde betragtning i denne præambel, at gennemførelsen af den retlige ramme, der er styrket internationalt ved samme traktat, sluttelig skal gøre det muligt at overholde princippet om forbud mod forskelsbehandling, princippet om lige muligheder, lige adgang og fuld og effektiv social deltagelse og integration for handicappede, som proklameret i FN-konventionen, herunder ved bekæmpelse af de forhindringer, der er til hinder for, at disse kan udfolde sig helt, udtrykke sig frit og drage fordel af retten til uddannelse.

66

Fjerde og syvende betragtning i præamblen til Marrakeshtraktaten nævner ganske vist fri bevægelighed og grænseoverskridende udvekslinger af eksemplarer i tilgængeligt format.

67

Det gælder dog ikke desto mindre, dels at disse betragtninger ikke nævner den forretningsmæssige karakter af denne bevægelighed eller udveksling, dels at de alene nævner dem som et instrument, der skal forbedre målgruppepersonernes adgang til disse eksemplarer og bidrage til at undgå overlapning af de kontraherende parters anstrengelser med henblik herpå.

68

Selv om det desuden følger af tredje, niende, tiende og tolvte betragtning i præamblen til denne traktat, at de kontraherende parter anerkender den betydning, som ophavsretsbeskyttelsen generelt og i særdeleshed den internationale ordning for ophavsret har, indikerer ordlyden af denne præambel ikke, at den nævnte traktat har til formål at styrke denne beskyttelse eller ordning.

69

Endvidere fremgår det ikke af samme traktats bestemmelser, at denne forfølger andre formål end dem, der er anført i dens titel og præambel.

70

Følgelig må det antages, at Marrakeshtraktaten i det væsentlige har til formål at forbedre målgruppepersonernes vilkår ved på forskellig måde at lette disse personers adgang til offentliggjorte værker, herunder ved at lette bevægeligheden af eksemplarer i tilgængeligt format.

71

Hvad dernæst angår denne traktats indhold præciserer denne, at de kontraherende parter skal anvende to forskellige og komplementære instrumenter med henblik på at gennemføre dens formål.

72

For det første bestemmer den nævnte traktats artikel 4, stk. 1, at de kontraherende parter skal indføre en undtagelse fra eller en indskrænkning i retten til reproduktion, retten til spredning og retten til tilgængeliggørelse for almenheden for at lette målgruppepersonernes adgang til eksemplarer i tilgængeligt format. De øvrige stykker i denne artikel præciserer måden, hvorpå de kontraherende parter kan gennemføre denne forpligtelse i deres nationale lovgivning, idet disse i denne henseende indrømmes en bred skønsmargen.

73

For det andet indfører Marrakeshtraktatens artikel 5 og 6 visse forpligtelser vedrørende grænseoverskridende udveksling af eksemplarer i tilgængeligt format.

74

Nærmere bestemt fastsætter denne traktats artikel 5, stk. 1, at de kontraherende parter bestemmer, at hvis der fremstilles et eksemplar i tilgængeligt format i henhold til en undtagelse eller indskrænkning eller i henhold til loven, kan en bemyndiget enhed sprede eller tilgængeliggøre dette eksemplar i tilgængeligt format for en målgruppeperson eller en bemyndiget enhed i en anden kontraherende part. De øvrige stykker i denne artikel præciserer den måde, hvorpå de kontraherende parter kan gennemføre denne forpligtelse i deres nationale lovgivning, idet disse i denne henseende tildeles en bred skønsmargen.

75

Den nævnte traktats artikel 6 præciserer, at hvis en kontraherende parts nationale lovgivning tillader en målgruppeperson, en person, der handler på en målgruppepersons vegne, eller en bemyndiget enhed at fremstille et eksemplar i tilgængeligt format af et værk, skal den pågældende kontraherende parts nationale lovgivning også tillade dem at importere et eksemplar i tilgængeligt format til fordel for målgruppepersoner uden rettighedshaverens tilladelse.

76

Samme traktats artikel 5 og 6 suppleres af dennes artikel 9, der forpligter de kontraherende parter til at samarbejde med henblik på at lette grænseoverskridende udvekslinger af eksemplarer i tilgængeligt format.

77

På grundlag af disse elementer skal det fastslås, om Marrakeshtraktaten helt eller delvis henhører under den fælles handelspolitik.

78

I denne henseende må det ganske vist for det første bemærkes, at de EU-regler på området for intellektuel ejendomsret, som har en særlig tilknytning til den internationale samhandel, vil kunne være omfattet af begrebet »handelsrelaterede aspekter af intellektuel ejendomsret« som omhandlet i artikel 207, stk. 1, TEUF, og dermed af området for denne politik (jf. i denne retning dom af 18.7.2013, Daiichi Sankyo og Sanofi-Aventis Deutschland, C-414/11, EU:C:2013:520, præmis 52).

79

Domstolen har således fastslået, at visse internationale regler, der omhandler nærmere bestemmelser, som skal finde anvendelse for hver af de vigtigste kategorier af intellektuel ejendomsret, har en særlig tilknytning til den internationale samhandel, idet disse regler falder inden for rammerne af liberaliseringen af denne samhandel, for så vidt som de udgør en integrerende del af WTO-ordningen og har til formål at lette den nævnte samhandel ved at formindske fordrejninger af den internationale samhandel (jf. i denne retning dom af 18.7.2013, Daiichi Sankyo og Sanofi-Aventis Deutschland, C-414/11, EU:C:2013:520, præmis 53 og 57-60).

80

Domstolen har endvidere fastslået, at de regler, der indfører en passende retlig beskyttelse af adgangsstyrede tjenester, har en særlig tilknytning til den internationale samhandel og dermed henhører under den fælles handelspolitik. Domstolen baserede sig i den forbindelse på den omstændighed, at disse regler i højere grad har til formål at fremme denne samhandel vedrørende disse tjenester end at forbedre det indre markeds funktion (jf. i denne retning dom af 22.10.2013, Kommissionen mod Rådet, C-137/12, EU:C:2013:675, præmis 64, 65 og 67).

81

En tilsvarende begrundelse kan imidlertid ikke, i modsætning til hvad Kommissionen har gjort gældende, finde anvendelse i forhold til Marrakeshtraktatens regler om indførelse af en undtagelse til eller en indskrænkning i retten til reproduktion, retten til spredning og retten til tilgængeliggørelse for almenheden.

82

Som det nemlig fremgår af nærværende udtalelses præmis 63-70, har Marrakeshtraktaten til formål at forbedre vilkårene for målgruppepersonerne ved på forskellige måder at lette adgangen for disse personer til offentliggjorte værker og ikke at fremme, lette eller regulere den internationale samhandel af eksemplarer i tilgængeligt format.

83

Nærmere bestemt for så vidt angår harmoniseringen af undtagelser til og indskrænkninger i retten til reproduktion, retten til spredning og retten til tilgængeliggørelse for almenheden indikerer 12. betragtning i præamblen til samme traktat specifikt, at denne harmonisering er foretaget med henblik på at gøre det muligt for målgruppepersonerne at få lettere adgang til værker og at anvende dem.

84

Desuden er Marrakeshtraktatens artikel 4 ikke egnet til at sikre en tilnærmelse af de nationale lovgivninger, der gør det muligt at lette den internationale samhandel mærkbart, for så vidt som de kontraherende parter har en bred skønsbeføjelse med henblik på gennemførelse af denne artikel, og det følger af denne traktats artikel 12, at den ikke har til formål eller har den virkning at forbyde de kontraherende parter at indføre undtagelser og indskrænkninger i deres lovgivninger til gavn for andre målgruppepersoner end dem, der er fastsat i den nævnte traktat.

85

I øvrigt kan Kommissionens argument om, at blandt de regler, der regulerer den intellektuelle ejendomsret, er det kun dem vedrørende de ideelle rettigheder, der ikke henhører under begrebet »handelsrelaterede aspekter af intellektuel ejendomsret« som omhandlet i artikel 207 TEUF, ikke tiltrædes, for få vidt som det ville medføre, at området for den fælles handelspolitik ville blive udvidet i ekstrem grad, fordi regler, som ikke har en særlig tilknytning til den internationale samhandel, ville blive henført til dette område.

86

På det grundlag kan det ikke antages, at reglerne i Marrakeshtraktaten, der fastsætter indførelse af en undtagelse til eller en indskrænkning i retten til reproduktion, retten til spredning og retten til tilgængeliggørelse for almenheden, har en særlig tilknytning til den internationale samhandel, som indebærer, at de er omfattet af de handelsrelaterede aspekter af intellektuel ejendomsret som omhandlet i artikel 207 TEUF.

87

Hvad angår for det andet de regler i Marrakeshtraktaten, der regulerer eksport og import af eksemplarer i tilgængeligt format, bemærkes, at disse regler uden tvivl vedrører international samhandel af sådanne eksemplarer.

88

Det fremgår imidlertid af Domstolens praksis, at der skal tages hensyn til formålet med sådanne regler med henblik på vurderingen af, om disse henhører under den fælles handelspolitik (jf. i denne retning udtalelse 2/00 (Cartagena-protokollen om biosikkerhed) af 6.12.2001, EU:C:2001:664, præmis 35-37, og dom af 8.9.2009, Kommissionen mod Parlamentet og Rådet, C-411/06, EU:C:2009:518, præmis 49-54, 71 og 72).

89

Under hensyn til betragtningerne i denne udtalelses præmis 63-70 og i mangel af ethvert element, der indikerer, at Marrakeshtraktatens artikel 5, 6 og 9 forfølger et andet formål end det, denne traktat forfølger i sin helhed, må det antages, at disse artikler ikke specifikt har til formål at fremme, lette eller regulere den internationale samhandel af eksemplarer i tilgængeligt format, men snarere at forbedre vilkårene for målgruppepersonerne ved at lette disse personers adgang til eksemplarer i tilgængeligt format, der er reproduceret i andre kontraherende stater.

90

På denne baggrund synes lettelsen af grænseoverskridende udvekslinger af eksemplarer i tilgængeligt format snarere at være et middel til at gennemføre det ikke-kommercielle formål med den nævnte traktat end et mål i sig selv, som er fastsat i denne traktat.

91

Endvidere skal det ligeledes bemærkes, at de udvekslinger, der er tilsigtet med Marrakeshtraktaten, ikke under hensyn til deres art kan sidestilles med international samhandel, der udføres med et kommercielt formål (jf. analogt udtalelse 2/00 (Cartagena-protokollen om biosikkerhed) af 6.12.2001, EU:C:2001:664, præmis 38, og dom af 8.9.2009, Kommissionen mod Parlamentet og Rådet, C-411/06, EU:C:2009:518, præmis 69).

92

Forpligtelsen til at tillade eksport af eksemplarer i tilgængeligt format som omhandlet i denne traktats artikel 5, stk. 1, omfatter nemlig alene den eksport, der udføres af en bemyndiget enhed. Den nævnte traktats artikel 9 bekræfter, at den ordning, der er indført, ikke generelt har til formål at fremme, lette eller regulere alle udvekslinger af eksemplarer i tilgængeligt format, men de udvekslinger, der foregår mellem de bemyndigede enheder.

93

Det følger af Marrakeshtraktatens artikel 2, litra c), at disse enheder skal være bemyndiget eller anerkendt af staten, agere på ikke-kommercielt grundlag og rette deres tjenester alene mod målgruppepersonerne. Selv om det derfor ikke kan udelukkes i henhold til denne traktats artikel 4, stk. 5, at den eksport, der reguleres af den nævnte traktats artikel 5, er genstand for et vederlag, kan dette alene ligge inden for de grænser, der er pålagt ved den ikke-kommercielle karakter af eksportørens aktiviteter.

94

Ligeledes forpligter samme traktats artikel 6 alene de kontraherende parter til at tillade import i det omfang, denne foretages enten af en målgruppeperson, der handler direkte eller indirekte, eller af en bemyndiget enhed.

95

Desuden fremgår det udtrykkeligt af Marrakeshtraktatens artikel 5, stk. 1, og artikel 6, at kun den eksport og import, der er beregnet for målgruppepersoner, i givet fald ved en bemyndiget enhed som mellemled, er omfattet af disse bestemmelser. Denne traktats artikel 2, litra c), og artikel 5, stk. 2 og 4, indfører desuden ordninger med henblik på at sikre, at alene målgruppepersoner vil kunne råde over eksemplarer i tilgængeligt format, der er udvekslet på denne måde.

96

Endvidere regulerer den nævnte traktats artikel 5, stk. 1, eksporten alene for de eksemplarer, der er blevet udarbejdet i henhold til en indskrænkning eller en undtagelse eller i henhold til lov, og som udgør eksemplarer i tilgængeligt format. Samme traktats artikel 6 fastsætter blot, at import af sådanne eksemplarer på en kontraherende parts område skal have tilladelse i et tilfælde, hvor det i henhold til denne kontraherende parts lovgivning er tilladt målgruppepersonen eller den berørte enhed at omsætte disse eksemplarer.

97

Det fremgår således ikke alene, at de grænseoverskridende udvekslinger, som Marrakeshtraktaten fremmer, går ud over den almindelige ramme for international samhandel, men også, at international samhandel af eksemplarer i tilgængeligt format, der udføres med et kommercielt formål af almindelige erhvervsdrivende, eller ganske enkelt uden for rammerne af undtagelser eller indskrænkninger til gavn for målgruppepersonerne, ikke er omfattet af den særlige ordning, som denne traktat indfører.

98

Den nævnte traktats artikel 1 og 11 fastsætter desuden, at de forpligtelser, der følger af andre internationale trakter, skal overholdes, hvilket indebærer, at denne ordning ikke tilsigter at fravige de internationale regler, der regulerer international samhandel med litterære og kunstneriske værker.

99

Under hensyn til disse forskellige kendetegn skal den ordning, der indføres med Marrakeshtraktaten, således adskilles fra de ordninger, der henhører under den fælles handelspolitik, der blev undersøgt af Domstolen i udtalelse 1/78 (international overenskomst om naturgummi) af 4. oktober 1979 (EU:C:1979:224) og i dom af 17. oktober 1995, Werner (C-70/94, EU:C:1995:328), af 10. januar 2006, Kommissionen mod Rådet (C-94/03, EU:C:2006:2), og af 12. december 2002, Kommissionen mod Rådet (C-281/01, EU:C:2002:761), og som, selv om de ikke udelukkende forfulgte kommercielle mål, derimod var begrundet i vedtagelsen af foranstaltninger af kommerciel karakter.

100

På dette grundlag kan den omstændighed i sig selv, at den ordning, som Marrakeshtraktaten indfører, eventuelt kan finde anvendelse på værker, der er genstand for en kommerciel udnyttelse, eller som ville kunne gøres til genstand for en sådan udnyttelse, og at ordningen derfor i givet fald indirekte kan berøre den internationale samhandel med sådanne værker, ikke indebære, at ordningen henhører under den fælles handelspolitik (jf. analogt udtalelse 2/00 (Cartagena-protokollen om biosikkerhed) af 6.12.2001, EU:C:2001:664, præmis 40).

101

Det må derfor antages, at indgåelsen af Marrakeshtraktaten ikke henhører under den fælles handelspolitik som defineret i artikel 207 TEUF, og at Unionen derfor ikke på grundlag af artikel 3, stk. 1, litra e), TEUF har enekompetence til at indgå denne traktat.

102

Unionen har i henhold til artikel 3, stk. 2, TEUF enekompetence til at indgå internationale aftaler, når indgåelsen har hjemmel i en lovgivningsmæssig EU-retsakt, eller når den er nødvendig for at give Unionen mulighed for at udøve sin kompetence på internt plan, eller for så vidt som den kan berøre fælles regler eller ændre deres rækkevidde.

103

Indgåelsen af Marrakeshtraktaten er ikke fastsat i nogen lovgivningsmæssig EU-retsakt, og det er ikke nødvendigt at indgå den for at give Unionen mulighed for at udøve sin kompetence på internt plan.

104

Følgelig er kun det tilfælde, der er nævnt i sidste sætningsled i artikel 3, stk. 2, TEUF, vedrørende den situation, hvor indgåelse af en international aftale »kan berøre fælles regler eller ændre deres rækkevidde«, relevant i nærværende sag.

105

I denne henseende følger det af Domstolens praksis, at der foreligger en risiko for, at Unionens fælles regler tilsidesættes som følge af internationale forpligtelser, som medlemsstaterne har påtaget sig, eller at de fælles reglers rækkevidde ændres, hvilket begrunder Unionens eksterne enekompetence, når disse internationale forpligtelser ligger inden for et område, som allerede er reguleret af sådanne regler (udtalelse 1/13 (tredjelandes tiltrædelse af Haagerkonventionen) af 14.10.2014, EU:C:2014:2303, præmis 71, og dom af 26.11.2014, Green Network,C-66/13, EU:C:2014:2399, præmis 29).

106

Konstateringen af, at der foreligger en sådan risiko, forudsætter ikke, at det område, som den internationale aftale omfatter, og det, som er omfattet af EU-lovgivningen, er fuldstændigt sammenfaldende (udtalelse 1/13 (tredjelandes tiltrædelse af Haagerkonventionen) af 14.10.2014, EU:C:2014:2303, præmis 72, og dom af 26.11.2014, Green Network, C-66/13, EU:C:2014:2399, præmis 30).

107

Navnlig kan EU-regler berøres eller deres rækkevidde ændres af sådanne internationale forpligtelser, når de henhører under et område, der allerede i vid udstrækning er reguleret af sådanne regler (jf. i denne retning udtalelse 1/13 (tredjelandes tiltrædelse af Haagerkonventionen) af 14.10.2014, EU:C:2014:2303, præmis 73, og dom af 26.11.2014, Green Network, C-66/13, EU:C:2014:2399, præmis 31).

108

Da Unionen under disse omstændigheder kun råder over tildelte kompetencer, skal en kompetence – tilmed en enekompetence – finde sin begrundelse i en fuldstændig og konkret analyse af forholdet mellem den påtænkte internationale aftale og gældende EU-ret. Denne analyse skal tage hensyn til de områder, som omfattes af de EU-retlige regler, henholdsvis bestemmelserne i den påtænkte aftale, deres forudsete udviklingsperspektiver samt til karakteren og indholdet af disse regler og bestemmelser, med henblik på at efterprøve, om den pågældende aftale kan være til skade for en ensartet og sammenhængende anvendelse af EU-reglerne og den tilfredsstillende funktion af den ordning, som oprettes ved disse regler (udtalelse 1/13 (tredjelandes tiltrædelse af Haagerkonventionen) af 14.10.2014, EU:C:2014:2303, præmis 74, og dom af 26.11.2014, Green Network, C-66/13, EU:C:2014:2399, præmis 33).

109

Det bemærkes i denne henseende, at Marrakeshtraktaten, således som det fremgår af denne udtalelses præmis 71-76, fastsætter, at de kontraherende parter med henblik på at gennemføre dennes formål skal gennemføre to forskellige og komplementære foranstaltninger, dels en undtagelse til eller en indskrænkning i retten til reproduktion, retten til spredning og retten til tilgængeliggørelse for almenheden med henblik på at lette målgruppepersoners rådighed over eksemplarer i tilgængeligt format, dels ordninger for eksport og import for at fremme visse typer af grænseoverskridende udvekslinger af eksemplarer i tilgængeligt format.

110

Imidlertid tillægger artikel 2-4 i direktiv 2001/29 ophavsmænd en eneret til at tillade eller forbyde reproduktion, overføring til almenheden og spredning af værker.

111

Dette direktivs artikel 5, stk. 3, litra b), præciserer endvidere, at medlemsstaterne kan indføre en undtagelse fra eller en indskrænkning i retten til reproduktion og retten til overføring til almenheden, »hvis der er tale om anvendelser til gavn for handicappede, som står i direkte forbindelse med det pågældende handicap og er af ikke-kommerciel karakter, og det sker i et omfang, som er påkrævet af hensyn til det særlige handicap«. Det følger af det nævnte direktivs artikel 5, stk. 4, at medlemsstaterne ligeledes kan fastsætte en undtagelse til eller en indskrænkning i retten til spredning, for så vidt som dette er begrundet i formålet med den reproduktion, der er tilladt i henhold til samme direktivs artikel 5, stk. 3, litra b).

112

Det følger heraf, at den undtagelse eller indskrænkning, der fremgår af Marrakeshtraktaten, skal gennemføres inden for rammerne af det område, der er harmoniseret ved direktiv 2001/29. Det samme gør sig gældende for de eksport- og importordninger, der er fastsat i denne traktat, for så vidt som de har et endeligt formål om at tillade overføring til almenheden eller spredning på en kontraherende parts område af eksemplarer i tilgængeligt format, der er offentliggjort i en anden kontraherende stat uden tilladelse fra rettighedshaverne.

113

I denne henseende bemærkes, at selv om flere af de regeringer, der har afgivet indlæg for Domstolen, har anført, at de forpligtelser, der følger af Marrakeshtraktaten, vil kunne anvendes på en måde, så de er forenelige med direktiv 2001/29, kan medlemsstaterne ifølge Domstolens faste praksis ikke uden om EU-institutionerne påtage sig internationale forpligtelser, der henhører under et område, som allerede i vid udstrækning er omfattet af de fælles EU-regler, heller ikke selv om der ikke er nogen modsætning mellem disse forpligtelser og de fælles EU-regler (jf. i denne retning dom af 4.9.2014, Kommissionen mod Rådet, C-114/12, EU:C:2014:2151, præmis 70 og 71, og udtalelse 1/13 (tredjelandes tiltrædelse af Haagerkonventionen) af 14.10.2014, EU:C:2014:2303, præmis 86).

114

På denne baggrund kan den omstændighed, at Marrakeshtraktatens artikel 11 fastsætter en forpligtelse svarende til den, der følger af artikel 5, stk. 5, i direktiv 2001/29, eller at betingelserne i denne traktats artikel 4-6 ikke som sådan er uforenelige med betingelserne i artikel 5, stk. 3, litra b), og artikel 5, stk. 4, i direktiv 2001/29, hvis dette godtgøres, under alle omstændigheder ikke være afgørende.

115

Det skal desuden bemærkes, at det, således som de regeringer, der har afgivet indlæg for Domstolen, har fremhævet, fremgår af titlen på direktiv 2001/29 og af syvende. betragtning dertil, at EU-lovgiver alene har foretaget en delvis harmonisering af ophavsretten og beslægtede rettigheder, idet dette direktiv ikke har til formål at fjerne eller undgå forskelle mellem de nationale lovgivninger, som ikke påvirker det indre markeds funktion negativt (jf. i denne retning dom af 5.3.2015, Copydan Båndkopi, C-463/12, EU:C:2015:144, præmis 88, og af 26.3.2015, C More Entertainment, C-279/13, EU:C:2015:199, præmis 29).

116

Hvad nærmere bestemt angår undtagelser til og indskrænkninger i disse rettigheder præciserer 31. betragtning til det nævnte direktiv, at harmoniseringsgraden af disse bør baseres på deres følger for det indre markeds funktion. Således har EU-lovgiver f.eks. ikke i samme direktivs artikel 5, stk. 3, litra b), og artikel 5, stk. 4, fuldt ud harmoniseret undtagelserne eller indskrænkningerne til gavn for handicappede.

117

Imidlertid kan en sådan betragtning ikke som sådan være afgørende.

118

Selv om det nemlig følger af Domstolens praksis, at en international aftale, der omfatter et område, der er blevet harmoniseret fuldt ud, vil kunne berøre fælles regler eller ændre deres rækkevidde (jf. i denne retning udtalelse 1/94 (de aftaler, der er tilføjet WTO-overenskomsten som bilag) af 15.11.1994, EU:C:1994:384, præmis 96, og dom af 5.11.2002, Kommissionen mod Danmark, C-467/98, EU:C:2002:625, præmis 84), gør det sig ikke desto mindre gældende, at der alene er tale om en af de situationer, hvor den betingelse, der fremgår af sidste sætningsled af artikel 3, stk. 2, TEUF, er opfyldt (jf. i denne retning udtalelse 1/03 (den nye Luganokonvention) af 7.2.2006, EU:C:2006:81, præmis 121).

119

Ligeledes hvis medlemsstaterne råder over en skønsmargen i forbindelse med gennemførelsen af deres mulighed for at fastsætte en undtagelse eller en indskrænkning til gavn for handicappede, må det påpeges, at denne skønsmargen hidrører fra EU-lovgivers beslutning om at tildele medlemsstaterne en sådan mulighed inden for den harmoniserede retlige ramme, der sikrer en høj og ensartet beskyttelse af retten til reproduktion, retten til overføring til almenheden og retten til spredning som indført ved direktiv 2001/29 (jf. i denne retning dom af 26.4.2012, DR og TV2 Danmark, C-510/10, EU:C:2012:244, præmis 32, og af 4.9.2014, Kommissionen mod Rådet, C-114/12, EU:C:2014:2151, præmis 79).

120

Dette direktivs artikel 5, stk. 3, litra b), og artikel 5, stk. 4, omhandler ikke en situation, der kan sammenlignes med den, der er beskrevet i præmis 18 og 21 i udtalelse 2/91 (ILO-konvention nr. 170) af 19. marts 1993 (EU:C:1993:106), i hvilken Domstolen ikke anerkendte Unionens enekompetence på grund af, at såvel de EU-retlige bestemmelser som bestemmelserne i den internationale konvention havde karakter af minimumsforskrifter.

121

Disse bestemmelser i direktiv 2001/29 fastsætter nemlig ikke en minimumstærskel for beskyttelse af ophavsretten og beslægtede rettigheder ved at lade medlemsstaternes kompetence til at fastsætte en større beskyttelse af disse rettigheder forblive intakt, men indfører en fravigelse af de af EU-lovgiver harmoniserede rettigheder ved at give medlemsstaterne beføjelse til under visse betingelser at fastsætte en undtagelse til eller en indskrænkning i de nævnte rettigheder. En medlemsstat, der gør brug af denne mulighed i EU-retten, garanterer derfor sluttelig en beskyttelse af disse rettigheder, som er mindre end den, der normalt følger af det harmoniserede beskyttelsesniveau, der er indført ved dette direktivs artikel 2-4.

122

I denne sammenhæng må det tilføjes, at medlemsstaternes skønsmargen skal udøves inden for de grænser, som EU-retten fastsætter (jf. analogt dom af 1.12.2011, Painer, C-145/10, EU:C:2011:798, præmis 104), hvilket indebærer, at medlemsstaterne ikke frit og på ikke-harmoniseret vis kan bestemme alle parametrene for undtagelsen eller indskrænkningen til gavn for handicappede (jf. analogt dom af 26.4.2012, DR og TV2 Danmark, C-510/10, EU:C:2012:244, præmis 36).

123

Navnlig kan medlemsstaterne i deres lovgivning alene fastsætte en undtagelse eller en indskrænkning til gavn for handicappede, såfremt de overholder alle betingelserne i artikel 5, stk. 3, litra b), i direktiv 2001/29, dvs. at undtagelsen eller indskrænkningen alene omfatter anvendelser til gavn for handicappede, som er direkte forbundet med det pågældende handicap, er af ikke-kommerciel karakter og sker i et omfang, som er påkrævet af hensyn til handicappet (jf. i denne retning dom af 27.2.2014, OSA, C-351/12, EU:C:2014:110, præmis 39), hvilket udgør betingelser, der i øvrigt ikke fremgår af Marrakeshtraktatens artikel 4-6.

124

Medlemsstaternes skønsmargen med henblik på at gennemføre en undtagelse eller en indskrænkning til gavn for handicappede kan desuden ikke anvendes på en måde, der bringer dette direktivs formål i fare, således som dette fremgår af første til niende betragtning dertil, og som vedrører indførelse af et højt beskyttelsesniveau for ophavsmænd og sikring af det indre markeds funktion (jf. analogt dom af 1.12.2011, Painer, C-145/10, EU:C:2011:798, præmis 107, og af 10.4.2014, ACI Adam m.fl., C-435/12, EU:C:2014:254, præmis 34).

125

Denne skønsmargen er ligeledes begrænset af artikel 5, stk. 5, i direktiv 2001/29, som har underlagt indførelsen af undtagelsen eller indskrænkningen, nævnt i dette direktivs artikel 5, stk. 3, litra b), tre betingelser, nemlig at denne undtagelse eller indskrænkning kun anvendes i visse specielle tilfælde, at den ikke må stride mod den normale udnyttelse af værket, og at den ikke må indebære urimelig skade for rettighedshaverens legitime interesser (jf. analogt dom af 16.7.2009, Infopaq International, C-5/08, EU:C:2009:465, præmis 58, og af 1.12.2011, Painer, C-145/10, EU:C:2011:798, præmis 110).

126

Under hensyn til disse elementer kan det konkluderes, at selv om medlemsstaterne råder over en mulighed for at gennemføre en undtagelse til eller en indskrænkning i de harmoniserede regler i artikel 2-4 i direktiv 2001/29 til gavn for handicappede, er der er tale om en mulighed, som EU-lovgiver har tildelt, og som er snævert afgrænset af kravene i EU-retten, således som anført i denne udtalelses præmis 123-125.

127

I denne sammenhæng må det endvidere påpeges, at mens artikel 5, stk. 3, litra b), i direktiv 2001/29 alene fastsætter en mulighed for, at medlemsstaterne kan indføre en undtagelse eller en indskrænkning til gavn for målgruppepersonerne, fastsætter Marrakeshtraktatens artikel 4 en forpligtelse til at indføre en sådan undtagelse eller indskrænkning.

128

Følgelig indebærer indgåelsen af denne traktat, at de forskellige grænser og betingelser, som EU-retten fastsætter, således som anført i nærværende udtalelses præmis 123-125, vil gælde i forhold til alle medlemsstaterne, der fremover vil være forpligtede til at fastsætte en sådan undtagelse eller indskrænkning i henhold til den nævnte traktats artikel 4.

129

Det følger heraf, at samtlige de forpligtelser, der er fastsat i Marrakeshtraktaten, henhører under et område, der allerede i vidt omfang er omfattet af de fælles EU-regler, og at indgåelsen af denne traktat vil kunne berøre disse regler eller ændre deres rækkevidde.

130

Det følger af ovenstående betragtninger, at indgåelsen af Marrakeshtraktaten henhører under Unionens enekompetence.