—

María Elena Pérez López ved abogado L. García Botella,

—

den spanske regering ved A. Gavela Llopis, som befuldmægtiget

—

Europa-Kommissionen ved M. van Beek og J. Guillem Carrau, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af §§ 3-5 i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, indgået den 18. marts 1999 (herefter »rammeaftalen«), der er indeholdt i bilaget til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP (EFT 1999, L 175, s. 43).

2

Anmodningen er blevet indgivet under en sag mellem María Elena Pérez López og Servicio Madrileño de Salud, Comunidad de Madrid (sundhedstjenesten i Madrid, Spanien) vedrørende den retlige kvalificering af hendes ansættelsesforhold, der bestod af flere på hinanden følgende udnævnelser som vedtægtsmæssigt hjælpeansat.

3

I henhold til artikel 1 i direktiv 1999/70 har direktivet til formål »at iværksætte den rammeaftale […], som blev indgået […] mellem de generelle tværfaglige organisationer (EFS, UNICE og CEEP)«.

4

Punkt 6-8 i de generelle betragtninger til rammeaftalen har følgende ordlyd:

5

I henhold til rammeaftalens § 1 har denne som formål dels at forbedre kvaliteten ved tidsbegrænset ansættelse gennem anvendelsen af princippet om ikke-diskrimination, dels at fastsætte rammer, der skal forhindre misbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold.

6

Rammeaftalens § 2, der har overskriften »Anvendelsesområde«, fastsætter i stk. 1:

»Denne aftale finder anvendelse på alle med tidsbegrænset ansættelse, som har en ansættelseskontrakt eller indgår i et ansættelsesforhold, som defineret ved lov, kollektiv aftale eller gældende praksis i den enkelte medlemsstat.«

7

Rammeaftalens § 3 med overskriften »Definitioner« bestemmer:

»I denne aftale forstås ved:

8

Rammeaftalens § 4 med overskriften »Princippet om ikke-diskrimination« fastsætter i stk. 1:

»Ansættelsesvilkårene for personer med tidsbegrænset ansættelse må ikke være mindre gunstige end dem, der gælder for sammenlignelige fastansatte, hvis dette udelukkende er begrundet i kontraktens tidsbegrænsede varighed, og forskelsbehandlingen ikke er begrundet i objektive forhold.«

9

Rammeaftalens § 5 med overskriften »Bestemmelser om misbrug« bestemmer i stk. 1:

»For at forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold fastsættes, medmindre der allerede findes tilsvarende retsregler, bestemmelser af medlemsstaterne – efter høring af arbejdsmarkedets parter i henhold til national lovgivning, kollektive aftaler eller praksis – og/eller af arbejdsmarkedets parter, hvorved der tages hensyn til behovene inden for bestemte sektorer og/eller blandt bestemte kategorier af arbejdstagere, og som regulerer et eller flere af følgende forhold:

10

Artikel 9 i Ley estatal 55/2003 del Estatuto Marco del personal estatutario de los servicios de salud (lov nr. 55/2003 om rammevedtægten for vedtægtsmæssigt ansatte i sundhedstjenesterne) af 16. december 2003 (BOE nr. 301, af 17.12.2003, s. 44742, herefter »rammevedtægten«), fastsætter:

»1.   Når det findes nødvendigt eller uopsætteligt eller i forbindelse med gennemførelsen af midlertidige, konjunkturbestemte eller ekstraordinære programmer, kan sundhedstjenesterne udnævne vedtægtsmæssigt personale med tidsbegrænset ansættelse.

Udnævnelsen af vedtægtsmæssigt personale med tidsbegrænset ansættelse kan enten ske i form af en midlertidig ansættelse, en ansættelse som hjælpepersonale eller en ansættelse som afløser.

2.   Udnævnelsen som midlertidigt ansat foretages med henblik på bestridelse af en ledig stilling ved sundhedscentrene eller ‑tjenesterne, når der er behov for at varetage de dertil knyttede funktioner.

Der træffes beslutning om ophør af ansættelsen som midlertidigt vedtægtsmæssigt ansat, når den stilling, som vedkommende beklæder, besættes af en fastansat gennem den ved love eller administrative bestemmelser foreskrevne procedure, samt når den pågældende stilling nedlægges.

3.   Udnævnelsen af hjælpepersonale foretages i følgende tilfælde:

Der træffes beslutning om ophør af ansættelsen som vedtægtsmæssigt hjælpepersonale ved indtrædelsen af den begivenhed eller ved udløbet af den frist, der udtrykkeligt er fastsat i forbindelse med udnævnelsen, samt ved nedlæggelsen af de funktioner, der oprindeligt lå til grund for udnævnelsen.

Såfremt der foretages mere end to udnævnelser med henblik på leveringen af de samme tjenesteydelser i en samlet periode på mindst 12 måneder inden for 2 år, skal årsagerne til disse udnævnelser undersøges, således at det i givet fald kan vurderes, om der skal oprettes en strukturel stilling i centrets stab.

[…]«.

11

I henhold til artikel 15, stk. 3, i texto refundido de la Ley del Estatuto de los Trabajadores, aprobado por el Real Decreto Legislativo 1/1995 (den konsoliderede udgave af lov om arbejdstageres rettigheder, der følger af kongeligt lovdekret nr. 1/1995) af 24. marts 1995 (BOE nr. 75, af 29.3.1995, s. 9654), i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen (herefter »lov om arbejdstageres rettigheder«), »antages tidsbegrænsede kontrakter, der er indgået i strid med loven, for at være indgået på ubestemt tid«.

12

I overensstemmelse med artikel 3 i Real Decreto 2720/1998 por el que se desarrolla el artículo 15 del Estatuto de los Trabajadores en materia de contratos de duración determinada (kongeligt lovdekret nr. 2720/1998 om gennemførelse af artikel 15 i lov om arbejdstageres rettigheder vedrørende tidsbegrænsede stillinger) af 18. december 1998 (BOE nr. 7, af 8.1.1999, s. 568) er kontrakter om hjælpeansatte, som henhører under gruppen af tidsbegrænsede kontrakter, indført for at kunne dække et konjunkturbestemt behov.

13

Artikel 49, stk. 1, litra c), i lov om arbejdstageres rettigheder fastsætter, at når ansættelseskontrakten ophører, bortset fra tilfælde, hvor der er tale om interinidad-kontrakter (vikaransættelse) og uddannelseskontrakter, har arbejdstageren ret til at modtage en godtgørelse på et beløb, der forholdsmæssigt svarer til udbetaling af tolv dages løn for hvert tjenesteår.

14

María Elena Pérez López blev ansat som sygeplejerske som en del af det vedtægtsmæssige hjælpepersonale ved Madrids universitetshospital for perioden fra den 5. februar til den 31. juli 2009. I overensstemmelse med bestemmelserne i rammevedtægtens artikel 9, stk. 3, blev udnævnelsen begrundet med, at der var behov for »udførelse af bestemte tjenesteydelser af midlertidig, konjunkturbestemt eller ekstraordinær art«, og stillingen var beskrevet som »udøvelse af sit erhverv på nærværende hospital med henblik på at sikre sundhedstjenesten«.

15

Efter udstedelsen af denne første ansættelseskontrakt blev udnævnelsen af María Elena Pérez López forlænget syv gange i form af tidsbegrænsede kontrakter på tre, seks eller ni måneder, som hver gang var formuleret enslydende, således at María Elena Pérez López' arbejdsydelse var uafbrudt i perioden fra den 5. februar 2009 til den 31. marts 2013.

16

I forbindelse med den sidste af de ovennævnte ansættelseskontrakter, som omfattede perioden fra den 1. januar 2013 til den 31. marts 2013, havde Consejería de Economia y Hacienda de la Comunidad de Madrid (det regionale økonomi- og finansministerium i Madrid, Spanien) udstedt bekendtgørelse af 28. januar 2013, hvorved der for at opnå en nedbringelse af de offentlige udgifter stilles krav om at bringe hjælpepersonalets ansættelsesforhold til ophør fra datoen for udnævnelsens udløb, og at der udarbejdes en opgørelse af de tilgodehavender, der vedrører den periode, hvor tjenesteydelserne er blevet leveret, herunder de tilfælde, hvor det allerede er besluttet, at der efterfølgende vil blive foretaget en ny udnævnelse af den samme arbejdstager.

17

I henhold til nævnte bekendtgørelse blev María Elena Pérez López den 8. marts 2013 informeret om afbrydelsen af det ansættelsesforhold, hvorved hun var tilknyttet Madrids sundhedstjeneste, med virkning fra den 31. marts 2013. Den 21. marts 2013 gav forvaltningen hende imidlertid meddelelse om hendes nye udnævnelse, der var identisk med de foregående og uden afbrydelse i forhold til disse, med en varighed fra den 1. april til den 30. juni 2013.

18

Den 30. april 2013 iværksatte María Elena Pérez López administrativ rekurs til prøvelse af den nævnte afgørelse om at afbryde ansættelsesforholdet og af den nye udnævnelse som vedtægtsmæssigt hjælpepersonale. Efter udløbet af den lovbestemte frist til at besvare klagen måtte der som følge af den kompetente myndigheds passivitet antages at foreligge en stiltiende afvisning af den administrative rekurs, hvorfor hun den 13. september 2013 anlagde sag ved Juzgado de la Contencioso-Administrativo no 4 de Madrid (forvaltningsdomstol nr. 4 i Madrid, Spanien), hvori hun i det væsentlige gjorde gældende, at rækken af flere på hinanden følgende udnævnelser ikke havde til formål at opfylde et behov for sundhedstjenesteydelser af konjunkturbestemt eller ekstraordinær art, men reelt udgjorde fast beskæftigelse. De flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der var indgået med hende, udgjorde dermed en tilsidesættelse af loven og burde føre til en omkvalificering af hendes ansættelsesforhold.

19

Ifølge den forelæggende ret indeholder den omhandlede nationale lovgivning, herunder nærmere bestemt rammevedtægtens artikel 9, ikke foranstaltninger, der effektivt begrænser brugen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter. Selv om der fastsættes en maksimal varighed for hjælpepersonalets arbejdsforhold, tilkommer det nemlig forvaltningsmyndigheden frit at vurdere de årsager, der begrunder brugen af tidsbegrænsede kontrakter, det samme gælder muligheden for at oprette en fast stilling, som ville kunne opfylde behovet for sundhedstjenesteydelser. Såfremt en sådan stilling blev oprettet, ville disse arbejdstageres usikre jobsituation imidlertid vedvare, idet forvaltningsmyndigheden ville have mulighed for at besætte disse stillinger med midlertidigt vikarpersonale, uden begrænsninger for så vidt angår varigheden eller antallet af fornyelser af disse arbejdstageres tidsbegrænsede ansættelseskontrakter.

20

Den forelæggende ret har ligeledes givet udtryk for sin tvivl for så vidt angår de omhandlede nationale bestemmelsers forenelighed med princippet om ikke-diskrimination som fastsat i rammeaftalens § 4. Den forelæggende ret har anført, at det vedtægtsmæssigt ansatte hjælpepersonale til at udføre sundhedstjenesteydelser, som er underlagt rammeaftalen, og de ansatte, der er bundet af en midlertidig ansættelseskontrakt, som er reguleret af lov om arbejdstageres rettigheder, udgør sammenlignelige tidsbegrænsede ansættelsesforhold. Til forskel fra de bestemmelser, der finder anvendelse på det vedtægtsmæssigt ansatte hjælpepersonale, giver lov om arbejdstageres rettigheder dog ikke alene arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse ret til en godtgørelse, som svarer til 12 dages løn for hvert tjenesteår eller for hver brøkdel heraf, men indeholder også en klausul, som skal garantere sikkerhed i ansættelsen, hvilket indebærer, at tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, som er indgået ved omgåelse af loven, anses for indgået på ubegrænset tid.

21

Det er på denne baggrund, at Juzgado de lo Contencioso-Administrativo no 4 de Madrid (forvaltningsdomstol nr. 4 i Madrid, Spanien) har besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

22

Den forelæggende ret har ligeledes anmodet Domstolen om at undergive sagen den fremskyndede procedure i henhold til artikel 105, stk. 1, i Domstolens procesreglement. Ved kendelse af 24. april 2015 har Domstolens præsident afslået begæringen.

23

Med det første og det tredje spørgsmål, der skal undersøges samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om rammeaftalens § 5 skal fortolkes således, at den er til hinder for, at nationale bestemmelser, som de i hovedsagen omhandlede, anvendes af myndighederne i den berørte medlemsstat på en sådan måde, at fornyelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter inden for den offentlige sundhedssektor anses for at være berettiget på grundlag af »objektive omstændigheder« i bestemmelsens forstand, med den begrundelse, at disse kontrakter er støttet på lovregler, der tillader fornyelsen for at sikre leveringen af bestemte tjenesteydelser af midlertidig, konjunkturbestemt eller ekstraordinær art, og at forvaltningsmyndigheden råder over en skønsmargen i forbindelse med beslutningen om at oprette strukturelle stillinger, der bringer ansættelsen af vedtægtsmæssigt hjælpepersonale til ophør.

24

Indledningsvis bemærkes, at det fremgår af selve ordlyden af rammeaftalens § 2, stk. 1, at dens anvendelsesområde er defineret bredt, eftersom den henviser generelt til »alle med tidsbegrænset ansættelse, som har en ansættelseskontrakt eller indgår i et ansættelsesforhold, som defineret ved lov, kollektiv aftale eller gældende praksis i den enkelte medlemsstat«. Desuden omfatter definitionen af begrebet »en person med tidsbegrænset ansættelse« som omhandlet i rammeaftalens § 3, stk. 1, alle arbejdstagere uden nogen sondring under hensyn til, om den pågældende arbejdsgiver henhører under den offentlige eller private sektor, og uanset hvordan deres kontrakt kvalificeres i intern ret (dom af 4.7.2006, Adeneler m.fl., C-212/04, EU:C:2006:443, præmis 56, af 13.3.2014, Márquez Samohano, C-190/13, EU:C:2014:146, præmis 38, af 3.7.2014, Fiamingo m.fl., C-362/13, C-363/13 og C-407/13, EU:C:2014:2044, præmis 28 og 29, og af 26.11.2014, Mascolo m.fl., C-22/13, C-61/13, C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 67).

25

For så vidt som rammeaftalen ikke udelukker nogen bestemte sektorer, er en arbejdstager såsom sagsøgeren i hovedsagen, der er ansat som sygeplejerske som en del af det vedtægtsmæssigt ansatte hjælpepersonale i sundhedstjenesten, omfattet af rammeaftalens anvendelsesområde.

26

Hvad angår fortolkningen af rammeaftalens § 5 bemærkes, at denne bestemmelse har til formål at gennemføre et af de formål, der forfølges med denne rammeaftale, nemlig at begrænse anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der anses for en potentiel kilde til misbrug til skade for arbejdstagerne, idet den fastsætter bestemmelser om minimumsbeskyttelse med henblik på at undgå, at arbejdstagernes situation bliver usikker (dom af 4.7.2006, Adeneler m.fl., C-212/04, EU:C:2006:443, præmis 63, af 23.4.2009, Angelidaki m.fl., C-378/07 – C-380/07, EU:C:2009:250, præmis 73, af 26.1.2012, Kücük, C-586/10, EU:C:2012:39, præmis 25, af 13.3.2014, Márquez Samohano, C-190/13, EU:C:2014:146, præmis 41, af 3.7.2014, Fiamingo m.fl., C-362/13, C-363/13 og C-407/13, EU:C:2014:2044, præmis 54, og af 26.11.2014, Mascolo m.fl., C-22/13, C-61/13, C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 72).

27

Som det fremgår af andet afsnit i præamblen og punkt 6 og 8 i de generelle betragtninger til rammeaftalen, udgør sikkerhed i ansættelsen nemlig et hovedelement i beskyttelsen af arbejdstagere, mens det kun er i visse tilfælde, at tidsbegrænsede ansættelseskontrakter opfylder såvel arbejdsgivernes som arbejdstagernes behov (dom af 4.7.2006, Adeneler m.fl., C-212/04, EU:C:2006:443, præmis 62, af 3.7.2014, Fiamingo m.fl., C-362/13, C-363/13 og C-407/13, EU:C:2014:2044, præmis 55, og af 26.11.2014, Mascolo m.fl., C-22/13, C-61/13, C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 73).

28

Ved rammeaftalens § 5, stk. 1, pålægges medlemsstaterne derfor med henblik på at forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold effektivt og ufravigeligt at vedtage i det mindste en af de foranstaltninger, der opregnes i bestemmelsen, når der ikke er fastsat tilsvarende retsregler i national ret. De tre foranstaltninger, der opregnes i § 5, stk. 1, litra a)-c), vedrører henholdsvis objektive omstændigheder, der kan begrunde en fornyelse af sådanne kontrakter eller ansættelsesforhold, den maksimale samlede varighed af disse flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold og antallet af gange, sådanne kontrakter eller ansættelsesforhold kan fornys (jf. bl.a. dom af 23.4.2009, Angelidaki m.fl., C-378/07 – C-380/07, EU:C:2009:250, præmis 74, af 26.1.2012, Kücük, C-586/10, EU:C:2012:39, præmis 26, af 13.3.2014, Márquez Samohano, C-190/13, EU:C:2014:146, præmis 42, af 3.7.2014, Fiamingo m.fl., C-362/13, C-363/13 og C-407/13, EU:C:2014:2044, præmis 56, og af 26.11.2014, Mascolo m.fl., C-22/13, C-61/13, C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 74).

29

Medlemsstaterne råder i denne henseende over en skønsmargen, da de har valget mellem at benytte sig af en eller flere af de foranstaltninger, der er opregnet i bestemmelsens stk. 1, litra a)-c), eller at opretholde en allerede eksisterende tilsvarende retsregel, hvorved der tages hensyn til behovene inden for bestemte sektorer og/eller blandt bestemte kategorier af arbejdstagere (dom af 3.7.2014, Fiamingo m.fl., C-362/13, C-363/13 og C-407/13, EU:C:2014:2044, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis, og af 26.11.2014, Mascolo m.fl., C-22/13, C-61/13, C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 75).

30

Dermed pålægger rammeaftalens § 5, stk. 1, medlemsstaterne et overordnet formål, der består i at forhindre et sådant misbrug, idet de overlades et valg med hensyn til midlerne til at opnå dette formål, forudsat at de ikke skader formålet og den effektive virkning af rammeaftalen (dom af 3.7.2014, Fiamingo m.fl., C-362/13, C-363/13 og C-407/13, EU:C:2014:2044, præmis 60, og af 26.11.2014, Mascolo m.fl., C-22/13, C-61/13, C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 76).

31

Når der endvidere som i hovedsagen i EU-retten ikke er foreskrevet særlige sanktioner i tilfælde, hvor der ikke desto mindre er konstateret et misbrug, påhviler det de nationale myndigheder at vedtage foranstaltninger, der ikke blot skal være forholdsmæssige, men tillige tilstrækkeligt effektive og afskrækkende, således at det sikres, at de forskrifter, der er vedtaget i medfør af rammeaftalen, har fuld gennemslagskraft (dom af 3.7.2014, Fiamingo m.fl., C-362/13, C-363/13 og C-407/13, EU:C:2014:2044, præmis 62 og den deri nævnte retspraksis, og af 26.11.2014, Mascolo m.fl., C-22/13, C-61/13, C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 77).

32

Selv om de nærmere regler for gennemførelsen af sådanne bestemmelser, når der ikke findes EU-retlige bestemmelser på området, henhører under hver medlemsstats nationale retsorden i medfør af princippet om medlemsstaternes procesautonomi, må disse regler imidlertid ikke være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende situationer på grundlag af national ret (ækvivalensprincippet), og de må ikke i praksis gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges borgerne i henhold til Unionens retsorden (effektivitetsprincippet) (dom af 3.7.2014, Fiamingo m.fl., C-362/13, C-363/13 og C-407/13, EU:C:2014:2044, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis, og af 26.11.2014, Mascolo m.fl., C-22/13, C-61/13, C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 78).

33

Heraf følger, at hvis et misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold har fundet sted, skal en foranstaltning, der på effektiv og tilsvarende vis sikrer beskyttelsen af arbejdstagerne, kunne finde anvendelse, således at misbruget sanktioneres behørigt, og konsekvenserne af tilsidesættelsen af EU-retten elimineres (dom af 3.7.2014, Fiamingo m.fl., C-362/13, C-363/13 og C-407/13, EU:C:2014:2044, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis, og af 26.11.2014, Mascolo m.fl., C-22/13, C-61/13, C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 79).

34

Det bemærkes desuden, at det ikke tilkommer Domstolen at udtale sig om fortolkningen af bestemmelserne i national ret, idet denne opgave udelukkende påhviler den forelæggende ret eller i givet fald de kompetente nationale retter, der skal afgøre, om kravene i rammeaftalens § 5 er opfyldt ved de gældende nationale retsforskrifter (dom af 3.7.2014, Fiamingo m.fl., C-362/13, C-363/13 og C-407/13, EU:C:2014:2044, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis, og af 26.11.2014, Mascolo m.fl., C-22/13, C-61/13, C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 81).

35

Det påhviler således den forelæggende ret at vurdere, i hvilket omfang betingelserne for anvendelse og effektiv gennemførelse af de relevante bestemmelser i national ret udgør en passende foranstaltning, for at forhindre og i givet fald sanktionere misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold (dom af 3.7.2014, Fiamingo m.fl., C-362/13, C-363/13 og C-407/13, EU:C:2014:2044, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis, og af 26.11.2014, Mascolo m.fl., C-22/13, C-61/13, C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 82).

36

Imidlertid kan Domstolen i en præjudiciel forelæggelsessag i givet fald give nærmere oplysninger med henblik på at vejlede den nationale ret i dens vurdering (dom af 3.7.2014, Fiamingo m.fl., C-362/13, C-363/13 og C-407/13, EU:C:2014:2044, præmis 68 og den deri nævnte retspraksis, og af 26.11.2014, Mascolo m.fl., C-22/13, C-61/13, C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 83).

37

Det er i denne kontekst, at det skal undersøges, om den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, der muliggør fornyelsen af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter inden for sundhedssektoren, må formodes at udgøre foranstaltninger som nævnt i rammeaftalens § 5, stk. 1, og, mere præcist, objektive omstændigheder, der kan begrunde fornyelsen af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ‑forhold.

38

For så vidt angår spørgsmålet, om der foreligger en »objektiv omstændighed«, følger det af retspraksis, at dette begreb skal forstås således, at det henviser til præcise og konkrete omstændigheder i forbindelse med en bestemt aktivitet, som følgelig i denne særlige sammenhæng kan begrunde anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter. Disse omstændigheder kan bl.a. opstå på grund af den særlige art opgaver, som sådanne kontrakter er indgået med henblik på udførelsen af, samt de hermed forbundne forhold eller i givet fald på grund af medlemsstatens forfølgelse af et lovligt socialpolitisk formål (dom af 23.4.2009, Angelidaki m.fl., C-378/07 – C-380/07, EU:C:2009:250, præmis 96 og den deri nævnte retspraksis, af 26.1.2012, Kücük, C-586/10, EU:C:2012:39, præmis 27, og af 13.3.2014, Márquez Samohano, C-190/13, EU:C:2014:146, præmis 45).

39

Derimod er en national bestemmelse, der blot generelt og abstrakt i form af en retsforskrift eller administrativ bestemmelse giver mulighed for at anvende flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, ikke i overensstemmelse med de krav, der fremgår af ovenstående præmis i denne dom (dom af 23.4.2009, Angelidaki m.fl., C-378/07 – C-380/07, EU:C:2009:250, præmis 97 og den deri nævnte retspraksis, af 26.1.2012, Kücük, C-586/10, EU:C:2012:39, præmis 28, og af 13.3.2014, Márquez Samohano, C-190/13, EU:C:2014:146, præmis 46).

40

En sådan bestemmelse, der udelukkende er formel, gør det nemlig ikke muligt at udskille de objektive og gennemsigtige kriterier for at efterprøve, om fornyelsen af sådanne kontrakter rent faktisk opfylder et reelt behov, er egnet til at nå det forfulgte formål og nødvendig herfor. Denne bestemmelse indebærer således en reel risiko for misbrug af sådanne kontrakter og er derfor uforenelig med rammeaftalens formål og effektive virkning (jf. i denne retning dom af 23.4.2009, Angelidaki m.fl., C-378/07 – C-380/07, EU:C:2009:250, præmis 98 og 100 og den deri nævnte retspraksis, af 26.1.2012, Kücük, C-586/10, EU:C:2012:39, præmis 29, og af 13.3.2014, Márquez Samohano, C-190/13, EU:C:2014:146, præmis 47).

41

Hvad angår den i hovedsagen omhandlede situation skal det bemærkes, at den relevante nationale lovgivning fastsætter præcise betingelser for indgåelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ‑forhold. Anvendelsen af sådanne kontrakter er således alt efter omstændighederne mulig i henhold til rammevedtægtens artikel 9, stk. 3, når der er tale om levering af bestemte tjenesteydelser af midlertidig, konjunkturbestemt eller ekstraordinær art, når det er nødvendigt for at sikre sundhedscentrenes varige og kontinuerlige drift, eller når det drejer sig om at levere supplerende tjenesteydelser som kompensation for en generel nedsættelse af arbejdstiden.

42

Denne bestemmelse præciserer endvidere, at såfremt der foretages mere end to udnævnelser med henblik på levering af de samme tjenesteydelser af en samlet varighed på mindst 12 måneder inden for 2 år, skal den kompetente myndighed undersøge årsagerne til disse udnævnelser og afgøre, om der skal oprettes yderligere en strukturel stilling.

43

Heraf følger, at den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning ikke indeholder en generel og abstrakt tilladelse til at anvende flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, men begrænser indgåelsen af sådanne kontrakter netop med henblik på at opfylde midlertidige behov.

44

Det skal i denne henseende bemærkes, at en midlertidig erstatning af en arbejdstager med henblik på at opfylde arbejdsgiverens midlertidige personalebehov principielt kan udgøre en »objektiv omstændighed« som omhandlet i denne rammeaftales § 5, stk. 1, litra a) (jf. i denne retning dom af 23.4.2009, Angelidaki m.fl., C-378/07 – C-380/07, EU:C:2009:250, præmis 101 og 102, af 26.1.2012, Kücük, C-586/10, EU:C:2012:39, præmis 30, og af 26.11.2014, Mascolo m.fl., C-22/13, C-61/13, C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 91).

45

Det må nemlig konstateres, at i en administration med et stort antal ansatte, såsom sundhedssektoren, er det først og fremmest uundgåeligt, at midlertidige vikaransættelser er nødvendige, bl.a. når arbejdstagere ikke er til rådighed som følge af sygeorlov, barselsorlov eller forældreorlov eller anden tjenestefrihed. Midlertidig vikaransættelse kan under disse omstændigheder udgøre en objektiv omstændighed som omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a), som kan begrunde såvel den fast afgrænsede varighed af de kontrakter, der indgås med vikarerne, som fornyelsen af disse kontrakter i takt med, at der opstår nye behov herfor med forbehold for overholdelsen af de krav, der i den forbindelse er fastsat i rammeaftalen (jf. i denne retning dom af 26.1.2012, Kücük, C-586/10, EU:C:2012:39, præmis 31, og af 26.11.2014, Mascolo m.fl., C-22/13, C-61/13, C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 92).

46

Det bemærkes desuden, at pligten til at organisere sundhedstjenesteydelserne således, at det sikres, at der altid er en passende overensstemmelse mellem antallet af plejepersonale og antallet af patienter, påhviler den offentlige forvaltning og afhænger af en række faktorer, som kan afspejle et særligt behov for fleksibilitet, der i henhold til den i denne doms præmis 40 nævnte retspraksis i denne særlige sektor er af en sådan karakter, at den i henseende til rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a), objektivt kan begrunde anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter.

47

Derimod kan det ikke antages, at tidsbegrænsede ansættelseskontrakter kan fornys med henblik på varigt og konstant at udføre sådanne sundhedsopgaver, som det normalt henhører under det almindelige hospitalspersonale at udføre (jf. analogt dom af 13.3.2014, Márquez Samohano, C-190/13, EU:C:2014:146, præmis 58).

48

Fornyelsen af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold for at dække behov, der faktisk ikke er midlertidige, men derimod faste og varige, er ikke begrundet som omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a), for så vidt som en sådan anvendelse af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold er i direkte modstrid med den forudsætning, hvorpå rammeaftalen hviler, nemlig forudsætningen om, at tidsubegrænsede ansættelseskontrakter udgør den sædvanlige ansættelsesform, selv om tidsbegrænsede ansættelseskontrakter er en beskæftigelsesform i visse sektorer, inden for visse erhverv og ved visse former for aktiviteter (jf. i denne retning dom af 26.1.2012, Kücük, C-586/10, EU:C:2012:39, præmis 36 og 37, og af 26.11.2014, Mascolo m.fl., C-22/13, C-61/13, C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 100).

49

Overholdelsen af rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a), kræver dermed, at det konkret efterprøves, at fornyelsen af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold har til formål at dække midlertidige behov, og at en national bestemmelse som den i hovedsagen omhandlede ikke reelt anvendes til at dække arbejdsgiverens faste og varige personalebehov (jf. i denne retning dom af 16.1.2012, Kücük, C-586/10, EU:C:2012:39, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis, og af 26.11.2014, Mascolo m.fl., C-22/13, C-61/13, C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 101).

50

I denne henseende følger det af sagsøgeren i hovedsagens situation, således som den er beskrevet i forelæggelsesafgørelsen, at rækken af flere på hinanden følgende udnævnelser af María Elena Pérez López med henblik på at sikre hospitalets sundhedsydelser ikke syntes at henhøre under arbejdsgiverens midlertidige behov.

51

Denne konstatering støttes af den forelæggende rets vurdering, idet denne betegner besættelsen af stillinger inden for sundhedssektoren gennem udnævnelser af midlertidigt vedtægtsmæssigt ansat personale som et »tilbagevendende problem« og vurderer, at ca. 25% af de 50000 stillinger i staben af læger og sundhedspersonale i Madridområdet bestrides af personale med tidsbegrænset udnævnelse med en gennemsnitlig varighed på mellem 5 og 6 år, idet der i visse tilfælde er blevet leveret tjenesteydelser uafbrudt i mere end 15 år.

52

Under disse omstændigheder må det antages, at rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a), skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede anvendes af myndighederne i den berørte medlemsstat på en sådan måde, at fornyelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter inden for den offentlige sundhedssektor anses for at være berettiget på grundlag af »objektive omstændigheder« i bestemmelsens forstand med den begrundelse, at disse kontrakter er støttet på lovregler, der tillader fornyelsen af sådanne kontrakter for at sikre leveringen af bestemte tjenesteydelser af midlertidig, konjunkturbestemt eller ekstraordinær art, selv om de nævnte behov reelt er faste og varige.

53

Hvad desuden angår den skønsmargen, som tilkommer forvaltningen i forbindelse med oprettelsen af strukturelle stillinger, skal det bemærkes, at den omstændighed, at der findes en sådan regel, som gør det muligt at oprette en fast stilling på linje med den, der vedrører konverteringen af den tidsbegrænsede kontrakt til et tidsubegrænset ansættelsesforhold, må antages at udgøre et effektivt retsmiddel mod misbrug af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter (jf. i denne retning dom af 23.4.2009, Angelidaki m.fl., C-378/07 – C-380/07, EU:C:2009:250, præmis 170).

54

Selv hvis en national lovgivning, der tillader fornyelse af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter med henblik på erstatning af personale, indtil de oprettede strukturelle stillinger er besat, i princippet kan begrundes med en objektiv omstændighed, skal den konkrete anvendelse af denne omstændighed, henset til de særlige omstændigheder ved den pågældende aktivitet og betingelserne for udøvelsen heraf, imidlertid alligevel være i overensstemmelse med kravene i rammeaftalen (jf. i denne retning dom af 26.1.2012, Kücük, C-586/10, EU:C:2012:39, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis, og af 26.11.2014, Mascolo m.fl., C-22/13, C-61/13, C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 99).

55

I dette tilfælde må det konstateres, at den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning ikke indeholder nogen pligt for den kompetente forvaltningsmyndighed til at oprette supplerende strukturelle stillinger med henblik på at bringe ansættelsen af vedtægtsmæssigt hjælpepersonale til ophør. Derimod fremgår det af den forelæggende rets konstateringer, at de oprettede strukturelle stillinger vil blive besat gennem udnævnelse af »midlertidigt« vikarpersonale, uden at der for deres vedkommende vil være en begrænsning for så vidt angår varigheden af vikarkontrakterne eller for så vidt angår antallet af fornyelser, hvorfor jobusikkerheden for arbejdstagerne reelt forbliver uændret. En sådan lovgivning gør det imidlertid muligt i strid med rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a), at forny tidsbegrænsede ansættelseskontrakter for at dække behov, der er af fast og varig karakter, selv om det fremgår af de forhold, der nævnes i denne doms præmis 52, at der foreligger en strukturbetinget mangel på fastansat personale i den omhandlede medlemsstat.

56

Henset til ovenstående bemærkninger må det første og det tredje spørgsmål besvares med, at rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a), skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede anvendes af myndighederne i den berørte medlemsstat på en sådan måde, at:

57

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om rammeaftalens § 5 skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter kontraktforholdet ophører på den dato, der er fastsat i den tidsbegrænsede kontrakt, og der foretages en opgørelse af alle tilgodehavender uden hensyntagen til en eventuel ny udnævnelse.

58

Det skal i denne henseende bemærkes, at rammeaftalen ikke foreskriver betingelserne for at gøre brug af tidsubegrænsede ansættelseskontrakter og ikke har til formål at harmonisere alle nationale retsregler om tidsbegrænsede ansættelseskontrakter. Rammeaftalen tilsigter nemlig udelukkende ved at fastsætte generelle principper og minimumskrav at fastsætte en generel ramme, som skal sikre ligebehandling for personer med tidsbegrænset ansættelse, ved at de beskyttes mod forskelsbehandling, og at forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold (dom af 18.10.2012, Valenza m.fl., C-302/11 – C-305/11, EU:C:2012:646, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis, og kendelse af 7.3.2013, Bertazzi m.fl., C-393/11, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:143, præmis 48).

59

Ikke desto mindre kan den skønsmargen, som medlemsstaterne er blevet overladt til at fastsætte indholdet af deres nationale regler vedrørende ansættelseskontrakter, ikke udstrækkes så vidt, at den skader formålet og den effektive virkning af rammeaftalen (dom af 18.10.2012, Valenza m.fl., C-302/11 – C-305/11, EU:C:2012:646, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis, og kendelse af 7.3.2013, Bertazzi m.fl., C-393/11, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:143, C-393/11, præmis 49).

60

Det mål, der forfølges med rammeaftalens § 5, der består i at begrænse anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, ville imidlertid blive frataget ethvert indhold, hvis den blotte karakter af arbejdsforholdet som nyt efter national ret kunne udgøre et »objektivt forhold« i denne bestemmelses forstand med henblik på at tillade en fornyelse af en tidsbegrænset ansættelseskontrakt.

61

Det andet spørgsmål skal derfor besvares med, at rammeaftalens § 5 skal fortolkes således, at den i princippet ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter kontraktforholdet ophører på den dato, der er fastsat i den tidsbegrænsede kontrakt, og der foretages en opgørelse af alle tilgodehavender uden hensyntagen til en eventuel ny udnævnelse, forudsat at denne lovgivning ikke skader formålet og den effektive virkning af rammeaftalen, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

62

Med sit fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om rammeaftalens § 4 skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der afviser enhver form for godtgørelse for opsigelsen af ansættelseskontrakten for personale, der er ansat som vedtægtsmæssigt hjælpepersonale, selv om en sådan godtgørelse udbetales til sammenlignelige arbejdstagere, der er ansat i henhold til kontrakter om ansættelse som hjælpepersonale.

63

Det bemærkes i denne henseende, at rammeaftalens § 4, stk. 1, indeholder et forbud mod at behandle arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse mindre gunstigt end arbejdstagere med tidsubegrænset ansættelse for så vidt angår ansættelsesvilkår alene med den begrundelse, at de har indgået en kontrakt af tidsbegrænset varighed, medmindre en forskellig behandling er begrundet i objektive forhold.

64

Ifølge fast retspraksis kræver princippet om ikke-diskrimination, at ensartede forhold ikke må behandles forskelligt, og at forskellige forhold ikke må behandles ensartet, medmindre en sådan forskellig behandling er objektivt begrundet (dom af 8.9.2011, Rosado Santana, C-177/10, EU:C:2011:557, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis).

65

Det skal i denne henseende præciseres, at princippet om forbud mod forskelsbehandling udelukkende er blevet gennemført og konkretiseret af rammeaftalen for så vidt angår forskelsbehandlinger mellem arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse og arbejdstagere med tidsubegrænset ansættelse, som befinder sig i en sammenlignelig situation (kendelse af 11.11.2010, Vino, C-20/10, ikke trykt i Sml., EU:C:2010:677, præmis 56, af 22.6.2011, Vino, C-161/11, ikke trykt i Sml., EU:C:2011:420, præmis 28, og af 7.3.2013, Rivas Montes, C-178/12, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:150, præmis 43).

66

Derimod henhører en eventuel forskelsbehandling af visse personalekategorier med tidsbegrænset ansættelse såsom dem, som den forelæggende ret henviser til, der ikke er støttet på den omstændighed, om ansættelsesforholdet er tidsbegrænset eller tidsubegrænset, men på ansættelsesforholdets vedtægtsmæssige eller kontraktmæssige karakter, ikke under princippet om ikke-diskrimination, der er fastsat i denne rammeaftale (jf. i denne retning kendelse af 11.11.2010, Vino, C-20/10, ikke trykt i Sml., EU:C:2010:677, præmis 57, og af 7.3.2013, Rivas Montes, C-178/12, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:150, præmis 44 og 45).

67

Det er kun i tilfælde, hvor den forelæggende ret kan konstatere, at arbejdstagere, der er ansat i henhold til en tidsubegrænset ansættelseskontrakt, og som udfører sammenligneligt arbejde, modtager en godtgørelse ved opsigelse af ansættelseskontrakten, mens en sådan godtgørelse nægtes det vedtægtsmæssigt ansatte hjælpepersonale, at denne forskelsbehandling kan antages at henhøre under princippet om ikke-diskrimination, der er fastsat i rammeaftalens § 4 (jf. i denne retning dom af samme dag, De Diego Porras, præmis 37 og 38).

68

Da det imidlertid ikke fremgår af de sagsakter, der er forelagt Domstolen, at der i hovedsagen skulle foreligge en forskel i behandlingen af det vedtægtsmæssigt ansatte hjælpepersonale og personalet med tidsubegrænset ansættelse, er den forskelsbehandling, der ligger til grund for den forelæggende rets fjerde spørgsmål, ikke omfattet af EU-retten (kendelse af 11.11.2010, Vino, C-20/10, ikke trykt i Sml.,EU:C:2010:677, præmis 64, af 22.6.2011, Vino, C-161/11, ikke trykt i Sml., EU:C:2011:420, præmis 30, og af 7.3.2013, Rivas Montes, C-178/12, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:150, præmis 52). Denne forskelsbehandling henhører således udelukkende under national ret, som det alene tilkommer den forelæggende ret at fortolke (kendelse af 22.6.2011, Vino, C-161/11, ikke trykt i Sml., EU:C:2011:420, præmis 35, og af 7.3.2013, Rivas Montes, C-178/12, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:150, præmis 53).

69

Under disse omstændigheder må det fastslås, at det er åbenbart, at Domstolen ikke har kompetence til at besvare det fjerde spørgsmål.

70

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tiende Afdeling) for ret: