—

Nike European Operations Netherlands BV ved asianajaja A. Saarikivi

—

den finske regering ved H. Leppo, som befuldmægtiget

—

den belgiske regering ved M. Jacobs, som befuldmægtiget

—

den tyske regering ved T. Henze og J. Kemper, som befuldmægtigede

—

den spanske regering ved L. Banciella Rodríguez-Miñón, som befuldmægtiget

—

Europa-Kommissionen ved E. Paasivirta og M. Wilderspin, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 4, stk. 2, litra m), og artikel 13 i Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om insolvensbehandling (EFT L 160, s. 1).

2

Anmodningen er indgivet under en sag mellem Nike European Operations Netherlands BV (herefter »Nike«) og Sportland Oy, under likvidation (herefter »Sportland«), vedrørende et omstødelsessøgsmål.

3

Følgende fremgår af 24. betragtning til forordning nr. 1346/2000:

»Den automatiske anerkendelse af en insolvensbehandling, som almindeligvis er underlagt lovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen indledes, kan kollidere med de regler, som gælder for transaktioner, der foretages i andre medlemsstater. Til beskyttelse af berettigede forventninger og omsætningssikkerheden i andre medlemsstater end den, hvor insolvensbehandlingen er indledt, bør der fastsættes bestemmelser om en række undtagelser fra denne hovedregel.«

4

Nævnte forordnings artikel 4 bestemmer:

»1.   Medmindre andet er fastsat i denne forordning, er det konkurslovgivningen i den medlemsstat, på hvis område insolvensbehandlingen indledes, der gælder for insolvensbehandlingen og dens virkninger.

2.   Lovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen indledes, er bestemmende for betingelserne for insolvensbehandlingens indledning og afslutning samt for dens forløb. Lovgivningen bestemmer navnlig:

[...]

5

Samme forordnings artikel 13 har følgende ordlyd:

»Artikel 4, stk. 2, litra m), finder ikke anvendelse, når den, der har nydt godt af en handling, som er til skade for alle kreditorerne, kan godtgøre:

6

I henhold til § 10 i takaisinsaannista konkurssipesään annettu laki (lov om omstødelse i konkurs) kan betalingen af en gæld, der finder sted mindre end tre måneder før skæringsdagen, fordres omstødt, såfremt gæld blev betalt med usædvanlige betalingsmidler eller før forfald eller med et beløb, der må anses for væsentligt i forhold til boets masse.

7

I henhold til artikel 47 i Faillissementswet (konkursloven) kan betalingen af en forfalden gæld kun fordres omstødt, såfremt det godtgøres, at betalingsmodtageren ved modtagelsen af betalingen vidste, at der allerede var indgivet konkursbegæring, eller at kreditoren og skyldneren havde indgået en aftale med henblik på at begunstige kreditoren på bekostning af de andre kreditorer.

8

Sportland, som har hjemsted i Helsinki (Finland), solgte produkter fra Nike, med hjemsted i Hilversum (Nederlandene), til detailhandlen i Finland i henhold til en franchiseaftale. Sportland betalte i overensstemmelse med denne aftale, som var underlagt nederlandsk ret, sine forfaldne gæld i forbindelse med købet af lagerbeholdninger som omhandlet i franchiseaftalen til Nike i ti rater i perioden fra den 10. februar 2009 til den 20. maj 2009 på i alt 195108,15 EUR.

9

Helsingin käräjäoikeus (retten i første instans i Helsinki) indledte den 26. maj 2009 en insolvensbehandling af Sportland efter at have modtaget en stævning den 5. maj 2009. Sportland anlagde sag ved Helsingin käräjäoikeus med påstand om, at de i ovennævnte præmis i denne dom nævnte betalinger annulleres, og at Nike tilpligtes at tilbagebetale det betalte beløb med tillæg af rente i henhold til § 10 i lov om omstødelse i konkurs.

10

Nike nedlagde påstand om frifindelse. Selskabet henviste særligt til artikel 13 i forordning nr. 1346/2000 og gjorde gældende, at de omtvistede betalinger henhørte under nederlandsk ret. På grundlag af artikel 47 i konkursloven kunne disse betalinger imidlertid ikke annulleres.

11

Helsingin käräjäoikeus gav Sportland medhold. Retten fandt bl.a., at den ekspert, der havde givet møde for retten, ikke havde undersøgt spørgsmålet om muligheden efter nederlandsk ret for – henset til sagens omstændigheder – at omstøde betalingerne. Retten konkluderede, at Nike ikke havde godtgjort, at betalingerne ikke kunne anfægtes som omhandlet i forordningens artikel 13.

12

Nike, som var af den opfattelse, at selskabet i tilstrækkeligt omfang havde godtgjort indholdet af de nederlandske lovbestemmelser, har appelleret denne afgørelse til Helsingin hovioikeus (appelret i Helsinki). Sportland har nedlagt påstand om, at appellen forkastes, bl.a. med den begrundelse, at Nike hverken havde fremlagt beviser vedrørende indholdet af andre bestemmelser end de konkursretlige i nederlandsk ret eller vedrørende de almindelige principper i nederlandsk ret.

13

Helsingin hovioikeus har i forelæggelsesafgørelsen anført, at det i henhold til artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000, er konkurslovgivningen i den medlemsstat, på hvis område insolvensbehandlingen indledes, der gælder for insolvensbehandlingen og dens virkninger. I henhold til denne forordnings artikel 4, stk. 2, litra m), er denne lovgivning bl.a. bestemmende for, hvilke retshandler, som er til skade for alle kreditorerne, der er ugyldige i sig selv, kan omstødes eller kan anfægtes. I henhold til forordningens artikel 13 finder dens artikel 4, stk. 2, litra m), imidlertid ikke anvendelse, når den, der har nydt godt af en handling, som er til skade for alle kreditorerne, kan godtgøre, at nævnte handling er undergivet lovgivningen i en anden medlemsstat end den, hvor insolvensbehandlingen er indledt, og at denne lovgivning i det pågældende tilfælde ikke åbner nogen mulighed for at anfægte denne handling.

14

Den forelæggende ret har bemærket, at parterne i hovedsagen for det første er uenige om fortolkningen af udtrykket »i det pågældende tilfælde ikke åbner nogen mulighed for at anfægte denne handling«, for det andet om rækkevidden af Nikes forpligtelse til at give oplysninger om indholdet af nederlandsk ret og for det tredje om fordelingen af bevisbyrden mellem parterne.

15

Under disse omstændigheder har Helsingin hovioikeus besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

16

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 13 i forordning nr. 1346/2000 skal fortolkes således, at anvendelse heraf er underlagt en betingelse om, at den pågældende handling ikke kan anfægtes på grundlag af den lovgivning, der finder anvendelse på handlingen (herefter »lex causae«), henset til alle sagens omstændigheder.

17

I denne forbindelse bemærkes, at ordlyden af forordningens artikel 13 i den finske affattelse er en smule forskellig fra de øvrige sprogversioner, idet der heri ikke ses medtaget ordene »i det pågældende tilfælde« eller et lignende udtryk. Det følger imidlertid af Domstolens faste praksis, at behovet for en ensartet fortolkning af en bestemmelse i EU-retten i tilfælde af forskelle mellem flere sprogudgaver af denne kræver, at den omhandlede bestemmelse fortolkes ud fra sammenhængen og formålet med det regelsæt, hvori den udgør et element (jf. dom Christie’s France, C-41/14, EU:C:2015:119, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

18

Hvad angår sammenhængen og formålet med artikel 13 i forordning nr. 1346/2000 bemærkes for det første, at denne bestemmelse fastsætter en undtagelse til hovedreglen i forordningens artikel 4, stk. 1, hvorefter det er lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område insolvensbehandlingen indledes (herefter »lex fori concursus«), som finder anvendelse på insolvensbehandlingen og dens virkninger. For det andet skal denne undtagelse, der som nævnt i 24. betragtning til forordningen har til formål at beskytte berettigede forventninger og omsætningssikkerheden i andre medlemsstater end den, hvor insolvensbehandlingen er indledt, fortolkes strengt, og dens rækkevidde må ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå dette formål (jf. dom Lutz, C-557/13, EU:C:2015:227, præmis 34).

19

Artikel 13 i forordning nr. 1346/2000 tilsigter således at beskytte den berettigede forventning for den, der har nydt godt af en handling, som er til skade for alle kreditorerne, ved at fastsætte, at denne handling fortsat reguleres af den lovgivning, der fandt anvendelse på tidspunktet for gennemførelse af handlingen, nemlig lex causae, også efter indledningen af insolvensbehandlingen.

20

Det fremgår imidlertid klart af dette formål, at anvendelsen af artikel 13 i forordning nr. 1346/2000 kræver, at der tages hensyn til alle omstændigheder i sagen. Der kan således ikke gælde en berettiget forventning med henvisning til, at gyldigheden af en handling efter indledningen af en insolvensbehandling vil blive vurderet på en måde, hvor der ses bort fra disse omstændigheder, skønt de, hvis der ikke var indledt en sådan procedure, skulle have været taget i betragtning.

21

Forpligtelsen til at fortolke undtagelsen i forordningens artikel 13 strengt er i øvrigt til hinder for en vid fortolkning af bestemmelsens rækkevidde, som ville gøre det muligt for den, der har nydt godt af en handling, som er til skade for alle kreditorerne, at undslippe anvendelsen af lex fori concursus ved alene rent abstrakt at påberåbe sig den omstændighed, at den pågældende handling ikke kan anfægtes på grundlag af en bestemmelse i lex causae.

22

Under disse omstændigheder skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 13 i forordning nr. 1346/2000 skal fortolkes således, at anvendelse heraf er underlagt en betingelse om, at den pågældende handling ikke kan anfægtes på grundlag af lex causae, henset til alle sagens omstændigheder.

23

Med det andet og det tredje spørgsmål, som skal undersøges samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, hvem der med henblik på anvendelsen af artikel 13 i forordning nr. 1346/2000 og i tilfælde af, at sagsøgte i et søgsmål om ugyldighed i sig selv, omstødelse eller anfægtelse af en handling påberåber sig en bestemmelse i lex causae, hvorefter denne handling alene kan anfægtes under de omstændigheder, der er fastsat i den pågældende bestemmelse, skal gøre den manglende opfyldelse af disse omstændigheder gældende og føre bevis herfor.

24

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at i henhold til forordningens artikel 13 kan anvendelsen af dens artikel 4, stk. 2, litra m), kun undlades, når den, der har nydt godt af en handling, som er til skade for alle kreditorerne, kan godtgøre, at nævnte handling er undergivet lovgivningen i en anden medlemsstat end den, hvor insolvensbehandlingen er indledt, og at denne lovgivning ikke åbner nogen mulighed for at anfægte denne handling.

25

Det fremgår således af selve ordlyden af artikel 13 i forordning nr. 1346/2000, at det påhviler den sagsøgte i et søgsmål om ugyldighed i sig selv, omstødelse eller anfægtelse af en handling at føre bevis for, at handlingen ikke kan anfægtes på grundlag af lex causae. Ved at fastsætte, at denne sagsøgte skal føre bevis for, at der »ikke er nogen mulighed« for at anfægte denne handling – og som det fremgår af denne doms præmis 22 dette under hensyn til alle sagens omstændigheder – pålægger artikel 13 ligeledes den sagsøgte en i det mindste implicit forpligtelse til at føre bevis for såvel, at de faktiske omstændigheder gør det muligt at fastslå, at den pågældende handling ikke kan anfægtes, som, at der ikke er noget forhold, som er til hinder for denne konklusion.

26

Artikel 13 i forordning nr. 1346/2000 lægger således udtrykkeligt bevisbyrden på den sagsøgte, der påberåber sig denne bestemmelse, idet sagsøgeren ikke inden for rammerne af et søgsmål på grundlag af de relevante bestemmelser i lex fori concursus kan være forpligtet til at gøre gældende endsige bevise, at betingelserne for anvendelsen af en bestemmelse i lex causae, som i princippet gør det muligt at anfægte den omhandlede handling, såsom den i hovedsagen omhandlede artikel 47 i konkursloven, er opfyldt.

27

Selv om forordningens artikel 13 udtrykkeligt regulerer fordelingen af bevisbyrden, indeholder den imidlertid ikke nogen bestemmelser vedrørende de mere specifikke processuelle aspekter. Bestemmelsen indeholder således ingen bestemmelser vedrørende bl.a. bevisoptagelse, hvilke bevismidler der kan gøres gældende ved den kompetente nationale ret, eller hvilke principper der regulerer denne rets vurdering af beviskraften af de beviser, der er forelagt for den.

28

Det fremgår imidlertid af fast retspraksis, at når der i EU-retten ikke er foretaget en harmonisering af disse regler, tilkommer det i medfør af princippet om procesautonomi hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at fastsætte sådanne bestemmelser, dog på den betingelse, at disse ikke må være mindre gunstige end dem, som regulerer tilsvarende situationer, der er underlagt den nationale ret (ækvivalensprincippet), og at de i praksis ikke umuliggør eller uforholdsmæssigt vanskeliggør udøvelsen af rettigheder, der er tillagt forbrugerne ved EU-retten (effektivitetsprincippet) (jf. i denne retning dom Kušionová, C-34/13, EU:C:2014:2189, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).

29

Hvad særligt angår effektivitetsprincippet nævnt i denne doms foregående præmis bemærkes, at dette princip dels er til hinder for anvendelsen af nationale processuelle regler, som i praksis gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at anvende artikel 13 i forordning nr. 1346/2000 ved at fastsætte for strenge bestemmelser særligt hvad angår det negative bevis for, at der ikke foreligger bestemte omstændigheder. Dels er dette princip til hinder for nationale bevisbestemmelser, som er for lidt krævende, og hvis anvendelse i praksis ville føre til, at bevisbyrden fastsat i forordningens artikel 13 bliver vendt.

30

Den omstændighed alene, at det er vanskeligt at føre bevis for, at der foreligger omstændigheder, hvorunder lex causae udelukker anfægtelsen af den omhandlede handling eller i givet fald, at der ikke foreligger omstændigheder fastsat i lex causae, hvorunder denne handling kan anfægtes, er ikke i sig selv i strid med effektivitetsprincippet, men opfylder snarere det i denne doms præmis 18 nævnte krav om, at denne bestemmelse skal fortolkes strengt.

31

Under disse omstændigheder skal det andet og det tredje spørgsmål besvares med, at det med henblik på anvendelsen af artikel 13 i forordning nr. 1346/2000 og i tilfælde af, at sagsøgte i et søgsmål om ugyldighed i sig selv, omstødelse eller anfægtelse af en handling påberåber sig en bestemmelse i lex causae, hvorefter denne handling alene kan anfægtes under de omstændigheder, der er fastsat i den pågældende bestemmelse, er den sagsøgte, der skal gøre den manglende opfyldelse af disse omstændigheder gældende og føre bevis herfor.

32

Med det fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 13 i forordning nr. 1346/2000 skal fortolkes således, at formuleringen »[der] ikke [er] nogen mulighed for at anfægte denne handling« også – ud over de insolvensretlige bestemmelser i lex causae – omfatter alle de almindelige retsforskrifter og principper i denne lovgivning.

33

I denne forbindelse fremgår det af denne doms præmis 19, at denne forordnings artikel 13 tilsigter at beskytte den berettigede forventning for den, der har nydt godt af en handling, som er til skade for alle kreditorerne, ved at fastsætte, at denne handling fortsat reguleres af lex causae, også efter indledningen af insolvensbehandlingen. Som det fremgår af denne doms præmis 22, kræver anvendelsen af denne artikel 13 over for en sådan begunstiget, at der tages hensyn til alle omstændigheder i sagen.

34

Formålet om beskyttelse af den berettigede forventning og nødvendigheden af at tage hensyn til alle sagens omstændigheder kræver imidlertid en fortolkning af samme forordnings artikel 13, hvorefter den pågældende begunstigede skal føre bevis for, at den pågældende handling hverken kan anfægtes på grundlag af de insolvensretlige bestemmelser i lex causae eller i henhold til lex causae i sin helhed.

35

For det første taler ordlyden af artikel 13 i forordning nr. 1346/2000 klart for en sådan fortolkning, idet denne pålægger den, der har nydt godt af en skadelig handling, bevisbyrden for, at der »ikke er nogen mulighed« for at anfægte denne handling. For det andet kan der ikke være en berettiget forventning til, at en handling, som kan anfægtes på grundlag af en almindelig bestemmelse eller et almindeligt princip i lex causae, efter indledningen af insolvensbehandlingen alene vurderes efter de insolvensretlige bestemmelser i lex causae.

36

Under disse omstændigheder skal det fjerde spørgsmål besvares med, at artikel 13 i forordning nr. 1346/2000 skal fortolkes således, at formuleringen »[der] ikke [er] nogen mulighed for at anfægte denne handling« også – ud over de insolvensretlige bestemmelser i lex causae – omfatter alle de almindelige retsforskrifter og principper i denne lovgivning.

37

Med det femte spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 13 i forordning nr. 1346/2000 skal fortolkes således, at den sagsøgte i et søgsmål om ugyldighed i sig selv, omstødelse eller anfægtelse af en handling skal godtgøre, at lex causae i sin helhed ikke gør det muligt at anfægte denne handling. Retten ønsker i øvrigt nærmere bestemt oplyst, om den nationale ret, for hvem et sådant søgsmål er indbragt, kan fastslå, at det tilkommer sagsøgeren at føre bevis for, at der findes en bestemmelse eller et princip i lex causae, hvorefter den pågældende handling kan anfægtes, når retten er af den opfattelse, at den sagsøgte har fremlagt tilstrækkelige forklaringer.

38

Hvad for det første angår spørgsmålet om, hvorvidt den sagsøgte i et søgsmål om ugyldighed i sig selv, omstødelse eller anfægtelse af en handling med henblik på anvendelsen af denne artikel 13 skal godtgøre, at lex causae i sin helhed ikke gør det muligt at anfægte den omtvistede handling, bemærkes, at det, således som det fremgår af denne doms præmis 31, påhviler den sagsøgte at gøre gældende, at de omstændigheder, der gør det muligt at anfægte handlingen på grundlag af lex causae, ikke foreligger, og at føre bevis herfor.

39

Artikel 13 i forordning nr. 1346/2000 sondrer imidlertid ikke mellem de insolvensretlige bestemmelser i lex causae og de bestemmelser og principper i lex causae, som finder anvendelse på andre områder, men fastsætter, at det tilkommer den nævnte sagsøgte at føre bevis for, at der »ikke er nogen mulighed« for at anfægte den pågældende handling. Det følger således klart af ordlyden af denne bestemmelse, at den skal fortolkes således, at samme sagsøgte skal godtgøre, at lex causae i sin helhed ikke gør det muligt at anfægte denne handling.

40

Denne konklusion er endvidere i overensstemmelse med det princip, der er henvist til i denne doms præmis 18, hvorefter artikel 13 i forordning nr. 1346/2000 skal fortolkes strengt. En modsat fortolkning i den retning, hvorefter bevisbyrden vedrørende den omstændighed, at der ikke findes nogen bestemmelse eller noget princip i lex causae, der gør en anfægtelse mulig, skulle påhvile anfægtelsens ophavsmand, ville således lette anvendelsen af denne bestemmelse i for vid grad og ville give den en meget udstrakt rækkevidde.

41

Det er i øvrigt alene en sådan konklusion, som opfylder formålet med artikel 13, nævnt i denne doms præmis 19, om at beskytte den berettigede forventning for den, der har nydt godt af en handling, som er til skade for alle kreditorerne, ved at fastsætte, at denne handling fortsat reguleres af den lovgivning, der fandt anvendelse på tidspunktet for gennemførelse af handlingen. På dette tidspunkt var den pågældende handling således reguleret ved den lex causae i sin helhed, som fandt anvendelse uden for insolvensbehandlingen, idet artikel 13 i forordning nr. 1346/2000 i henhold til Domstolens praksis i princippet ikke finder anvendelse på handlinger, som foretages efter indledningen af en insolvensbehandling (jf. dom Lutz, C-557/13, EU:C:2015:227, præmis 36).

42

Hvad for det andet angår spørgsmålet om, hvorvidt den nationale ret, for hvem et søgsmål om ugyldighed i sig selv, omstødelse eller anfægtelse af en handling er indbragt, kan fastslå, at den sagsøgte skal føre bevis for, at der findes en bestemmelse eller et princip i lex causae, hvorefter den pågældende handling kan anfægtes, når retten er af den opfattelse, at den sagsøgte har fremlagt tilstrækkelige forklaringer, bemærkes, at det fremgår af denne doms præmis 25, at det tilkommer denne sagsøgte at føre bevis for, at en sådan handling ikke kan anfægtes.

43

Det fremgår i øvrigt af denne doms præmis 27-29, at eftersom artikel 13 i forordning nr. 1346/2000 ikke indeholder nogen bestemmelser vedrørende bl.a. bevisoptagelse, hvilke bevismidler der kan gøres gældende over for den kompetente nationale ret, eller hvilke principper der regulerer denne rets vurdering af beviskraften af de bevismidler, der er forelagt for den, tilkommer det i medfør af princippet om procesautonomi hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at fastsætte sådanne bestemmelser, dog på den betingelse, at ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet er overholdt. Effektivitetsprincippet ville være til hinder for nationale bevisbestemmelser, som er for lidt krævende, og hvis anvendelse i praksis ville føre til, at bevisbyrden bliver vendt.

44

Det følger heraf, at den kompetente nationale ret alene kan fastslå, at det påhviler sagsøgeren i et søgsmål om ugyldighed i sig selv, omstødelse eller anfægtelse af en handling at føre bevis for, at der findes en bestemmelse eller et princip i lex causae, hvorefter denne handling kan anfægtes, når denne ret finder, at sagsøgte i første omgang i henhold til de bestemmelser, der sædvanligvis finder anvendelse i henhold til national procesret, faktisk har godtgjort, at den pågældende handling ikke kan anfægtes i henhold til lex causae. Det henhører imidlertid under den pågældende medlemsstats procesautonomi under iagttagelse af effektivitets- og ækvivalensprincipperne at fastlægge kriterierne for vurderingen af, om sagsøgeren faktisk har ført dette bevis.

45

Under disse omstændigheder skal det femte spørgsmål besvares med, at artikel 13 i forordning nr. 1346/2000 skal fortolkes således, at den sagsøgte i et søgsmål om ugyldighed i sig selv, omstødelse eller anfægtelse af en handling skal godtgøre, at lex causae i sin helhed ikke gør det muligt at anfægte denne handling. Den nationale ret, for hvem et sådant søgsmål er indbragt, kan alene fastslå, at det tilkommer sagsøgeren at føre bevis for, at der findes en bestemmelse eller et princip i lex causae, hvorefter den pågældende handling kan anfægtes, når denne ret finder, at sagsøgte i første omgang i henhold til de bestemmelser, der sædvanligvis finder anvendelse i henhold til national procesret, faktisk har godtgjort, at den pågældende handling ikke kan anfægtes i henhold til lex causae.

46

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Sjette Afdeling) for ret: