—

Virginie Pontin ved avocat L. Dupong

T-

Comalux SA ved avocats A. Kronshagen og V. Tutak

—

den luxembourgske regering ved C. Schiltz, som befuldmægtiget

—

den italienske regering ved I. Bruni, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato W. Ferrante

—

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved M. van Beek, som befuldmægtiget,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 10 og 12 i Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer (tiende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF) (EFT L 348, s. 1), og af artikel 2 i Rådets direktiv 76/207/EØF af om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/73/EF af (EFT L 269, s. 15, herefter »direktiv 76/207«).

2

Anmodningen er blevet fremsat inden for rammerne af en retssag, der føres mellem Virginie Pontin og hendes tidligere arbejdsgiver, selskabet T-Comalux SA (herefter »T-Comalux«), som følge af sidstnævntes afskedigelse af Virginie Pontin i løbet af januar måned 2007.

3

Det fremgår af niende betragtning til direktiv 92/85, at foranstaltninger til beskyttelse af sikkerheden og sundheden for arbejdstagere, som er gravide, som ammer, eller som lige har født, ikke må føre til forringelse af kvindernes stilling på arbejdsmarkedet og ikke må berøre bestemmelserne i direktiverne om ligebehandling af mænd og kvinder.

4

Direktivet har ifølge sin artikel 1, stk. 1, til formål at iværksætte foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer.

5

En gravid arbejdstager defineres i artikel 2, litra a), i direktiv 92/85 som »enhver arbejdstager, som er gravid, og som underretter arbejdsgiveren om sin tilstand i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis«.

6

I henhold til direktivets artikel 8, stk. 1, skal medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre arbejdstagere som defineret i artikel 2 barselsorlov i mindst 14 sammenhængende uger fordelt før og/eller efter fødslen i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis.

7

Artikel 10 i direktiv 92/85 med overskriften »Forbud mod afskedigelse« er affattet på følgende måde:

»For at sikre, at en arbejdstager som defineret i artikel 2 kan udøve den ret til beskyttelse af sikkerhed og sundhed, der er anerkendt i nærværende artikel, fastsættes følgende:

8

Artikel 12 i direktiv 92/85 har følgende ordlyd:

»Medlemsstaterne indføjer i deres nationale retsorden de nødvendige bestemmelser for, at enhver arbejdstager, der anser sine rettigheder for krænket som følge af manglende overholdelse af kravene i dette direktiv, kan gøre disse rettigheder gældende for retslige instanser og/eller, i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis, indbringe sagen for andre kompetente instanser.«

9

Det følger af artikel 1, stk. 1, i direktiv 76/207, at direktivet tilsigter gennemførelse i medlemsstaterne af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til adgang til beskæftigelse, herunder forfremmelse, og til erhvervsuddannelse samt arbejdsvilkår.

10

Artikel 2, stk. 1, i samme direktiv bestemmer, at dette princip »indebærer, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, hverken direkte eller indirekte under henvisning særlig til ægteskabelig eller familiemæssig stilling«.

11

I direktivets artikel 2, stk. 7, første afsnit, er det fastsat, at det »gælder med forbehold af bestemmelser vedrørende beskyttelse af kvinder, særlig i forbindelse med graviditet og moderskab«, og samme bestemmelses tredje afsnit bestemmer, at »[e]nhver ulige behandling af en kvinde i forbindelse med svangerskab eller barselsorlov som omhandlet i direktiv [92/85] udgør forskelsbehandling som defineret i nærværende direktiv«.

12

I henhold til artikel 3, stk. 1, litra c), i direktiv 76/207 betyder anvendelse af princippet om ligebehandling, at der i den offentlige eller den private sektor, herunder offentlige organer, ikke må finde direkte eller indirekte forskelsbehandling sted på grund af køn, for så vidt angår bl.a. ansættelses- og arbejdsvilkår, herunder afskedigelse. Medlemsstaterne skal i henhold til samme artikels stk. 2, litra a), træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle love og administrative bestemmelser, der strider mod princippet om ligebehandling, ophæves.

13

Artikel L. 124-11, stk. 1 og 2, i den luxembourgske code du travail (herefter »code du travail«) bestemmer:

14

Code du travails artikel L. 124-12, stk. 4, bestemmer:

»Såfremt afskedigelsen er ugyldig i henhold til loven, skal arbejdsretten efter begæring herom pålægge arbejdsgiveren at reintegrere arbejdstageren. […]

Artikel L. 124-11 finder anvendelse på annullationssøgsmål.«

15

Code du travail indeholder i bog III, afsnit III et kapitel VII med overskriften »Forbud mod afskedigelse«, der indeholder artikel L. 337-1, som har følgende ordlyd:

16

Code du travails artikel L. 337-6 bestemmer:

»En kvindelig lønmodtager, der er blevet afskediget på grund af sit ægteskab, kan påberåbe sig, at afskedigelsen er ugyldig, og kan ved anbefalet brev til sin arbejdsgiver anmode om, at ansættelsesforholdet opretholdes, inden to måneder efter, at hun har fået meddelelse om opsigelsen. I så fald består arbejdskontrakten fortsat, og den kvindelige arbejdstager har fortsat krav på fuldt vederlag.

Hvis den kvindelige lønmodtager ikke har påberåbt sig, at afskedigelsen er ugyldig, og anmodet om opretholdelse af ansættelsesforholdet inden for ovennævnte frist, har hun krav på den afskedigelsesgodtgørelse [efter en uafbrudt anciennitet på mindst fem år hos samme arbejdsgiver], der er omhandlet i artikel L. 124-7, stk. 1. Hun kan endvidere anlægge sag med påstand om erstatning for den uberettigede opsigelse af ansættelsesaftalen i henhold til artikel L. 124-11 og L. 124-12.«

17

Virginie Pontin har siden november 2005 arbejdet på fuld tid hos T-Comalux i henhold til en tidsubegrænset ansættelseskontrakt.

18

Ved anbefalet brev af 18. januar 2007, som Virginie Pontin modtog den , blev hendes ansættelseskontrakt opsagt med et varsel omfattende perioden fra den 31. januar til den . Årsagen til denne varslede opsigelse fremgår ikke af forelæggelsesafgørelsen.

19

Virginie Pontin har for den forelæggende ret hævdet, at hun den 19. januar 2007 med almindelig post afsendte en lægeerklæring til T-Comalux. Selskabet har for den forelæggende ret bestridt at have modtaget en sådan erklæring.

20

Den 24. januar 2007 sendte Virginie Pontin en e-mail til T-Comalux, hvori hun meddelte, at hendes »sundhedstilstand ikke [var] blevet bedre«, at hun ikke kunne komme på kontoret den følgende dag, og at hun hurtigst muligt ville fremsende en attest for uarbejdsdygtighed til T-Comalux.

21

Ved anbefalet brev af 25. januar 2007 meddelte T-Comalux Virginie Pontin, at hun var afskediget med øjeblikkelig virkning på grund af »en alvorlig tjenesteforseelse« som følge af »uberettiget fravær i over tre dage«.

22

Ved anbefalet brev af 26. januar 2007, der blev modtaget af T-Comalux den 30. januar samme år, oplyste Virginie Pontin, at hun var gravid. Hun gjorde gældende, at den opsigelse, som hun havde modtaget fra T-Comalux, som følge heraf var ugyldig.

23

Da T-Comalux ikke besvarede dette sidste brev, indbragte hun den 5. februar 2007 et søgsmål for den forelæggende ret med påstand om, at det blev fastslået, at hendes afskedigelse var ugyldig.

24

Ved dom af 30. marts 2007 erklærede retten — i en anden sammensætning end den, hvorfra den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse hidrører — sig inkompetent til at påkende Virginie Pontins søgsmål med påstand om, at afskedigelsen af var ugyldig. Ifølge dette dommerkollegium giver code du travails artikel L. 337-1 nemlig præsidenten for den i arbejdsretlige sager kompetente retsinstans, dvs. Tribunal du travail, en særlig kompetence til i hastesager ud fra beskyttelseshensyn at annullere opsigelser, der finder sted på et tidspunkt, hvor arbejdstageren er gravid, hvorfor Virginie Pontin skulle have fremsendt en stævning med påstand om, at hendes opsigelse var ugyldig, til præsidenten for nævnte ret. Det fremgår af de for Domstolen fremlagte sagsakter, at Virginie Pontin, der på daværende tidspunkt tilsyneladende endnu ikke havde antaget advokatbistand, havde sendt sin stævning i form af et brev adresseret til »Tribunal du travail — ved præsidenten og retsassessorerne« og havde indledt sine skriftlige bemærkninger med høflighedsformularen »Hr. præsident«.

25

Virginie Pontin appellerede ikke denne afgørelse. Under retsmødet for Domstolen oplyste hun i denne sammenhæng, at hun foretrak at undgå at løbe den risiko, der er forbundet med en sådan appel, og at lade den frist på tre måneder, der i code du travails artikel L. 124-11, stk. 1 og 2, er fastsat for lønmodtagerens anlæggelse af en erstatningssag mod arbejdsgiveren som følge af uberettiget afskedigelse (herefter »erstatningssøgsmålet«), udløbe.

26

Ved en anden sag, som Virginie Ponton anlagde den 18. april 2007, nedlagde hun for den forelæggende ret påstand om, at T-Comalux tilpligtedes at betale hende erstatning. Til støtte for dette søgsmål gjorde hun bl.a. gældende, at såvel hendes varslede opsigelse af som hendes efterfølgende afskedigelse med øjeblikkelig virkning er retsstridige og dermed uberettigede, jf. nævnte artikel L. 124-11.

27

T-Comalux er af den opfattelse, at de almindelige luxembourgske regler om anlæggelse af erstatningssøgsmål ikke finder anvendelse på en gravid arbejdstager, der i overensstemmelse med code du travails artikel L. 337-1 ikke kan vælge mellem et annullations- og et reintegrationssøgsmål som omhandlet i denne bestemmelse (herefter »annullations- og reintegrationssøgsmål«) og et erstatningssøgsmål, men nødvendigvis skal tilstille arbejdsgiveren en lægeerklæring, hvoraf det fremgår, at hun er gravid, inden for en frist på otte dage efter meddelelsen om hendes afskedigelse, således som det er fastsat i nævnte artikels stk. 1, andet afsnit (herefter »fristen på otte dage«), og indgive annullations- og reintegrationssøgsmålet til Tribunal du travails præsident inden for den frist på femten dage efter kontraktens opsigelse, der er fastsat i samme bestemmelses stk. 1, fjerde afsnit (herefter »fristen på femten dage«).

28

Ifølge den forelæggende ret kan det udledes af den i denne sag relevante luxembourgske lovgivning, at en gravid arbejdstager, der af en hvilken som helst årsag, herunder en årsag, som hun ikke har nogen indflydelse på, har siddet fristen på henholdsvis otte dage og femten dage overhørig, ikke længere kan tage retsskridt med henblik på at anfægte afskedigelsen, med den virkning, at afskedigelsen af en gravid arbejdstager, når disse frister er udløbet, hverken er ugyldig eller uberettiget, men derimod fuldt ud retskraftig. I forelæggelsesafgørelsen henvises der ligeledes til en luxembourgsk retspraksis, hvorefter fristen for indbringelse af et annullationssøgsmål ikke begynder at løbe fra modtagelsen af opsigelsesskrivelsen, men fra det tidspunkt, hvor denne skrivelse afleveres til besørgelse med postvæsenet.

29

Under disse omstændigheder har Tribunal du travail d’Esch-sur-Alzette — idet den er i tvivl om, hvorvidt den relevante nationale lovgivning er i overensstemmelse med fællesskabsretten og særligt med direktiv 92/85 og 76/207 — besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

30

Det fremgår af de for Domstolen foreliggende sagsakter, at den forelæggende ret med sine tre spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om direktiv 92/85 og/eller 76/207 er til hinder for en national lovgivning, såsom code du travails artikel L. 337-1, der særligt for så vidt angår det forbud mod afskedigelse af arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer, der er fastsat i artikel 10 i direktiv 92/85, begrænser de retsmidler, der står til rådighed for dem, til et annullations- og reintegrationssøgsmål, der er undergivet frister som dem, der er gældende i hovedsagen, og derved navnlig udelukker erstatningssøgsmål.

31

De to første spørgsmål vedrører det forudgående problem, om de nærmere processuelle bestemmelser, såsom dem, der fremgår af artikel L. 337-1, overholder kravene i artikel 10 og 12 i direktiv 92/85, og navnlig giver enhver kvindelig arbejdstager, der anser sig for krænket af den manglende overholdelse af de forpligtelser, der følger af artikel 10, adgang til at gøre sine rettigheder gældende for en retsinstans. Svaret på disse to spørgsmål kan få indflydelse på besvarelsen af det tredje spørgsmål, der nærmere bestemt vedrører spørgsmålet, om begrænsningen af de retsmidler, der står til rådighed i tilfælde af afskedigelse under graviditet, til kun at omfatte et annullations- og reintegrationssøgsmål, kan udgøre forskelsbehandling som omhandlet i direktiv 76/207.

32

Virginie Pontin har gjort gældende, at den ret for en gravid lønmodtager til at gøre sine rettigheder gældende, som er indført ved den luxembourgske lov, ikke opfylder de kriterier, der i direktiv 92/85 er fastsat med henblik på at sikre en reel og effektiv beskyttelse af en sådan lønmodtagers rettigheder. For så vidt angår direktiv 76/207 har hun gjort gældende, at en forskellig behandling med hensyn til afskedigelse, hvorved den gravide lønmodtager afskæres fra at anlægge et erstatningssøgsmål, ikke er rimeligt begrundet og udgør forskelsbehandling af en gravid kvinde, der er blevet afskediget, i forhold til andre lønmodtagere, der er blevet afskediget.

33

T-Comalux er af den opfattelse, at direktiv 92/85 ikke er til hinder for frister, såsom de her omhandlede på henholdsvis otte og femten dage. Selskabet er desuden af den opfattelse, at direktiv 76/207 ikke er til hinder for, at en national lovgiver afskærer en gravid lønmodtager fra at anlægge et erstatningssøgsmål under graviditeten. En gravid lønmodtager, der afskediges under graviditeten, og som råder over beskyttelsesforanstaltninger, der særligt er møntet på hendes tilstand, udsættes nemlig ikke for forskelsbehandling, men nyder derimod godt af en særlig beskyttelse ved hjælp af muligheden for at indbringe et søgsmål med påstand om annullation af den foretagne afskedigelse.

34

Den luxembourgske regering har gjort gældende, at den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse hviler på en fejlagtig fortolkning af den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, hvorefter en lønmodtager, der sidder fristerne på henholdsvis otte og femten dage overhørig, ikke længere råder over retsmidler til anfægtelse af sin afskedigelse. I et tilfælde, hvor en lønmodtager ikke udøver denne særlige ret, eller ikke kan udøve den efter udløbet af de frister, der er fastsat i den relevante lovgivning, kan hun imidlertid ifølge denne regering anlægge et erstatningssøgsmål. Set i denne sammenhæng er fristerne for at anlægge et annullations- og reintegrationssøgsmål ikke for korte.

35

Den italienske regering er af den opfattelse, at frister som de i denne sag foreliggende på henholdsvis otte og femten dage skal anses for at være for korte til, at en gravid arbejdstager, der afskediges under graviditeten, kan gøre sine rettigheder gældende for en domstol. Denne regering har desuden gjort gældende, at direktiv 76/207 er til hinder for, at en national lovgiver indfører bestemmelser, der medfører, at gravide arbejdstagere, der afskediges under graviditeten, udsættes for forskelsbehandling derved, at de berøves muligheden for at anlægge et erstatningssøgsmål, samtidig med at denne mulighed står åben for andre arbejdstagere, der afskediges.

36

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber er af den opfattelse, at artikel 10 og 12 i direktiv 92/85 principielt ikke er til hinder for, at udøvelsen af en søgsmålsret, der er støttet på fællesskabsretten, ved nationale bestemmelser underlægges præklusive frister, dog under forudsætning af, at ækvivalens- og effektivitetsprincippet overholdes. Kommissionen har herved gjort gældende, at fristen på femten dage på grund af sin begrænsede længde er i strid med disse principper og derfor er udtryk for en tilsidesættelse af artikel 10 og 12. Kommissionen har desuden anført, at direktiv 76/207 er til hinder for, at en gravid arbejdstager, der afskediges under graviditeten, ved nationale bestemmelser afskæres fra at anlægge et erstatningssøgsmål i anledning af uberettiget afskedigelse, når denne mulighed står åben for andre afskedigede arbejdstagere.

37

Indledningsvis bemærkes, at fristen på otte dage i modsætning til fristen på femten dage ikke synes at have karakter af en søgsmålsfrist, hvilket det i givet fald tilkommer den forelæggende ret at efterprøve. De to første spørgsmål vedrører imidlertid i det væsentlige princippet om den effektive domstolsbeskyttelse af de rettigheder, som borgerne er blevet tildelt ved fællesskabsretten, således som dette kommer til udtryk i artikel 10, nr. 3), og artikel 12 i direktiv 92/85. Det er derfor i relation til fristen på femten dage, at anvendelsen af dette princip under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende skal undersøges. Såfremt den forelæggende ret skulle nå frem til, at fristen på otte dage også udgør en frist, hvis udløb kan hindre udøvelsen af den pågældendes rettigheder, tilkommer det den at anvende de retningslinjer, der følger af denne dom, mutatis mutandis vedrørende en frist på femten dage.

38

Det skal endvidere bemærkes, at det tilkommer Domstolen i henhold til kompetencefordelingen mellem Fællesskabets retsinstanser og de nationale retter at tage hensyn til de faktiske omstændigheder og de retsregler, som ifølge forelæggelsesafgørelsen er baggrunden for de præjudicielle spørgsmål (jf. bl.a. dom af 4.12.2008, sag C-330/07, Jobra, Sml. I, s. 9099, præmis 17 og den deri nævnte retspraksis). Uanset den kritik, som den luxembourgske regering har fremsat af den fortolkning af den nationale lovgivning, som den forelæggende ret har lagt til grund, skal gennemgangen af de præjudicielle spørgsmål derfor foretages under hensyn til den af sidstnævnte ret anlagte fortolkning af denne lovgivning (jf. analogt dom af , sag C-346/05, Chateignier, Sml. I, s. 10951, præmis 22, og af , forenede sager C-378/07 — C-380/07, Angelidaki m.fl., Sml. I, s. 3071, præmis 51). De to første spørgsmål skal følgelig besvares ud fra den forudsætning, at en arbejdstager, der afskediges under graviditeten, ikke råder over andre retsmidler efter luxembourgsk ret end et annullations- og reintegrationssøgsmål.

39

Herved skal det indledningsvis bemærkes, at medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 10, nr. 1), i direktiv 92/85 skal træffe de nødvendige foranstaltninger til at forbyde afskedigelse af arbejdstagere, der er omfattet af denne bestemmelse, i perioden fra graviditetens indtræden til udløbet af den i direktivets artikel 8, stk. 1, fastsatte barselsorlov, undtagen i særlige tilfælde, som ikke har forbindelse med deres tilstand, hvor afskedigelse er tilladt efter national lovgivning og/eller praksis, eventuelt med den kompetente myndigheds samtykke.

40

I overensstemmelse med artikel 12 i direktiv 92/85 påhviler det endvidere medlemsstaterne i deres retsorden at indføje de nødvendige bestemmelser for, at enhver arbejdstager, der anser sine rettigheder for krænket som følge af manglende overholdelse af kravene i dette direktiv, herunder af de krav, der følger af direktivets artikel 10, kan gøre disse rettigheder gældende for retslige instanser. Samme direktivs artikel 10, nr. 3), fastsætter nærmere bestemt, at medlemsstaterne skal træffe de nødvendige foranstaltninger til at beskytte en arbejdstager, som er gravid, som lige har født, eller som ammer, mod følgerne af en afskedigelse, som ville være ulovlig efter samme artikels nr. 1) (jf. dom af 11.10.2007, sag C-460/06, Paquay, Sml. I, s. 8511, præmis 47).

41

Disse bestemmelser, og navnlig artikel 12 i direktiv 92/85, udgør i direktivets sammenhæng et særligt udtryk for den effektive domstolsbeskyttelse af de rettigheder, som borgerne er blevet tillagt ved fællesskabsretten.

42

Det fremgår desuden af retspraksis, at selv om medlemsstaterne i henhold til artikel 12 i direktiv 92/85 ikke er forpligtet til at vedtage bestemte foranstaltninger, skal den valgte foranstaltning ikke desto mindre kunne sikre en faktisk og effektiv domstolsbeskyttelse, have en reelt afskrækkende virkning på arbejdsgiveren og i alle tilfælde være passende i forhold til det lidte tab (jf. Paquay-dommen, præmis 45 og 49).

43

For så vidt angår princippet om den effektive domstolsbeskyttelse af de rettigheder, som borgerne er blevet tillagt ved fællesskabsretten, fremgår det af fast retspraksis, at processuelle regler for sagsanlæg til sikring af beskyttelsen af borgernes rettigheder i henhold til fællesskabsretten ikke må være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret (ækvivalensprincippet), og de må heller ikke i praksis gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Fællesskabets retsorden (effektivitetsprincippet) (jf. bl.a. dom af 15.4.2008, sag C-268/06, Impact, Sml. I, s. 2483, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

44

Disse krav om ækvivalens og effektivitet er udtryk for medlemsstaternes almindelige forpligtelse til at sikre domstolsbeskyttelsen af borgernes rettigheder i henhold til fællesskabsretten. De gælder såvel med hensyn til udpegningen af de retsinstanser, der har kompetence til at påkende sager, der støttes på disse rettigheder, som med hensyn til definitionen af de processuelle regler (jf. Impact-dommen, præmis 47 og 48).

45

Det er en betingelse for, at ækvivalensprincippet er overholdt, at den omhandlede nationale regel finder anvendelse uden forskel på søgsmål, der vedrører tilsidesættelse af fællesskabsretten, og søgsmål, der vedrører tilsidesættelse af national ret, og hvor sagsgenstanden og søgsmålsgrundlaget er de samme (dom af 1.12.1998, sag C-326/96, Levez, Sml I, s. 7835, præmis 41). Dette princip kan ikke fortolkes således, at en medlemsstat er forpligtet til at udvide den gunstigste nationale ordning til at omfatte alle sager, der anlægges på det arbejdsretlige område (jf. Levez-dommen, præmis 42). For at kunne fastslå, om ækvivalensprincippet er overholdt, må den nationale ret, som er den eneste, der har direkte kendskab til de processuelle regler for sagsanlæg på området i national ret, efterprøve, om de processuelle regler, der i national ret skal sikre, at de rettigheder, borgerne har i henhold til fællesskabsretten, beskyttes, er i overensstemmelse med ækvivalensprincippet, og undersøge såvel formålet med som de væsentligste momenter ved søgsmål på grundlag af national ret, som hævdes at være tilsvarende søgsmål (jf. Levez-dommen, præmis 39 og 43, og dom af , sag C-78/98, Preston m.fl., Sml. I, s. 3201, præmis 49). Herved skal den nationale ret efterprøve, om søgsmålene ligner hinanden ud fra sagsgenstanden, søgsmålsgrundlaget og de væsentligste momenter (jf. i denne retning dommen i sagen Preston m.fl., præmis 57).

46

Det fremgår af retspraksis, at den nationale ret for at kunne afgøre, om procesregler er ækvivalente, objektivt og abstrakt skal undersøge, om de omhandlede regler ligner hinanden ud fra deres plads i den samlede procedure, dennes forløb og reglernes særlige kendetegn (jf. i denne retning dommen i sagen Preston m.fl., præmis 61-63).

47

For så vidt angår effektivitetsprincippet skal det bemærkes, at det fremgår af Domstolens praksis, at hvert enkelt tilfælde, hvor der opstår det spørgsmål, om en national processuel regel gør det praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges borgerne i henhold til Fællesskabets retsorden, på samme måde skal bedømmes under hensyn til, hvilken stilling bestemmelsen indtager i den samlede procedure for de forskellige nationale instanser, herunder procedurens forløb og særlige kendetegn. Efter disse betragtninger skal der i givet fald tages hensyn til de principper, der ligger til grund for den nationale retsplejeordning, såsom beskyttelsen af retten til forsvar, retssikkerhedsprincippet og princippet om en hensigtsmæssig sagsbehandling (jf. dom af 21.2.2008, sag C-426/05, Tele2 Telecommunication, Sml. I, s. 685, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).

48

Domstolen har således fastslået, at det er foreneligt med fællesskabsretten, at der af retssikkerhedshensyn fastsættes rimelige, præklusive søgsmålsfrister, idet sådanne frister ikke kan antages i praksis at gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til fællesskabsretten (jf. dom af 24.9.2002, sag C-255/00, Grundig Italiana, Sml. I, s. 8003, præmis 34, og af , sag C-2/06, Kempter, Sml. I, s. 411, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis). For så vidt angår præklusive frister har Domstolen ligeledes fastslået, at det tilkommer medlemsstaterne for de nationale bestemmelser, der henhører under fællesskabsrettens anvendelsesområde, at fastsætte frister i forhold til bl.a. hvor afgørende den beslutning, der skal træffes, er for de berørte, kompleksiteten af de procedurer og den lovgivning, der finder anvendelse, antallet af personer, der kan være berørte, og andre offentlige eller private hensyn, hvortil der skal tages hensyn (jf. i denne retning dom af , sag C-349/07, Sopropé, Sml. I, s. 10369, præmis 40).

49

Endelig bemærkes, at det følger af Domstolens faste praksis, at det ikke tilkommer Domstolen at tage stilling til fortolkningen af national ret, idet denne opgave udelukkende påhviler den forelæggende ret, der i dette tilfælde skal afgøre, om kravene om ækvivalens og effektivitet er opfyldt med de relevante nationale bestemmelser (jf. dommen i sagen Angelidaki m.fl., præmis 163). Imidlertid kan Domstolen i en præjudiciel forelæggelsessag i givet fald give nærmere oplysninger med henblik på at vejlede den nationale ret i dens fortolkning (jf. domme af 7.9.2006, sag C-53/04, Marrosu og Sardino, Sml. I, s. 7213, præmis 54, og sag C-180/04, Vasallo, Sml. I, s. 7251, præmis 39, samt kendelse af , sag C-364/07, Vassilakis m.fl., præmis 143).

50

Det er set i lyset af disse betragtninger, at den forelæggende rets to første spørgsmål skal besvares.

51

Herved bemærkes, at det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at code du travails artikel L. 337-1 er blevet vedtaget på grundlag af artikel 10 i direktiv 92/85, sammenholdt med direktivets artikel 12.

52

Som såvel den italienske regering som Kommissionen har gjort gældende, og som det fremgår af denne doms præmis 42, er artikel 10 og 12 i direktiv 92/85 principielt ikke til hinder for, at en national lovgiver fastsætter en særlig søgsmålsadgang, der er undergivet forud fastsatte søgsmålsfrister, for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer, og som afskediges.

53

Da medlemsstaterne imidlertid er forpligtet til konkret at sikre en effektiv domstolsbeskyttelse af borgernes rettigheder i henhold til fællesskabsretten (jf. bl.a. Impact-dommen, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis), skal de nærmere omstændigheder vedrørende denne søgsmålsadgang opfylde de krav, som er fastsat i den retspraksis, der er nævnt ovenfor i denne doms præmis 39-48.

54

Denne konklusion kan ikke svækkes ved den argumentation, som T-Comalux har fremført under retsmødet, hvorefter annullations- og reintegrationssøgsmålet — til forskel fra det erstatningssøgsmål, der er adgang til at anlægge i tilfælde, hvor afskedigelsen anses for »uberettiget« i de nationale bestemmelsers forstand, eller det søgsmål, der er adgang til at anlægge i tilfælde af afskedigelse »på grund« af ægteskab, der er indført ved code du travails artikel L. 337-6 (herefter det »søgsmål, der er adgang til i tilfælde af afskedigelse på grund af ægteskab«) — næsten automatisk finder anvendelse, uanset om arbejdsgiveren har udvist en uberettiget adfærd. I modsætning til det, som selskabet synes at gøre gældende, kan den omstændighed alene, at en medlemsstat ved gennemførelse af artikel 10 og 12 i direktiv 92/85 gennem indførelse af en særlig søgsmålsadgang for gravide arbejdstagere, i overensstemmelse med den i artikel 10, nr. 1), fastsatte mulighed beslutter ikke at fastsætte undtagelser til princippet om forbud mod afskedigelse, der ikke er knyttet til det forhold, at den pågældende kvinde er gravid, lige har født eller ammer, nemlig ikke have til følge, at disse processuelle regler for sagsanlæg unddrages kravet om en effektiv domstolsbeskyttelse af borgernes rettigheder i henhold til fællesskabsretten.

55

Hvad for det første angår spørgsmålet, om ækvivalensprincippet er overholdt i det foreliggende tilfælde, bemærkes, at det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at de to retsmidler på det arbejdsretlige område, som den forelæggende ret har henvist til, dvs. dels erstatningssøgsmålet, dels det søgsmål, der er adgang til at anlægge i tilfælde af afskedigelse på grund af ægteskab, umiddelbart synes at kunne sammenlignes med annullations- og reintegrationssøgsmålet, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve på grundlag af sagsgenstanden, søgsmålsgrundlaget og de væsentligste momenter, jf. denne doms præmis 45.

56

Såfremt det skulle vise sig, at et eller flere af de retsmidler, der er omtalt i forelæggelsesafgørelsen, eller andre nationale retsmidler, der ikke er blevet påberåbt for Domstolen, ligner annullations- og reintegrationssøgsmålet, ville det stadig påhvile den forelæggende ret at vurdere, om sådanne retsmidler omfatter mere gunstige processuelle regler for sagsanlæg.

57

Herved skal den omstændighed tages i betragtning, at annullations- og reintegrationssøgsmålet synes at forudsætte, at det indbringes for en særlig retsinstans, nemlig »præsidenten for arbejdsretten«. Det fremgår af denne doms præmis 24, at dette krav forekommer at være udtryk for en særlig streng fortolkning af bestemmelsens ordlyd. Således som det fremgår af de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for tvisten i hovedsagen, kan et sådant krav have negative konsekvenser for de berørte borgere, navnlig henset til den særligt korte søgsmålsfrist, der gør det vanskeligt at søge faglig rådgivning eller opnå bistand fra en advokat.

58

Med hensyn til den antagelse, at erstatningssøgsmålet kan anses for at være sammenligneligt med annullations- og reintegrationssøgsmålet, skal det bemærkes, at den præklusive frist på femten dage, der finder anvendelse på dette sidstnævnte søgsmål, er væsentligt kortere end den præklusive frist på tre måneder, der gælder for erstatningssøgsmålet. For så vidt angår det søgsmål, der er adgang til at anlægge ved afskedigelse på grund af ægteskab, må det konstateres, at den relevante præklusive frist for at anlægge sag ved en national ret ikke fremgår af de for Domstolen foreliggende sagsakter. Det bemærkes ikke desto mindre, at den kvindelige lønmodtager i henhold til code du travails artikel L. 337-6 råder over to måneder til at anmode arbejdsgiveren om, at ansættelsesforholdet opretholdes, hvorefter hun i mangel af, inden for denne frist, at have anlagt sag med påstand om annullation af den afskedigelse, hun har været udsat for, og at have anmodet om opretholdelse af ansættelsesforholdet har ret til afskedigelsesgodtgørelse og desuden kan anlægge et erstatningssøgsmål.

59

Henset til de for Domstolen foreliggende oplysninger, synes processuelle regler som dem, der vedrører annullations- og reintegrationssøgsmålet i code du travails artikel L. 337-1, stk. 1, fjerde afsnit, ikke umiddelbart at opfylde ækvivalensprincippet, hvilket det imidlertid tilkommer den forelæggende ret at afgøre under hensyn til den retspraksis, der er nævnt ovenfor i denne doms præmis 44-46.

60

Hvad for det andet angår effektivitetsprincippet skal det påpeges, således som den italienske regering og Kommissionen i det væsentlige har gjort det, og således som det fremgår af denne doms præmis 47 og 48, at en relativ kort præklusionsfrist for et søgsmål, der anlægges af en lønmodtager, der retsstridigt er blevet afskediget, med henblik på at opnå genansættelse i den berørte virksomhed, principielt kan anses for berettiget. Som T-Comalux og den luxembourgske regering har påpeget, kunne såvel gravide arbejdstagere, der er blevet afskediget, som arbejdsgiverne ud fra et retssikkerhedssynspunkt have en interesse i, at muligheden for at anlægge et sådant søgsmål er tidsmæssigt begrænset, henset til bl.a. de konsekvenser, som en genansættelse har for samtlige berørte parter, når den finder sted efter lang tid.

61

Henset til bl.a. retssikkerhedsprincippet, er kravene til overholdelse af effektivitetsprincippet følgelig principielt ikke til hinder for, at der for et søgsmål, der har til formål at opnå genansættelse ved samme arbejdsgiver af en gravid kvinde, som er blevet afskediget, fastsættes en præklusionsfrist, der er kortere end den, der er fastsat for et erstatningssøgsmål.

62

Det bemærkes imidlertid i denne forbindelse, at den præklusionsfrist på femten dage, der finder anvendelse på annullations- og reintegrationssøgsmålet, som det fremgår af denne doms præmis 58, må anses for at være særligt kort, bl.a. henset til den situation, hvori en kvinde befinder sig i begyndelsen af graviditeten.

63

Det fremgår desuden af sagsakterne, at der kan forløbe flere dage af dem, der indgår i fristen på femten dage, før den gravide kvinde modtager opsigelsesskrivelsen og således gøres bekendt med sin afskedigelse. Ifølge en udtalelse fra en forening af privatansatte om det lovforslag, hvorved artikel L. 337-1 blev indsat i code du travail, der er gengivet i forelæggelsesafgørelsen, begynder fristen på femten dage i overensstemmelse med luxembourgsk retspraksis nemlig at løbe fra det tidspunkt, hvor opsigelsesskrivelsen indgives til besørgelse ved postvæsenet.

64

Den luxembourgske regering har ganske vist gjort gældende, at i henhold til artikel 1 i lov af 22. december 1986 vedrørende ophævelse af det retstab, der følger af udløbet af en søgsmålsfrist (Mémorial A 1986, s. 2745), kan præklusionsfristerne ikke begynde at løbe, hvis lønmodtageren ikke har haft mulighed for at handle.

65

Selv hvis denne bestemmelse kunne begrænse virkningerne af den luxembourgske retspraksis vedrørende indlevering af en opsigelsesskrivelse, hvilket det i givet fald tilkommer den forelæggende ret at tage stilling til, forekommer det imidlertid at være meget vanskeligt for en kvindelig arbejdstager, der er blevet afskediget under sin graviditet, under overholdelse af fristen på femten dage at skaffe sig kompetent rådgivning og i givet fald affatte og indgive en stævning.

66

Eftersom kravet om, at stævningen skal fremsendes til »præsidenten for Tribunal du travail« som anført ovenfor i denne doms præmis 57, desuden synes at være udtryk for en særligt streng fortolkning, råder en gravid arbejdstager, der af den ene eller anden grund har siddet fristen på femten dage overhørig, således, som den forelæggende ret har understreget, ikke længere over nogen retsmidler til at gøre sine rettigheder gældende som følge af afskedigelsen.

67

Under disse omstændigheder forekommer regler som dem, der er fastsat i code du travails artikel L. 337-1, stk. 1, vedrørende annullations- og reintegrationssøgsmålet, ikke at opfylde kravene efter effektivitetsprincippet, idet de medfører processuelle ulemper, der kan gøre det unødigt vanskeligt at gennemføre gravides rettigheder i henhold til artikel 10 i direktiv 92/85, hvilket det imidlertid tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

68

Såfremt den forelæggende ret, som nævnt ovenfor i denne doms præmis 43 og 44, skulle konkludere, at de i hovedsagen omhandlede bestemmelser er i strid med ækvivalens- og/eller effektivitetsprincippet, kan disse bestemmelser ikke anses for at være i overensstemmelse med kravet om en effektiv domstolsbeskyttelse af de rettigheder, som borgerne er blevet tildelt ved fællesskabsretten og navnlig ved artikel 12 i direktiv 92/85.

69

Henset til ovenstående bemærkninger, skal de to første spørgsmål besvares med, at artikel 10 og 12 i direktiv 92/85 skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter der gælder en særlig søgsmålsadgang vedrørende det forbud mod afskedigelse af arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer, der er fastsat i direktivets artikel 10, som udøves efter de nærmere processuelle regler vedrørende dette søgsmål, dog for så vidt som disse regler ikke er mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret (ækvivalensprincippet), og ikke er udformet på en sådan måde, at det bliver praktisk umuligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Fællesskabets retsorden (effektivitetsprincippet). En præklusiv frist på femten dage som den, der er indført ved code du travails artikel L. 337-1, stk. 1, fjerde afsnit, fremgår ikke at opfylde denne betingelse, hvilket det imidlertid tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

70

Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 2 i direktiv 76/207 er til hinder for en medlemsstats lovgivning, såsom code du travails artikel L. 337-1, hvorved arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer, og som afskediges under graviditeten, afskæres fra at anlægge et erstatningssøgsmål, når alle andre lønmodtagere, der er blevet afskediget, har adgang til at anlægge et sådant søgsmål.

71

Herved bemærkes, at i overensstemmelse med artikel 2, stk. 7, tredje afsnit, i direktiv 76/207, der blev indsat heri ved artikel 1, nr. 2), i direktiv 2002/73, udgør enhver ulige behandling af en kvinde i forbindelse med graviditet forskelsbehandling i direktivets forstand.

72

Det har endvidere inden for rammerne af denne præjudicielle forelæggelse ikke været antydet, at erstatningssøgsmålet ikke er i overensstemmelse med princippet om effektiv domstolsbeskyttelse af de rettigheder, som borgerne er blevet tildelt ved fællesskabsretten.

73

Ifølge den forelæggende ret er det eneste retsmiddel, der står til rådighed for en gravid kvinde, som er blevet afskediget under graviditeten, imidlertid annullations- og reintegrationssøgsmålet, hvilket udelukker ethvert andet søgsmål på det arbejdsretlige område, såsom erstatningssøgsmålet.

74

Hvis det efter en prøvelse foretaget af den forelæggende ret på grundlag af de retningslinjer, der er angivet ved besvarelsen af de to første spørgsmål, derfor skulle vise sig, at dette annullations- og reintegrationssøgsmål ikke overholder effektivitetsprincippet, udgør en sådan tilsidesættelse af det krav om en effektiv domstolsbeskyttelse, som bl.a. er fastsat i artikel 12 i direktiv 92/85, en »ulige behandling af en kvinde i forbindelse med graviditet« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 2, stk. 7, tredje afsnit, i direktiv 76/207, og må derfor betragtes som forskelsbehandling i direktivets forstand.

75

Hvis den forelæggende ret skulle konstatere, at der foreligger en sådan tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 76/207, påhviler det den at fortolke de nationale kompetenceregler på en sådan måde, at de i videst muligt omfang bidrager til opfyldelsen af formålet bestående i at sikre en effektiv domstolsbeskyttelse af gravide kvinders rettigheder i henhold til fællesskabsretten (jf. analogt dom af 15.5.1986, sag 222/84, Johnston, Sml. s. 1651, præmis 17, og af , sag C-185/97, Coote, Sml. I, s. 5199, præmis 18, samt Impact-dommen, præmis 54).

76

Henset til ovenstående bemærkninger, skal det tredje spørgsmål besvares med, at artikel 2 i direktiv 76/207, sammenholdt med direktivets artikel 3, skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning, såsom den, der er indført ved code du travails artikel L. 337-1, der særligt vedrører den beskyttelse, der er fastsat i artikel 10 i direktiv 92/85 i tilfælde af afskedigelse af arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer, der afskærer den gravide lønmodtager, der er blevet afskediget under graviditeten, fra at anlægge et erstatningssøgsmål, når alle andre lønmodtagere, der er blevet afskediget, har adgang til at anlægge et sådant, og når en sådan begrænsning af søgsmålsmulighederne udgør en ulige behandling af en kvinde i forbindelse med graviditet. Dette vil navnlig være tilfældet, hvis de processuelle regler vedrørende det eneste retsmiddel, der er tilgængeligt ved afskedigelse af disse arbejdstagere, ikke overholder princippet om effektiv domstolsbeskyttelse af de rettigheder, som borgerne er tildelt ved fællesskabsretten, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

77

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret: