1

Ved deres appelskrifter har, for det første, Fabbrica italiana accumulatori motocarri Montecchio SpA og Fabbrica italiana accumulatori motocarri Montecchio Technologies LLC (herefter samlet »FIAMM«) og, for det andet, Giorgio Fedon & Figli SpA og Fedon America, Inc. (herefter samlet »Fedon«) nedlagt påstand om ophævelse af dom afsagt af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans den 14. december 2005, FIAMM og FIAMM Technologies mod Rådet og Kommissionen (sag T-69/00, Sml. II, s. 5393) (sag C-120/06 P), henholdsvis dom afsagt af Retten den 14. december 2005, Fedon & Figli m.fl. mod Rådet og Kommissionen (sag T-135/01) (sag C-121/06 P). Ved disse domme (herefter henholdsvis »FIAMM-dommen« og »Fedon-dommen« eller samlet »de appellerede domme«) fik FIAMM og Fedon ikke medhold i deres påstande om erstatning for det tab, som angiveligt er indtrådt som følge af den af Amerikas Forenede Stater indførte tillægstold på import af sagsøgernes produkter, som blev godkendt af Verdenshandelsorganisationens (WTO) tvistbilæggelsesinstans (herefter »DSB«), som følge af DSB’s konstatering af, at Fællesskabets importordning for bananer er uforenelig med aftaler og memoranda indeholdt i bilag til overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen.

2

Domstolens præsident har ved kendelse afsagt den 8. august 2006 tilladt Kongeriget Spanien at indtræde i sagen til støtte for de påstande, som Rådet for Den Europæiske Union og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har nedlagt inden for rammerne af sag C-120/06 P.

3

Ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 12. april 2007 er de to sager C-120/06 P og C-121/06 P blevet forenet med henblik på den mundtlige forhandling og dommen.

4

Ved afgørelse 94/800/EF af 22. december 1994 om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af de aftaler, der er resultatet af de multilaterale forhandlinger i Uruguay-rundens regi (1986-1994), for så vidt angår de områder, der hører under Fællesskabets kompetence (EFT L 336, s. 1), godkendte Rådet overenskomsten om oprettelse af WTO samt de aftaler, der findes i bilag 1-4 til denne aftale (herefter »WTO-aftalerne«).

5

Følgende er fastsat i artikel 3, stk. 2 og 7, i overenskomsten vedrørende regler og procedurer for bilæggelse af tvister (herefter »FTB«), der udgør bilag 2 til overenskomsten om oprettelse af WTO:

»2.   WTO’s system for bilæggelse af tvister er et centralt element til at skabe sikkerhed og forudsigelighed i det multilaterale handelssystem. Medlemmerne erkender, at det tjener deres interesser at bevare medlemmernes rettigheder og forpligtelser i medfør af de omfattede aftaler og at præcisere de eksisterende bestemmelser i disse aftaler i overensstemmelse med sædvanereglerne for fortolkning af de folkeretlige regler. DSB’s afgørelser og henstillinger kan ikke udvide eller begrænse de rettigheder og forpligtelser, der er fastsat i de omfattede aftaler.

[…]

7.   Før en sag indbringes, skal et medlem vurdere, om det vil være hensigtsmæssigt at bringe procedurerne i anvendelse. Formålet med ordningen for bilæggelse af tvister er at sikre en positiv løsning på en tvist. En løsning på en tvist, der kan accepteres af parterne, og som er forenelig med de omfattede aftaler, er klart at foretrække. Hvis der ikke opnås en aftalt løsning, er formålet med ordningen for bilæggelse af tvister sædvanligvis at sikre, at de pågældende foranstaltninger indstilles, hvis de findes at være uforenelige med bestemmelserne i nogen af de omfattede aftalers bestemmelser. Bestemmelsen om kompensation bør kun anvendes, hvis en umiddelbar indstilling af foranstaltningen ikke er praktisk mulig, og kun som en midlertidig foranstaltning, indtil den foranstaltning, der er uforenelig med en omfattet aftale, indstilles. Den sidste udvej, som forståelsen giver det medlem, der påkalder sig procedurerne for bilæggelse af tvister, mulighed for at benytte, er at suspendere anvendelsen af indrømmelser eller andre forpligtelser i medfør af de omfattede aftaler med diskriminerende virkning over for det andet medlem, dog forudsat at DSB giver tilladelse til sådanne foranstaltninger.«

6

I medfør af FTB’s artikel 7 skal et panel, der på den klagende parts anmodning nedsættes, nå frem til undersøgelsesresultater, der kan bistå DSB med at fremsætte henstillinger eller afsige de kendelser vedrørende de spørgsmål, som dette organ behandler. Ifølge FTB’s artikel 12, stk. 7, forelægger panelet i tilfælde, hvor parterne i tvisten ikke har kunnet nå frem til en gensidigt tilfredsstillende løsning, sine undersøgelsesresultater i form af en skriftlig beretning til DSB.

7

Det fremgår af FTB’s artikel 16, stk. 4, at beretningen inden for en periode på 60 dage efter datoen for rundsendelse af panelberetningen til medlemmerne vedtages på et DSB-møde, medmindre en af tvistens parter formelt underretter DSB om sin beslutning om at appellere, eller DSB ved konsensus beslutter ikke at vedtage beretningen.

8

I FTB’s artikel 17 er det bestemt, at der nedsættes en stående appelinstans, der behandler appeller i panelsager. Ifølge nævnte artikels stk. 6 skal en appel være begrænset til retlige spørgsmål, der indgår i panelberetningen, og panelets retsfortolkninger. Således som det følger af denne artikels stk. 13, kan appelinstansen stadfæste, ændre eller omstøde panelets afgørelser og konklusioner.

9

Følgende er bestemt i FTB’s artikel 17, stk. 14:

»Appelinstansens beretninger vedtages af DSB og accepteres betingelsesløst af tvistens parter, medmindre DSB ved konsensus beslutter ikke at vedtage beretningen inden for 30 dage, efter at den er blevet rundsendt til medlemmerne. […]«

10

Følgende fremgår af FTB’s artikel 19, stk. 1:

»Hvis et panel eller appelinstansen konkluderer, at en foranstaltning er uforenelig med en omfattet aftale, skal der henstilles til, at det pågældende medlem bringer foranstaltningen i overensstemmelse med aftalen. Ud over henstillingerne kan panelet eller appelinstansen foreslå måder, hvorpå det pågældende medlem kunne gennemføre henstillingerne.«

11

I FTB’s artikel 21, der har overskriften »Kontrol med gennemførelse af henstillinger og afgørelser«, er følgende fastsat:

»1.   Omgående efterkommelse af DSB’s henstillinger og afgørelser er en væsentlig forudsætning for at sikre en effektiv bilæggelse af tvister til alle medlemmers fordel.

[…]

3.   På DSB-møder afholdt 30 dage efter datoen for vedtagelse af en panelberetning eller appelinstansens beretning underretter det pågældende medlem DSB om sine planer med hensyn til gennemførelse af DSB’s henstillinger og kendelser. Hvis det er praktisk umuligt straks at efterkomme henstillingerne og kendelserne, får det pågældende medlem en rimelig tidsfrist til at gøre dette. Med rimelig tidsfrist menes:

[…]

5.   I tilfælde, hvor der er uenighed om eksistensen af eller overensstemmelse med en omfattet aftale af foranstaltninger, der er truffet for at efterkomme henstillingerne og kendelserne, afgøres en sådan tvist ved hjælp af procedurerne for bilæggelse af tvister, eventuelt ved at sagen behandles af det oprindelige panel. […]

6.   DSB holder kontrol med gennemførelsen af vedtagne henstillinger eller kendelser. […] Medmindre DSB træffer anden afgørelse, sættes spørgsmålet om gennemførelse af henstillinger eller kendelser på dagsordenen for DSB-mødet seks måneder efter datoen for fastlæggelse af den rimelige frist i henhold til stk. 3 og forbliver på DSB’s dagsorden, indtil spørgsmålet har fundet en løsning. […]

[…]«

12

I FTB’s artikel 22, der har overskriften »Kompensation og suspension af indrømmelser«, er følgende bestemt:

»1.   Kompensation og suspension af indrømmelser eller andre forpligtelser er foreløbige foranstaltninger, der kan bruges, hvis henstillingerne og kendelserne ikke gennemføres inden for en rimelig frist. Imidlertid foretrækkes hverken kompensation eller suspension af indrømmelser eller andre forpligtelser frem for fuld gennemførelse af en henstilling om at bringe en foranstaltning i overensstemmelse med de omfattede aftaler. Kompensation er frivillig, og hvis det tillades, skal den være i overensstemmelse med de omfattede aftaler.

2.   Hvis det pågældende medlem undlader at bringe den foranstaltning, der ikke er fundet i overensstemmelse med den omfattede aftale, i overensstemmelse hermed eller på anden måde undlader at efterkomme henstillingerne og kendelserne inden for den rimelige frist, der er fastlagt i medfør af artikel 21, stk. 3, skal det pågældende medlem, hvis det anmodes herom, senest inden udløbet af den rimelige tidsfrist indlede forhandlinger med den part, der har anmodet om iværksættelse af procedurerne for bilæggelse af tvisten, med henblik på at nå frem til en for begge parter acceptabel kompensation. Hvis der ikke nås til enighed om en tilfredsstillende kompensation inden for 20 dage efter datoen for udløbet af den rimelige tidsfrist, kan enhver part, der har anmodet om iværksættelse af procedurerne for bilæggelse af tvisten, anmode om tilladelse fra DSB til at suspendere anvendelsen over for det pågældende medlem af indrømmelser eller andre forpligtelser i medfør af de omfattede aftaler.

3.   Under overvejelserne af, hvilke indrømmelser eller andre forpligtelser der skal suspenderes, går den klagende part ud fra følgende principper og procedurer:

[…]

4.   Omfanget af suspensionen af indrømmelser eller andre forpligtelser, som tillades af DSB, skal svare til omfanget af annulleringen eller forringelsen.

[…]

6.   Hvis den situation, der er beskrevet i stk. 2 ovenfor, opstår, giver DSB efter anmodning tilladelse til at suspendere indrømmelser eller andre forpligtelser senest 30 dage efter udløbet af en rimelig tidsfrist, medmindre DSB ved konsensus beslutter at afvise anmodningen. Hvis det pågældende medlem imidlertid rejser indvendinger mod omfanget af den foreslåede suspension eller hævder, at de principper og procedurer, der er fastsat i stk. 3, ikke er blevet fulgt i tilfælde, hvor en klagende part har anmodet om tilladelse til at suspendere indrømmelser eller andre forpligtelser […], henvises sagen til voldgift. […] Indrømmelser eller andre forpligtelser suspenderes ikke i voldgiftsperioden.

7.   […] DSB […] giver efter anmodning tilladelse til at suspendere indrømmelser eller andre forpligtelser, hvis anmodningen er i overensstemmelse med voldgiftsmandens afgørelse, medmindre DSB ved konsensus beslutter at afvise anmodningen.

8.   Suspensionen af indrømmelser eller andre forpligtelser er midlertidig og anvendes kun, indtil den foranstaltning, der er fundet uforenelig med en omfattet aftale, er bragt til ophør, eller det medlem, som skal gennemføre henstillinger eller kendelser, kommer med en løsning på annulleringen eller forringelsen af fordele, eller indtil der opnås en gensidigt tilfredsstillende løsning. I overensstemmelse med artikel 21, stk. 6, skal DSB fortsat føre tilsyn med gennemførelsen af vedtagne henstillinger eller kendelser, herunder de tilfælde, hvor der er ydet kompensation, eller hvor indrømmelser eller andre forpligtelser er blevet suspenderet, men hvor henstillingerne om at bringe foranstaltningen i overensstemmelse med de omfattede aftaler ikke er blevet gennemført.

[…]«

13

Den 13. februar 1993 vedtog Rådet forordning (EØF) nr. 404/93 om den fælles markedsordning for bananer (EFT L 47, s. 1), hvis afsnit IV, der omhandler ordningen for samhandelen med tredjelande, omfattede en præferenceordning for bananer med oprindelse i staterne i Afrika, Vestindien og Stillehavet (herefter »AVS-lande«), som havde undertegnet den fjerde AVS/EØF-konvention i Lomé den 15. december 1989 (EFT 1991 L 229, s. 3).

14

Som følge af klager indbragt i 1996 af flere WTO-medlemmer, herunder Amerikas Forenede Stater, blev denne markedsordning genstand for en tvistbilæggelsesprocedure.

15

Appelinstansen konstaterede i sin beretning, at visse elementer i den nævnte markedsordning var uforenelige med Fællesskabets forpligtelser i henhold til WTO-aftalerne, og anbefalede, at DSB opfordrede Fællesskabet til at bringe denne ordning i overensstemmelse hermed. Denne beretning blev vedtaget ved en DSB-afgørelse den 25. september 1997 (herefter »DSB-afgørelsen af 25. september 1997«).

16

Den 16. oktober 1997 meddelte Fællesskabet i overensstemmelse med FTB’s artikel 21, stk. 3, DSB, at det ville overholde sine internationale forpligtelser.

17

I medfør af FTB’s artikel 21, stk. 3, litra c), blev den rimelige tidsfrist, inden for hvilken Fællesskabet skulle efterleve sine forpligtelser, ved voldgiftsafgørelse fastsat til den 1. januar 1999.

18

Således som det fremgår af anden betragtning til Rådets forordning (EF) nr. 1637/98 af 20. juli 1998 om ændring af forordning nr. 404/93 (EFT L 210, s. 28), er der ved forordningen foretaget ændring af ordningen for samhandelen med bananer med tredjelande, henset til den omstændighed, at »Fællesskabets internationale forpligtelser under [WTO], og over for medundertegnerne af fjerde AVS/EØF-konvention, bør overholdes, samtidig med at gennemførelsen af målsætningerne for den fælles markedsordning for bananer sikres«.

19

Kommissionens forordning (EF) nr. 2362/98 af 28. oktober 1998 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 404/93 for så vidt angår ordningen for indførsel af bananer til Fællesskabet (EFT L 293, s. 32) har fundet anvendelse fra den 1. januar 1999.

20

Da Amerikas Forenede Stater var af den opfattelse, at Fællesskabets således indførte nye importordning for bananer opretholdt de ulovlige forhold i den tidligere ordning under tilsidesættelse af WTO-aftalerne og DSB’s afgørelse af 25. september 1997, anmodede de den 14. januar 1999 i henhold til FTB’s artikel 22, stk. 2, DSB om tilladelse til at suspendere anvendelsen af toldindrømmelserne og forpligtelserne i henhold til den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (GATT) af 1994 og den almindelige overenskomst om handel med tjenesteydelser (GATS) over for Fællesskabet og dets medlemsstater, med et samlet beløb for samhandelen på 520 mio. USD.

21

Idet Fællesskabet bestred dette beløb og fastholdt, at de i FTB’s artikel 22, stk. 3, fastsatte principper og fremgangsmåder ikke var blevet overholdt, besluttede DSB den 29. januar 1999 at indbringe spørgsmålet til voldgift i henhold til FTB’s artikel 22, stk. 6.

22

Ved afgørelse af 9. april 1999 lagde voldgiftsmændene, for det første, til grund, at flere af bestemmelserne i Fællesskabets nye importordning for bananer var i strid med bestemmelserne i WTO-aftalerne, og fastsatte, for det andet, det årlige beløb på annulleringen eller forringelsen af Amerikas Forenede Staters fordele til 191,4 mio. USD.

23

Den 19. april 1999 gav DSB De Forenede Stater tilladelse til at pålægge importprodukter med oprindelse i Fællesskabet en told svarende til et årligt beløb på 191,4 mio. USD.

24

Samme dag pålagde myndighederne i Amerikas Forenede Stater en værditold på 100%, der ramte importen af forskellige produkter. Blandt disse produkter fra Østrig, Belgien, Finland, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Irland, Italien, Luxembourg, Portugal, Spanien, Sverige samt Det Forenede Kongerige var navnlig »bly-syre-batterier, som ikke anvendes til tænding af forbrændingsmotorer med stempel eller som hovedenergikilde til elektriske køretøjer«, og »lommeartikler med en ydre overflade af plastic eller plasticforstærkning«.

25

Fællesskabets importordning for bananer blev genstand for nye ændringer, der blev indført ved Rådets forordning (EF) nr. 216/2001 af 29. januar 2001 om ændring af forordning nr. 404/93 (EFT L 31, s. 2).

26

Følgende fremgår af første til sjette betragtning til forordning nr. 216/2001:

27

Den 11. april 2001 indgik De Forenede Stater og Fællesskabet et aftalememorandum, der »fastlagde de midler, hvormed den længerevarende uoverensstemmelse vedrørende [Fællesskabets] importordning for bananer kan løses«. Det var i aftalememorandummet bestemt, at »Fællesskabet forpligter sig til at [indføre] en ren toldordning for indførsel af bananer senest den 1. januar 2006«. I det pågældende dokument er fastsat de foranstaltninger, som Fællesskabet påtager sig at træffe i løbet af den midlertidige periode, der udløber den 1. januar 2006. Til gengæld forpligtede De Forenede Stater sig til midlertidigt at udsætte pålæggelsen af den tillægstold, som de havde fået tilladelse til at opkræve på importen fra Fællesskabet.

28

Efter vedtagelsen af Kommissionens forordning (EF) nr. 896/2001 af 7. maj 2001 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 404/93 for så vidt angår ordningen for indførsel af bananer til EF (EFT L 126, s. 6) suspenderede Amerikas Forenede Stater anvendelsen af tillægstolden. Fra den 1. juli 2001 blev indførselstolden på stationære akkumulatorer og lommeartikler med oprindelse i Fællesskabet nedsat til den oprindelige sats på 3,5% og 4,6%.

29

FIAMM udøver navnlig virksomhed i sektoren for stationære akkumulatorer og Fedon i sektoren for brilleetuier og accessoriske produkter, der er omfattet af kategorien lommeartikler.

30

Eftersom FIAMM og Fedon betragtede Fællesskaberne som ansvarlige for det tab, som de hævdede at have lidt som følge af, at disse produkter var blandt dem, der mellem den 19. april 1999 og den 30. juni 2001 blev ramt af den tillægstold, der blev indført af myndighederne i Amerikas Forenede Stater, anlagde de ved Retten erstatningssøgsmål mod Rådet og Kommissionen på grundlag af en kombination af bestemmelserne i artikel 235 EF og 288, stk. 2, EF.

31

FIAMM og Fedon nedlagde en principal påstand støttet på Fællesskabets ansvar uden for kontraktforhold som følge af dets institutioners ulovlige adfærd. Således som det fremgår af præmis 69 og 92-95 i FIAMM-dommen og af præmis 63 og 85-88 i Fedon-dommen, gjorde de vedrørende den ulovlige adfærd nærmere gældende, at Rådets og Kommissionens manglende vedtagelse af ændringer af Fællesskabets importordning for bananer for dermed at bringe den i overensstemmelse med Fællesskabets forpligtelser efter WTO-aftalerne inden for den af DSB fastsatte frist, udgør en tilsidesættelse af princippet pacta sunt servanda, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet, deres ejendomsret og retten til fri erhvervsudøvelse samt, endelig, princippet om god forvaltningsskik.

32

FIAMM og Fedon nedlagde en subsidiær påstand, der var støttet på Fællesskabets ansvar uden for kontraktforhold, selv når dets institutioner ikke har udvist ulovlig adfærd.

33

Det fremgår af præmis 48-59 i FIAMM-dommen og af præmis 48-55 i Fedon-dommen, at retsforhandlingerne for Retten forløb på følgende måde.

34

FIAMM’s søgsmål blev anlagt den 23. marts 2000 (sag T-69/00). Kongeriget Spanien fik ved kendelse af 11. september 2000 tilladelse til at intervenere i denne sag.

35

Fedons søgsmål blev anlagt den 18. juni 2001 (sag T-135/01).

36

Efter anmodning fra Kommissionen i henhold til procesreglementets artikel 51, stk. 1, andet afsnit, blev disse to sager ved Rettens afgørelser af 4. juli og 7. oktober 2002 henvist til en udvidet afdeling bestående af fem dommere.

37

Efter ophør af den i de nævnte sager oprindeligt udpegede refererende dommers embedsperiode blev en ny refererende dommer udpeget den 13. december 2002.

38

Ved kendelse af 3. februar 2003 blev den sag, der gav anledning til FIAMM-dommen, og de sager, der gav anledning til Rettens domme af 14. december 2005, Laboratoire du Bain mod Rådet og Kommissionen (sag T-151/00) og Groupe Fremaux og Palais Royal mod Rådet og Kommissionen (sag T-301/00), forenet med henblik på den mundtlige forhandling. Der blev afholdt et retsmøde i disse sager den 11. marts 2003.

39

Ved beslutninger af 23. marts og 1. april 2004 genåbnede Retten den mundtlige forhandling i de nævnte sager og henviste både dem og de konnekse sager, der gav anledning til Rettens domme af 14. december 2005, CD Cartondruck mod Rådet og Kommissionen (sag T-320/00), og Beamglow mod Parlamentet m.fl. (sag T-383/00, Sml. II, s. 5459) samt Fedon-dommen, til Rettens Store Afdeling. Ved kendelse af 19. maj 2004 blev disse seks sager forenet med henblik på den mundtlige forhandling.

40

Retsmødet blev afholdt den 26. maj 2004.

41

Retten frifandt ved de appellerede domme Rådet og Kommissionen.

42

Retten forkastede i præmis 84-150 i FIAMM-dommen og i præmis 77-143 i Fedon-dommen indledningsvis de af appellanterne nedlagte erstatningspåstande, for så vidt som de var støttet på Fællesskabets ansvar uden for kontraktforhold som følge af dets institutioners ulovlige adfærd.

43

Præmis 100 i FIAMM-dommen er affattet som følger:

»Sagsøgerne har gjort gældende, at alle de principper, som de sagsøgte har overtrådt, er trinhøjere normer, og at de har til formål at beskytte borgerne. Inden indførslen af den amerikanske tillægstold gav WTO-ordningen sagsøgerne direkte adgang til at importere deres produkter til De Forenede Stater ved betaling af den oprindelige indførselstold til en nedsat sats på 3,5%. Selv om det antages, at WTO-aftalerne ikke kan anses for at være direkte anvendelige, burde en sådan virkning tillægges DSB’s afgørelse [af 25.9.1997], der bebrejder Fællesskabet — en afgørelse, som i øvrigt opfylder alle de i Fællesskabets retspraksis fastsatte betingelser.«

44

Præmis 93 i Fedon-dommen har følgende ordlyd:

»Sagsøgerne bemærker, at selv om det bør tages i betragtning, at WTO-aftalerne ikke har umiddelbar virkning, bør en sådan egenskab derimod tillægges DSB’s afgørelse [af 25.9.1997], der gik Fællesskabet imod. Domstolen har anerkendt, at den er bemyndiget til at kontrollere lovligheden af fællesskabsinstitutionernes handlinger, når de som det er tilfældet i denne sag, tilsigtede at gennemføre en bestemt forpligtelse inden for rammerne af GATT.«

45

Idet Retten traf afgørelse vedrørende spørgsmålet om påberåbelse af WTO-bestemmelser, der forudsætningsvis måtte besvares, fastslog den følgende i præmis 108-115 i FIAMM-dommen og præmis 101-108 i Fedon-dommen:

46

Retten anførte derefter grundene til, at den således antog, at ingen af de nævnte undtagelser kunne finde anvendelse.

47

For så vidt angår undtagelsen om hensigten til at opfylde en særlig inden for rammerne af WTO påtagen forpligtelse fastslog Retten følgende i præmis 116, 121, 122 og 125-137 i FIAMM-dommen og i præmis 109, 114, 115 og 118-130 i Fedon-dommen:

[…]

[…]

48

Retten forkastede ligeledes enhver anvendelse af undtagelsen vedrørende en direkte henvisning til specifikke bestemmelser i WTO-aftalerne, idet den i præmis 142 i FIAMM-dommen og præmis 135 i Fedon-dommen bl.a. konstaterede, at det ikke »fremgår […] af præamblen til de forskellige forordninger, der ændrer markedsordningen for bananer, at fællesskabslovgiver har henvist til specifikke bestemmelser i WTO-aftalerne, da denne havde til hensigt at bringe ordningen i overensstemmelse med disse aftaler.«

49

Retten konkluderede således i præmis 144 og 145 i FIAMM-dommen og i præmis 137 og 138 i Fedon-dommen, at »WTO-reglerne — til trods for DSB’s mellemkomst i form af en konstatering om uforenelighed — ikke i det foreliggende tilfælde — hverken på grund af bestemte forpligtelser, som Fællesskabet ville lade opfylde, eller en udtrykkelig henvisning til specifikke bestemmelser — udgør regler, med hensyn til hvilke lovligheden af fællesskabsinstitutionernes adfærd kan prøves« og, at »sagsøgerne ikke i deres erstatningspåstand med føje kan gøre gældende, at den adfærd, som Rådet og Kommissionen kritiseres for, er i strid med WTO-reglerne«.

50

Efter i præmis 146 i FIAMM-dommen og i præmis 139 i Fedon-dommen at have bemærket, at »klagepunkter[ne] om tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, retssikkerhedsprincippet, tilsidesættelse af sagsøgernes ejendomsret og retten til fri erhvervsudøvelse samt endelig om manglende overholdelse af princippet om god forvaltningsskik hviler på en antagelse om, at den adfærd, der lægges de sagsøgte fællesskabsinstitutioner til last, er i strid med WTO-reglerne«, udledte Retten i præmis 147 og præmis 140 i de nævnte domme heraf, at »[d]a disse regler ikke er blandt dem, med hensyn til hvilke Fællesskabets retsinstanser prøver lovligheden af fællesskabsinstitutionernes adfærd, kan disse klagepunkter følgelig heller ikke tages til følge«.

51

Derfor konstaterede Retten i præmis 149 i FIAMM-dommen og i præmis 142 i Fedon-dommen, at »[d]a ulovligheden af den adfærd, som de sagsøgte institutioner kritiseres for, ikke er godtgjort, er én af de tre kumulative betingelser for at pålægge Fællesskabet ansvar uden for kontraktforhold for dets organers ulovlige adfærd ikke opfyldt«. Følgelig fik appellanterne ikke medhold i deres første påstand.

52

For så vidt angår den påstand, der var støttet på Fællesskabets ansvar uden for kontraktforhold, selv når dets institutioner ikke har udvist ulovlig adfærd, fastslog Retten indledningsvis i præmis 157-160 i FIAMM-dommen og i præmis 150-153 i Fedon-dommen, at en sådan ordning eksisterer. Retten bemærkede i den henseende følgende:

53

Retten lagde herefter til grund, at appellanterne havde lidt et sådant faktisk og reelt tab.

54

Retten fastslog endvidere, at der forelå en direkte årsagssammenhæng mellem, for det første, den af de sagsøgte institutioner udviste adfærd på området for import af bananer til Fællesskabet og, for det andet, det af appellanterne lidte tab.

55

Endelig lagde Retten til grund, at de af FIAMM og Fedon lidte tab ikke havde usædvanlig karakter, hvorfor den ikke gav dem medhold i deres påstande, for så vidt som de var støttet på Fællesskabets ansvar uden for kontraktforhold, når dets institutioner ikke har udvist ulovlig adfærd.

56

For at komme til denne konklusion, fastslog Retten i præmis 205 og 207 i FIAMM-dommen og i præmis 194 og 196 i Fedon-dommen bl.a.:

[…]

57

FIAMM har i sag C-120/06 P og Fedon i sag C-121/06 P nedlagt påstand om ophævelse af henholdsvis FIAMM-dommen og Fedon-dommen. De gør hver især to anbringender gældende til støtte for deres appeller.

58

Med det første anbringende gør de gældende, at de appellerede domme savner begrundelse og grundlag for så vidt angår et af de væsentligste argumenter, der ligger til grund for deres respektive erstatningspåstande som følge af Fællesskabets ulovlige adfærd, hvilket argument vedrører spørgsmålet om direkte virkning af DSB’s afgørelser.

59

Med det andet anbringende gør FIAMM og Fedon gældende, at Retten angav et ræsonnement, der var utilstrækkeligt begrundet, ulogisk og i strid med den relevante, faste retspraksis, idet den lagde til grund, at det af appellanterne lidte tab ikke havde særlig karakter, og idet den ikke gav dem medhold i deres påstand om erstatning, der var støttet på en ansvarsordning, der finder anvendelse, når der ikke foreligger ulovlig adfærd fra fællesskabsorganers side.

60

Appellanterne har endvidere hver især nedlagt følgende påstande for Domstolen:

61

FIAMM og Fedon har nedlagt en subsidiær påstand om, at de tildeles en rimelig godtgørelse som følge af den urimeligt lange sagsbehandlingstid ved Retten, og at der træffes sådanne andre foranstaltninger og bestemmelser, som viser sig nødvendige og rimelige.

62

Rådet har nedlagt følgende påstande:

63

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

64

Både i sag C-120/06 P, hvori det har indgivet svarskrift som part i sagen for Retten, og i sag C-121/06 P, hvori det optræder som intervenient for Domstolen, har Kongeriget Spanien nedlagt følgende påstande:

65

Efter indgivelse af Rådets og Kommissionens svarskrifter i sag C-120/06 P og sag C-121/06 P og Kongeriget Spaniens svarskrift i sag C-120/06 P blev der i overensstemmelse med deres anmodning herom meddelt FIAMM og Fedon ret til at afgive replik i henhold til artikel 117, stk. 1, i Domstolens procesreglement.

66

I sag C-120/06 P fremsendte FIAMM pr. telefax inden for de i nævnte procesreglements artikel 117, stk. 1 og 2, fastsatte frister sin replik og sit svarskrift vedrørende den af Rådet indgivne kontraappel til Domstolens Justitskontor. Originaleksemplaret af disse processkrifter blev imidlertid ikke indleveret til Domstolens Justitskontor inden for den i samme reglements artikel 37, stk. 6, fastsatte frist på ti dage. Følgelig er der ved sagsbehandlingen blevet set bort fra disse processkrifter og originaleksemplarer, der er blevet returneret til FIAMM.

67

I sag C-121/06 P har Fedon hverken afgivet replik eller svarskrift vedrørende den af Rådet indgivne kontraappel. Fedon og Kommissionen har endvidere afgivet indlæg i anledning af Kongeriget Spaniens interventionsindlæg.

68

FIAMM og Fedon gør med det første anbringende gældende, at de appellerede domme savner begrundelse og grundlag for så vidt angår et af de hovedargumenter, der blev gjort gældende til støtte for deres respektive påstande om ansvar som følge af Fællesskabets ulovlige adfærd.

69

Således som Retten endvidere bemærkede i præmis 100 i FIAMM-dommen og i præmis 93 i Fedon-dommen, henviste FIAMM og Fedon både under den skriftlige forhandling og under retsmødet til de nærmere retsvirkninger, der var forbundet med DSB’s afgørelse af 25. september 1997, hvorved Fællesskabet pålagdes ansvar. De gjorde således gældende, at forekomsten af en sådan afgørelse ved siden af de to former for undtagelser, der allerede var fastslået i dommen i sagen Feidiol mod Kommissionen og i dommen i sagen Nakajima mod Rådet, udgjorde et tredje typetilfælde, hvor det ville være passende at tillade at påberåbe sig fællesskabsorganers tilsidesættelse af WTO-aftalerne for Fællesskabets retsinstanser, særligt med henblik på udelukkende at opnå erstatning.

70

Den af Retten foretagne bedømmelse og den blotte henvisning til tidligere retspraksis, der er indeholdt i præmis 110-112 i FIAMM-dommen og i præmis 103-105 i Fedon-dommen, er i den henseende uden betydning, idet nævnte retspraksis vedrører afgørelse af et andet spørgsmål, nemlig spørgsmålet, om en i WTO-aftalerne indeholdt materiel bestemmelse kan gøres gældende med henblik på legalitetskontrol af fællesskabsbestemmelser og i givet fald som grundlag for at erklære sådanne bestemmelser uanvendelige.

71

Således som det bl.a. fremgår af præmis 114 og 115 i FIAMM-dommen og af præmis 107 og 108 i Fedon-dommen, tog Retten kun DSB’s afgørelse af 25. september 1997 i betragtning med henblik på at afgøre, hvorvidt — henset til afgørelsens eksistens — en af de to i retspraksis hjemlede undtagelser til reglen om, at WTO-aftaler ikke har direkte virkning, kunne finde anvendelse i denne sag.

72

Hermed tog Retten ikke på passende vis den af FIAMM og Fedon fremførte argumentation i betragtning, hvorefter Fællesskabet efter udløbet af den for gennemførelse af DSB’s afgørelse af 25. september 1997 fastsatte rimelige frist, kun har to muligheder, nemlig at efterleve eller undlade at efterleve denne afgørelse. Den fleksibilitet, der findes i WTO’s tvistbilæggelsesordning, der bl.a. gør det muligt for parterne at forfølge forhandlingsløsninger, og som ligger til grund for den retspraksis, der er nævnt i præmis 112 i FIAMM-dommen og i præmis 105 i Fedon-dommen, hvori det fastslås, at det ikke er muligt at foretage legalitetskontrol af fællesskabsbestemmelser i forhold til WTO-aftaler, foreligger således ikke her. Der er derfor ikke noget til hinder for, at der tillægges en DSB-afgørelse en sådan virkning.

73

En konstatering af, at der foreligger retsstridighed, der begrænser sig til at tage den manglende iagttagelse af DSB-afgørelsen af 25. september 1997 inden for den fastsatte frist til efterretning, kræver endvidere ikke en materiel gennemgang af den omhandlede fællesskabsforanstaltning og kan således ikke have nogen indvirkning på, hvorledes Fællesskabet beslutter at bringe denne retsstridighed til ophør, idet enhver løsning er mulig, når den er i overensstemmelse med WTO-aftalerne og godkendes af modparten.

74

Retten tog heller ikke på passende måde den af FIAMM og Fedon fremførte argumentation i betragtning, hvorefter et erstatningssøgsmål i modsætning til et annullationssøgsmål eller en anmodning om præjudiciel forelæggelse vedrørende spørgsmål om gyldighed ikke kan føre til, at den berørte fællesskabsretsakt udslettes eller findes uanvendelig, eller at organerne under WTO-aftalernes kontraherende parter dermed berøves muligheden for at finde forhandlingsløsninger. Denne argumentation er særlig relevant i denne sag, hvor erstatningspåstanden behandles efter tvistens afslutning.

75

De samme betragtninger berettiger, at det i præmis 111 i FIAMM-dommen og i præmis 104 i Fedon dommen gengivne argument, hvorefter WTO-aftalerne er baseret på gensidighed og gensidigt fordelagtige aftaler, forkastes.

76

Det er Rådets opfattelse, at Retten sideløbende foretog en korrekt gennemgang af muligheden for at gøre både WTO-reglerne og DSB’s afgørelse af 25. september 1997 gældende, således som det bl.a. fremgår af præmis 129 i FIAMM-dommen og af præmis 122 i Fedon-dommen.

77

De appellerede domme er endvidere i overensstemmelse med den retspraksis, hvorefter WTO-aftalerne i princippet ikke er blandt de normer, i forhold til hvilke Domstolen foretager legalitetskontrol af fællesskabsinstitutionernes retsakter, og det var således med rette, at Retten fastslog, at ingen af de to undtagelser fra dette princip fandt anvendelse i denne sag.

78

WTO-aftalerne har ikke til formål at tillægge borgerne rettigheder, hvorfor Fællesskabet ligeledes ikke kan pådrage sig ansvar som følge af nogen tilsidesættelse af disse aftaler, da der ellers vil ske begrænsning af det råderum, som WTO-medlemmerne har med henblik på at iagttage en DSB-afgørelse eller ej.

79

Det er endvidere Rådets vurdering, at den sondring, som appellanterne foretager mellem retsvirkningerne af en DSB-afgørelse, og dem, der følger af de materielle bestemmelser, som ved nævnte afgørelse konstateres tilsidesat, er kunstig. En sådan afgørelse kan kun tages i betragtning inden for rammerne af et erstatningssøgsmål, for så vidt som det forudgående er konstateret, at de nævnte bestemmelser har direkte virkning.

80

Ifølge Kommissionen fremførte FIAMM og Fedon ikke i første instans muligheden for direkte at gøre en DSB-afgørelse gældende som en særlig og uafhængig teori, hvorefter ulovlig adfærd fra Fællesskabets side kan fastslås, ligesom de ikke koncentrerede deres argumentation om dette punkt. Disse parter fremførte i det væsentlige et klassisk ræsonnement for at godtgøre, at den omstændighed, at fællesskabsreglerne ikke var tilpasset med henblik på at iagttage WTO-aftalerne efter DSB’s afgørelse af 25. september 1997, indebar en tilsidesættelse af trinhøjere regler.

81

Det var kun subsidiært og uden at udsagnet blev nærmere forklaret eller underbygget, at FIAMM og Fedon gjorde gældende, at såfremt WTO-aftalerne ikke var direkte anvendelige, skulle DSB’s afgørelse af 25. september 1997 have direkte virkning.

82

Retten, der i øvrigt ikke var forpligtet til at tage stilling til ethvert af sagsøgerne fremført argument, tog således på passende måde den argumentation i betragtning, som FIAMM og Fedon havde fremført, idet den hovedsageligt, i præmis 108-150 i FIAMM-dommen og i præmis 101-143 i Fedon-dommen, koncentrerede sig om en gennemgang af fællesskabsinstitutionernes adfærd, uden dog at henvise til virkningerne af DSB’s afgørelse af 25. september 1997 i præmis 108 og 144 i FIAMM-dommen og i præmis 101 og 137 i Fedon-dommen. Henset til de appellerede dommes, selv forudsætningsvise, begrundelse, var FIAMM og Fedon endvidere i stand til at forstå grundene til, at Retten lagde til grund, at det ikke var godtgjort, at fællesskabsinstitutionernes adfærd var ulovlig, selv efter en DSB-afgørelse.

83

Såfremt Domstolen alligevel skulle fastslå, at de appellerede domme er utilstrækkeligt begrundede, vil det være den tilladt at stadfæste domskonklusionerne, idet den fuldstændiggør denne begrundelse.

84

Spørgsmålet om, hvorvidt WTO-aftalerne kan påberåbes ved domstolene af skadelidte retssubjekter for at anfægte gyldigheden af fællesskabsbestemmelser, når det ved en DSB-afgørelse er konstateret, at disse bestemmelser er i strid med nævnte aftaler, og når den rimelige frist, der er fastsat for afgørelsens gennemførelse, er udløbet, er blevet besvaret benægtende i Domstolens dom af 1. marts 2005, Van Parys (sag C-377/02, Sml. I, s. 1465).

85

Enhver sondring mellem legalitetskontrol af en fællesskabshandling, der foretages med henblik på at fastslå ugyldighed, og en sådan kontrol, der foretages med henblik på erstatning, er uden betydning. Endvidere ville erstatning til den industri, der rammes af, at foranstaltningerne indstilles i overensstemmelse med WTO-aftalerne, være til skade for genoprettelsen af balancen for så vidt angår de indrømmelser, som disse foranstaltninger bidrager til, og dermed til skade for gensidigheden.

86

Kongeriget Spanien er ligeledes af den opfattelse, at de appellerede domme iagttager begrundelsespligten. Retten gengav i præmis 100 i FIAMM-dommen og i præmis 93 i Fedon-dommen FIAMM’s og Fedons teori vedrørende den direkte virkning af en DSB-afgørelse og anførte i præmis 116-150 i FIAMM-dommen og i præmis 109-143 i Fedon-dommen, at denne teori ikke kunne godtages, idet den gennemgik spørgsmålet om, hvorvidt forekomsten af en sådan afgørelse bemyndiger Fællesskabets retsinstanser til at foretage legalitetskontrol af fællesskabsinstitutionernes adfærd i forhold til WTO-bestemmelserne.

87

Retten foretog endvidere ikke urigtig retsanvendelse, da den lagde til grund, at det i denne sag ikke var muligt at foretage en sådan kontrol. Risikoen for, at Fællesskabet ville udsætte sig for erstatningssøgsmål, ville nærmere bestemt kunne svække dets stilling og foranledige, at det ikke ville udtømme alle muligheder i tvistbilæggelsesprocessen, herunder bl.a. modpartens eventuelle vedtagelse af eventuelle gengældelsesforanstaltninger og den efterfølgende eftersøgning af en løsning.

88

Det er endvidere ikke i retlig forstand muligt at foretage en sondring mellem en legalitetskontrol af fællesskabshandlinger, der foretages med henblik på annullation, og en, der foretages med henblik på erstatning, idet kriterierne for en sådan kontrol er de samme og ikke afhænger af, hvorvidt der er lidt et tab eller ej, eller af det tidspunkt, hvor et sådant tab gøres gældende.

89

Det bemærkes indledningsvis, således som generaladvokaten har bemærket i punkt 20 i forslaget til afgørelse, at selv om appellens første anbringende ifølge sin overskrift tilsigter, at det fastslås, at de appellerede domme er utilstrækkeligt begrundede, har gennemgangen af appelskrifterne vist, at disse ligeledes indeholder materielle anbringender vedrørende den ved disse domme anvendte fremgangsmåde, hvilke anbringender også var den væsentligste genstand for meningsudvekslingen mellem parterne under både den skriftlige procedure og retsmødet. Det er derfor med henblik på at træffe afgørelse vedrørende det første anbringende passende at sondre mellem dens to led, der for det første omfatter begrundelsesmangel i de appellerede domme og for det andet Rettens urigtige retsanvendelse for så vidt angår de betingelser, hvorunder Fællesskabet kan ifalde ansvar på grund af dets organers ulovlige adfærd.

90

Spørgsmålet om, hvorvidt begrundelsen for en dom afsagt af Retten er selvmodsigende eller utilstrækkelig, er et retsspørgsmål, der som sådan kan rejses under en appelsag (jf. bl.a. dom af 11.1.2007, sag C-404/04 P, Technische Glaswerke Ilmenau mod Kommissionen, præmis 90).

91

Det bemærkes imidlertid i denne henseende, således som Domstolen konsekvent har lagt til grund, for det første, at Rettens forpligtelse til at begrunde sine afgørelser ikke kan fortolkes som en forpligtelse til at tage nærmere stilling til hvert eneste anbringende, som var blevet påberåbt af appellanten, navnlig når det ikke var tilstrækkeligt klart og præcist (jf. i denne retning dom af 6.3.2001, sag C-274/99 P, Connolly mod Kommissionen, Sml. I, s. 1611, præmis 121, og af 11.9.2003, sag C-197/99, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 8461, præmis 81, samt dommen i sagen Technische Glaswerke Ilmenau mod Kommissionen, præmis 90).

92

Gennemgangen af de af FIAMM og Fedon for Retten indgivne stævninger viser indledningsvis, at antagelsen vedrørende en eventuel direkte virkning af DSB-afgørelsen af 25. september 1997 ikke optræder i det afsnit i stævningerne, der tilsigter at godtgøre, at en tilsidesættelse af WTO-aftalerne fra Fællesskabets side foreligger eller kan påberåbes. Denne antagelse findes i et afsnit i stævningerne, der tilsigter at godtgøre, at de trinhøjere retsregler, der således hævdes at være tilsidesat, herunder bl.a. princippet pacta sunt servanda og WTO-aftalerne, har til »formål at beskytte borgerne«, således at en af de betingelser, som i henhold til retspraksis skal være opfyldt for at fastslå Fællesskabets ansvar for dets organers ulovlige adfærd, i den henseende ville være opfyldt.

93

Denne antagelse blev ud fra den ovenstående synsvinkel kun udtrykt som et meget subsidiært punkt, idet FIAMM og Fedon blot gjorde gældende, at såfremt WTO-aftalerne ikke skulle antages at have direkte virkning og dermed have til formål at beskytte borgerne, skulle dette være tilfældet vedrørende DSB’s afgørelser.

94

Endelig er denne antagelse, der, for så vidt angår FIAMM, omtales i to punkter i en stævning, der indeholder 177 punkter, og, for så vidt angår Fedon, i en fodnote, hverken i resten af stævningerne eller i de senere af FIAMM og Fedon indgivne replikker genstand for nogen særlig uddybelse eller ledsaget af nogen særlig argumentation til understøttelse heraf.

95

Det følger heraf, at i modsætning til, hvad FIAMM og Fedon gør gældende i de meget specifikke redegørelser, som de i deres appelskrifter har viet dette spørgsmål under dække af en opfordring til at kontrollere de appellerede dommes begrundelse, tilkendegav de ikke i deres stævninger for Retten med den fornødne klarhed og nøjagtighed, at DSB-afgørelsers eventuelle direkte virkning ville kunne berettige, at tilsidesættelse heraf blev kvalificeret som en ny og tredje undtagelse til princippet om, at WTO-aftaler ikke kan påberåbes med henblik på legalitetskontrol for så vidt angår afledte fællesskabsretsakter. Således som det fremgår af Fedons stævning og FIAMM’s replik, påberåbte de sig derimod udtrykkeligt en af de to traditionelt accepterede undtagelser til, at en sådan påberåbelse ikke kan finde sted, idet de gjorde gældende, at Fællesskabet i denne sag havde angivet, at det agtede at gennemføre en særlig forpligtelse, der var påtaget inden for rammerne af GATT.

96

For det andet bemærkes det ligeledes, at det ikke i medfør af begrundelsespligten påhviler Retten i sin fremstilling udtømmende og et for et at behandle alle de argumenter, der er fremført af parterne i sagen, og at begrundelsen således kan fremgå indirekte, forudsat at de berørte parter kan få kendskab til begrundelsen for, at Retten ikke har godtaget deres argumenter, og således, at Domstolen kan råde over de oplysninger, der er nødvendige for, at den kan udøve sin prøvelsesret (jf. bl.a. dom af 7.1.2004, forenede sager C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P og C-219/00 P, Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 123, præmis 372, og af 25.10.2007, sag C-167/06 P, Komninou m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, præmis 22).

97

Det fremgår af præmis 108 i FIAMM-dommen og af præmis 101 i Fedon-dommen, at Retten i denne sag søgte at afgøre, om WTO-aftalerne, herunder FTB og dette regelsæts bestemmelser om gennemførelse af DSB-afgørelser, afføder en ret for borgerne til ved domstolene at anfægte gyldigheden af en fællesskabsbestemmelse »i det tilfælde, hvor DSB har fastslået, at såvel fællesskabsbestemmelsen som senere bestemmelser vedtaget af Fællesskabet, navnlig med henblik på at overholde de pågældende WTO-regler, var uforenelige med sidstnævnte.«

98

Retten forklarede derefter, idet den ligeledes henviste til de således definerede »WTO-aftaler«, i præmis 110-112 i FIAMM-dommen og i præmis 103-105 i Fedon-dommen, at de nævnte aftaler i henhold til fast retspraksis og af de anførte grunde i princippet ikke udgør regler, med hensyn til hvilke Fællesskabets retsinstanser kontrollerer lovligheden af fællesskabsinstitutionernes adfærd.

99

Det bemærkes endelig, at de appellerede domme faktisk indeholder omfattende forklaringer vedrørende de retsvirkninger, som DSB-afgørelser kan have, navnlig når den fastsatte frist for afgørelsens gennemførelse er udløbet.

100

Selv om disse forklaringer indgår i de afsnit i de appellerede domme, hvori Retten foretager en gennemgang af, hvorvidt en af de to i retspraksis traditionelt accepterede undtagelser fra princippet om, at WTO-aftalerne ikke kan påberåbes af borgerne, finder anvendelse i denne sag, fremgår det ikke desto mindre, at Rettens bedømmelse i denne henseende indeholder en forudsætningsvis, men dog klar, stillingtagen til de bestemte argumenter, som Retten i appelskrifterne kritiseres for ikke at have behandlet.

101

Det fremgår således af præmis 129-131 i FIAMM-dommen og af præmis 122-124 i Fedon-dommen, at Retten efter en gennemgang af de relevante bestemmelser i FTB bl.a. fastslog, at udløbet af den frist, som var pålagt Fællesskabet for at bringe importordningen for bananer i overensstemmelse med DSB’s afgørelse af 25. september 1997, ikke har betydet, at de i FTB fastsatte fremgangsmåder for bilæggelse af tvister er udtømt. Retten har i denne henseende ligeledes anført, at en prøvelse af lovligheden af de sagsøgte institutioners adfærd kunne bevirke, at Fællesskabets forhandleres stilling — når der søges en for begge parter acceptabel løsning på tvisten, som er i overensstemmelse med WTO-reglerne — svækkes og i givet fald således kunne medføre, at en kontraherende parts lovgivningsmagt eller forvaltning mister den bl.a. efter FTB’s artikel 22 bestående mulighed for, om end kun midlertidigt, at nå frem til forhandlingsløsninger.

102

Det skal endvidere fremhæves, at Retten i præmis 132 i FIAMM-dommen og i præmis 125 i Fedon-dommen har afsluttet sin gennemgang i den henseende med at fastslå, at sagsøgerne derfor med urette har udledt en forpligtelse af FTB’s artikel 21 og 22 for WTO-medlemmer til inden for en bestemt frist at opfylde WTO-organernes henstillinger og kendelser. Det er også med urette, at sagsøgerne har gjort gældende, at DSB’s afgørelser kan tvangsfuldbyrdes, medmindre de kontraherende stater ved enstemmighed modsætter sig det.

103

Ved at træffe denne afgørelse tog Retten i det mindste forudsætningsvis stilling til appellanternes antagelse, hvorefter der bør tillægges sådanne henstillinger eller afgørelser direkte virkning, når den for deres gennemførelse fastsatte frist er udløbet.

104

Det følger heraf, at de appellerede dommes begrundelse i tilstrækkeligt omfang forholder sig til den af sagsøgerne i første instans fremførte argumentation, og at den bl.a. gør det muligt for Domstolen at udøve sin prøvelsesret, hvorfor anbringendets første led ikke er velbegrundet.

105

For så vidt angår anbringendets andet led angående urigtig retsanvendelse vedrørende betingelserne for, hvornår ansvar for Fællesskabets ulovlige adfærd kan gøres gældende, skal følgende bemærkes.

106

Ifølge Domstolens faste praksis fremgår det af artikel 288, stk. 2, EF, at det er en forudsætning for Fællesskabets ansvar uden for kontraktforhold og gennemførelsen af kravet om erstatning for det lidte tab, at en række betingelser skal være opfyldt med hensyn til den retsstridige adfærd, der foreholdes institutionerne, det eventuelle tab samt årsagssammenhængen mellem denne adfærd og det påberåbte tab (jf. bl.a. dom af 29.9.1982, sag 26/81, Oleifici Mediterranei mod EØF, Sml. s. 3057, præmis 16, og af 15.9.1994, sag C-146/91, KYDEP mod Rådet og Kommissionen, Sml. I, s. 4199, præmis 19).

107

I denne sag gjorde appellanterne til støtte for deres for Retten nedlagte erstatningspåstand i det væsentlige gældende, at fællesskabsinstitutionerne havde udvist en ulovlig adfærd og dermed handlede ansvarspådragende, idet de undlod at bringe fællesskabslovgivningen i overensstemmelse med WTO-aftalerne inden for den rimelige frist, der med henblik herpå var fastsat for Fællesskabet efter en DSB-afgørelses konstatering af, at denne lovgivning var i strid med nævnte aftaler.

108

Det bemærkes i denne henseende, at virkningerne i Fællesskabet af bestemmelser i en aftale, som dette har indgået med tredjelande, ikke kan afgøres uden at tage de omhandlede bestemmelsers internationale oprindelse i betragtning. Efter folkerettens principper kan de fællesskabsinstitutioner, som har kompetence til at forhandle og indgå en sådan aftale, frit aftale med de berørte tredjelande, hvilke virkninger denne aftales bestemmelser skal have i de kontraherende parters interne retsorden. Hvis dette spørgsmål ikke er udtrykkeligt reguleret i nævnte aftale, tilkommer det de kompetente retsinstanser, og især Domstolen inden for rammerne af dens kompetence ifølge EF-traktaten, at afgøre det på samme måde som ethvert andet fortolkningsspørgsmål vedrørende gennemførelsen af den omhandlede aftale inden for Fællesskabet (jf. bl.a. dom af 26.10.1982, sag 104/81, Kupferberg, Sml. s. 3641, præmis 17, og dommen i sagen Portugal mod Rådet, præmis 34), idet den bl.a. lægger aftalens ånd, struktur eller indhold til grund (jf. i denne retning dom af 5.10.1994, sag C-280/93, Tyskland mod Rådet, Sml. I, s. 4973, præmis 110).

109

Derfor tilkommer det særligt Domstolen, idet den bl.a. støtter sig på ovennævnte kriterier, at afgøre, om bestemmelserne i en international aftale afføder en ret for Fællesskabets borgere til ved domstolene at anfægte gyldigheden af en fællesskabsretsakt (jf. vedrørende GATT 1947 dom af 12.12.1972, forenede sager 21/72-24/72, International Fruit Company m.fl., Sml. 1972, s. 295, org.ref.: Rec. s. 1219, præmis 19).

110

I denne henseende fremgår det bl.a. af Domstolens praksis, at denne alene mener at kunne foretage en undersøgelse af afledte fællesskabsreglers gyldighed med hensyn til en international traktat, når dennes art og opbygning ikke er til hinder herfor, og når bestemmelserne i øvrigt, henset til deres indhold, fremstår som ubetingede og tilstrækkeligt præcise (jf. bl.a. dom af 3.6.2008, sag C-308/06, Intertanko m.fl., Sml. I, s. 4057, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

111

Det følger nærmere bestemt vedrørende WTO-aftalerne af fast retspraksis, at de efter deres karakter og opbygning principielt ikke udgør regler, på grundlag af hvilke Domstolen prøver lovligheden af fællesskabsinstitutionernes retsakter (jf. bl.a. dommen i sagen Portugal mod Rådet, præmis 47, dommen i sagen Biret International mod Rådet, præmis 52, og Van Parys-dommen, præmis 39).

112

Kun såfremt Fællesskabet har ønsket at opfylde en særlig inden for rammerne af WTO påtaget forpligtelse, eller når den pågældende fællesskabsretsakt udtrykkeligt henviser til bestemte bestemmelser i WTO-aftalerne, tilkommer det Domstolen at prøve den pågældende fællesskabsretsakts lovlighed efter WTO-bestemmelserne (jf. dommen i sagen Biret International mod Rådet, præmis 53, og Van Parys-dommen, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

113

Det bemærkes i denne henseende, at Domstolen allerede har fastslået, at den fælles markedsordning for bananer, som er indført ved forordning nr. 404/93 og senere ændret, ikke har til formål at sikre opfyldelse i fællesskabsretsordenen af en særlig forpligtelse, som er påtaget inden for rammerne af GATT, og heller ikke indeholder udtrykkelig henvisning til bestemte bestemmelser heri (OGT Fruchthandelsgesellschaft-kendelsen, præmis 28).

114

Hvad nærmere angår forordning nr. 1637/98 og de til gennemførelse heraf vedtagne forordninger har Domstolen i præmis 52 i Van Parys-dommen anført, at disse forordninger ikke indeholder henvisning til bestemte bestemmelser i WTO-aftalerne.

115

I samme dom har Domstolen ligeledes fastslået, at Fællesskabet ved at forpligte sig til at efterkomme WTO’s regler og navnlig artikel I, stk. 1, og artikel XIII i GATT 1994 efter vedtagelsen af DSB’s afgørelse af 25. september 1997 ikke har haft til hensigt inden for rammerne af WTO at påtage sig en særlig forpligtelse, som kan begrunde en undtagelse fra reglen om, at WTO’s regler ikke kan påberåbes for Fællesskabets retsinstanser, og som giver disse retsinstanser adgang til at efterprøve lovligheden af forordning nr. 1673/98 og de til gennemførelse heraf vedtagne forordninger i forhold til disse regler (jf. i den retning Van Parys-dommen, præmis 41 og 52).

116

Det bemærkes i denne henseende, at det afgørende element på området udgøres af det forhold, at bilæggelsen af tvister vedrørende WTO-aftalerne delvis bygger på forhandlinger mellem de kontraherende parter. Ophævelse af de ulovlige foranstaltninger udgør ganske vist den foretrukne løsning heri, men der er ligeledes givet mulighed for iværksættelse af andre løsninger (dommen i sagen Omega Air m.fl., præmis 89).

117

Domstolen har således i præmis 51 i Van Parys-dommen fastslået, at udløbet af den af DSB fastsatte frist for gennemførelse af organets afgørelse af 25. september 1997 ikke indebærer, at Fællesskabet har udtømt de muligheder, som er foreskrevet ved FTB, for at finde en løsning på dets tvist med andre parter. På denne baggrund vil det kunne medføre en svækkelse af Fællesskabets forhandlingsposition i dets stræben efter en løsning på tvisten, som er acceptabel for begge parter, og som er i overensstemmelse med disse regler, såfremt Fællesskabets retsinstanser bliver pålagt at udøve kontrol med gyldigheden af de pågældende fællesskabsforanstaltninger i forhold til WTO’s regler, alene fordi denne frist er udløbet.

118

Domstolen har bl.a. under henvisning til det med Amerikas Forenede Stater den 11. april 2001 indgåede aftalememorandum nærmere bestemt fremhævet, at dette forløb, hvorunder Fællesskabet har søgt at forene sine forpligtelser i henhold til WTO-aftalerne med de forpligtelser, det har påtaget sig over for AVS-staterne, samt med de krav, som er forbundet med gennemførelsen af den fælles landbrugspolitik, kunne være blevet bragt i fare, hvis det var anerkendt, at Fællesskabets retsinstanser havde adgang til at efterprøve lovligheden af de omhandlede fællesskabsforanstaltninger i forhold til WTO’s regler ved udløbet af den rimelige frist, DSB havde fastsat (jf. i denne retning Van Parys-dommen, præmis 49 og 50).

119

Domstolen har endvidere ligeledes bemærket, at den omstændighed, at det skulle anerkendes, at det umiddelbart påhviler Fællesskabets retsinstanser at sikre fællesskabsrettens overensstemmelse med WTO’s regler, ville være ensbetydende med, at Fællesskabets lovgivende eller udøvende myndigheder mister den handlefrihed, som de tilsvarende myndigheder hos Fællesskabets handelspartnere nyder godt af. Det er ubestridt, at nogle af de kontraherende parter, som hører til Fællesskabets vigtigste handelspartnere, på grundlag af WTO-aftalernes genstand og formål har draget den slutning, at disse aftaler ikke udgør regler, hvis lovlighed efter deres nationale retssystemer kontrolleres af de nationale domstole. En sådan mangel på gensidighed ville, såfremt den blev anerkendt, kunne føre til en uligevægt i anvendelsen af WTO’s regler (jf. Van Parys-dommen, præmis 53).

120

Som det fremgår af Domstolens praksis, er der desuden ikke grundlag for at foretage en sondring i disse forskellige henseender mellem den legalitetskontrol af fællesskabshandlingen, der skal foretages i forbindelse med et annullationssøgsmål, og den, der skal foretages i forbindelse med et erstatningssøgsmål (jf. i denne retning, vedrørende tidsrummet forud for udløbet af den til gennemførelse af en DSB-afgørelse fastsatte rimelige frist, dommen i sagen Biret International mod Rådet, præmis 62).

121

For det første, og således som Domstolen har fremhævet, vil udsigten til, at der anlægges erstatningssøgsmål, kunne udgøre en hindring for den lovgivende magt, når den i almenhedens interesse vedtager generelle retsakter, der kan skade individuelle borgeres interesse (dom af 25.5.1978, forenede sager 83/76, 94/76, 4/77, 15/77 og 40/77, Bayerische HNL Vermehrungsbetriebe m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. s. 1209, præmis 5, og af 5.3.1996, forenede sager C-46/93 og C-48/93, Brasserie du pêcheur og Factortame, Sml. I, s. 1029, præmis 45).

122

For det andet kan enhver konstatering af, at en fællesskabsretsakt er ulovlig, som foretages af Fællesskabets retsinstanser, selv når de ikke udøver deres bemyndigelse til at annullere foranstaltninger i henhold til artikel 230 EF, påvirke den adfærd, som udvises af den institution, hvorfra den omhandlede retsakt hidrører.

123

I henhold til fast retspraksis gælder det således nærmere bestemt, at når Domstolen inden for rammerne af en procedure i henhold til artikel 234 EF konstaterer, at en retsakt, der er vedtaget af en fællesskabsmyndighed, er ugyldig, er det en retsfølge af denne afgørelse, at det påhviler de kompetente fællesskabsinstitutioner at træffe de til afhjælpning af den konstaterede ulovlighed nødvendige foranstaltninger, idet den i artikel 233 EF fastsatte forpligtelse, der gælder i tilfælde af en dom om annullation, anvendes analogt i lignende tilfælde (jf. bl.a. kendelse af 8.11.2007, sag C-421/06, Fratelli Martini og Cargill, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis).

124

Der foreligger a priori intet til støtte for, at fremgangsmåden skulle være en anden i tilfælde af en dom, der afsiges inden for rammerne af et erstatningssøgsmål, hvorved en fællesskabsretsakt eller en undladelse af at handle fra Fællesskabets side antages at være ulovlig. Således som generaladvokaten har bemærket i punkt 49 i forslaget til afgørelse, er enhver konstatering af ulovlighed, der foretages af Fællesskabets retsinstanser, selv når den forekommer inden for rammerne af et erstatningssøgsmål, retskraftig og forpligter således den berørte institution til at træffe de til afhjælpning af den konstaterede ulovlighed nødvendige foranstaltninger.

125

Følgende bemærkes vedrørende den sondring, som appellanterne gør gældende skal foretages mellem »direkte virkning« af WTO-bestemmelser, der indeholder materielle forpligtelser, og »direkte virkning« af en DSB-afgørelse, idet de hævder, at borgerne skal have mulighed for at opnå, at Fællesskabets retsinstanser fører legalitetskontrol med fællesskabsinstitutionernes adfærd for så vidt angår DSB’s afgørelse som sådan, når en sådan kontrol ikke er mulig vedrørende de WTO-regler, som i henhold til nævnte afgørelse er blevet konstateret tilsidesat.

126

Selv om Domstolen endnu ikke har haft lejlighed til at tage udtrykkelig stilling til en sådan sondring, følger det imidlertid forudsætningsvis af Domstolens ovennævnte retspraksis, at der ikke er grundlag for at foretage en sådan.

127

Ved at fastslå, at de WTO-regler, som i henhold til en DSB-afgørelse er blevet konstateret tilsidesat, uanset udløbet af den for denne afgørelses gennemførelse fastsatte frist, ikke kan påberåbes for Fællesskabets retsinstanser med henblik på at formå dem til at kontrollere lovligheden af fællesskabsinstitutionernes adfærd i forhold til nævnte regler, har Domstolen forudsætningsvis udelukket, at en sådan kontrol kan finde sted i forhold til selve DSB-afgørelsen.

128

En DSB-afgørelse, der ikke tjener andet formål end at afgøre, hvorvidt et WTO-medlems adfærd er i overensstemmelse med de af dette medlem i denne sammenhæng påtagne forpligtelser, er i hvert fald i princippet ikke grundlæggende forskellig fra de materielle bestemmelser, der indeholder sådanne forpligtelser, og i forhold til hvilke en sådan kontrol foretages, når det drejer sig om at afgøre, om en tilsidesættelse af disse bestemmelser eller denne afgørelse kan påberåbes for Fællesskabets retsinstanser med henblik på at kontrollere lovligheden af fællesskabsinstitutionernes adfærd.

129

Henstillinger eller afgørelser fra DSB, hvorved tilsidesættelse af de i WTO-aftalerne indeholdte bestemmelser konstateres, har uanset sådanne henstillingers eller afgørelsers nærmere retsvirkning lige så lidt som disse materielle bestemmelser en sådan beskaffenhed, at de medfører, at borgerne kan støtte ret herpå ved Fællesskabets retsinstanser med henblik på at opnå kontrol med lovligheden af fællesskabsinstitutionernes adfærd.

130

For det første, og således som det fremgår af denne doms præmis 113-124, vedbliver de med WTO-aftalernes karakter forbundne hensyn og den gensidighed og fleksibilitet, der kendetegner dem, at være gældende efter vedtagelse af en sådan afgørelse eller henstilling og når den til gennemførelse heraf rimelige fastsatte frist er udløbet. Fællesskabsinstitutionerne råder bl.a. fortsat over en skøns- og forhandlingsbeføjelse i forhold til deres handelspartnere med henblik på vedtagelse af foranstaltninger for at efterleve disse afgørelser og henstillinger, og en sådan beføjelse bør bevares.

131

Det skal, således som det fremgår af artikel 3, stk. 2, i FTB, for det andet fremhæves, at DSB’s henstillinger og afgørelser ikke kan gøre de i de berørte aftaler fastsatte rettigheder og forpligtelser større eller mindre. Det følger heraf bl.a., at en DSB-afgørelse, hvorved der konstateres en tilsidesættelse af en sådan forpligtelse, ikke kan have til følge, at en kontrahent i forhold til WTO-aftalen forpligtes til at give borgerne en rettighed, som de ikke har i henhold til disse aftaler i mangel af en sådan afgørelse.

132

Det bemærkes bl.a. i denne henseende, at Domstolen allerede vedrørende bestemmelserne i GATT 1994, der i nævnte tilfælde var blevet konstateret tilsidesat ved en DSB-afgørelse, har fastslået, at nævnte bestemmelser bl.a. efter deres karakter ikke skaber rettigheder for borgerne, som disse i medfør af fællesskabsretten kan påberåbe sig direkte for domstolene (jf. i denne retning OGT Fruchthandelsgesellschaft-kendelsen, præmis 25 og 26).

133

Det følger af det ovenstående, at det var med rette, når Retten besluttede, at Fællesskabets retsinstanser under de i sagen foreliggende omstændigheder ikke kunne kontrollere lovligheden af fællesskabsinstitutionernes adfærd i forhold til WTO-bestemmelserne, uanset den omstændighed, at den for gennemførelse af en DSB-afgørelse fastsatte frist var udløbet.

134

Det første anbringende forkastes således, da ingen af dets to led er velbegrundede.

135

Med det andet anbringende gør FIAMM og Fedon gældende, at Retten anvendte et ulogisk ræsonnement og tilsidesatte visse i henhold til fast retspraksis gældende principper, idet den inden for rammerne af gennemgangen af deres påstande om Fællesskabets objektive erstatningsansvar fastslog, at deres tab ikke var usædvanligt.

136

Med de appellerede domme tilsidesatte Retten bl.a. den dobbelte betingelse, hvorefter et tab for at kunne kvalificeres som sædvanligt dels skal være forudseeligt, dels skal udgøre et sædvanligt vilkår for virksomhed inden for den omhandlede sektor.

137

Ifølge FIAMM og Fedon udgør et tab, der er forårsaget af toldmæssige sanktioner, der vedtages af en tredjestat vedrørende sektoren for stationære akkumulatorer eller sektoren for brilleetuier som følge af en tvist vedrørende banansektoren, ikke et sædvanligt vilkår inden for de første to nævnte sektorer, således som bl.a. artikel 22, stk. 3, litra a), i FTB vidner om. Et sådant tab er så meget mindre forudseeligt, da det har pønal karakter og er uden præcedens i GATT’s og WTO’s historie samt i forholdet mellem Fællesskabet og Amerikas Forenede Stater.

138

Rettens argumentation, hvorefter tabet ikke kan anses for usædvanligt, eftersom vedtagelsen af gengældelsesforanstaltninger er tilladt i henhold til artikel 22, stk. 3, i FTB, er selvmodsigende. Såfremt et tab anses for sædvanligt, fordi det er en følge af en handling, der i henhold til gældende ret er tilladt, indebærer det nemlig, at der ikke findes nogen mulighed for, at et tab, der er en følge af en lovlig handling, kan give anledning til erstatning, hvilket i de appellerede domme medgives at være en mulighed.

139

Det er Rådets opfattelse, at Retten med rette lagde til grund, at de hævdede tab ligger inden for de sædvanlige risici, som en eksportør må løbe i den internationale handel, således som den nu er organiseret.

140

Rådet anfægter imidlertid visse af de appellerede dommes præmisser og har nedlagt påstand om, at Domstolen foretager visse ændringer af disse præmisser vedrørende disse punkter eller, idet den træffer afgørelse vedrørende Rådets kontraappeller i den henseende, at nævnte domme delvis ophæves.

141

Eftersom kun knapt mere end halvdelen af medlemsstaternes retsordener indrømmer en endog stærkt begrænset mulighed for at opnå erstatning for et tab, der er en følge af visse lovlige handlinger, der foretages af offentlige myndigheder, anfægter Rådet for det første den antagelse, der er anført i præmis 160 i FIAMM-dommen og i præmis 153 i Fedon-dommen, hvorefter der i medlemsstaterne findes et alment gældende princip om, at Fællesskabet kan ifalde ansvar uden for kontraktforhold, når dets organer ikke har udvist nogen ulovlig adfærd.

142

Selv hvis det skulle kunne godtgøres, at et sådant princip er gældende, har Retten under alle omstændigheder med urette lagt til grund, at det kunne anvendes i et tilfælde som det i denne sag foreliggende, bl.a. fordi:

143

For det andet fastslog de appellerede domme med urette, at der forelå et reelt tab, idet FIAMM og Fedon ikke havde godtgjort hverken forekomsten, omfanget eller den præcise størrelse af et sådant tab.

144

For det tredje forsømte Retten for så vidt angår årsagssammenhæng at iagttage betingelsen om, at tabet skal være en tilstrækkelig direkte følge af den berørte institutions adfærd. Der er faktisk ingen automatisk forbindelse mellem DSB’s afgørelse af 25. september 1997 og indførelsen af den omhandlede tillægstold, idet myndighederne i Amerikas Forenede Stater skønsmæssigt traf bestemmelse herom, om, hvilke produkter der skulle rammes, og om toldsatsens størrelse, selv om de bl.a. ville have kunnet vælge at acceptere den af Fællesskabet tilbudte kompensation.

145

Det er også Kommissionens opfattelse, at Retten med de appellerede domme med rette fastslog, at der ikke forelå et usædvanligt tab. Det er bl.a. ikke et krav for, at et tab kan betragtes som normalt, at dets opståen ligger inden for de sædvanlige risici i den erhvervsdrivendes sektor. Deltagelse i den internationale handel ledsages, uanset hvilket produktmarked det drejer sig om, af risikoen for, at importlandet af forskellige grunde vedtager afgørelser, der påvirker samhandelen.

146

Idet Kommissionen således konkluderer, at det andet til støtte for appellerne påberåbte anbringende bør forkastes, er den imidlertid ligesom Rådet af den opfattelse, at Retten på forskellig vis har begået urigtig retsanvendelse for så vidt angår spørgsmålet om Fællesskabets ansvar i mangel af ulovlig adfærd fra dets organers side. Da domskonklusionerne i de appellerede domme imidlertid er velbegrundede, har den nedlagt påstand om, at Domstolen foretager visse ændringer af præmisserne i den henseende.

147

For det første kunne Retten for så vidt angår konstateringen af, at et sådant ansvar principielt eksisterer, ifølge Kommissionen ikke med så vag en begrundelse foretage den så betydelige nyskabelse, der er indeholdt i præmis 159 i FIAMM-dommen og i præmis 152 i Fedon-dommen.

148

Dette princip er aldrig blevet fastslået i retspraksis, hvor spørgsmålet konsekvent er ladet ubesvaret, idet der i denne henseende blot har været opstillet en hypotetisk referenceramme uden fastsættelse af de betingelser, områder og tilfælde, hvorunder et sådant ansvar i givet fald ville kunne ifaldes.

149

Endvidere fastslog Retten, idet den i præmis 160 i FIAMM-dommen og i præmis 153 i Fedon-dommen anførte de betingelser, som et sådant ansvar er underlagt, forudsætningsvis, men også nødvendigvis, at princippet finder anvendelse i et tilfælde som det i denne sag foreliggende, uden at den imidlertid fastslog, om en sådan konklusion er berettiget i forhold til fælles principper i medlemsstaternes retsordener.

150

Retten koncentrerede nærmere bestemt ikke sin gennemgang om spørgsmålet om offentlige myndigheders ansvar som følge af deres retsanordnende virksomhed, idet den derimod i præmis 159 i FIAMM-dommen og i præmis 152 i Fedon-dommen i helt generelle vendinger henviste til muligheden for at opnå erstatning fra skadevolder, når denne ikke har handlet culpøst.

151

Imidlertid viser en gennemgang af medlemsstaternes 25 retsordener, at der til forskel fra tilfælde såsom ekspropriation i almenvellets interesse eller erstatning fra staten for tab, der skyldes dennes farlige virksomhed, eller som følge af, at den har en særlig forbindelse til skadelidte, der ikke har betydning i denne sag, er en erstatningspligt for lovlige statslige handlinger, som er omfattet af en bred skønsbeføjelse og eksempelvis støttes på solidaritets- eller billighedsbetragtninger, ukendt i en stor del af medlemsstaternes retssystemer. Når et sådant erstatningsansvar under helt særlige omstændigheder optræder i visse andre medlemsstaters retsordener, er det i almindelighed begrænset til administrative retsakter med en særlig undtagelse i fransk ret, der som den eneste udtrykkeligt hjemler denne form for ansvar for retsanordnende virksomhed, når tabet er usædvanligt, særligt, alvorligt og direkte, og når lovgiver ikke forfølger almene interesser og ikke principielt har udelukket muligheden for erstatning.

152

Endvidere kan princippet fra fransk ret ikke overføres til fællesskabsretsordenen. Mens grundlaget for dette princip er, at det i Frankrig er udelukket, at Conseil d’État fører kontrol med loves forfatningsmæssighed, foreskrives der i fællesskabsretten legalitetskontrol af lovgivers retsakter i forhold til traktaten og grundlæggende principper samt en mulighed for, at Fællesskabet ifalder erstatningsansvar i tilfælde af tilsidesættelse af trinhøjere retsnormer.

153

Det er for det andet Kommissionens opfattelse, at Retten med den konklusion i de appellerede domme, at der forelå et faktisk og reelt tab, foretog en urigtig gengivelse af Kommissionens argumenter, undlod at foretage en egentlig kontrol af tabets faktiske og reelle karakter og tilsidesatte principperne vedrørende bevisbyrdens placering.

154

Det er for det tredje Kommissionens opfattelse, at Retten af de samme grunde som dem, Rådet har anført, foretog en urigtig retlig kvalificering af de faktiske omstændigheder, idet den konkluderede, at betingelsen om årsagssammenhæng var opfyldt i denne sag.

155

Kongeriget Spanien har ligeledes nedlagt påstand om, at appellernes andet anbringende forkastes. Den omstændighed, at der pålægges gengældelsesforanstaltninger inden for rammerne af WTO, herunder vedrørende andre sektorer end dem, der er genstand for en tvist, er hverken uforudseelig eller usædvanlig, hvilket også viser sig i praksis.

156

Med den i sag C-120/06 indgivne kontraappel og det i sag C-121/06 indgivne interventionsindlæg har Kongeriget Spanien endvidere nedlagt påstand om ophævelse af de appellerede domme, for så vidt som Retten fastslog, at fællesskabsretten som en almindelig retsgrundsætning, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer, indeholder en ordning, der omfatter ansvar for lovlige handlinger. Endvidere undlod Retten, idet den tillagde dette princip en så betydelig rækkevidde, som det fremgår af præmis 160 i FIAMM-dommen og af præmis 153 i Fedon-dommen, at tage den konstatering, som den foretog i præmis 159 i FIAMM-dommen og i præmis 152 i Fedon-dommen, i betragtning.

157

Den omstændighed, at det accepteres, at Fællesskabet kan ifalde ansvar som følge af manglende lovgivning, selv om der ikke foreligger nogen bestemmelse, der pålægger Fællesskabet en handlepligt, som skadelidte kan påberåbe sig, medfører endvidere, at der sker tilsidesættelse af det gensidighedsprincip, som Retten lagde til grund for at forkaste muligheden for ansvar for ulovlig adfærd.

158

I bemærkningerne til Kongeriget Spaniens interventionsindlæg gør Fedon gældende, at det var med rette, at Retten lagde til grund, at et princip om ansvar som følge af fællesskabsorganers lovlige adfærd er blevet fastslået og afgrænset i fast retspraksis, således som Domstolen har bemærket i dommen i sagen Dorsch Consult mod Rådet og Kommissionen.

159

Eftersom artikel 288, stk. 2, EF tilsigter at beskytte det grundlæggende princip, at retsstaten beskytter borgerne og, navnlig, deres ejendomsret og retten til at forfølge økonomisk aktivitet, bør bestemmelsen, henset til fællesskabsretsordnens liberale orientering, fortolkes således, at de mest liberale principper, der kendetegner medlemsstaternes retsordener, favoriseres. Endvidere bør denne bestemmelse i en Union, der består af 25 medlemsstater, være genstand for en fleksibel fortolkning, da den ellers bliver uanvendelig. I denne sag skal retsordenerne i de nye medlemsstater dog ikke tages i betragtning, da udvidelsen fandt sted efter tidspunktet for de faktiske omstændigheder i sagen.

160

Kongeriget Spaniens anbringende vedrørende bl.a. den omstændighed, at den kritiserede adfærd bestod i en undladelse, kan ikke antages til realitetsbehandling, da det ikke blev gjort gældende i første instans. Under alle omstændigheder kan Fællesskabet ifalde ansvar for både institutionernes handlinger og undladelser.

161

Med det første anbringende til støtte for deres respektive kontraappeller gør Rådet bl.a. gældende, at FIAMM-dommen og Fedon-dommen skal ophæves, og Kongeriget Spanien, at FIAMM-dommen skal ophæves, idet Retten foretog en urigtig retsanvendelse, da den fastslog princippet om, at Fællesskabet kan ifalde erstatningsansvar, når ulovlig adfærd ikke kan tilskrives dets organer, eller i hvert fald, da den lagde til grund, at et sådant princip finder anvendelse, når der foreligger en adfærd som den i denne sag omhandlede. Uden at indgive kontraappel har Kommissionen nedlagt påstand om, at Domstolen fastholder domskonlusionen i de appellerede domme, men foretager en ændring af præmisserne i samme henseende.

162

Da selve eksistensen eller anvendelsen af den erstatningsansvarsordning, som ved de appellerede domme har fundet anvendelse, bestrides med de således affattede anbringender, bør de som det første gennemgås.

163

Det bemærkes, at hvis den urigtige retsanvendelse, der således er gjort gældende, måtte anses for godtgjort, ville det hverken længere være fornødent at tage stilling til det andet anbringende til støtte for appellerne vedrørende det lidte tabs usædvanlige karakter eller til de to andre anbringender til støtte for kontraappellerne vedrørende, for det første, at der ikke foreligger et reelt tab og, for det andet, at der ikke foreligger årsagssammenhæng, eftersom den ansvarsordning, som disse tre betingelser skulle være tilknyttet, i så fald ikke eksisterer eller ikke finder anvendelse.

164

Det skal indledningsvis fremhæves, at det ifølge den i præmis 106 nævnte faste retspraksis fremgår af artikel 288, stk. 2, EF, at det er en forudsætning for Fællesskabets ansvar uden for kontraktforhold og gennemførelsen at kravet om erstatning for det lidte tab, at en række betingelser skal være opfyldt med hensyn til den retsstridige adfærd, der foreholdes institutionerne, det eventuelle tab samt årsagssammenhængen mellem denne adfærd og det påberåbte tab.

165

Domstolen har konsekvent bemærket, at nævnte ansvar ikke kan pålægges, uden at alle betingelserne for erstatningspligten, der således er fastlagt i artikel 288, stk. 2, EF, er opfyldt (dommen i sagen Oleifici Mediterranei mod EØF, præmis 17).

166

Domstolen har derfor fastslået, at når den har konstateret, at hverken nogen handling eller hævdet undladelse, som tilskrives en institution, er ulovlig, indebærer det, at den første betingelse for, at Fællesskabet ifalder ansvar uden for kontraktforhold, jf. artikel 288, stk. 2, EF, ikke er opfyldt, hvorfor Fællesskabets retsinstanser kan frifinde de sagsøgte i det hele, uden at det er nødvendigt at undersøge, om de øvrige betingelser for, at et sådant ansvar ifaldes, er opfyldt, dvs. spørgsmålet om eksistensen af en skade samt om årsagsforbindelsen mellem institutionernes adfærd og den påberåbte skade (jf. bl.a. dommen i sagen KYDEP mod Rådet og Kommissionen, præmis 80 og 81).

167

I Domstolens praksis er det i overensstemmelse med artikel 288, stk. 2, EF fastslået, at der findes en ordning om Fællesskabets ansvar uden for kontraktforhold som følge af dets institutioners ulovlige handlinger, og betingelserne for, at dette ansvar finder anvendelse, er med sikkerhed fastslået. Dette gælder derimod ikke for så vidt angår en ordning om Fællesskabets erstatningsansvar uden for kontraktforhold, når der ikke foreligger en sådan ulovlig handling.

168

I modsætning til, hvad Retten har udtalt i de appellerede domme, kan det for det første ikke udledes af tidligere retspraksis, at Domstolen har fastslået, at en sådan ordning i princippet findes.

169

Således som Domstolen bl.a. har bemærket i præmis 18 i dommen i sagen Dorsch Consult mod Rådet og Kommissionen, hvortil Retten henviser i præmis 160 i FIAMM-dommen og præmis 153 i Fedon-dommen, har Domstolen derimod indtil nu, således som det fremgår af fast retspraksis, begrænset sig til at præcisere visse af betingelserne for, at et sådant erstatningsansvar kunne ifaldes, såfremt princippet om Fællesskabets erstatningsansvar for en lovlig handling skulle anerkendes i fællesskabsretten (jf. ligeledes, analogt, dom af 6.12.1984, sag 59/83, Biovilac mod Kommissionen, Sml. s. 4057, præmis 28). Det var alene på det grundlag, at Domstolen i denne henseende i præmis 19 i dommen i nævnte sag Dorsch Consult mod Rådet og Kommissionen bemærkede, at såfremt et sådant erstatningsansvar principielt ville blive anerkendt, ville det i det mindste kræve, at tre kumulative betingelser vedrørende tabets realitet, forekomsten af årsagssammenhæng mellem tabet og den berørte handling og tabets usædvanlige og særlige karakter skulle være opfyldt.

170

Hvad dernæst angår den i fællesskabsretten anerkendte ordning for erstatningsansvar har Domstolen — idet den bemærkede, at det er de almindelige retsgrundsætninger, som er fælles for medlemsstaternes retssystemer, der henvises til i artikel 288, stk. 2, EF for så vidt angår Fællesskabets ansvar uden for kontraktforhold for skader forvoldt af dets institutioner eller af dets ansatte under udøvelsen af deres hverv — fastslået, at det princip, der således udtrykkeligt er fastslået i denne artikel 288 EF om Fællesskabets ansvar uden for kontraktforhold, blot er et udtryk for den almindeligt kendte retsgrundsætning i medlemsstaternes retsordener, hvorefter en retsstridig handling eller undladelse medfører en forpligtelse til at erstatte det forvoldte tab (dommen i sagen Brasserie du pêcheur og Factortame, præmis 28 og 29).

171

Hvad nærmere bestemt angår erstatningsansvar for retsanordnende virksomhed har Domstolen allerede meget tidligt bemærket, at selv om de principper i medlemsstaternes retssystemer, der regulerer offentlige myndigheders ansvar for tab, der forvoldes borgere som følge af generelle retsakter, varierer i betydeligt omfang fra den ene medlemsstat til den anden, er det imidlertid muligt at konstatere, at offentlige myndigheder kun undtagelsesvis og i særlige tilfælde ifalder ansvar for generelle retsakter, der bygger på et økonomisk-politisk valg (dommen i sagen Bayerische HNL Vermehrungsbetriebe m.fl. mod Rådet og Kommissionen, præmis 5).

172

Domstolen har derfor bl.a. fastslået, at Fællesskabet, henset til artikel 288, stk. 2, EF, kun ifalder ansvar som følge af en generel retsakt, der bygger på økonomisk-politiske valg, såfremt der foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret krænkelse af en højere retsregel til beskyttelse af private (jf. bl.a. dom af 13.6.1972, forenede sager 9/71 og 11/71, Compagnie d’approvisionnement, de transport et de crédit og Grands Moulins de Paris mod Kommissionen, Sml. 1972, s. 101, org.ref.: Rec. s. 391, præmis 13, dommen i sagen Bayerische HNL Vermehrungsbetriebe m.fl. mod Rådet og Kommissionen, præmis 4, dom af 8.12.1987, sag 50/86, Les Grands Moulins de Paris mod Rådet og Kommissionen, Sml. s. 4833, præmis 8, og af 6.6.1990, sag C-119/88, AERPO m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 2189, præmis 18).

173

Domstolen har i denne henseende videre præciseret, at den retsregel, som skal konstateres at være overtrådt, skal give borgerne rettigheder (jf. i denne retning dom af 4.7.2000, sag C-352/98 P, Bergaderm og Goupil mod Kommissionen, Sml. I, s. 5291, præmis 41 og 42, og af 19.4.2007, sag C-282/05 P, Holcim (Deutschland) mod Kommissionen, Sml. I, s. 2941, præmis 47).

174

Domstolen har endvidere anført, at den restriktive opfattelse af Fællesskabets ansvar for udøvelsen af dets retsanordnende virksomhed beror på den betragtning, dels at udøvelsen af den lovgivende magt, selv hvor der findes en domstolskontrol med retsakternes lovlighed, ikke må hindres ved udsigten til erstatningskrav, hver gang det i Fællesskabets almene interesse kræves, at der træffes generelle foranstaltninger, som kan skade borgernes interesser, dels at Fællesskabet i en retlig sammenhæng, som er kendetegnet ved, at der foreligger en vid skønsbeføjelse, der er uomgængelig for iværksættelsen af en fællesskabspolitik, kun kan ifalde ansvar, hvis den pågældende institution åbenbart og groft har overskredet grænserne for udøvelsen af sine beføjelser (jf. Brasserie du pêcheur og Factortame-dommen, præmis 45).

175

I denne henseende skal det endelig konstateres, at mens en sammenlignende gennemgang af medlemsstaternes retsordener gjorde det muligt for Domstolen på et meget tidligt tidspunkt at foretage den i denne doms præmis 170 anførte konstatering for så vidt angår den omstændighed, at der i disse retsordener er et sammenfaldende princip om erstatningsansvar i tilfælde af en myndigheds ulovlige handling eller undladelse, herunder vedrørende generelle retsakter, gælder det samme ikke for så vidt angår et eventuelt princip om erstatningsansvar i tilfælde af en offentlig myndigheds lovlige handling eller undtagelse, navnlig når de vedrører generelle retsakter.

176

Henset til samtlige ovenstående betragtninger må det konkluderes, at der på fællesskabsrettens nuværende udviklingstrin ikke findes en ordning, hvorefter Fællesskabet kan ifalde ansvar som følge af en adfærd, der er omfattet af området for bemyndigelsen til at fastsætte generelle retsakter i en situation, hvor en sådan adfærds eventuelle manglende overensstemmelse med WTO-aftalerne ikke kan påberåbes for Fællesskabets retsinstanser.

177

Det bemærkes, at den adfærd, som appellanterne i denne sag gør gældende har påført dem et tab, indgår i etableringen af en fælles markedsordning og falder åbenbart inden for området for fællesskabslovgivers retsanordnende virksomhed.

178

Det er i denne henseende uden betydning, om nævnte adfærd skal betragtes som en positiv handling, dvs. vedtagelsen af forordning nr. 1637/98 og nr. 2362/98 efter DSB’s afgørelse af 25. september 1997, eller som en undladelse, nemlig den manglende vedtagelse af retsakter, der på passende måde kunne sikre en korrekt gennemførelse af denne afgørelse. Fællesskabsinstitutionernes undladelse af at handle kan også falde inden for Fællesskabets retsanordnende virksomhed, bl.a. inden for rammerne af tvister vedrørende erstatning (jf. i denne retning dommen i sagen Les Grands Moulins de Paris mod Rådet og Kommissionen, præmis 9).

179

Det følger af det ovenstående, at Retten foretog en urigtig retsanvendelse, idet den i de appellerede domme fastslog, at der findes en ordning, hvorefter Fællesskabet kan ifalde erstatningsansvar uden for kontraktforhold som følge af dets lovlige udøvelse af dets retsanordnende virksomhed.

180

Der bør dog foretages to præciseringer i denne henseende.

181

Det skal for det første fremhæves, at den konstatering, der er anført i denne doms præmis 179, er foretaget med forbehold for den vide skønsbeføjelse, som fællesskabslovgiver i givet fald har med henblik på at bedømme, hvorvidt det ved vedtagelse af en bestemt generel retsakt måtte være berettiget at fastsætte mulighed for visse former for erstatning, når henses til bestemte skadevirkninger, som måtte følge af denne vedtagelse (jf. i denne retning på området for landbrugspolitik dom af 10.7.2003, forenede sager C-20/00 og C-64/00, Booker Aquaculture og Hydro Seafood, Sml. I, s. 7411, præmis 85).

182

Det skal for det andet bemærkes, at grundrettighederne i henhold til fast retspraksis hører til de almindelige retsgrundsætninger, som Domstolen skal beskytte.

183

For så vidt nærmere angår ejendomsretten og retten til fri erhvervsudøvelse har Domstolen længe anerkendt, at de har karakter af almindelige fællesskabsretlige principper, idet den samtidig har fremhævet, at de dog ikke skal behandles som absolutte forrettigheder, men skal ses i sammenhæng med deres funktion i samfundet. Den har således fastslået, at udøvelsen af ejendomsretten og af retten til erhvervsudøvelse derfor kan underkastes begrænsninger, navnlig inden for rammerne af en fælles markedsordning, forudsat at sådanne begrænsninger er i virkelig overensstemmelse med de formål, som Fællesskabet forfølger i almenhedens interesse, og ikke, når henses til det forfulgte formål, indebærer et uforholdsmæssigt og uacceptabelt indgreb, der krænker selve kernen i de således sikrede rettigheder (jf. bl.a. dom af 11.7.1989, sag 265/87, Schräder HS Kraftfutter, Sml. s. 2237, præmis 15, dommen i sagen Tyskland mod Rådet, præmis 78, og dom af 30.6.2005, sag C-295/03 P, Alessandrini m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 5673, præmis 86).

184

Det følger heraf, at en generel fællesskabsretsakt, der ved sin anvendelse fører til begrænsninger i ejendomsretten og retten til fri erhvervsudøvelse, som medfører et uforholdsmæssigt og uacceptabelt indgreb i selve disse rettigheders væsentligste indhold, i givet fald i mangel af, at der nærmere bestemt er fastsat mulighed for at kunne opnå en passende erstatning, der kan afvende eller erstatte nævnte skade, vil kunne medføre, at Fællesskabet ifalder ansvar uden for kontraktforhold.

185

Henset til de omstændigheder, der kendetegner disse sager, skal det ligeledes bemærkes, at det fremgår af Domstolens praksis, at ingen erhvervsdrivende kan gøre krav på ejendomsret til en markedsandel, som han havde på et givet tidspunkt, da en sådan markedsandel blot er en midlertidig økonomisk position, som er undergivet de vilkår, der følger af skiftende omstændigheder (jf. i denne retning bl.a. dommen i sagen Tyskland mod Rådet, præmis 79, og dommen i sagen Alessandrini m.fl. mod Kommissionen, præmis 88). Domstolen har ligeledes bemærket, at garantierne til beskyttelse af ejendomsretten eller det almindelige princip om garanti for den frie udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed ikke kan udstrækkes til også at omfatte blotte handelsinteresser eller handelsudsigter, hvis uvished er en del af det væsentlige i enhver økonomisk aktivitet (dom af 14.5.1974, sag 4/73, Nold mod Kommissionen, Sml. s. 491, præmis 14).

186

En erhvervsdrivende, hvis virksomhed bl.a. består i eksport til tredjestaters markeder, bør bl.a. være bekendt med den omstændighed, at hans handelsmæssige stilling på et givet tidspunkt kan blive påvirket og ændret af forskellige omstændigheder, og at der blandt disse indgår den i artikel 22 i FTB udtrykkeligt fastsatte og regulerede mulighed for, at en sådan tredjestat vedtager foranstaltninger om suspension af indrømmelser som reaktion på denne stats handelspartneres indstilling inden for rammerne af WTO og til dette formål, således som det fremgår af artikel 22, stk. 3, litra a) og f), i FTB, frit vælger de varer, der skal være omfattet af nævnte foranstaltninger.

187

Selv om det fremgår af denne doms præmis 176 og 179, at Retten foretog en urigtig retsanvendelse, skal det bemærkes, at hvis præmisserne i en dom afsagt af Retten indeholder en tilsidesættelse af fællesskabsretten, men konklusionen er berettiget af andre retlige grunde, må appellen forkastes (jf. bl.a. dom af 15.12.1994, sag C-320/92 P, Finsider mod Kommissionen, Sml. I, s. 5697, præmis 37, af 16.12.1999, sag C-150/98 P, ØSU mod E., Sml. I, s. 8877, præmis 17, og af 13.7.2000, sag C-210/98 P, Salzgitter mod Kommissionen, Sml. I, s. 5843, præmis 58).

188

Det er tilfældet i denne sag. Domstolen har konstateret, at der på fællesskabsrettens nuværende udviklingstrin ikke er fastsat en ordning, hvorefter Fællesskabet kan ifalde erstatningsansvar som følge af dets retsanordnende adfærd i en situation, hvor en sådan adfærds manglende overensstemmelse med WTO-aftalerne ikke kan påberåbes for Fællesskabets retsinstanser. Appellanternes erstatningspåstande var navnlig støttet på Fællesskabets ansvar for en sådan adfærd. Retten kunne derfor ikke gøre andet end at frifinde Rådet og Kommissionen, uanset hvilke argumenter appellanterne gjorde gældende til støtte for disse påstande (jf. analogt dommen i sagen Salzgitter Kommissionen, præmis 59). Retten ville således have været nødsaget til af denne grund at frifinde Rådet og Kommissionen, hvis den ikke havde foretaget den urigtige retsanvendelse, der førte den til at frifinde Rådet og Kommissionen af andre grunde (jf. analogt dommen i sagen Finsider mod Kommissionen, præmis 38, og ØSU mod E., præmis 18).

189

Det følger heraf, at selv om det første anbringende, der er gjort gældende til støtte for kontraappellerne, er velbegrundet, er det uden betydning og bør således forkastes (jf. analogt dommen i sagen Salzgitter mod Kommissionen, præmis 60).

190

Henset til den i denne doms præmis 176 foretagne konstatering og det, der er anført ovenfor i præmis 163, er der ikke grund til at gennemgå det andet anbringende til støtte for hovedappellerne vedrørende den usædvanlige karakter af det tab, der hævdes at være lidt af appellanterne, og, så meget desto mindre, det andet og tredje anbringende til støtte for kontraappellerne, hvorefter, for det første, nævnte tab ikke er reelt og, for det andet, der ikke er årsagssammenhæng mellem dette tab og fællesskabsinstitutionernes adfærd.

191

FIAMM og Fedon har subsidiært nedlagt påstand om en rimelig godtgørelse for den urimeligt lange sagsbehandlingstid ved Retten.

192

Under påberåbelse af dom af 17. december 1998, Baustahlgewebe mod Kommissionen (sag C-185/95 P, Sml. I, s. 8417, præmis 26-49), gør FIAMM i den henseende gældende, for det første, at sagen har væsentlig økonomisk betydning for selskabet, for det andet, at de faktiske omstændigheder i denne sag er meget klare, for det tredje, at ingen af parterne har bidraget til at forlænge sagsbehandlingstiden og, for det fjerde, at Retten ikke stod over for særlige omstændigheder.

193

Kommissionen har nedlagt påstand om afvisning af FIAMM’s og Fedons påstande herom.

194

For så vidt angår Fedons appel bør der, for det første, ske afvisning i henhold til artikel 112, stk. 1, litra c), i Domstolens procesreglement, idet Fedon ikke har angivet nogen begrundelse for påstanden.

195

For så vidt angår begge appellerne bør der endvidere ske afvisning af materielle grunde. For det første må en appel, således som det fremgår af artikel 57 og 58 i statutten for Domstolen, ikke vedrøre nye faktiske omstændigheder, der ikke allerede er blevet fremlagt i første instans. For det andet kan varigheden af sagsbehandlingen ved Retten ikke kvalificeres som en rettergangsfejl, medmindre den har haft betydning for tvistens afgørelse.

196

Endelig vil afvisning ligeledes være berettiget ratione personae, eftersom Fællesskabet i denne sag er repræsenteret af Rådet og Kommissionen og ikke Domstolen, hvorunder henhører Retten, der tilskrives den adfærd, som udløser det ansvar, der i denne sag gøres gældende.

197

Endvidere ville en godtgørelse på grundlag af billighedsbetragtninger svarende til den, der blev tildelt i den sag, der gav anledning til dommen Baustahlgewebe mod Kommissionen, ikke komme på tale i denne sag, eftersom FIAMM og Fedon ikke har en forpligtelse til at foretage betaling til Fællesskabets budget af et beløb, som ville kunne nedsættes.

198

Endelig lader sagsbehandlingstiden ved Retten sig under alle omstændigheder forklare ved sagernes kompleksitet, de processuelle usikkerhedsmomenter, der er forbundet med foreningen af flere sager, der er anlagt på fem forskellige processprog, og som omfatter tre institutioner og en intervenient, disse sagers henvisning til en udvidet retsafdeling og den omstændighed, at den sag, der gav anledning til Van Parys-dommen, verserede for Domstolen.

199

Ifølge Kongeriget Spanien kan FIAMM’s og Fedons påstande ikke antages til realitetsbehandling, eftersom de ikke blev nedlagt i første instans og derfor ikke var genstand for behandling i de appellerede domme.

200

Appellanternes påstande om en rimelig godtgørelse som følge af, at sagsbehandlingstiden ved Retten har overskredet en rimelig varighed, kan ikke godtages.

201

For så vidt angår Fedons påstand er det tilstrækkeligt at konstatere, at den fremgår af appelskriftets afsnit med påstande, men ikke i øvrigt er nævnt i appelskriftet.

202

I henhold til procesreglementets artikel 112, stk. 1, litra c), skal et appelskrift indeholde de retlige anbringender og argumenter, der påberåbes. Da sådanne retlige anbringender og argumenter, der skal udsondres fra appellantens påstande, der er omfattet af samme artikel 112, stk. 1, litra d), i denne sag slet ikke forekommer i Fedons appelskrift, følger det heraf, at den af Fedon nedlagte påstand om en rimelig godtgørelse, der overhovedet ikke er begrundet, skal afvises.

203

For så vidt angår FIAMM’s påstand skal det bemærkes, at når intet peger i retning af, at sagsbehandlingstiden har haft nogen betydning for tvistens afgørelse, kan et anbringende om, at sagsbehandlingstiden ved Retten har overskredet grænserne for, hvad der er en rimelig frist, som hovedregel ikke føre til ophævelse af den af Retten afsagte dom (jf. i denne retning dommen i sagen Baustahlgewebe mod Kommissionen, præmis 49).

204

I denne sag har FIAMM endvidere hverken gjort gældende, at den for lange sagsbehandlingstid har haft betydning for tvistens afgørelse, eller af den grund nedlagt påstand om ophævelse af FIAMM-dommen.

205

Således som det fremgår af procesreglementets artikel 113, stk. 1, skal de ved enhver appel nedlagte påstande gå ud på, at Rettens dom ophæves helt eller delvis og, alt efter omstændighederne, at der helt eller delvis gives medhold i de i første instans nedlagte påstande.

206

Det bemærkes, at i sagen Baustahlgewebe mod Kommissionen, som FIAMM påberåber sig, angik den til Domstolen indgivne appel en dom, hvorved Retten havde idømt appellanten en bøde for overtrædelse af konkurrencereglerne som led i udøvelsen af den fulde prøvelsesret, som i den henseende tilkommer Retten, hvilken prøvelsesret Domstolen også kan udøve, når den ophæver en sådan dom afsagt af Retten og træffer afgørelse i sagen.

207

I nævnte doms præmis 33 bemærkede Domstolen, at appellanten har krav på en retfærdig rettergang inden en rimelig frist, og navnlig, at der tages stilling til berettigelsen af de anklager om overtrædelse af konkurrenceretten, som Kommissionen har fremsat over for selskabet, og den bøde, der i denne anledning er pålagt det.

208

Efter at have konstateret, at Retten i den sag havde tilsidesat en sådan frist, fastslog Domstolen af procesøkonomiske hensyn og for umiddelbart og effektivt at afhjælpe denne rettergangsfejl, at en ophævelse af Rettens dom og en ændring heraf, som var begrænset til spørgsmålet om fastsættelse af bødens størrelse, gjorde det muligt at yde den påkrævede rimelige godtgørelse (dommen i sagen Baustahlgewebe mod Kommissionen, præmis 47, 48 og 141).

209

Derimod angår denne appel en frifindende dom afsagt af Retten i anledning af et erstatningssøgsmål i henhold til artikel 288, stk. 2, EF.

210

Det følger heraf, at ophævelse af en sådan dom ikke kan føre til, at der tildeles en rimelig godtgørelse for en for lang sagsbehandlingstid ved Retten gennem en ændring af den appellerede dom, eftersom Retten i forbindelse med en sådan procedure lige så lidt som Domstolen i forbindelse med en appel skal tilpligte appellanterne at betale et beløb, hvorfra denne rimelige godtgørelse i givet fald ville kunne fratrækkes.

211

Derfor må FIAMM’s påstand om betaling af en rimelig godtgørelse for den for lange sagsbehandlingstid ved Retten ligeledes afvises.

212

Det skal endvidere bemærkes, at selv om sagsbehandlingstiden ved Retten i denne sag faktisk har været betydelig, skal fristens rimelige karakter vurderes på grundlag af omstændighederne i den enkelte sag, herunder sagens betydning for den pågældende, dens kompleksitet samt sagsøgerens og de kompetente myndigheders adfærd (jf. bl.a. dommen i sagen Baustahlgewebe mod Kommissionen, præmis 29, og dom af 15.10.2002, forenede sager C-238/99 P, C-244/99 P, C-245/99 P, C-247/99 P, C-250/99 P — C-252/99 P og C-254/99 P, Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 8375, præmis 210).

213

Vedrørende den kompetente myndigheds adfærd og sagens kompleksitet skal det bemærkes, at den betydelige sagsbehandlingstid ved Retten i den sag i vidt omfang lader sig forklare ved et sammenfald af objektive omstændigheder vedrørende antallet af tilsvarende sager, der løbende blev indbragt for Retten, og betydningen af de retlige spørgsmål, der herved blev rejst.

214

Disse omstændigheder forklarer, at der opstod en række processuelle usikkerhedsmomenter, der på afgørende måde bidrog til at forsinke de omhandlede tvisters afgørelse, og som derfor i denne sag ikke kan betragtes som usædvanlige, såsom foreningen af seks sager, der var anlagt på forskellige processprog, eller henvisningen heraf til en udvidet afdeling og derefter udpegelsen af en ny refererende dommer, efter at den oprindeligt udpegede dommer var fratrådt, og endelig henvisningen til Rettens Store Afdeling, hvilken henvisning endvidere ledsagedes af en genåbning af den mundtlige forhandling.

215

I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, der i medfør af artikel 118 finder tilsvarende anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. I medfør af artikel 69, stk. 4, første afsnit, bærer de medlemsstater, som er indtrådt i sagen, deres egne omkostninger.

216

Da Rådet og Kommissionen har nedlagt påstand om, at FIAMM og Fedon tilpligtes at betale sagens omkostninger, og da sidstnævnte har tabt sagen, bør de pålægges at betale omkostningerne.

217

Kongeriget Spanien bærer sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Store Afdeling):