a)

på fællesmarkedet mindst 75000 tons kul fra Fællesskabets produktionsdistrikter,

b)

deraf mindst 40000 tons til det salgsdistrikt, inden for hvilket han søgte om salgstilladelse,

c)

deraf mindst 12500 tons kul købt af salgsselskaberne.

a)

Erhvervelse af status som engrosforhandler med ret til direkte levering bliver ikke længere gjort afhængig af et mindstesalg på 6000 tons stenkul-produkter fra Ruhrområdet i det foregående kulproduktionsår på fællesmarkedet, men af indgåelsen af en to-årig kontrakt på en aftagende mindstemængde på 6000 tons årligt af produktionen fra Ruhrkohle AG til levering til private forbrugere og mindre virksomheder.

b)

For at kunne levere til industrielle forbrugere kræves godkendelse som leverandør til private forbrugere og mindre virksomheder;

c)

Som kriterium for, at de godkendte forhandlere kan fungere som mellemled ved leverancer til store industrivirksomheder, tjener ikke længere et årligt mindsteforbrug på 30000 tons fast brændsel uanset oprindelse, men køb af produkter fra Ruhr i dette størrelsesforhold. Forhandlere er kun berettiget til at levere til forbrugere ud over denne grænse, hvis de præsterer visse særlige salgsydelser.

a)

Ruhrkohl AGs salgsbetingelser gør levering på engrosbetingelser afhængig af en klausul, som forlanger køb af en kontraktlig mængde på mindst 6000 tons årligt til levering til private forbrugere og mindre virksomheder; sagsøgeren har imidlertid i de sidste to år ikke kunnet nå de nu krævede mindste mængder.

Denne omstændighed kan dog ikke lægges firmaet til last. Man har i årevis kunnet notere grundlæggende ændringer inden for energisektoren: kulafsætningen er gået støt tilbage. Denne situation må selvfølgelig ikke blot mineselskaberne men også engros- og detailhandelen lide under. Til syvende og sidst må ansvaret for, at sagsøgeren nu ikke engang har kunnet aftage 6000 tons årligt, hvile på Ruhrkohle AG og Ruhrkohle-Verkauf GmbH, respektive de tidligere Ruhrkulsalgsselskaber. Således har Ruhrkohle AG direkte indgået kontrakter med årlige leverancer på over 30000 tons. Derfor har det ikke været muligt for det sagsøgende firma på grund af den forskelsbehandling, det har været genstand for, at forsyne en betydelig stamkunde, Adam Opel AG, Rüsselsheim, med de ønskede kvanta. Endvidere konkurrerer Ruhrkohle AG gennem datterforetagender direkte med sagsøgeren og de øvrige engrosforhandlere. Yderligere tilbyder Ruhrkohle AG og Ruhrkohle-Verkauf GmbH brændsel til langt under listeprisen; der tilbydes også af de af Ruhrkohle AG afhængige selskaber leverancer af »belgiske koks« til en pris pr. ton på 90 DM frit grænsen til indenlandske aftagere i Forbundsrepublikken; denne importvare sælges også til private forbrugere og mindre virksomheder til priser, sagsøgeren ikke kan konkurrere med.

b)

Bortfaldet af egenskaben af engrosforhandler samt af den direkte forsyningsmulighed vil have varig virkning for det sagsøgende firma, især ved en ændring af efterspørgslen efter kul. Man skal ikke undervurdere, at afsætningsnedgangen for kul til private forbrugere for en væsentlig del kan føres tilbage til de usædvanlige vejrforhold i de sidste fyringsperioder. Endvidere vil afsætningssituationen hurtigt kunne ændre sig totalt, såfremt der (f.eks. af politiske grunde) skulle opstå vanskeligheder med forsyningen af jordolie eller jordgas. Hvis firmaet fandt sig i de nye handelsbetingelser, ville det efter al sansynlighed næppe nogensinde igen få mulighed for at sælge større kvanta, da det som »forhandler i andet led« i intet tilfælde vil kunne tilbyde de samme betingelser som de anerkendte engrosforhandlere og direkte aftagere eller som Ruhrkohle AGs og Ruhrkohle-Verkauf GmbHs datterselskaber. Derfor anmoder det i sin anden del af påstanden om, at det fastslås, at de nye handelsbetingelser i det mindste er ugyldige, for så vidt angår sagsøgeren.

c)

Det sagsøgende firma kan ikke tvinges til en sammenslutning med andre engrosforhandlere, som måtte befinde sig i en lignende stilling, og til at foretage fælles køb. Det ser ingen anledning til at indskrænke sin uafhængighed for at beskytte sig mod følgerne af den diskriminerende virkning af Ruhrkohle AGs handelsbetingelser.

Man kan i øvrigt ikke udlede af disse betingelser, at Ruhrkohle AG er pligtig at sammenlægge de enkelte sammensluttede virksomheders omsætninger; desuden indeholder de ingen angivelse af, hvad der skal forstås ved en »sammenslutning«.

a)

Klagepunktet om, at Ruhrkohle AG og Ruhrkohle-Verkauf GmbH på grund af den påståede forskelsbehandling er ansvarlige for, at det sagsøgende firma nu ikke engang kan aftage 6000 tons kul årligt, understøttes ikke ved konkrete oplysninger; den angår under alle omstændigheder ikke Ruhrkohle AGs nye handelsbetingelser og disses godkendelse af Kommissionen.

Hvordan det nu end måtte forholde sig, er det ikke korrekt, at Ruhrkohle AGs datterforetagender og Ruhrkohle-Verkauf GmbH såvel som de af aktionærerne i Ruhrkohle AG afhængige forhandlere har udbudt kul under listeprisen. Ruhrkohle AG har ganske vist allerede inden de nye handelsbetingelsers ikrafttræden tilbudt de forhandlere, som havde forpligtet sig kontraktligt til at aftage faste mængder kul, en særlig kontraktsrabat. Den kontraktsrabat var imidlertid indeholdt i Ruhrkohle-Verkauf GmbHs prisliste og blevet ydet uden forskel til alle forhandlere, der aftog samme mængder.

Faktisk ligger priserne på importeret brændsel, som fastsættes af producenterne, på 95 til 110 DM. Ruhrkohle AG kan dog ikke øve indflydelse på indførslen af brændsel fra andre af Montanunionens medlemsstater, og Ruhrkohle AGs handelsselskaber konkurrerer således frit med de øvrige kulgrossister. Da denne import naturligvis øver en væsentlig indflydelse på afsætningen af kul fra Ruhr, er det en selvfølge, at Ruhrkohle AGs handelsselskaber også tager del i denne handel for at udligne deres tab.

Hvad angår de af sagsøgeren anførte direkte forretninger mellem Ruhrkohle-Verkauf GmbH og industrikunder med et årligt forbrug på mindst 30000 tons, kan der henvises til det faktum, at disse aftagere allerede siden ultimo 1963 har haft valget mellem at få leveret gennem forhandlerne eller direkte fra salgsselskaberne. Forhandlernes udelukkelse fra forretninger med jernbaneselskaberne og visse andre industrielle forbrugere gælder undtagelsesfrit for alle forhandlere og er i øvrigt sagligt begrundet ved de særlige forhold, der gør sig gældende ved disse forbrugergrupper. Også den ved de nye handelsbetingelser indførte bestemmelse om, at engroshandelens leveringer til industrielle aftagere med over 30000 tons årlig aftagelse af kul fra Ruhr er betinget af visse særlige salgsydelser, gælder ligeligt for hele den godkendte engroshandel.

Sagsøgerens afsætningstilbagegang til 700 tons for 1972 skyldes ikke forskelsbehandling, men kan føres tilbage til det generelt faldende forbrug af kul og især til den måde, sagsøgeren driver forretning på.

b)

I denne sammenhæng må der imidlertid henvises til, at sagsøgeren har mulighed for at bevare retten til direkte køb gennem fællesskøb med andre kulgrossister i en lignende situation. Denne mulighed følger af, at det ifølge de nye handelsbetingelser kun kræves, at der afsluttes en to-årig kontrakt på mindst 6000 tons årligt til levering til private forbrugere og mindre virksomheder; forhandleren er imidlertid ikke forpligtet til selv at afsætte den kontraherede mængde. Formerne for samarbejde er overladt til forhandlerne. Det minimale tab af uafhængighed, som forhandlerne må tage med i købet, synes at veje mindre tungt i den nuværende situation på kulmarkedet.

c)

Det andet led i det sagsøgende firmas påstand, der drejer sig om en delvis annullation af den indklagede beslutning udelukkende i forhold til sagsøgeren, kan ikke forenes med de godkendte handelsbetingelsers nødvendigvis almene karakter. De afgørende kriterier for engrosforhandlernes godkendelse til direkte køb må gælde ligeligt for alle Fællesskabets forhandlere. Sagsøgeren skylder under alle omstændigheder en angivelse af de særlige grunde, som kan retfærdiggøre en til gunst for sagsøgeren afvigende behandling i forhold til alle andre engrosforhandlere.

a)

Det tilføjer, at fordelingen bliver koncentreret på få engrosforhandlere. Efter hvad Kommissionen selv har indrømmet, fratager de nye handelsbetingelser, som erstatter den tidligere mindsteafsætning på 6000 tons årligt af Ruhrkohle AGs produktion som betingelse for godkendelse af en forhandler til direkte køb med en betingelse om en toårig kontrakt, ifølge hvilken der af Ruhrkohle AGs produktion skal aftages en mængde på mindst 6000 tons årligt til levering til private forbrugere og mindre virksomheder, et antal forhandlere muligheden for direkte køb hos Ruhrkohle AG. Selv om Kommissionen mener, at »det synes berettiget, når Ruhrkohle AG ønsker, at der tages hensyn til den stærke nedgang i afsætningen af stenkul inden for dens organisation, og at handelsbetingelserne tilpasses de ændrede vilkår således, at det direkte samarbejde begrænses til forhandlere, som kan sikre et rimeligt salg«, giver den i den anfægtede beslutning ingen begrundelse for denne påståede berettigelse.

b)

Der er faktisk opstået en monopolsituation til fordel for Ruhrkohle AG, idet salget af kul fra Ruhr fra nu af udelukkende er organiseret i Ruhrkohle-Verkauf GmbH.

c)

Det er desuden heller ikke muligt at opnå en forbedring i brændselsfordelingen ved, at den engrosforhandlers forretninger med industrien nu skal gøres afhængig af godkendelse inden for området private forbrugere og mindre virksomheder, således at hans aktivitet koncentreres om dette marked.

d)

Der kan således ikke af Kommissionens beslutning af 21. december 1972 udledes nogen indlysende grund til, at der ved ændringen af godkendelsesbetingelserne for engrosforhandlere kan opnås en forbedring i brændselsfordelingen.

a)

Efter Kommissionens opfattelse er de nye ved den omtvistede beslutning godkendte handelsbetingelser fra Ruhrkohle AG i fuld overensstemmelse med dette formål, når man tager den nuværende situation på kulmarkedet i betragtning.

Denne tilstand kendetegnes siden omkring 1959 af en næsten uafbrudt nedgang i afsætningen af kul fra Ruhr og først og fremmest inden for sektoren for privat forbrug; denne nedgang skyldes den fremadskridende omstrukturering af energimarkedet, navnlig gennem erstatningen af kul med fyringsolie. Ruhrkohle AG er derfor tvunget til at tilstræbe en formindskelse af disse tab, i det mindste delvist gennem en ændring at sit salgssystem, thi det synes praktisk taget udelukket at udvirke en effektiv afsætningsfremgang gennem prissænkninger på kul på grund af kulproduktionens omkostningsstruktur.

Det vigtigste element i de nye handelsbetingelser — afslutning af en 2-årig kontrakt på en mindste mængde på 6000 tons årligt af Ruhrkohle AGs produktion til levering til private forbrugere og mindre virksomheder som forudsætning for godkendelse til direkte levering og til afsætning til industriforbrugere — sammenkæder to for afsætningen af kul vigtige faktorer: nemlig for det første strukturen for afsætningen gennem forhandelere og for det andet effektiviteten og interesserne hos de direkte købende forhandlere.

Forhandlernes aktivitet inden for sektorerne private forbrugere og mindre virksomheder er sardeles effektiv for kulafsætning, mens kulproducenterne har relativt ringe indflydelse på afsætningen inden for dette område; derimod er forhandlernes afsætningsmuligheder inden for industriområdet begrænsede.

Den godkendelsesbetingelse, som engroshandelen er underkastet, og hvorefter der skal aftages en mindste mængde inden for området private forbrugere og mindre virksomheder, er derfor egnet til først og fremmest at koncentrere forhandlernes aktivitet om det afsætningsområde, hvor de har den største markedsindflydelse. At denne betingelse er udformet som en 2-årig kontrakt, der skal afsluttes af forhandlerne, er berettiget ved, at man derigennem kan opnå en vis stabilisering af afsætningen af kul, og ved at man letter Ruhrkohle AGs produktionsplanlægning. Bortset herfra giver den 2-årige kontrakt de engrosforhandlere, som i det foregående år ikke har afsat den krævede mængde fuldt ud, en mulighed for ved forøgede anstrengelser at beholde godkendelsen til direkte levering; den ét-årige overgangsperiode gør det i forbindelse med muligheden for at sælge 15 % mindre end den mindste mængde lettere for forhandlerne at nå dette mål.

Det nye mængdekriterium bidrager til i vidt omfang at begrænse godkendelserne til direkte køb til de forhandlere, der gør en virkelig indsats for at afsætte Ruhrkohle AGs produkter. De forhandlere hvis afsætning ligger på eller under grænsen for mængdekriteriet, skal tilskyndes til at søge at udnytte deres arbejdskraft og deres driftskapacitet fuldt ud gennem afsætning af andet brændsel, særlig fyringsolie, eller gennem anden forretningsvirksomhed. Forpligtelsen til at sælge mindst 6000 tons årligt inden for området private forbrugere og mindre virksomheder, der samtidig er en betingelse for levering til indsutrielle forbrugere, skal anspore forhandlerne til at udfolde den fornødne erhvervsaktivitet ved salget af kul fra Ruhr for effektivt at imødegå afsætningstilbagegangen.

b)

Kommissionen var sig ved udstedelsen af den anfægtede beslutning fuldt bevidst, at der som følge af Ruhrkohle AGs indførelse af de nye handelsbetingelser ville ske en udelukkelse af omkring 60 »uafhængige« engrosforhandlere — dvs. forhandlere, der hverken direkte eller indirekte har del i Ruhrkohle AG som aktionærer — fra direkte levering fra Ruhrkohle AG. Blandt disse engrosforhandlere var der dog 30, som allerede ikke havde opfyldt de under de foregående handelsbetingelser gældende kriterier, fordi deres afsætning af kul var gået stærkt tilbage; deriblandt hører også sagsøgeren, hvis afsætning af kul kun havde udgjort henholdsvis 3100 og 700 tons i årene 1971 og 1972. Kommissionen anser nedgangen i antallet af engrosforhandlere, der er godkendt til direkte levering, for en udvikling, der skal bekæmpes som sådan. Den er, i det mindste delvist, en naturlig følge af den stadige og accelererende afsætningstilbagegang for kul, som nødvendigvis også må give tilbageslag i form af strukturændringer for kulhandelen. Kommissionen finder i hvert fald ingen anledning til — på grund af den deraf følgende formindskelse af antallet af engrosforhandlere i første led — at modsætte sig Ruhrkohle AGs nye handelsbetingelser, der af gode grunde kan anses for et effektivt middel til at imødegå faldet i afsætningen af kul. I øvrigt truer de nye handelsbetingelser ikke tilstedeværelsen af en effektiv konkurrence inden for kulhandelen: antallet af de under de nye handelsbetingelser tilbageværende engrosforhandlere med ret til direkte levering er tilstrækkeligt til også i den nuværende situation fortsat at kunne sikre effektiv konkurrence i forhandlerleddet.

c)

Der kan ikke være tale om en monopolstilling for Ruhrkohle AG. Dette selskab er tværtimod udsat for en yderst skarp konkurrence, især fra andre energikilder, og særlig inden for området private forbrugere og mindre virksomheder såvel som på det industrielle område.

a)

at det statueres, at beslutningen af 21. december 1972 fra Kommissionen for De europæiske Fællesskaber (»Handelsregelung Ruhr«) om en nyordning af salgskanalerne for Ruhrkohle Aktiengesellschaft inden for fællesmarkedet, gældende fra 1. januar 1973, er ugyldig;

b)

subsidiært, at det udtales, at beslutningen af 21. december 1972 fra Kommissionen for De europæiske Fællesskaber (»Handelsregelung Ruhr«) om en nyordning af afsætningskanalerne for Ruhrkohle Aktiengesellschaft er ugyldig for så vidt angår sagsøgeren;

c)

at de sagsøgte pålægges sagsomkostningerne, inkluderet de udlæg, som sagsøgeren har haft eller vil få, samt at dommen erklæres for foreløbigt eksigibel med hensyn til sagsomkostningerne.

1

Ved stævning, indgivet den 31. januar 1973, har Firma J. Nold, et kommanditselskab, som driver engroshandel med kul og bygningsmaterialer i Darmstadt, i den seneste udforming af sine påstande begået ophævelse af Kommissionens beslutning af 21. december 1972 om godkendelse af nye handelsbetingelser for Ruhrkohle AG (EFT 1973, nr. L 120, s. 14), subsidiært, at denne beslutning erklæres ugyldig og uanvendelig i forhold til klageren;

sagsøgeren gør særlig gældende, at det i beslutningen er godkendt, at salgskontoret for Ruhrkulminerne har betinget direkte levering af kul af indgåelse af en fast to-årig kontrakt, der fastsætter et mindste køb på 6000 tons årligt til forsyning af private forbrugere og mindre virksomheder, en mængde som væsentligt overstiger sagsøgerens årlige salg inden for denne sektor, samt at sagsøgeren på grund af denne bestemmelse er fortrængt fra sin stilling som engrosforhandler i første led.

2

Kommissionen har ikke bestridt, at sagen kan antages til realitetsbehandling;

derimod har intervenienterne, Ruhrkohle AG og Ruhrkohle-Verkauf GmbH, gjort gældende, at sagen må afvises på grund af manglende retlig interesse;

de finder, at Domstolens dom, såfremt sagsøgeren vinder sagen, og beslutningen af 21. december 1972 bliver ophævet, vil føre til en genoplivelse af de handelsbetingelser, som var gældende forud for dem, der er genstand for beslutningen;

det sagsøgende firma opfyldte heller ikke kravene i de tidligere betingelser, og må ifølge intervenienterne således under alle omstændigheder fortabe sin egenskab af engrosforhandler i første led.

3

Denne indsigelse kan ikke tages til følge:

såfremt den anfægtede beslutning skulle blive ophævet som følge af de fremsatte anbringender, må Kommissionen forventes at ville foranledige de godkendte handelsbetingelser erstattet af nye bestemmelser, som stemmer bedre med sagsøgerens situation;

det kan derfor ikke bestrides, at det sagsøgende firma har interesse i at søge den omtvistede beslutning annulleret.

4

Det sagsøgende firma har ikke angivet nærmere, hvilke af de i artikel 33 i EKSF-traktaten anførte ugyldighedsgrunde, det vil påberåbe sig;

5

under alle omstændigheder kan en væsentlig del af dets anbringender uden videre forkastes, nemlig for så vidt de angår klagepunkter, som ikke vedrører bestemmelserne i den anfægtede kommissionsbeslutning men sagsøgerens forbindelser med intervenienterne;

6

for så vidt klagepunkterne vedrører Kommissionens beslutning, indeholder sagsøgerens skriftlige og mundtlige, anbringender hovedsageligt søgsmålsgrunde om krænkelse af væsentlige formforskrifter samt krænkelse af traktaten eller af retsregler vedrørende dens gennemførelse;

disse søgsmålsgrunde støttes, hvad de nye betingelser for direkte levering fra minerne angår, særlig på at den. anfægtede beslutning, er utilstrækkeligt begrundet, på forskelsbehandling; af sagsøgeren samt på en påstået krænkelse af dennes grundrettigheder.

7

Ved beslutning af 27. november 1969 godkendte Kommissionen i henhold til EKSF-traktatens artikel 66, stk. 1 og 2 sammenslutningen af hovedparten af mineselskaberne i Ruhrområdet til et enkelt selskab, Ruhrkohle AG;

artikel 2, stk. 1 i denne beslutning forpligter det nye selskab til at forelægge Kommissionen enhver ændring af dets handelsbetingelser til godkendelse;

den 30. juni 1972 indgav Ruhrkohle AG en sådan anmodning til Kommissionen;

Kommissionens godkendelse blev givet ved en beslutning af 21. december 1972, som er sagens genstand;

der blev i de dermed godkendte handelsbetingelser opstillet nye krav med hensyn til de mindste mængder, forhandlerne skulle forpligte sig til at aftage for at kunne nyde fordel af direkte levering fra producenten;

direkte levering er navnlig betinget af, at forhandleren afslutter to-årige kontrakter om levering af mindst 6000 tons årligt til forsyning af private forbrugere og mindre virksomheder.

8

Det bliver lagt Kommissionen til last, at den har tilladt Ruhrkohle AG at fastsætte dette krav vilkårligt på en sådan måde, at det sagsøgende firma på grund af størrelsen og sammensætningen af den årlige afsætning bliver udelukket fra direkte levering og fortrængt til en plads som forhandler i andet led med de heraf følgende handelsmæssige ulemper;

dels anser det sagsøgende firma det for forskelsbehandling, at det i modsætning til andre virksomheder er blevet udelukket fra direkte levering fra producenten og herved befinder sig i en ringere stilling end de forhandlere, som stadig nyder denne fordel;

dels påberåber sagsøgeren sig artikel 65, stk. 2, der under lignende faktiske omstændigheder som artikel 66 kun godkender aftaler om fælles salg, når disse »vil bidrage til en mærkbar forbedring af produktionen eller fordelingen af de nævnte produkter«.

9

Kommissionen har i begrundelsen for sin beslutning ladet komme til udtryk, at den var sig bevidst, at indførelsen af nye handelsbetingelser ville få den virkning, at et antal forhandlere ville blive frataget muligheden for direkte levering fra producenten, da disse forhandlere ikke var i stand til at indgå på de ovennævnte forpligtelser;

Kommissionen begrunder sit standpunkt med, at Ruhrkohle AG i betragtning af den kraftige tilbagegang i kulsalget måtte rationalisere fordelingen og indskrænke det direkte samarbejde til de forhandlere, som var i stand til at sikre en passende afsætningsmængde;

kravet om en kontraktlig forpligtelse til at aftage en årlig mindste mængde skal sikre mineselskaberne en jævn afsætning i mængder, som er tilpasset deres produktionsrytme;

10

det fremgår af Kommissionens og intervenienternes forklaringer, at fastsættelsen af de ovennævnte kriterier ikke blot retfærdiggøres af de tekniske betingelser for minedriften men også af de særlige økonomiske vanskeligheder, som er opstået ved tilbagegangen i kulproduktionen;

følgelig kan disse kriterier, som er nedfældet i en generel retsakt, ikke anses for diskriminerende, og de er tilstrækkeligt retligt begrundet i beslutningen af 21. december 1972;

for så vidt angår anvendelsen af disse kriterier, er det ikke gjort gældende, at det sagsøgende firma er behandlet anderledes end de andre virksomheder, der på samme måde har mistet fordelen ved direkte levering fra producenten, fordi de ikke har kunnet opfylde de i de nye handelsbetingelser opstillede krav;

11

denne søgsmålsgrund må følgelig forkastes.

12

Der sagsøgende firma gør endelig gældende, at det er blevet offer for en krænkelse af bestemte grundrettigheder, idet de indskrænkninger, som de af Kommissionen godkendte nye handelsbetingelser medfører, udelukker firmaet fra direkte levering og derigennem nedsætter dets rentabilitet og frie erhvervsudfoldelse i en sådan udstrækning, at dets eksistens er truet;

de nye handelsbetingelser hævdes således at skade firmaet i udøvelsen såvel af en rettighed, der må ligestilles med ejendomsretten, som af retten til fri erhvervsudøvelse, hvilke rettigheder er beskyttet af forbundsrepublikken Tysklands grundlov, af andre medlemsstaters forfatninger og af forskellige internationale traktater, særlig Den europæiske konvention af 4. november 1950 om beskyttelse af Menneskerettighederne med tillægsprotokol af 20. marts 1952.

13

Domstolen har tidligere udtalt, at disse grundrettigheder hører til de almindelige retsgrundsætninger, som den skal beskytte;

under udøvelsen heraf skal Domstolen lægge de forfatningsmæssige traditioner i medlemsstaterne til grund og kan følgelig ikke anerkende foranstaltninger, der er uforenelige med de i disse staters forfatninger anerkendte og beskyttede grundrettigheder;

de internationale traktater om beskyttelse af menneskerettighederne, som medlemsstaterne har været med til at udarbejde, eller som de senere har tiltrådt, kan ligeledes give anvisninger, som skal tages i betragtning inden for rammerne af fællesskabsretten;

de klagepunkter, som er gjort gældende af sagsøgeren, skal bedømmes på basis af de anførte principper.

14

Selv om forfatningssystemerne i alle medlemsstaterne beskytter ejendomsretten, og selv om der er opstillet tilsvarende garantier for den fri udøvelse af handel, arbejde og andre former for erhvervsmæssig virksomhed, så skal de således sikrede rettigheder ikke behandles som absolutte forrettigheder, men tværtimod betragtes i relation til den sociale funktion af de beskyttede retsgoder og aktiviteter;

denne slags rettigheder beskyttes derfor som regel kun under forbehold af begrænsninger, der opstilles af hensyn til offentlige interesser;

inden for det fællesskabsretlige system synes det desuden berettiget at opstille bestemte begrænsninger i disse rettigheder, der er berettiget ved de mål af almen interesse, som Fællesskabet forfølger, så længe det væsentlige i disse rettigheder ikke berøres;

hvad særlig angår beskyttelsen af den omhandlede virksomhed kan den i intet tilfælde udstrækkes til blotte handelsinteresser eller handelsudsigter, hvis uvished er en del af det væsentlige i al økonomisk aktivitet.

15

De ulemper, som sagsøgeren har gjort gældende, er i virkeligheden følger af den økonomiske udvikling og ikke af den anfægtede beslutning;

det påhvilede sagsøgeren, stillet over for de økonomiske ændringer, som tilbagegangen i kulproduktionen medførte, at tage stilling til den nye situation og selv at foretage de påkrævede omstillinger;

16

af alle disse grunde må denne søgsmålsgrund forkastes.

17

Sagsøgte må følgelig frifindes.

18

I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2 dømmes den part, der taber sagen, til at afholde sagsomkostningerne;

sagsøgeren har ikke fået medhold i sine søgsmålsgrunde;

19

præsidentens kendelse af 14. marts 1973 og Domstolens kendelse af 21. november 1973 har indtil afsigelsen af den endelige dom taget forbehold for de omkostninger, som er opstået henholdsvis ved begæringen om udsættelse med den anfægtede beslutnings fuldbyrdelse og ved interventionen;

20

ved kendelse af 21. juni 1973 pålagde Domstolen det sagsøgende firma de sagsomkostninger, der indtil dette tidspunkt var opstået for Ruhrkohle AG og Ruhrkohle-Verkauf GmbH i hovedsagen og i sagen om foreløbige forholdsregler.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

idet den forkaster enhver anden videregående eller hermed uforenelig påstand: