EUR-Lex Access to European Union law
This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 52012PC0350
Proposal for a DIRECTIVE OF THE EUROPEAN PARLIAMENT AND OF THE COUNCIL amending Directive 2009/65/EC on the coordination of laws, regulations and administrative provisions relating to undertakings for collective investment in transferable securities (UCITS) as regards depositary functions, remuneration policies and sanctions
Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV om ændring af direktiv 2009/65/EF om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) for så vidt angår depositarer, aflønningspolitik og sanktioner
Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV om ændring af direktiv 2009/65/EF om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) for så vidt angår depositarer, aflønningspolitik og sanktioner
/* COM/2012/0350 final - 2012/0168 (COD) */
Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV om ændring af direktiv 2009/65/EF om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) for så vidt angår depositarer, aflønningspolitik og sanktioner /* COM/2012/0350 final - 2012/0168 (COD) */
BEGRUNDELSE 1. Baggrund for forslaget 1.1. Generelt Siden direktivet om
institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter)
blev vedtaget i 1985, har direktivets bestemmelser om depositarer været
uændrede. De består af en række overordnede principper for depositarers
forpligtelser. Den vigtigste regel for investeringsinstitutter er, at alle et
investeringsinstituts aktiver skal opbevares hos en depositar. Denne depositar
er i henhold til den nationale lovgivning ansvarlig for tab, som måtte opstå på
grund af manglende opfyldelse af depositarens forpligtelser. Der tages i
direktivet om investeringsinstitutter udgangspunkt i ansvar baseret på
manglende opfyldelse af forpligtelser, men der henvises også til den nationale
lovgivning vedrørende de nærmere rammer for disse forpligtelser. Dette giver et
stort spillerum for divergerende fortolkninger vedrørende omfanget af en
depositars forpligtelser og ansvaret for manglende opfyldelse heraf. Følgelig
har der udviklet sig forskellig praksis i EU, og investorerne nyder dermed ikke
samme grad af beskyttelse overalt. De potentielle
konsekvenser af nationalt bestemte forskelle i ansvarsforholdene viste sig
efter Lehmans konkurs[1]
og Madoff-svindelen. Særlig konsekvenserne af Madoff-svindelen har været meget
mærkbare i nogle EU-lande. En fond, der fungerede som feeder-fond for Madoff,
mistede f.eks. omkring 1,4 mia. EUR. Madoff-svindelens store omfang forblev
igennem længere tid stort set ubemærket, fordi depositaren havde delegeret
deponeringen af aktiverne til en enhed, der forvaltedes af Bernard Madoff, det
amerikanske mæglerselskab "Bernard Madoff Investment Securities".
Samtidig var Bernard Madoff også forvalter og mægler med ansvar for at købe
finansielle instrumenter på fondens vegne. Madoff-sagen gav anledning til en
hel række vigtige spørgsmål i relation til investeringsinstitutter. For det
første spørgsmålet om, på hvilke nærmere betingelser en depositar, der handler
på vegne af et investeringsinstitut, kan delegere opbevaringen af aktiverne til
en underdepositar. Det gældende direktiv om investeringsinstitutter indeholder
ikke bestemmelser om, på hvilke betingelser opbevaringen kan delegeres. Madoff-sagen rejser
også spørgsmålet om interessekonflikter, nærmere bestemt i hvilket omfang
forvalteren af en investeringsfond bør kunne tilhøre samme selskabsgruppe som
den underdepositar, til hvem opbevaringen er blevet delegeret. Kan det reelt
forventes, at en fondsforvalter altid i sin adfærd vil varetage investorernes
interesser bedst muligt, hvis forvalteren også er underdepositar for de
aktiver, de investerer i? Med hensyn til interessekonflikter, der kan opstå i
relation til depositarens uafhængighed, indeholder direktivet om
investeringsinstitutter kun det generelle princip, at en selskab ikke må
forvalte et investeringsinstitut og samtidig være dets depositar. Direktivet om
investeringsinstitutter indeholder ingen bestemmelser, der dækker de
interessekonflikter, der kan opstå, når administrationsfunktionen og
depositarfunktionen delegeres til en og samme tredjepart. Endelig har
Madoff-sagen også bragt en række generelle usikkerheder i
investeringsinstitutbestemmelserne for dagen, særlig hvad angår
hoveddepositarens ansvar, når opbevaringen delegeres til en underdepositar. Da
der ikke findes klare og entydige bestemmelser i direktivet om
investeringsinstitutter, behandles spørgsmålet om ansvar i forbindelse med
delegering forskelligt fra EU-land til EU-land. Madoff-sagen bragte en vigtig udviklingstendens for dagen hvad angår
investeringsinstitutter: Mens bestemmelserne vedrørende depositarer i
tilknytning til investeringsinstitutter er forblevet uændrede, har
investeringsmiljøet for investeringsinstitutter udviklet sig.
Investeringsinstitutter kan nu investere i en et bredere udsnit af finansielle
aktiver, som kan være mere komplekse, og som også kan være udstedt og opbevares
uden for EU (f.eks. på nye markeder). Fondenes porteføljer er i stigende grad
diversificerede og internationale. Derfor er det blevet mere og mere almindeligt at anvende
underdepositarer for aktiverne for at matche fondens investeringsstrategier.
Madoff-svindelen har vist, at risikoen ved at anvende net af underdepositarer
kan være betydelig. Aktiverne kan gå tabt hos underdepositaren, f.eks. på grund
af svig begået af underdepositaren, underdepositarens forsømmelse eller dennes
konkurs. I de gældende bestemmelser om investeringsinstitutter er det uklart,
hvilke forpligtelser en depositar har ved udvælgelsen af og tilsynet med
underdepositaren. Der er derfor retsusikkerhed med hensyn til, i hvilket omfang
en depositar er ansvarlig for tab på underdepositarniveau. Det skal bemærkes, at Kommissionen den 12.
juli 2010 fremlagde et forslag om at udvide investorgarantiordningerne til også
at omfatte investorer i investeringsinstitutter. Ændringerne til direktiv
97/9/EF havde til formål at dække situationer, hvor en depositar er ansvarlig
for tab af aktiver i investeringsinstitutter, men ikke i stand til at dække
hæftelserne. Dette skulle tjene som et yderligere middel til at højne
beskyttelsen af investorer i investeringsinstitutter. Indtil nu er dette
forslag imidlertid ikke blevet accepteret af Rådet, og der pågår stadig
forhandlinger om det. Finanskrisen viste desuden, at den aflønnings-
og incitamentsstruktur, der hyppigt anvendes i finansieringsinstitutter i sig
selv forværrede virkningerne og omfanget af krisen. Aflønningspolitikken bidrog
til kortsigtede beslutninger og skabte incitamenter for overdreven
risikovillighed. Endelig har en
analyse af de nationale sanktionsordninger foretaget af Kommissionen og de
europæiske tilsynsudvalg (nu omdannet til europæiske tilsynsmyndigheder) vist
en række forskelle og svagheder, som kan have en negativ indflydelse på, om
EU-lovgivningen anvendes efter hensigten, og på effektiviteten af det
finansielle tilsyn og i sidste ende på konkurrencen, de finansielle markeders
stabilitet og integritet og forbrugerbeskyttelsen. I sin meddelelse af
9.december 2010 "Udvidelse af sanktionsordningerne i sektoren for
finansielle tjenesteydelser"[2]
foreslog Kommissionen derfor, at der fastsættes fælles EU-minimumsstandarder på
en række bestemte punkter for at fremme konvergensen af de nationale
sanktionsordninger og styrke dem. Kommissionen har indarbejdet sådanne fælles
bestemmelser, tilpasset til de særlige forhold i de pågældende sektorer, i alle
sine seneste forslag vedrørende revision af EU-lovgivningen for sektorerne
(kapitalkravsdirektivet (CRD IV), direktivet om markeder for finansielle
instrumenter (MiFID), direktivet om markedsmisbrug, gennemsigtighedsdirektivet).
At udvide dette arbejde til også at omfatte bestemmelserne om
investeringsinstitutter er et naturligt yderligere skridt i denne proces. Dette forslag
indgår i en større lovpakke, der har til formål at genskabe forbrugernes tillid
til finansmarkederne. Pakken har to andre dele. Den første er en omfattende
revision af direktiv 2002/92/EF om forsikringsformidling for at sikre, at
kunderne nyder godt af et højt beskyttelsesniveau, når de køber
forsikringsprodukter. Den sidste del af pakken har til formål at forbedre
gennemsigtigheden på investeringsmarkedet for detailinvestorer (forslag til
forordning om dokumenter med central information til investeringsprodukter). 1.2. Resultat af høringer af
interesserede parter og konsekvensanalyser 1.2.1. Høring af interesserede parter Den 3. juli 2009
iværksatte Kommissionen en høring om depositarer for investeringsinstitutter.
Denne blev fulgt op ved et feedbackdokument i november samme år[3]. Der er taget behørigt hensyn
til resultaterne af høringen suppleret af det tekniske input fra ESMA i
konsekvensanalysen. Den 9. december
2010 iværksatte Kommissionens tjenestegrene en anden offentlig høring om
opgaverne som depositar for investeringsinstitutter og om aflønning af ledende
medarbejdere. Denne høring sluttede den 31. januar 2011. Kommissionen modtog i
alt 58 bidrag. De fleste sluttede bredt op om revisionsinitiativet, særlig med
hensyn til præciseringen af depositarers opgaver og forenklingen af regelsættet
som følge af den foreslåede koordinering med FAIF-direktivet[4]. Respondenterne var dog mere
kritiske over for spørgsmålet om depositarers ansvar[5]. Feedbackdokumenterne
vedrørende begge høringer findes i bilag 2 til konsekvensanalysen. Hvad angår
administrative sanktioner afspejler dette dokument svarene på et ad
hoc-spørgeskema, som Kommissionens tjenestegrene har udarbejdet og sendt til
Det Europæiske Værdipapirudvalg (ESC) samt ESMA. Bilag 7 til konsekvensanalysen
indeholder et resumé af medlemsstaternes svar på spørgeskemaet. 1.2.2. Konsekvensanalyse Konsekvensanalysen fokuserede på fem
spørgsmål: hvilke foretagender der kan fungere som depositar, kriterier for
delegering af opbevaringsopgaver, ansvar for tab af finansielle instrumenter,
der opbevares i depot, aflønning af ledende medarbejdere i
investeringsinstitutter samt sanktioner for overtrædelse af reglerne om
investeringsinstitutter. Foretagender, der kan fungere som
depositar Det fremgår ikke klart af de gældende
bestemmelser om investeringsinstitutter, hvilke foretagender der kan fungere
som depositar for et investeringsinstitut. I henhold til artikel 23, stk. 3,
har investeringsinstitutternes hjemlande et væsentligt spillerum til at
bestemme, hvilke foretagender der kan fungere som depositarer for
investeringsinstitutter, forudsat at foretagenderne opfylder kravene i artikel
23, stk. 2 (dvs. at de er underkastet tilsynsregler og løbende tilsyn). Dette har ført til forskellig praksis fra
medlemsstat til medlemsstat. Ud af de 17 medlemsstater, der kræver, at
depositarer skal være kreditinstitutter, stiller 12 særlige kapitalkrav for at
udøve depotaktiviteter eller andre lignende depositarfunktioner for
investeringsinstitutter. Blandt de
medlemsstater, der tillader andre enheder end kreditinstitutter at fungere som
depositar for investeringsinstitutter, kræver kun tre, at depositarer skal
opfylde yderligere kapitalkrav. Nationale forskelle med hensyn til, hvilke
enheder der kan fungere som depositar for et investeringsinstitut, kan skabe
væsentlig retsusikkerhed og medføre uensartet beskyttelse af investorerne. Hvis
det er tilladt for enheder, der ikke er kreditinstitutter eller
investeringsselskaber, at fungere som depositarer uden minimumskapitalkrav,
medfører det desuden en betydelig risiko i relation til, hvilke ressourcer
disse enheder har til rådighed. Man nåede frem til tre politikmuligheder for
at harmonisere, hvilke foretagender der anses for at give tilstrækkelige
garantier med hensyn til tilsynsregler og kapitalkrav, således at de kan
fungere som depositarer. Det konkluderes i konsekvensanalysen, at både
kreditinstitutter og regulerede investeringsselskaber giver tilstrækkelige
garantier med hensyn til tilsynsregler, kapitalkrav og effektivt tilsyn,
således at de kan fungere som depositarer for investeringsinstitutter. Andre
foretagender (f.eks. advokatvirksomheder eller notarer) anses ikke for at give
disse garantier og ville, hvis de ønskede at fungere som depositarer for
investeringsinstitutter, være nødt til at ændre status til regulerede
investeringsselskaber. Da de fleste depositarer for investeringsinstitutter i
forvejen er kreditinstitutter eller regulerede investeringsselskaber, ville
konsekvenserne af denne politikmulighed kun berøre et lille mindretal af
tjenesteydere, der ikke er i besiddelse af en godkendelse. Notarer og
advokatvirksomheder ville i sagens natur fortsat kunne fungere inden for deres
traditionelle område som depositarer for fonde, der ikke er
investeringsinstitutter, f.eks. mindre venturekapitalfonde og private equity-fonde,
der sjældent investerer i børsnoterede værdipapirer. Delegation af
depotfunktioner De ændringer af
direktivet om investeringsinstitutter, der blev indført i 2001, udvidede
gruppen af aktiver, som kan komme på tale for investeringsinstitutter i, til at
omfatte nye aktivklasser[6].
Derfor investerer investeringsinstitutforvaltere nu i langt flere lande og i
mere komplekse instrumenter end i 1985. Efterhånden som der opstår flere
investeringsmuligheder i forskellige tredjelande med forskellige retssystemer,
vokser behovet for at udpege underdepositarer i disse lande. Selv om gruppen af
aktiver, der kan komme på tale for investeringsinstitutter, er blevet udvidet,
definerer direktivet om investeringsinstitutter ikke, hvilke betingelser der
gælder, hvis en depositar delegerer depotfunktioner til en underdepositar.
Denne manglende klarhed vedrører både betingelserne, hvorpå en delegering kan
finde sted (f.eks. objektiv grund til delegeringen, graden af faglig kompetence
ved udvælgelsen af underdepositar, intensiteten af det løbende tilsyn med underdepositaren),
og betingelserne, hvorpå depotfunktioner undtagelsesvis kan delegeres til
depositarer i tredjelande, der ikke opfylder standarderne vedrørende
tilsynsregler og løbende tilsyn. Det konkluderes i konsekvensanalysen, at
delegeringen af depotopgaver bør være underlagt bestemmelser om rettidig omhu
ved udvælgelsen og udpegelsen af underdepositarer og om løbende overvågning af
underdepositarernes aktiviteter. I de sjældne tilfælde, hvor et
investeringsinstituts investeringsstrategi indebærer, at der investeres i
finansielle instrumenter udstedt i lande, hvor det kræves, at disse opbevares i
depot lokalt, og hvis der ikke findes nogen depositar, der opfylder ovennævnte
delegeringskrav og tilsynsstandarder, bør delegering alligevel tillades, forudsat
at en række strenge betingelser er opfyldt. Ansvar Ifølge artikel 24 i direktivet om
investeringsinstitutter er depositaren kun ansvarlig for tab af et finansielt
instrument, hvis der er tale om "retsstridig, manglende eller mangelfuld
opfyldelse af depositarens forpligtelser." Denne formulering har givet
anledning til forskellige fortolkninger i medlemsstaterne og dermed uensartet
beskyttelse af investorerne. Nogle medlemsstater anvender en ordning med
objektivt ansvar, hvor depositaren har en umiddelbar forpligtelse til at
erstatte det tabte aktiv over for investeringsinstituttet, mens andre er af den
opfattelse, at tabet af aktiver ikke altid indebærer en retsstridig eller
manglende opfyldelse af forpligtelser fra depositarens side, der bør medføre, at
depositaren er ansvarlig. Følgelig er ansvarsforholdene ikke de samme i alle
medlemsstater. Spørgsmålet om ansvar er mest relevant i de
tilfælde, hvor depotopgaverne delegeres. Ifølge artikel 22, stk. 2, berøres
depositarens ansvar ikke af, "at depositaren overlader opbevaringen af
aktiverne eller en del heraf til tredjemand". Direktivet om
investeringsinstitutter indeholder ikke yderligere bestemmelser om ansvar for
tab af et finansielt instrument, hvis depotopgaverne er blevet delegeret til
tredjemand. Dette spørgsmål er omfattet af det generelle princip i artikel 22,
stk. 2, som giver medlemsstaterne et vidt spillerum for fortolkning. Nogle
medlemsstater pålægger f.eks. kun en forpligtelse til at overvåge
underdepositaren, hvilket betyder, at depositaren ikke vil blive gjort
ansvarlig i tilfælde af tab, hvis det fremgår, at depositaren behørigt har
opfyldt sin forpligtelse til overvågning (ansvar baseret på manglende
opfyldelse af forpligtelser). Andre medlemsstater pålægger derimod en
forpligtelse til at erstatte aktiverne, uanset om der er tale om manglende
overholdelse af overvågningsforpligtelser eller ej. Madoff-sagen viste den
grundlæggende forskel mellem objektivt ansvar og ansvar baseret på manglende
opfyldelse af forpligtelser. Det konkluderes i konsekvensanalysen, at
objektivt ansvar, hvorefter depositarer skal erstatte aktiver, der går tabt,
mens de opbevares i depot, uanset om der er tale om fejl og undladelser eller
ej, både er med til at sikre et højt niveau for beskyttelse af investorerne og
til at nå frem til en ensartet standard i hele EU. For at tilgodese
ikke-professionelle investorers behov bør ansvar i tilfælde af tab af et
instrument, der opbevares i depot, baseres på en ensartet EU-standard, der
indebærer objektivt ansvar for at erstatte instrumenter, der går tabt, for
hoveddepositarens regning, uden at hoveddepositaren har mulighed for at
fraskrive sig ansvaret, i tilfælde af at depotopgaverne er delegeret. Aflønning Da aflønningen af forvaltere
af investeringsinstitutter i det mindste delvist er baseret på
investeringsinstituttets resultater, er der et incitament til at øge
risikoniveauet i et investeringsinstituts portefølje for at øge det potentielle
afkast. Den større risiko udsætter imidlertid investorerne for større potentielle
tab, end hvad der kunne forventes ud fra investeringsinstituttets
offentliggjorte risikoprofil. Aflønningsstrukturerne kan være udformet således,
at forvalterne får del i realiserede gevinster, men ikke rammes af realiserede
tab, hvilket skaber yderligere incitamenter til at anlægge mere risikofyldte
strategier. Desuden offentliggøres aflønningsstrukturerne sjældent i
investeringsinstitutternes udbudsdokumenter, hvilket gør, at forvalterne stort
set ikke skal stå til regnskab over for investorerne hvad angår relationen
mellem aflønningen af ledelsen og investeringsinstituttets resultater. Det er hensigten at indføre et krav om, at
administrationsselskabet for et investeringsinstitut skal anvende en
aflønningspolitik, der er i overensstemmelse med sund risikostyring for
investeringsinstituttet og med minimumsprincipper for aflønningen.
Investeringsinstituttets administrationsselskab skal desuden offentliggøre
tilstrækkeligt detaljerede oplysninger om aflønningens størrelse i
regnskabsåret i investeringsinstituttets årsregnskaber. Sanktioner Kommissionens analyse af de nationale
bestemmelser om sanktioner for manglende opfyldelse af forpligtelserne i
direktivet om investeringsinstitutter har understreget tre iøjnefaldende
forhold: i) forskelle i størrelsen af bøder, der pålægges for samme kategorier
af overtrædelser; ii) forskellige kriterier for fastlæggelsen af størrelsen af
administrative sanktioner; og iii) forskelle med hensyn til, hvor hyppigt
sanktioner anvendes. Valget af politik er at opnå minimumsharmonisering
af sanktionsordningerne ved at kræve i) et minimumskatalog af administrative
sanktioner og foranstaltninger (herunder harmonisering af de nedre niveau for
maksimumsgrænserne for administrative bøder), ii) en minimumsliste over
kriterier for anvendelse af sanktioner og iii)
"whistle-blowing"-ordninger oprettet hos de kompetente myndigheder og
administrationsselskaberne. Denne sanktionsordning vil finde anvendelse på et
katalog af overtrædelser af de vigtigste foranstaltninger til beskyttelse af investorerne
i direktivet om investeringsinstitutter. 2. JURIDISKE ASPEKTER AF FORSLAGET 2.1. Bestemmelser om depositarers
opgaver I tilknytning til depositarers centrale
opbevarings- og tilsynsopgaver foreslås det at ændre artikel 22 i direktivet om
institutter for kollektiv investering i værdipapirer som følger: I henhold til artikel 22, stk. 1, skal der for
hver fond udpeges en enkelt depositar. Formålet med denne bestemmelse er at
sikre, at der ikke kan være flere depositarer for en og samme fond. Ifølge artikel 22, stk. 2, skal udpegelsen af
en depositar godtgøres ved skriftlig aftale. Artikel 22, stk. 3, indeholder en fælles liste
over tilsynsopgaver, som skal varetages af depositarer for
investeringsinstitutter, som er aftalebaserede, og investeringsinstitutter i
selskabsform. I disse opgaver indgår kontrol med, om de gældende regler
overholdes i forbindelse med salg, udstedelse, tilbagekøb, indløsning og
annullering af andele eller aktier; kontrol med, om modydelsen i forbindelse
med transaktioner tilgår investeringsinstituttet inden for de sædvanlige
frister; kontrol med, om investeringsinstituttets udbytte anvendes i
overensstemmelse med lovgivningen og investeringsinstituttets regler eller
vedtægter, og med, om værdien af andelene i investeringsinstituttet beregnes i
overensstemmelse med gældende national ret og investeringsinstituttets regler
eller vedtægter; og udførelse af administrationsselskabets eller
investeringsselskabets instrukser. Artikel 22, stk. 4, indeholder detaljerede
bestemmelser om overvågning af investeringsinstitutters pengestrømme. Formålet
med dette stykke er, at depositaren skal have et overblik over samtlige
investeringsinstituttets aktiver, herunder de likvide midler. Dette stykke
sikrer også, at der ikke kan åbnes nogen kontantkonto til brug for
investeringsinstituttets transaktioner uden depositarens vidende. Formålet er,
at der ikke skal være mulighed for svigagtige pengeoverførsler. Med dette
stykke indføres der også et krav om adskillelse, således at finansielle instrumenter,
der er registreret hos depositaren på vegne af et investeringsinstitut, holdes
adskilt fra depositarens egne aktiver og til enhver tid kan identificeres som
tilhørende det pågældende investeringsinstitut; et sådant krav har til formål
at give investorerne et ekstra beskyttelseselement, hvis depositaren kommer ud
for en kredithændelse. Med artikel 22, stk. 5, indføres der en
sondring mellem 1) opgaver i tilknytning til finansielle instrumenter, som kan
opbevares i depot, og 2) opgaver i forbindelse med kontrol af ejerforholdet i
tilknytning til de resterende typer aktiver. Fysiske aktiver, f.eks. fast
ejendom eller varer, er ikke nævnt, fordi sådanne aktiver ikke i øjeblikket kan
være indeholdt i investeringsinstitutters portefølje. Det nye stk. 2 i artikel 25 indeholder en
række gængse regler om adfærd samt om, hvordan interessekonflikter kan undgås
og i givet fald håndteres. I den forbindelse indføres der i medfør af
artikel 26b nye gennemførelsesforanstaltninger med detaljerede betingelser for
udøvelse af depositarers overvågnings- og opbevaringsopgaver, herunder i) den
type finansielle instrumenter, der indgår i depositarens opbevaringsopgaver;
ii) de betingelser, under hvilke depositaren kan udøve sine opbevaringsopgaver
for finansielle instrumenter, der er registreret hos en central depositar for
værdipapirer; og iii) de betingelser, under hvilke depositaren skal overvåge
finansielle instrumenter, som er udstedt på navn og registreret hos en udsteder
eller en registrator. 2.2. Bestemmelser om delegering I artikel 22, stk. 7, fastsættes betingelserne
for, at depositarens opbevaringsopgaver kan delegeres til en underdepositar.
Grundlæggende er betingelserne og kravene for, at en depositar for et
investeringsinstitut kan overdrage opbevaringsopgaverne til en tredjepart, i
overensstemmelse med dem, der er fastsat i direktivet om forvaltere af
alternative investeringsfonde. I artikel 26b tillægges Kommissionen
beføjelser til at vedtage delegerede retsakter, der yderligere definerer
depositarens indledende og løbende forpligtelser til rettidig omhu, herunder
vedrørende udvælgelse og udpegelse af en underdepositar. 2.3. Bestemmelser om, hvem der kan
være depositar for investeringsinstitutter På baggrund af de forskellige nationale regler
om, hvem der kan udøve aktiviteter som depositar for investeringsinstitutter,
foreslås det at ændre artikel 23, stk. 2, og dermed fastsætte en udtømmende
liste over enheder, der kan fungere som depositarer. Valget er faldet på kun at
tillade kreditinstitutter og investeringsselskaber at fungere som depositarer
for investeringsinstitutter. Artikel 23 indeholder overgangsbestemmelser for
investeringsinstitutter, der har udpeget enheder, der ikke længere kan fungere
som depositarer. 2.4. Bestemmelser om ansvar Formålet med artikel 24, stk. 1, er at
præcisere det ansvar, der påhviler depositaren for investeringsinstituttet i
tilfælde af tab af et finansielt instrument, som opbevares af denne. Ifølge
dette stykke skal depositaren for investeringsinstituttet, hvis et finansielt instrument,
som opbevares i depot, går tabt, yde en erstatning til investeringsinstituttet
i form af et finansielt instrument af samme type eller det tilsvarende beløb.
Der er ikke i forslaget nogen bestemmelser om fritagelse for ansvar i tilfælde
af tab af aktiver, undtagen hvis depositaren kan godtgøre, at tabet skyldes en
"ekstern hændelse, som depositaren ikke med rimelighed kunne forventes at
have kontrol over". Derudover præciseres det, at hvis aktiverne går tabt,
har depositaren for investeringsinstituttet en generel forpligtelse til
"uden unødig forsinkelse" at yde en erstatning til
investeringsinstituttet i form af et finansielt instrument af samme type eller
det tilsvarende beløb. Artikel 26b giver Kommissionen beføjelser til
at vedtage gennemførelsesbestemmelser for at præcisere bestemte tekniske
aspekter, f.eks. hvornår et instrument, der opbevares i depot, må anses for at
være gået tabt. Ifølge artikel 24, stk. 2, berøres
depositarens ansvar ikke af, at depositaren overlader opbevaringen af aktiverne
eller en del heraf til tredjemand. Følgelig er depositaren forpligtet til at
erstatte instrumenter, der opbevares i depot, og som går tabt, selv om tabet er
sket hos underdepositaren. Som nævnt ovenfor vil der ikke være nogen yderligere
fritagelse for ansvar (hverken på grundlag af lovgivning eller aftaler) i
tilfælde af tab af aktiver hos en underdepositar. Artikel 24, stk. 2, indebærer således i
modsætning til artikel 21, stk. 12, i direktivet om forvaltere af alternative
investeringsfonde, at depositaren er ansvarlig for at erstatte instrumentet
også i tilfælde af delegering og uden mulighed for at frigøre sig for ansvaret
ved aftale. Denne skærpelse af ansvaret i tilfælde af delegering af
depotopgaverne er berettiget i betragtning af det meget store investorgrundlag
og detailkarakteren af investeringsinstitutterne. En ordning med samme mulighed
for, at depositaren ved aftale kan frigøre sig for ansvar som i direktivet om
forvaltere af alternative investeringsfonde, anses ikke for at være helt hensigtsmæssig.
På samme måde ville en bestemmelse om, at depositaren kunne frigøres fra sit
ansvar, hvis aktiverne er overført til en underdepositar, der ikke opfylder
delegeringskriterierne, heller ikke være hensigtsmæssig. 2.5. Erstatningskrav Artikel 24, stk. 5, vedrører erstatningskrav
mod depositaren. Dette stykke ensretter rettighederne for investorer i
investeringsinstitutter, som er aftalebaserede, og investeringsinstitutter i
selskabsform, således at de kan gøre krav gældende vedrørende depositarers ansvar,
enten direkte eller indirekte (gennem administrationsselskabet), alt efter
arten af det retlige forhold mellem depositaren, administrationsselskabet og
deltagerne. 2.6. Aflønning Forslagets artikel 14a og 14b afspejler den
aktuelle aflønningspolitik for den øverste ledelse, risikotagere og
medarbejdere med kontrolfunktioner. Disse principper bør også finde anvendelse
på dem, som forvalter et investeringsinstitut, enten i form af et
investeringsselskab eller i form af et administrationsselskab. 2.7. Adgang til oplysninger om
telefonsamtaler og trafikdata Foreliggende oplysninger om telefonsamtaler og
trafikdata udgør vigtigt bevismateriale, når det drejer sig om at opdage og
bevise overtrædelser af bestemmelserne i direktivet om investeringsinstitutter.
Artikel 98 ændres derfor for at sikre, at de kompetente myndigheder kan kræve
udlevering af foreliggende oplysninger om telefonsamtaler og trafikdata, som
telekommunikationsoperatører, investeringsinstitutter,
administrationsselskaber, investeringsselskaber eller depositarer er i
besiddelse af, hvis der foreligger begrundet mistanke om, at sådanne
oplysninger i relation kontrolundersøgelsens genstand kan være relevante for
påvisning af overtrædelse af bestemmelserne i direktivet om
investeringsinstitutter. Det understreges dog, at disse oplysninger ikke må
vedrøre indholdet af den kommunikation, som de drejer sig om. 2.8. Sanktioner og foranstaltninger Artikel 99a til 99e afspejler de aktuelle
horisontale politikker for sanktioner og foranstaltninger inden for
finanssektoren. Der fastlægges i disse artikler en fælles tilgang til de
vigtigste overtrædelser af direktivet om investeringsinstitutter. Artikel 99a
indeholder en liste over de vigtigste overtrædelser. Den fastsætter også,
hvilke administrative sanktioner og foranstaltninger de kompetente myndigheder
skal være bemyndiget til at anvende over de vigtigste overtrædelser. 3. VIRKNINGER FOR BUDGETTET Forslaget har ingen virkninger for
EU-budgettet, da der ikke kræves yderligere bevillinger eller flere stillinger
for at udføre disse opgaver. De opgaver, som Den Europæiske Værdipapir- og
Markedstilsynsmyndighed pålægges, ligger inden for rammerne af denne myndigheds
nuværende ansvarsområde, og den tildeling af ressourcer og personale, som
fremgår af de allerede godkendte finansieringsoversigter for myndigheden, vil
være tilstrækkelige til at muliggøre varetagelsen af disse opgaver. 2012/0168 (COD) Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV om ændring af direktiv 2009/65/EF om
samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for
kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) for så vidt
angår depositarer, aflønningspolitik og sanktioner (EØS-relevant tekst) EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN
EUROPÆISKE UNION HAR — under henvisning til traktaten om Den
Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 53, stk. 1, under henvisning til forslag fra
Europa-Kommissionen[7], efter fremsendelse af udkast til
lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter, under henvisning til udtalelse fra Den
Europæiske Centralbank[8],
efter høring af Den Europæiske Tilsynsførende
for Databeskyttelse, efter den almindelige lovgivningsprocedure, og ud fra følgende betragtninger: (1) Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/65/EF[9]
bør ændres for at tage hensyn til udviklingen på markedet og de hidtil
indhøstede erfaringer blandt markedsdeltagere og tilsynsmyndigheder og navnlig
for at tage højde for forskelle i de nationale bestemmelser om depositarers
opgaver og ansvar, aflønningspolitik og sanktioner. (2) For at tage højde for den
potentielt skadelige effekt, som dårligt udformede aflønningsstrukturer kan
have på sund styring af risici og kontrol med enkeltpersoners risikovillige
adfærd, bør administrationsselskaber for institutter for kollektiv investering
i værdipapirer (investeringsinstitutter) pålægges en udtrykkelig forpligtelse
til at etablere og opretholde aflønningspolitikker og -praksisser, som er i
overensstemmelse med sund og effektiv risikostyring for de personalekategorier,
hvis professionelle aktiviteter har væsentlig indflydelse på risikoprofilen i
de investeringsinstitutter, de forvalter. Disse personalekategorier bør mindst
omfatte ledelsen, risikotagere, medarbejdere med kontrolfunktioner samt alle
medarbejdere, hvis samlede løn ligger inden for samme lønramme som ledelse og
risikotagere. Disse bestemmelser bør også finde anvendelse på
investeringsinstitutters investeringsselskaber, der ikke udpeger et
administrationsselskab. (3) Det bør i principperne for
aflønningspolitikker anerkendes, at investeringsinstitutters
administrationsselskaber kan anvende disse politikker på forskellige måder, alt
efter deres størrelse og størrelsen af de investeringsinstitutter, de
forvalter, deres interne organisation og deres aktiviteters art, formål og
kompleksitet. (4) De principper for en
forsvarlig aflønningspolitik, som fastsættes i dette direktiv, bør være i
overensstemmelse med og suppleres af de principper, der fremgår af
Kommissionens henstilling 2009/384/EF af 30. april 2009 om aflønningspolitik i
finanssektoren[10]. (5) Med henblik på at harmonisere
tilsynsmetoderne ved vurderingen af aflønningspolitikker og -praksisser bør Den
Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA), oprettet ved
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010[11], sikre, at der findes
retningslinjer for forsvarlige aflønningspolitikker i sektoren for
porteføljeforvaltning. Den Europæiske
Banktilsynsmyndighed (EBA), oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 1093/2010[12],
bør bistå ESMA ved udarbejdelsen af sådanne retningslinjer. (6) Bestemmelserne om aflønning
berører ikke den uforbeholdne udøvelse af de grundlæggende rettigheder i
overensstemmelse med traktaterne, de generelle principper i den nationale
aftaleret og arbejdsmarkedsret, den gældende lovgivning om aktionærers
rettigheder og deltagelse, de generelle ansvarsområder for den pågældende
virksomheds administrative organer og tilsynsorganer og heller ikke
arbejdsmarkedets parters ret til at indgå og håndhæve kollektive overenskomster
i overensstemmelse med nationale love og national praksis. (7) For at sikre, at de relevante
lovgivningsmæssige krav i de forskellige medlemsstater er harmoniseret i
nødvendigt omfang, bør der indføres supplerende bestemmelser om depositarers
opgaver og pligter, om, hvilke juridiske enheder der kan udpeges som
depositarer, og til præcisering af depositarers ansvar i tilfælde, hvor
investeringsinstitutters aktiver går tabt under opbevaringen i depot, eller
hvor depositarerne ikke har udført deres tilsynsopgaver på tilfredsstillende
vis. Hvis opgaverne ikke udføres på tilfredsstillende vis, kan det medføre tab
af aktiverne og også tab af værdierne af aktiverne, hvis f.eks. en depositar
har accepteret investeringer, der ikke er i overensstemmelse med
fondsbestemmelserne, og som udsætter investoren for uventet eller forventet
risiko. Der bør også indføres yderligere regler for at fastlægge, på hvilke
betingelser depositarers opgaver kan delegeres. (8) Det er nødvendigt at
præcisere, at et investeringsinstitut bør udpege en enkelt depositar, der har
overordnet tilsyn med investeringsinstituttets aktiver. Et krav om, at der er
en enkelt depositar, bør sikre, at depositaren har et overblik over alle
investeringsinstituttets aktiver, og at både fondsforvalterne og investorerne
har et enkelt sted at henvende sig, hvis der opstår problemer i tilknytning til
opbevaringen af aktiverne eller udøvelsen af tilsynsforpligtelserne. Opbevaring
af aktiver indbefatter opbevaring i depot og, hvis aktiverne er af en sådan
art, at de ikke kan opbevares i depot, kontrol af ejendomsretten til disse
aktiver samt registrering af dem. (9) Ved udøvelsen af sine opgaver
bør en depositar handle ærligt, retfærdigt, professionelt og uafhængigt og i
investeringsinstituttets eller investeringsinstituttets investorers interesse. (10) For at sikre en harmoniseret
tilgang til depositarers udøvelse af deres opgaver i alle medlemsstater, uanset
hvilken juridisk form investeringsinstituttet har, er det nødvendigt at indføre
en fælles liste over overvågningsopgaver, som skal varetages både af
investeringsinstitutter i selskabsform (investeringsselskaber) og
investeringsinstitutter i form af aftalebaserede fonde. (11) Depositaren bør have ansvaret
for behørig overvågning af investeringsinstituttets pengestrømme og navnlig for
at sikre, at investorkapital og kontanter tilhørende investeringsinstituttet
bogføres korrekt på konti, der er åbnet i investeringsinstituttets navn eller i
det administrationsselskabs navn, der handler på vegne af
investeringsinstituttet, eller i den depositars navn, der handler på vegne af
investeringsinstituttet. Der bør derfor vedtages detaljerede bestemmelser om
overvågning af pengestrømme for at sikre, at investorbeskyttelsen er effektiv
og konsistent. Når det sikres, at investorkapital bogføres på kontantkonti, bør
depositaren tage højde for principperne i artikel 16 i Kommissionens direktiv
2006/73/EF af 10. august 2006 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2004/39/EF for så vidt angår de organisatoriske krav til og
betingelserne for drift af investeringsselskaber samt definitioner af begreber
med henblik på nævnte direktiv[13].
(12) For at forebygge svigagtige
pengeoverførsler bør det kræves, at der ikke kan åbnes en kontantkonto i tilknytning
til fondenes transaktioner uden depositarens vidende. (13) Finansielle instrumenter, der
opbevares i depot for et investeringsinstitut, bør holdes adskilt fra
depositarens egne aktiver og til enhver tid være identificeret som tilhørende
det pågældende investeringsinstitut; et sådant krav bør give investorerne et
ekstra beskyttelseselement, hvis depositaren kommer ud for en kredithændelse. (14) Ud over den eksisterende
forpligtelse til at opbevare aktiver, der tilhører et investeringsinstitut,
sikkert, bør der sondres mellem aktiver, der kan opbevares i depot, og aktiver,
der ikke kan, og for hvilke der i stedet gælder et krav om registrering og
kontrol af ejendomsret. Den gruppe aktiver, der kan opbevares i depot, bør
udskilles klart, da forpligtelsen til at erstatte aktiver, der er gået tabt,
kun gælder for denne specifikke kategori af finansielle aktiver. (15) Det er nødvendigt at definere,
på hvilke betingelser depositarens opbevaringsopgaver kan delegeres til
tredjemand. Såvel delegering som videredelegering bør være objektivt begrundet
og underlagt strenge egnethedskrav til den tredjemand, der betros denne
delegerede funktion, og til den passende dygtighed, omhu og grundighed, hvormed
depositaren bør udvælge, udpege og undersøge denne tredjemand. Med henblik på
at opnå ensartede markedsvilkår og et ensartet højt investorbeskyttelsesniveau
bør sådanne krav være i overensstemmelse med dem, der er fastsat i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere
af alternative investeringsfonde og om ændring af direktiv 2003/41/EF og
2009/65/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009 og (EU) nr. 1095/2010[14]. Der bør indføres bestemmelser
for at sikre, at tredjeparter har de fornødne midler til at udføre deres
opgaver, at de afgrænser investeringsinstituttets aktiver. (16) Det bør ikke anses for at være
delegering af opbevaringsfunktioner at overdrage opbevaringen af aktiver til
udbyderen af et værdipapirafviklingssystem, jf. Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og
værdipapirafviklingssystemer[15],
eller at overdrage levering af tilsvarende ydelser til
tredjelandsværdipapirafviklingssystemer. (17) En tredjemand, til hvem
opbevaring af aktiver delegeres, bør være i stand til at føre en samlekonto i
form af en fælles, separat konto for flere investeringsinstitutter. (18) Hvis opbevaringen i depot
delegeres til tredjemand, er det også nødvendigt at sikre, at tredjemanden er
omfattet af særlige krav vedrørende effektive tilsynsregler og løbende tilsyn.
Desuden bør der for at sikre, at de finansielle instrumenter er i den
tredjemands besiddelse, til hvem opbevaringen er delegeret, gennemføres
periodiske eksterne revisioner. (19) For at sikre konsekvent høj
investorbeskyttelse bør der indføres bestemmelser om adfærd og om forvaltning
af interessekonflikter, og de bør gælde i alle situationer, herunder i
tilfælde, hvor opbevaringsopgaverne er blevet delegeret. Disse bestemmelser bør
navnlig sikre, at der er en klar adskillelse af opgaver og funktioner mellem
depositaren, investeringsinstituttet og administrationsselskabet. (20) For at sikre et højt
investorbeskyttelsesniveau samt tilsynsregler og løbende kontrol på
tilstrækkeligt højt niveau er det nødvendigt at udarbejde en udtømmende liste
over enheder, der kan fungere som depositarer, således at det kun tillades
kreditinstitutter og investeringsselskaber at fungere som depositarer for
investeringsinstitutter. For at give andre enheder, der tidligere kunne fungere
som depositarer for investeringsinstitutter, mulighed for at omdanne sig til
enheder, der kan udøve denne funktion, bør der indføres overgangsbestemmelser
for sådanne enheder. (21) Det er nødvendigt at definere
og præcisere det ansvar, der påhviler depositaren for investeringsinstituttet i
tilfælde af, at et finansielt instrument, som opbevares af denne, går tabt.
Hvis et finansielt instrument, som opbevares i depot, går tabt, bør depositaren
være pligtig til at yde en erstatning til investeringsinstituttet i form af et finansielt
instrument af samme type eller det tilsvarende beløb. Der bør ikke findes nogen
yderligere fritagelse for ansvar i tilfælde af, at aktiver går tabt, undtagen
hvis depositaren kan godtgøre, at tabet skyldes en "ekstern hændelse, som
depositaren ikke med rimelighed kunne forventes at have kontrol over". I
den forbindelse bør depositaren ikke kunne påberåbe sig interne hændelser,
såsom en medarbejders svigagtige handling, for at frigøre sig fra sit ansvar. (22) Når depositaren delegerer
opbevaringsopgaver, og de finansielle instrumenter, der opbevares i depot af
tredjemand, går tabt, bør depositaren være ansvarlig. Det bør også fastsættes,
at hvis et instrument, der opbevares depot, går tabt, så er en depositar
forpligtet til at yde en erstatning i form af et finansielt instrument af samme
type eller det tilsvarende beløb, selv om tabet er sket hos en underdepositar.
Depositaren kan kun frigøre sig for ansvaret, hvis det kan godtgøres, at tabet
skyldes eksterne hændelser, som depositaren ikke med rimelighed kan forventes
at have kontrol over, og hvis konsekvenser ville have været uundgåelige, også
selv om depositaren har truffet alle rimelige forholdsregler. I den forbindelse
bør depositaren ikke kunne påberåbe sig interne hændelser, såsom en medarbejders
svigagtige handling, for at frigøre sig fra sit ansvar. Der bør ikke være
mulighed for fritagelse for ansvar, hverken på grundlag af lovgivning eller
aftaler, i tilfælde af at aktiver går tabt hos en underdepositar. (23) Alle investorer i
investeringsinstitutter bør kunne gøre krav gældende vedrørende depositarers
ansvar, enten direkte eller indirekte, gennem administrationsselskabet.
Muligheden for at gøre krav gældende mod depositaren bør ikke afhænge af,
hvilken retlig form et investeringsinstitut har (aftalebaseret eller i
selskabsform) eller af arten af det retlige forhold mellem depositaren,
administrationsselskabet og deltagerne. (24) Den 12. juli 2010 fremlagde
Kommissionen forslag til ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
97/9/EF af 3. marts 1997 om investorgarantiordninger[16]. Det er nødvendigt, at
forslaget af 12. juli 2010 suppleres med en præcisering af de forpligtelser og
det ansvar, der påhviler depositaren og underdepositarerne for
investeringsinstitutter, med henblik på at give et højt beskyttelsesniveau for
investorer i investeringsinstitutter, hvis en depositar ikke kan opfylde sine
forpligtelser som fastsat i dette direktiv. (25) Det er nødvendigt at sikre, at
det er de samme krav, der gælder depositarer, uanset hvilken retlig form et
investeringsinstitut har. Ensartede krav bør fremme retssikkerheden, højne
investorbeskyttelsen og bidrage til at skabe ensartede markedsvilkår.
Kommissionen har ikke modtaget meddelelse om, at noget investeringsselskab har
gjort brug af undtagelsen fra den generelle pligt til at lade en depositar
opbevare aktiver. Kravene i direktiv 2009/65/EF om depositaren for et
investeringsselskab bør derfor anses for at være overflødige. (26) I overensstemmelse med
Kommissionens meddelelse af 8. december 2010 om udvidelse af
sanktionsordningerne i sektoren for finansielle tjenesteydelser[17] bør de kompetente myndigheder
have bemyndigelse til at pålægge bøder, som er tilstrækkeligt store til at have
afskrækkende virkning og være forholdsmæssige med henblik på at modsvare det
forventede udbytte af adfærd, som udgør brud på kravene. (27) For at sikre konsekvent
anvendelse i alle medlemsstater bør medlemsstaterne sikre, at de kompetente
myndigheder ved valget af arten af administrative sanktioner eller foranstaltninger
og fastsættelse af størrelsen af de administrative bøder tager højde for alle
relevante omstændigheder. (28) For at styrke den afskrækkende
virkning over for offentligheden og for at oplyse denne om overtrædelser af
reglerne, som kan være skadelige for investorbeskyttelsen, bør sanktionerne
offentliggøres, bortset fra i særlige veldefinerede tilfælde. For at sikre, at
proportionalitetsprincippet overholdes, bør sanktionerne offentliggøres i
anonymiseret form, hvis offentliggørelse ville forvolde de involverede parter
uforholdsmæssig stor skade. (29) For at kunne afdække
potentielle overtrædelser bør de kompetente myndigheder tillægges de nødvendige
undersøgelsesbeføjelser, og disse bør fastlægge effektive mekanismer, der
tilskynder til at indberette potentielle eller faktiske overtrædelser. (30) Dette direktiv bør ikke berøre
andre bestemmelser i medlemsstaternes lovgivning vedrørende
straffelovsovertrædelser og sanktioner. (31) Dette direktiv overholder de
grundlæggende rettigheder og de principper, som anerkendes i Den Europæiske
Unions charter om grundlæggende rettigheder som fastsat i traktaten om Den
Europæiske Unions funktionsmåde. (32) For at sikre, at målene med
dette direktiv nås, bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen
i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions
funktionsmåde. Navnlig bør Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage
delegerede retsakter for så vidt angår de oplysninger, der skal indgå i
standardaftalen mellem depositaren og administrationsselskabet eller
investeringsselskabet, betingelserne for at udføre depositarfunktionerne,
herunder typen af finansielle instrumenter, som bør indgå i depositarens
opbevaringsopgaver, betingelserne, hvorpå depositaren kan udføre sine opbevaringsopgaver
med hensyn til finansielle instrumenter, som er registreret hos en central
depositar, og betingelserne, hvorpå depositaren bør opbevare de finansielle
instrumenter, som er udstedt personligt og registreret hos en udsteder eller en
registrator, depositarernes forpligtelse til at udvise rettidig omhu,
forpligtelsen til adskillelse, betingelserne hvorpå og de omstændigheder
hvorunder finansielle instrumenter, der opbevares i depot, bør anses for tabt,
hvad der skal forstås ved eksterne hændelser, som depositaren ikke med
rimelighed kan forventes at have kontrol over, og hvis konsekvenser ville have
været uundgåelige, også selv om depositaren har truffet alle rimelige
forholdsregler. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen
af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig
fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet. (33) I henhold til den fælles
politiske erklæring af 28. september 2011[18]
fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter har
medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget, at lade
meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere
dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende
dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. I forbindelse med dette
direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget. (34) Målene for de
foranstaltninger, der skal træffes for at forbedre investorernes tillid til investeringsinstitutter
ved at skærpe kravene vedrørende depositarernes opgaver og ansvar og
administrationsselskabers og investeringsselskabers aflønningspolitik og ved at
indføre fælles standarder for sanktioner for de vigtigste overtrædelser af
direktivets bestemmelser, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af
medlemsstaterne, hvis de handler uafhængigt af hinanden. Da de påpegede
problemer kun kan løses, hvis der handles på EU-plan, og det derfor et mest
hensigtsmæssigt at handle på EU-plan, bør Unionen træffe de nødvendige
foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i
traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med
proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke
videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål. (35) Direktiv 2009/65/EF bør derfor
ændres i overensstemmelse hermed — VEDTAGET DETTE DIREKTIV: Artikel 1 I direktiv 2009/65/EF foretages følgende
ændringer: 1) Som artikel 14a og 14b indsættes: "Artikel 14a 1. Medlemsstaterne pålægger
administrationsselskaber at fastlægge og anvende aflønningspolitikker og -praksisser,
der er forenelige med og fremmer en sund og effektiv risikostyring og ikke
tilskynder til at løbe risici, som er uforenelige med risikoprofilerne,
reglerne eller vedtægterne for de investeringsinstitutter, som de
administrerer. 2. Aflønningspolitikker og -praksisser skal
omfatte løn og skønsmæssige pensioner. 3. Aflønningspolitikker og -praksisser finder
anvendelse på de medarbejderkategorier, herunder ledelsen, risikotagere,
kontrolfunktioner og enhver medarbejder, hvis samlede løn ligger inden for
samme lønramme som ledelsen, samt risikotagere, hvis arbejde har væsentlig
indflydelse på administrationsselskabernes risikoprofil eller de administrerede
investeringsinstitutters risikoprofiler. 4. I overensstemmelse med artikel 16 i
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010(*) udsteder ESMA
retningslinjer til kompetente myndigheder, der er omfattet af artikel 14b. I
retningslinjerne tages der hensyn til de principper for forsvarlige
aflønningspolitikker, som fremgår af Kommissionens henstilling 2009/384/EF(**),
administrationsselskabets størrelse og de administrerede
investeringsinstitutters størrelse samt deres interne organisation og arten,
omfanget og kompleksiteten af deres aktiviteter. Ved udarbejdelsen af
retningslinjerne arbejder ESMA snævert sammen med Den Europæiske
Banktilsynsmyndighed (EBA) for at sikre overensstemmelse med de krav, der er
udarbejdet for andre sektorer inden for finansielle tjenesteydelser, navnlig
kreditinstitutter og investeringsselskaber. Artikel 14b 1. Når administrationsselskaber udformer og
anvender politikker som omhandlet i artikel 14a, skal de overholde følgende
principper på en måde og i et omfang, som svarer til deres størrelse og interne
organisation og til arten, omfanget og kompleksiteten af deres aktiviteter: a) Aflønningspolitikken er forenelig med og
fremmer en sund og effektiv risikostyring og tilskynder ikke til at løbe
risici, som er uforenelige med risikoprofilerne, reglerne eller vedtægterne for
de investeringsinstitutter, som de administrerer. b) Aflønningspolitikken er i
overensstemmelse med forretningsstrategien, målsætningerne, værdierne og
interesserne hos administrationsselskabet og de investeringsinstitutter, det
administrerer, eller investorerne i disse investeringsinstitutter og indeholder
foranstaltninger til undgåelse af interessekonflikter. c) Administrationsselskabets ledelsesorgan
fastlægger og reviderer jævnligt i sin egenskab af tilsynsførende de generelle
principper for aflønningspolitikken og er ansvarligt for dens gennemførelse. d) Mindst en gang om året underkastes
gennemførelsen af aflønningspolitikken en central og uafhængig intern kontrol
for at fastslå, om den aflønningspolitik, ledelsesorganet i sin egenskab af
tilsynsførende har fastlagt, og procedurerne i tilknytning hertil er blevet
overholdt. e) Medarbejdere med kontrolfunktioner
aflønnes efter, i hvor høj grad de når målene for deres funktioner, uafhængigt
af de forretningsmæssige resultater på de områder, som de kontrollerer. f) Aflønningen af ledende medarbejdere med
risikostyrings- og compliancefunktioner overvåges direkte af løn- og
vederlagsudvalget. g) Når aflønningen er resultatafhængig,
fastsættes den samlede aflønning på grundlag af en kombineret vurdering af den
enkelte medarbejders og den pågældende afdelings eller det pågældende
investeringsinstituts resultater og af administrationsselskabets samlede
resultater, og ved vurderingen af den enkelte medarbejders resultater tages der
hensyn til såvel finansielle som ikke-finansielle kriterier. h) Vurderingen af resultater sker inden for
en flerårig ramme, der passer til livscyklussen for de investeringsinstitutter,
som administrationsselskabet administrerer, for at sikre, at vurderingen kommer
til at gå på resultaterne set over en længere periode, og at udbetalingen af
resultatdelen af aflønningen spredes over en periode, der tager hensyn til
indløsningspolitikken i de administrerede investeringsinstitutter og til deres
investeringsrisici. i) Garanteret variabel aflønning er en
undtagelse og forekommer kun i forbindelse med ansættelse af nye medarbejdere
og er begrænset til det første år. j) Der er en passende balance mellem faste
og variable aflønningskomponenter, og den faste aflønningskomponent udgør en
andel af den samlede aflønning, der er tilstrækkelig høj til at gøre det muligt
at føre en helt igennem fleksibel politik for variable aflønningskomponenter,
herunder eventuelt helt at undlade at udbetale variable aflønningskomponenter. k) Udbetaling i forbindelse med
kontraktophør i utide afspejler resultaterne over tid og er udformet på en
sådan måde, at fiasko ikke belønnes. l) Målingen af de resultater, der danner
grundlag for beregningen af de variable aflønningskomponenter eller puljer af
variable aflønningskomponenter, indeholder en omfattende justeringsmekanisme,
der tager hensyn til alle relevante typer af nuværende og fremtidige risici. m) Med forbehold af investeringsinstituttets
retlige struktur og dets fondsregler eller vedtægter består en væsentlig del og
under alle omstændigheder mindst 50 %, af enhver variabel
aflønningskomponent bestå af andele i det pågældende investeringsinstitut eller
lignende ejerskabsinteresser, eller instrumenter knyttet til kapitalandele eller
tilsvarende ikke-kontante instrumenter, medmindre administrationen af
investeringsinstitutkonti tegner sig for mindre end 50 % af den samlede
portefølje, som administrationsselskabet administrerer, i hvilket fald
minimumskravet på 50 % ikke finder anvendelse. De i dette litra omhandlede instrumenter er
underlagt en passende tilbageholdelsespolitik, der sigter på at afstemme
incitamenterne med interesserne for administrationsselskabet, de
investeringsinstitutter, det administrerer, og disse investeringsinstitutters
investorer. Medlemsstaterne eller deres kompetente myndigheder kan pålægge
begrænsninger med hensyn til arten og udformningen af sådanne instrumenter
eller om nødvendigt helt forbyde visse af dem. Dette litra gælder både for den
del af den variable aflønningskomponent, der udskydes i henhold til litra n),
og den del af den variable aflønningskomponent, der ikke udskydes. n) En væsentlig del og under alle
omstændigheder mindst 40 % af den variable aflønningskomponent, udskydes i
en passende periode under hensyntagen til de pågældende
investeringsinstitutters livscyklus og indløsningspolitik og tilpasses korrekt
efter arten af de risici, der er forbundet med de pågældende
investeringsinstitutter. Den i dette litra omhandlede periode skal være på mindst
tre til fem år, medmindre de pågældende investeringsinstitutters livscyklus er
kortere; aflønning, der skal udbetales i henhold til en udskydelsesordning, kan
ikke forfalde hurtigere end på proratabasis; såfremt den variable
aflønningskomponent udgør et meget stort beløb, udskydes mindst 60 % af
beløbet. o) Den variable del af aflønningen, herunder
den andel, der udskydes, udbetales eller forfalder kun, hvis den er bæredygtig
i lyset af den økonomiske situation for administrationsselskabet som helhed og
er begrundet i afdelingens, de pågældende investeringsinstitutters og den
pågældende medarbejders resultater. Den samlede variable aflønning bliver normalt
betydeligt mindre, når der er tale om vigende eller negative økonomiske
resultater for det pågældende administrationsselskab eller de pågældende
investeringsinstitutter med hensyn til såvel den aktuelle aflønning som
nedskæringer i udbetalingen af tidligere indtjente beløb, herunder i form af
bonustab- eller tilbagebetalingsordninger. p) Pensionspolitikken er i overensstemmelse
med forretningsstrategien, målsætningerne, værdierne og de langsigtede
interesser for administrationsselskabet og de investeringsinstitutter, det
administrerer. Hvis medarbejderen forlader
administrationsselskabet før pensionsalderen, tilbageholder
administrationsselskabet de skønsmæssigt fastsatte pensionsbidrag i en periode
på fem år i form af instrumenter som omhandlet i litra m). Når en medarbejder når
pensionsalderen, udbetales de skønsmæssigt fastsatte pensionsbidrag til vedkommende
i form af instrumenter som omhandlet i litra m), efter en femårig
tilbageholdelsesperiode. q) Medarbejderne er forpligtede til ikke at
benytte personlige afdækningsstrategier eller løn- og ansvarsrelaterede
forsikringer til at underminere de risikotilpasningsvirkninger, der er
indbygget i deres aflønningsvilkår r) Variabel løn udbetales ikke gennem
instrumenter eller metoder, der fremmer omgåelse af kravene i dette direktiv. 2. Principperne i stk. 1 finder anvendelse på alle
former for aflønning, der udbetales af administrationsselskaberne, og på alle
overførsler af andele eller aktier i investeringsinstitutterne til de
kategorier af medarbejdere — herunder ledelse, risikotagere, medarbejdere med
kontrolfunktioner og enhver medarbejder med en samlet løn, der ligger inden for
samme lønramme som for ledelse og risikotagere — hvis arbejde har væsentlig
indflydelse på deres risikoprofil eller risikoprofilen for de
investeringsinstitutter, de administrerer. 3. Administrationsselskaber, der er betydelige i
kraft af deres størrelse og størrelsen af de investeringsinstitutter, de
administrerer, deres interne organisation og deres aktiviteters art, formål og
kompleksitet, nedsætter et løn- og vederlagsudvalg. Løn- og vederlagsudvalget
sammensættes på en sådan måde, at det bliver i stand til kompetent og
uafhængigt at træffe afgørelse i sager om aflønningspolitikker og -praksisser
og de tilskyndelser, der skabes med henblik på risikostyring. Løn- og vederlagsudvalget har ansvaret for at
forberede afgørelser vedrørende aflønning, der skal træffes af ledelsesorganet
i sin egenskab af tilsynsførende instans, herunder afgørelser, der har
konsekvenser for det pågældende administrationsselskabs eller de pågældende
investeringsinstitutters risici og risikostyring. Løn- og vederlagsudvalgets
formand er et medlem af ledelsesorganet, som ikke udøver nogen ledelsesfunktion
i det pågældende administrationsselskab. Løn- og vederlagsudvalgets medlemmer
er medlemmer af ledelsesorganet, som ikke udøver nogen ledelsesfunktion i det
pågældende administrationsselskab. _______ (*) EUT L 331 af 15.12.2010, s. 12. (**) EUT L 120 af 15.5.2009, s. 22." 2) Artikel 20 stk. 1, litra a),
affattes således: "a) den skriftlige aftale med depositaren,
der er nævnt i artikel 22, stk. 2 " 3) Artikel 22 affattes således: "Artikel 22 1. Et investeringsselskab og – for hver af de
fonde, det administrerer – et administrationsselskab sikrer, at der udpeges en
enkelt depositar i henhold til bestemmelserne i dette kapitel. 2. Udpegelsen af depositaren godtgøres ved en
skriftlig aftale. Aftalen skal bl.a. regulere den
informationsudveksling, der er nødvendig, for at depositaren kan udføre sine
opgaver for det investeringsinstitut, vedkommende er udpeget som depositar for,
i overensstemmelse med dette direktiv og med andre love, regler eller
administrative bestemmelser, der er relevante for depositarer i
investeringsinstituttets hjemland. 3. Depositaren: a) sikrer, at salg, udstedelse, tilbagekøb,
indløsning og mortifikation af andele i investeringsinstituttet finder sted i
overensstemmelse med gældende national ret og investeringsinstituttets regler
eller vedtægter b) sikrer, at værdien af andelene i
investeringsinstituttet beregnes i overensstemmelse med gældende national ret
og investeringsinstituttets regler eller vedtægter c) udfører administrationsselskabets eller
et investeringsselskabs instrukser, medmindre disse strider mod gældende
national ret eller investeringsinstituttets regler eller vedtægter d) sikrer, at modydelsen i forbindelse med
transaktioner, der berører investeringsinstituttets aktiver, tilsendes
investeringsinstituttet inden for sædvanlige frister e) sikrer, at investeringsinstituttets
udbytte anvendes i overensstemmelse med gældende national ret og
investeringsinstituttets regler eller vedtægter. 4. Depositaren sikrer, at investeringsinstituttets
pengestrømme overvåges behørigt, og sikrer i særdeleshed, at alle betalinger
foretaget af eller på vegne af investorer i forbindelse med tegning af andele i
investeringsinstituttet er modtaget, og at alle kontanter i
investeringsinstituttet er bogført på kontantkonti, der opfylder følgende
betingelser: a) De er oprettet i
investeringsinstituttets navn eller det administrationsselskabs navn, der
handler på vegne af investeringsinstituttet, eller i den depositars navn, der
handler på vegne af investeringsinstituttet. b) De er oprettet hos en af de enheder, som
er omhandlet i artikel 18, stk. 1, litra a), b) og c), i Kommissionens direktiv
2006/73/EF(*). c) De føres i overensstemmelse med
principperne i artikel 16 i direktiv 2006/73/EF. Er kontantkontiene oprettet i den depositars navn,
der handler på investeringsinstituttets vegne, må ingen kontanter fra den
enhed, der er nævnt i første afsnit, litra b), og ingen af depositarens egne
kontanter bogføres på sådanne konti. 5. Investeringsinstituttets aktiver overdrages til
depositaren til opbevaring i henhold til følgende: a) For så vidt angår finansielle
instrumenter, som kan opbevares i depot, skal depositaren: i) opbevare alle finansielle instrumenter, der
kan registreres på en konto for finansielle instrumenter, som er oprettet i
depositarens regnskabsbøger, og alle finansielle instrumenter, der fysisk kan
leveres til depositaren ii) sikre, at alle de finansielle instrumenter,
der kan registreres på en konto for finansielle instrumenter, som er oprettet i
depositarens regnskabsbøger, er registreret i depositarens regnskabsbøger på
separate konti i overensstemmelse med principperne fastlagt i artikel 16 i
direktiv 2006/73/EF, og at kontiene er oprettet i investeringsinstituttets navn
eller i det administrationsselskabs navn, der handler på
investeringsinstituttets vegne, således at de til enhver tid tydeligt kan
identificeres som tilhørende investeringsinstituttet i overensstemmelse med
gældende ret. b) For så vidt angår andre aktiver skal
depositaren: i) kontrollere, om investeringsinstituttet eller
det administrationsselskab, der handler på investeringsinstituttets vegne, ejer
disse aktiver, ved på grundlag af oplysninger eller dokumenter, der stilles til
rådighed af investeringsinstituttet eller administrationsselskabet, og på
grundlag af ekstern dokumentation, hvis en sådan findes, at vurdere, hvorvidt
investeringsinstituttet eller administrationsselskabet på vegne af
investeringsinstituttet eller administrationsselskabet har ejendomsretten ii) føre register over de aktiver, for hvilke det
er godtgjort, at investeringsinstituttet eller administrationsselskabet på
vegne af investeringsinstituttet har ejendomsretten, og holde registeret
ajourført. 6. Medlemsstaterne sikrer, at et
investeringsinstituts aktiver, der opbevares i depot hos en depositar, i
tilfælde af depositarens insolvens ikke kan udloddes til eller realiseres til
fordel for depositarens kreditorer. 7. Depositaren må ikke delegere sine funktioner
som omhandlet i stk. 3 og 4 til tredjemand. Depositaren kan delegere de funktioner, der er
omtalt i stk. 5, til tredjemand, hvis: a) opgaverne ikke delegeres i den hensigt
at unddrage sig kravene i dette direktiv b) depositaren kan påvise, at der foreligger
en objektiv begrundelse for delegeringen c) depositaren har udvist passende
dygtighed, omhu og grundighed i forbindelse med udvælgelsen og udpegelsen af
enhver tredjemand, til hvem visse af depositarens opgaver ønskes delegeret, og
udviser fortsat passende dygtighed, omhu og grundighed ved den regelmæssige
kontrol med og løbende overvågning af enhver tredjemand, til hvem den har
delegeret visse af sine opgaver, og af de arrangementer, som tredjemand har
foretaget med hensyn til de delegerede opgaver. Depositaren må kun delegere de i stk. 5 omhandlede
funktioner til tredjemand, der til enhver tid i forbindelse med udførelsen af
de delegerede opgaver: a) har strukturer og ekspertise, der er
tilstrækkelige og står i et passende forhold til arten og kompleksiteten af de
aktiver, som investeringsinstituttet eller administrationsselskabet på vegne af
investeringsinstituttet har overdraget til vedkommende b) for så vidt angår de i stk. 5, litra a),
omhandlede opbevaringsopgaver er underlagt effektive tilsynsregler, herunder
minimumskapitalkrav, og tilsyn i den pågældende jurisdiktion c) for så vidt angår de i stk. 5, litra a),
omhandlede opbevaringsopgaver er underlagt en ekstern periodisk revision for at
sikre, at de finansielle instrumenter er i vedkommendes besiddelse d) holder depositarens kunders aktiver
adskilt fra sine egne aktiver og fra depositarens aktiver på en sådan måde, at
de til enhver tid klart kan identificeres som tilhørende en given depositars
kunder e) sikrer, at et investeringsinstituts
aktiver, der opbevares i depot hos tredjemanden, i tilfælde af tredjemandens
insolvens ikke kan udloddes til eller realiseres til fordel for tredjemandens
kreditorer f) overholder de generelle forpligtelser og
forbud, der er fastsat i stk. 5 og artikel 25. Uanset tredje afsnit, litra b), kan depositaren,
når lovgivningen i et tredjeland kræver, at visse finansielle instrumenter
opbevares i depot hos en lokal enhed, og der ikke er nogen lokale enheder, der
opfylder delegeringskravene i nævnte litra, kun delegere sine funktioner til en
sådan lokal enhed i det omfang, tredjelandets lovgivning kræver det, og kun så
længe der ikke er nogen lokale enheder, der opfylder delegeringskravene, og kun
hvis: a) investorerne i det relevante
investeringsinstitut forud for deres investering behørigt underrettes om, at
denne delegering er påkrævet på grund af juridiske begrænsninger i
tredjelandets lovgivning, og om de omstændigheder, der retfærdiggør
delegeringen b) investeringsinstituttet eller
administrationsselskabet på vegne af investeringsinstituttet har pålagt
depositaren at delegere opbevaringen af sådanne finansielle instrumenter til en
sådan lokal enhed. Tredjemanden kan for sin del videredelegere disse
funktioner, under forudsætning af at de samme krav er opfyldt. I så fald finder
artikel 24, stk. 2, tilsvarende anvendelse på de relevante parter. Med henblik på første til femte afsnit betragtes
leveringen af ydelser som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
98/26/EF(**) via værdipapirafviklingssystemer, der er omfattet af direktiv
98/26/EF, og leveringen af tilsvarende ydelser via
tredjelandsværdipapirafviklingssystemer ikke som delegering af
opbevaringsfunktioner. _________ (*) EUT L 241 af 2.9.2006, s. 26. (**) EUT L 166 af 11.6.1998, s. 45." 4) Artikel 23 ændres således: a) Stk. 2 affattes således: "2. Depositaren skal være: a) et kreditinstitut, som har tilladelse i
henhold til direktiv 2006/48/EF b) et investeringsselskab, som er undergivet
krav om tilstrækkeligt kapitalgrundlag i henhold til artikel 20, stk. 1, i
direktiv 2006/49/EF, herunder kapitalkrav vedrørende operationelle risici, som
har opnået tilladelse i henhold til direktiv 2004/39/EF, og som også leverer
accessoriske tjenesteydelser i form af opbevaring og forvaltning af finansielle
instrumenter for kunders regning, jf. afsnit B, punkt 1, i bilag I til direktiv
2004/39/EF; sådanne investeringsselskabers egenkapital må under ingen
omstændigheder være mindre end den startkapital, der er omhandlet i artikel 9 i
direktiv 2006/49/EF. Investeringsselskaber eller
administrationsselskaber, der handler på vegne af det investeringsinstitut, de
administrerer, som inden [dato: gennemførelsesfrist fastsat i artikel 2, stk.
1, første afsnit] som depositar har udpeget et institut, der ikke opfylder kravene
i dette stykke, skal udpege en depositar, der opfylder kravene, inden [dato: 1
år efter en frist fastsat i artikel 2, stk. 1, første afsnit]." b) Stk. 3, 4, 5 og 6 udgår. 5) Artikel 24 affattes således: "Artikel 24 1. Medlemsstaterne sikrer at depositaren over for
investeringsinstituttet og deltagerne i investeringsinstituttet er ansvarlig
for tab af finansielle instrumenter opbevaret i depot i henhold til artikel 22,
stk. 5, litra a), som er forårsaget af depositaren eller af en tredjemand, som
opbevaring af finansielle instrumenter er delegeret til. I tilfælde af tab af finansielle instrumenter
opbevaret i depot sikrer medlemsstaterne, at depositaren uden unødig
forsinkelse yder en erstatning til investeringsinstituttet eller det
administrationsselskab, der handler på vegne af investeringsinstituttet, i form
af et finansielt instrument af samme type eller det tilsvarende beløb.
Depositaren er ikke ansvarlig, såfremt vedkommende kan bevise, at tabet skyldes
en ekstern hændelse, som depositaren ikke med rimelighed kan forventes at have
kontrol over, og hvis konsekvenser ville have været uundgåelige, også selv om
depositaren har truffet alle rimelige forholdsregler. Medlemsstaterne sikrer, at depositaren også er
ansvarlig over for investeringsinstituttet eller investeringsinstituttets
investorer for ethvert andet tab, disse måtte lide som følge af, at depositaren
har udvist forsømmelighed eller forsætligt har misligholdt sine forpligtelser i
henhold til dette direktiv. 2. Depositarens ansvar berøres ikke af en eventuel
delegering som omhandlet i artikel 22, stk. 7. 3. Depositarens ansvar som omhandlet i stk. 1 kan
ikke udelukkes eller begrænses ved aftale. 4. Aftaler i strid med stk. 3 er ugyldige. 5. Deltagere i investeringsinstituttet kan gøre
krav gældende over for depositaren enten direkte eller indirekte gennem
administrationsselskabet." 6) Artikel 25, stk. 2, affattes
således: "2. Administrationsselskabet og depositaren
skal under udførelsen af deres respektive opgaver handle ærligt, retfærdigt,
professionelt, uafhængigt og i investeringsinstituttets og
investeringsinstituttets investorers interesse. Depositaren må ikke udføre aktiviteter med hensyn
til investeringsinstituttet eller administrationsselskabet på vegne af
investeringsinstituttet, der kan skabe interessekonflikter mellem
investeringsinstituttet, investorerne i investeringsinstituttet,
administrationsselskabet og depositaren selv, medmindre depositaren funktionelt
og hierarkisk har adskilt udførelsen af sine depositaropgaver fra de af sine
øvrige opgaver, der potentielt kunne komme i konflikt hermed, og de potentielle
interessekonflikter er fyldestgørende påvist, styret, overvåget og oplyst til
investeringsinstituttets investorer." 7) Artikel 26 affattes således: "Artikel 26 1. Det skal ved lov eller i
investeringsfondsbestemmelserne fastsættes, på hvilke betingelser udskiftning
af administrationsselskabet og depositaren kan finde sted, og hvorledes
deltagerne skal beskyttes ved en sådan udskiftning. 2. Det skal ved lov eller i investeringsselskabets
vedtægter fastsættes, på hvilke betingelser udskiftning af
administrationsselskabet kan finde sted, og hvorledes deltagerne skal beskyttes
ved en sådan udskiftning." 8) Som artikel 26a og 26b indsættes: "Artikel 26a Depositaren stiller efter anmodning alle
oplysninger til rådighed for sine kompetente myndigheder, de kompetente
myndigheder i administrationsselskabets hjemland og de kompetente myndigheder i
investeringsinstituttets hjemland, som den har indhentet under udførelsen af
sine opgaver, og som kan være nødvendige, for at de kompetente myndigheder kan
udføre deres opgaver i henhold til dette direktiv. Artikel 26b 1. Kommissionen tillægges
beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel
112 og på de i artikel 112a og 112b anførte betingelser vedrørende: a) de oplysninger, der skal indgå i den i
artikel 22, stk. 2, omhandlede skriftlige aftale b) betingelserne for at udføre
depositarfunktionerne i medfør af artikel 22, stk. 3, 4 og 5, herunder: i) arten af finansielle instrumenter, der skal
indgå i anvendelsesområdet for depositarens opbevaringsopgaver i
overensstemmelse med artikel 22, stk. 5, litra a) ii) betingelserne, hvorpå depositaren udøver sine
opbevaringsopgaver med hensyn til finansielle instrumenter, som er registreret
hos en central depositar iii) betingelserne, hvorpå depositaren i
overensstemmelse med artikel 22, stk. 5, litra b), skal opbevare de finansielle
instrumenter, som er udstedt på navn og registreret hos en udsteder eller en
registrator c) depositarernes forpligtelse til rettidig
omhu i medfør af artikel 22, stk. 7, andet afsnit, litra c) d) forpligtelsen til adskillelse i medfør af
artikel 22, stk. 7, tredje afsnit, litra d) e) de betingelser hvorpå og omstændigheder
hvorunder finansielle instrumenter, der opbevares i depot, skal anses for at
være tabt, jf. artikel 24 f) hvad der skal forstås ved eksterne
hændelser, som depositaren ikke med rimelighed kan forventes at have kontrol
over, og hvis konsekvenser ville have været uundgåelige, også selv om
depositaren har truffet alle rimelige forholdsregler, jf. artikel 24, stk.
1." 9) Artikel 30, stk. 1, affattes
således: "Artikel 13, 14, 14a og 14b gælder med
tilsvarende virkning for investeringsselskaber, der ikke har udpeget et
administrationsselskab i henhold til dette direktiv." 10) Kapitel V, afdeling 3, udgår. 11) I artikel 69, stk. 3, indsættes som
andet afsnit: "Årsberetningen skal også indeholde: a) den samlede lønsum i regnskabsåret,
fordelt på fast og variabel løn, der udbetales af administrationsselskabet og
af investeringsselskabet til arbejdstagerne, samt antal modtagere og, hvor det
er relevant, carried interest, der udbetales af investeringsinstituttet b) den samlede lønsum fordelt på
administrationsselskabets og, hvis det er relevant, investeringsselskabets
ledelse og arbejdstagere, hvis handlinger har væsentlig indflydelse på
investeringsinstituttets risikoprofil." 12) Artikel 98 ændres således: a) Stk. 2, litra d), affattes således: "d) at kræve foreliggende oplysninger om
telefonsamtaler og trafikdata som defineret i artikel 2, litra b), i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF(*), som
investeringsinstitutter, administrationsselskaber, investeringsselskaber eller
depositarer er i besiddelse af, hvis der foreligger alvorlig mistanke om, at
sådanne oplysninger i relation kontrolundersøgelsens genstand kan være
relevante for påvisning af misligholdelse fra investeringsinstitutters,
administrationsselskabers, investeringsselskabers eller depositarers side af
deres forpligtelser i henhold til dette direktiv; disse oplysninger må dog ikke
vedrøre indholdet af den kommunikation, som de vedrører _________ (*) EFT L 201 af 31.7.2002, s. 37." b) Som stk. 3 indsættes: "3. Hvis et krav om oplysninger om
telefonsamtaler eller datatrafik som omhandlet i stk. 2, litra d), ifølge
nationale bestemmelser kræver en dommerkendelse, skal der anmodes om en sådan.
Der kan også anmodes om en sådan kendelse som en
sikkerhedsforanstaltning." 13) Artikel 99 affattes således: "Artikel 99 1. Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om, at
deres respektive kompetente myndigheder kan pålægge passende administrative
sanktioner og foranstaltninger, hvis de nationale bestemmelser til
gennemførelse af dette direktiv ikke er overholdt, og sikrer, at disse foranstaltninger
finder anvendelse. Sanktionerne og foranstaltningerne skal være effektive,
forholdsmæssige og have afskrækkende virkning. 2. Medlemsstaterne sikrer, at der i tilfælde af
overtrædelse af bestemmelser vedrørende investeringsinstitutter, administrationsselskaber,
investeringsselskaber eller depositarer kan indføres sanktioner eller
foranstaltninger over for medlemmerne af ledelsesorganet og over for enhver
anden person, som i henhold til national lovgivning er ansvarlig for
overtrædelsen. 3. De kompetente myndigheder tillægges alle de
undersøgelsesbeføjelser, der er nødvendige for, at de kan udføre deres opgaver.
De kompetente myndigheder iværksætter et tæt samarbejde ved udøvelsen af deres
beføjelser for at sikre, at sanktionerne eller foranstaltningerne får de
ønskede virkninger, ligesom de koordinerer deres indsats i forbindelse med
sager på tværs af grænserne." 14) Som artikel 99a, 99b, 99c, 99d og 99e
indsættes: "Artikel 99a 1. Denne artikel anvendes, når: a) der drives virksomhed som investeringsinstitut
uden godkendelse i strid med artikel 5 b) der drives virksomhed som
administrationsselskab uden forudgående godkendelse i strid med artikel 6 c) der drives virksomhed som
investeringsselskab uden forudgående godkendelse i strid med artikel 27 d) en kvalificeret deltagelse i et
administrationsselskab eller en forøgelse erhverves, direkte eller indirekte,
eller en sådan kvalificeret deltagelse i et administrationsselskab forøges,
således at den pågældendes andel af stemmerettigheder eller kapitalandele
derved når op på eller overstiger 20 %, 30 % eller 50 %, eller
at administrationsselskabet derved bliver den pågældendes datterselskab, (i det
følgende benævnt "den påtænkte erhvervelse"), uden skriftlig
underretning af de kompetente myndigheder for det administrationsselskab, hvori
erhververen søger at erhverve eller forøge en kvalificeret andel, jf. artikel
11, stk. 1 e) en kvalificeret deltagelse i et
administrationsselskab afhændes, direkte eller indirekte, eller reduceres,
således at den pågældendes andel af stemmerettigheder eller kapitalandele
derved falder til under 20 %, 30 % eller 50 %, eller således at
administrationsselskabet ophører med at være et datterselskab, uden skriftlig
underretning af de kompetente myndigheder, jf. artikel 11, stk. 1 f) et administrationsselskab har opnået
godkendelse ved brug af urigtige erklæringer eller på anden ulovlig vis, jf.
artikel 7, stk. 5, litra b) g) et investeringsselskab har opnået
godkendelse ved brug af urigtige erklæringer eller på anden ulovlig vis, jf.
artikel 29, stk. 4, litra b) h) et administrationsselskab ikke, så snart
det har fået kendskab til erhvervelser eller afhændelser af besiddelser af
kapital i selskabet, som bevirker, at deltagelsen overskrider eller falder til
under en af de tærskler, som er omhandlet i artikel 11, stk. 10, i direktiv
2004/39/EF, underretter de kompetente myndigheder om disse erhvervelser eller
afhændelser, jf. artikel 11, stk. 1 i) et administrationsselskab ikke mindst
en gang om året meddeler den kompetente myndighed navnene på de aktionærer
eller selskabsdeltagere, som besidder en kvalificeret andel samt dennes
størrelse, jf. artikel 11, stk. 1 j) et administrationsselskab ikke
overholder de procedurer og ordninger, der er fastsat i de nationale
bestemmelser til gennemførelse af artikel 12, stk. 1, litra a) k) et administrationsselskab ikke overholder
strukturelle og organisatoriske krav, der er fastsat i de nationale
bestemmelser til gennemførelse af artikel 12, stk. 1, litra b) l) et investeringsselskab ikke overholder
de procedurer og ordninger, der er fastsat i de nationale bestemmelser til
gennemførelse af artikel 31 m) et administrationsselskab eller et
investeringsselskab ikke opfylder krav vedrørende delegering af dets opgaver
til tredjemand, der er fastsat i de nationale bestemmelser til gennemførelse af
artikel 13 og 30 n) et administrationsselskab ikke
overholder de procedurer og ordninger, der er fastsat i de nationale
bestemmelser til gennemførelse af artikel 14 og 30 o) en depositar ikke udfører sine opgaver i
henhold til de nationale bestemmelser til gennemførelse af artikel 22, stk. 3
til 7 p) et investeringsselskab og, for hver af de
investeringsfonde, det administrerer, et administrationsselskab gentagne gange
undlader at opfylde forpligtelser vedrørende investeringsinstitutters
investeringspolitikker fastsat i nationale bestemmelser til gennemførelse af
kapitel VII q) et administrationsselskab eller et
investeringsselskab undlader at anvende en risikostyringsproces og en proces
for nøjagtig og uafhængig vurdering af værdien af OTC-derivaterne fastsat i
nationale bestemmelser til gennemførelse af artikel 51, stk. 1 r) et investeringsselskab og, for hver af
de investeringsfonde, det administrerer, et administrationsselskab gentagne
gange undlader at opfylde forpligtelser vedrørende forpligtelser med hensyn til
oplysninger til investorer fastsat i nationale bestemmelser til gennemførelse
af artikel 68 til 82 s) et administrationsselskab eller et
investeringsselskab, der markedsfører andele i investeringsinstitutter, det
administrerer i en anden medlemsstat end investeringsinstituttets hjemland,
undlader at opfylde anmeldelseskravet i artikel 93, stk. 1. 2. Medlemsstaterne sikrer, at de
administrative sanktioner og foranstaltninger, som kan anvendes i alle de i
stk. 1 nævnte tilfælde, mindst omfatter følgende: a) en offentlig meddelelse, hvori nævnes
den fysiske eller juridiske person og overtrædelsens art b) udstedelse af en retsafgørelse, hvorefter
det pålægges den fysiske eller juridiske person at bringe den udviste
handlemåde til ophør og at afholde sig fra at gentage en sådan handlemåde c) hvis der er tale om et
administrationsselskab eller et investeringsinstitut, tilbagekaldelse af
godkendelsen af administrationsselskabet eller investeringsinstituttet d) pålæggelse af et midlertidigt forbud mod
varetagelse af hverv i administrationsselskabet eller investeringsselskab over
for et hvilket som helst medlem af disse selskabers ledelsesorgan eller en
hvilken som helst anden fysisk person, der anses for at være ansvarlig e) hvis der er tale om en juridisk person,
pålæggelse af administrative bøder på op til 10 % af den pågældende
juridiske persons samlede årsomsætning i det foregående regnskabsår hvis den
juridiske person er et datterselskab af et moderselskab, er den relevante
samlede årsomsætning den samlede årsomsætning, som fremgår af det øverste
moderselskabs konsoliderede regnskab for det foregående regnskabsår f) hvis der er tale om en fysisk person,
pålæggelse af administrative bøder på op til 5 000 000 EUR eller i
medlemsstater, hvor euroen ikke er den officielle valuta, den tilsvarende værdi
i national valuta på datoen for dette direktivs ikrafttræden g) pålæggelse af administrative bøder på op
til det dobbelte af den fortjeneste, der er opnået, eller af det tab, der er
undgået som følge af overtrædelsen, såfremt fortjenesten kan beregnes. Artikel 99b Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente
myndigheder hurtigst muligt offentliggør sanktioner eller foranstaltninger, som
pålægges for overtrædelse af de nationale bestemmelser til gennemførelse af
dette direktiv, herunder også oplysninger om overtrædelsens art og identiteten
på de personer, som er ansvarlige for overtrædelsen, medmindre
offentliggørelsen vil være en alvorlig trussel mod de finansielle markeders
stabilitet. Såfremt offentliggørelse ville forvolde de involverede parter
uforholdsmæssig stor skade, offentliggør de kompetente myndigheder sanktionen
eller foranstaltningen anonymt. Artikel 99c 1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente
myndigheder ved valget af arten af administrative sanktioner eller
foranstaltninger og fastsættelse af størrelsen af de administrative bøder tager
højde for alle relevante omstændigheder, herunder: a) overtrædelsens grovhed og varighed b) den ansvarlige fysiske eller juridiske
persons grad af ansvar c) den ansvarlige fysiske eller juridiske
persons finansielle styrke med udgangspunkt i den ansvarlige juridiske persons
samlede omsætning eller den ansvarlige fysiske persons årsindkomst d) den ansvarlige fysiske eller juridiske
persons fortjeneste eller undgåede tab, såfremt disse beløb kan beregnes e) den ansvarlige fysiske eller juridiske
persons vilje til at samarbejde med den kompetente myndighed f) overtrædelser, som den ansvarlige
fysiske eller juridiske person tidligere har begået. 2. ESMA udsteder i overensstemmelse med artikel 16
i forordning (EU) nr. 1093/2010 retningslinjer til de kompetente myndigheder om
arten af administrative sanktioner og foranstaltninger og størrelsen af de
administrative bøder. Artikel 99d 1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente
myndigheder indfører effektive ordninger til at fremme indberetning af
overtrædelser af de nationale bestemmelser til gennemførelse af dette direktiv
til de kompetente myndigheder. 2. De ordninger, som er omhandlet i stk. 1, skal
som minimum omfatte: a) særlige procedurer for modtagelse af
indberetninger om overtrædelser og opfølgningen heraf b) hensigtsmæssig beskyttelse af ansatte i
investeringsselskaber og administrationsselskaber, der indberetter overtrædelser
begået inden for selskabet c) beskyttelse af personoplysninger
vedrørende både den person, som indberetter overtrædelserne, og den fysiske
person, som påstås at være ansvarlig for en overtrædelse, jf. principperne i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF(*). 3. Medlemsstaterne stiller krav om, at
institutterne har passende procedurer for deres ansatte, således at de kan
indberette overtrædelser internt via en særlig kanal. Artikel 99e 1. Medlemsstaterne giver årligt ESMA sammenfattede
oplysninger vedrørende alle foranstaltninger eller sanktioner, der er pålagt i
henhold til artikel 99. ESMA offentliggør disse oplysninger i en årlig rapport. 2. Har den kompetente myndighed offentliggjort en
foranstaltning eller sanktion, underretter den desuden ESMA om
foranstaltningerne eller sanktionerne. Vedrører en offentliggjort
foranstaltning eller sanktion et administrationsselskab, tilføjer ESMA en
henvisning til den offentliggjorte foranstaltning eller sanktion i den
fortegnelse over administrationsselskaber, der offentliggøres i henhold til
artikel 6, stk. 1. 3. ESMA udarbejder udkast til
gennemførelsesmæssige tekniske standarder for procedurer for og formularer til
fremsendelse af oplysninger som omhandlet i denne artikel. Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage
de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske standarder i
overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1095/2010. ESMA forelægger disse udkast til
gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den [indsæt
dato]. ________ (*) EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31." 15) Som artikel 104a indsættes: "Artikel 104a 1. Medlemsstaterne anvender direktiv 95/46/EF på
behandling af personoplysninger, der foretages i medlemsstaterne i medfør af
dette direktiv. 2. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF)
nr. 45/2001(*) finder anvendelse på behandling af personoplysninger, der
foretages af ESMA i medfør af dette direktiv. ________ (*) EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1." 16) Artikel 112, stk. 2, affattes
således: "2. De delegerede beføjelser i artikel 12,
14, 43, 51, 60, 61, 62, 64, 75, 78, 81, 95 og 111 tillægges Kommissionen for en
periode på fire år fra den 4. januar 2011. De delegerede beføjelser i artikel
50a tillægges Kommissionen for en periode på fire år fra den 21. juli 2011. De
delegerede beføjelser i artikel 26b tillægges Kommissionen for en periode på
fire år fra den […]. Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen
af beføjelser senest seks måneder inden udløbet af fireårsperioden. Delegationen
af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre
Europa-Parlamentet eller Rådet tilbagekalder delegationen i henhold til artikel
112a." 17) Artikel 112a, stk. 1, affattes
således: "1. Den i artikel 12, 14, 26b, 43, 50a, 51,
60, 61, 62, 64, 75, 78, 81, 95 og 111 omhandlede delegation af beføjelser kan
til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet." 18) Bilag I ændres som anført i bilaget
til dette direktiv. Artikel 2 1. Medlemsstaterne sætter de
nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette
direktiv senest den […]. De tilsender straks Kommissionen disse love og
bestemmelser. De anvender disse love og administrative
bestemmelser som omhandlet i stk. 1 fra den […]. Lovene og bestemmelserne skal ved vedtagelsen
indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen
ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes
af medlemsstaterne. 2. Medlemsstaterne meddeler
Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de
udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv. Artikel 3 Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen
efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. Artikel 4 Dette direktiv
er rettet til medlemsstaterne. Udfærdiget i Bruxelles, den . På Europa-Parlamentets vegne På
Rådets vegne
Formand Formand BILAG Skema A, punkt 2, i bilag I affattes som
følger: "2. Oplysninger om depositaren: 2.1. Angivelse af investeringsinstituttets depositar
og en beskrivelse af vedkommendes opgaver. 2.2. En beskrivelse af eventuelle
opbevaringsopgaver, som depositaren har delegeret, angivelse af den, til hvem
opgaverne er delegeret, samt interessekonflikter, som måtte opstå som følge af
delegeringen." [1] En af konsekvenserne af finanskrisen var konkursen i
2008 i Lehman Brothers International Europe, Lehmans afdeling i Det Forenede
Kongerige. Denne afdeling fungerede som underdepositar for aktiverne i en række
investeringsinstitutter (selv om disse institutter ikke faldt ind under
definitionen i direktivet om investeringsinstitutter, svarede den
reguleringsmæssige model hertil for så vidt angår bestemmelserne om
depositarer). [2] KOM(2010) 716 endelig. [3] Findes på følgende adresse: http://ec.europa.eu/internal_market/consultations/docs/2009/ucits/feedback_statement_en.pdf
[4] Kategorier af respondenter: selskaber og deres
brancheforeninger (46), offentlige myndigheder i medlemsstaterne (11) og
forbrugerorganisationer (1). [5] De to offentlige høringer findes på: http://ec.europa.eu/internal_market/consultations/docs/2009/ucits/consultation_paper_en.pdf
og http://ec.europa.eu/internal_market/consultations/docs/2010/ucits/consultation_paper_en.pdf. [6] Herunder pengemarkedsinstrumenter, indeksbaserede fonde,
inklusive børsnoterede fonde, fund of funds, derivater (optioner, swaps,
futures/forwards) eller andre otc-derivater. Jf. direktiv 2007/16/EF: http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=OJ:L:2007:079:0011:0019:DA:PDF. [7] EUT C […] af […], s. […]. [8] EUT C […] af […], s. […]. [9] EUT L 302 af 17.11.2009, s. 32. [10] EUT L 120 af 15.5.2009, s. 22. [11] EUT L 331 af 15.12.2010, s. 84. [12] EUT L 331 af 15.12.2010, s. 12. [13] EUT L 241 af 2.9.2006, s. 26. [14] EUT L 174 af 1.7.2011, s. 1. [15] EFT L 166 af 11.6.1998, s. 45. [16] EFT L 84 af 26.3.1997, s. 22. [17] KOM(2010) 716 endelig. [18] EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14.