Help Print this page 

Document 52012IP0324

Title and reference
Onlinedistribution af audiovisuelle værker i EU Europa-Parlamentets beslutning af 11. september 2012 om onlinedistribution af audiovisuelle værker i EU (2011/2313(INI))
  • In force
OJ C 353E , 3.12.2013, p. 64–74 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
Languages, formats and link to OJ
BG ES CS DA DE ET EL EN FR GA HR IT LV LT HU MT NL PL PT RO SK SL FI SV
HTML html BG html ES html CS html DA html DE html ET html EL html EN html FR html IT html LV html LT html HU html MT html NL html PL html PT html RO html SK html SL html FI html SV
PDF pdf BG pdf ES pdf CS pdf DA pdf DE pdf ET pdf EL pdf EN pdf FR pdf IT pdf LV pdf LT pdf HU pdf MT pdf NL pdf PL pdf PT pdf RO pdf SK pdf SL pdf FI pdf SV
Official Journal Display Official Journal Display Official Journal Display Official Journal Display Official Journal Display Official Journal Display Official Journal Display Official Journal Display Official Journal Display Official Journal Display Official Journal Display Official Journal Display Official Journal Display Official Journal Display Official Journal Display Official Journal Display Official Journal Display Official Journal Display Official Journal Display Official Journal Display Official Journal Display Official Journal Display Official Journal
 To see if this document has been published in an e-OJ with legal value, click on the icon above (For OJs published before 1st July 2013, only the paper version has legal value).
Multilingual display
Text

3.12.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 353/64


Tirsdag den 11. september 2012
Onlinedistribution af audiovisuelle værker i EU

P7_TA(2012)0324

Europa-Parlamentets beslutning af 11. september 2012 om onlinedistribution af audiovisuelle værker i EU (2011/2313(INI))

2013/C 353 E/08

Europa-Parlamentet,

der henviser til artikel 167 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

der henviser til konvention om beskyttelse og fremme af de kulturelle udtryksformers mangfoldighed vedtaget af De Forenede Nationers Organisation for Uddannelse, Videnskab og Kultur (UNESCO) den 20. oktober 2005,

der henviser til artikel 21 i EU's charter om grundlæggende rettigheder, ifølge hvilken de kulturelle og kreative sektorer yder et vigtigt bidrag i kampen mod enhver form for forskelsbehandling, herunder racisme og fremmedhad,

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU af 10. marts 2010 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjenester) (1),

der henviser til artikel 8 i EU's charter om grundlæggende rettigheder, som fastslår, at enhver har ret til beskyttelse af personoplysninger,

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1718/2006/EF af 15. november 2006 om et støtteprogram for den europæiske audiovisuelle sektor (Media 2007) (2),

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets henstilling af 16. november 2005 om filmarv og konkurrenceevnen for relaterede industrielle aktiviteter (3),

der henviser til Kommissionens henstilling af 24. august 2006 om digitalisering af og onlineadgang til kulturelt materiale og digital opbevaring (4),

der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010 med titlen "Europa 2020: En strategi for intelligent, bæredygtig og inkluderende vækst" (COM(2010)2020),

der henviser til Kommissionens meddelelse af 26. august 2010 om en digital dagsorden for Europa (COM(2010)0245),

der henviser til sin beslutning af 12. maj 2011 om frigørelse af de kulturelle og kreative industriers potentiale (5),

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

der henviser til betænkning fra Kultur- og Uddannelsesudvalget og udtalelser fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og Retsudvalget (A7-0262/2012),

A.

der henviser til, at den digitale tidsalder i sig selv giver store muligheder for at skabe og formidle værker, men også skaber enorme udfordringer;

B.

der henviser til, at markedsudviklingen på mange måder har skabt den nødvendige vækst og det nødvendige kulturelle indhold i overensstemmelse med målsætningerne for det indre marked;

C.

der henviser til, at der i dag er mere forbrugerindhold til rådighed end nogen sinde før;

D.

der henviser til, at det er vigtigt at gøre den europæiske audiovisuelle sektor mere konkurrencedygtig ved at støtte onlinetjenester og samtidig fremme den europæiske civilisation, den kulturelle og sproglige mangfoldighed og mediepluralisme;

E.

der henviser til, at ophavsret er et vigtigt retligt instrument, der giver indehaverne af rettighederne visse enerettigheder og beskytter disse rettigheder og således giver de kulturelle og kreative virksomheder mulighed for at vokse og blomstre økonomisk og samtidig bidrager til at sikre arbejdspladser;

F.

der henviser til, at en udvikling af lovrammen, som tager sigte på at lette erhvervelsen af rettigheder, vil tilskynde til fri udveksling af værker i EU og bidrage til at styrke den europæiske audiovisuelle industri;

G.

der henviser til, at de europæiske tv-selskaber spiller en central rolle med hensyn til at fremme den kreative branche i Europa og bevare den kulturelle mangfoldighed, og at tv-selskaber finansierer mere end 80 % af det originale europæiske audiovisuelle indhold;

H.

der henviser til, at biograffremvisning fortsat står for en stor del af filmindtægterne og har betydelig indflydelse på en films succes på video-on-demand-platformene;

I.

der henviser til, at artikel 13, stk. 1 i direktiv om audiovisuelle medietjenester skaber grundlag for at indføre finansierings- og reklameforpligtelser for audiovisuelle on-demand-medietjenester, da de også spiller en central rolle med hensyn til at fremme og beskytte den kulturelle mangfoldighed;

J.

der henviser til, at europæiske tv-selskaber, som opererer i et digitalt, konvergent multimediemiljø, har behov for fleksible, fremtidsorienterede systemer for clearance af ophavsret, som giver mulighed for effektiv clearance af ophavsret selv i en one-stop-shop; der henviser til, at de nordiske lande har haft fleksible systemer for clearance af ophavsret af denne art i flere årtier;

K.

der henviser til, at det er afgørende at sikre udviklingen af et attraktivt og mangfoldigt lovligt onlineudbud og yderligere at fremme og lette distribution af sådant indhold ved at holde hindringer for licensordninger, herunder licensordninger på tværs af grænserne, på et absolut minimum; understreger også vigtigheden af at gøre det lettere for forbrugerne at udnytte indholdet, særlig med hensyn til betaling;

L.

der henviser til, at forbrugerne kræver adgang til et stadig større udbud af onlinefilm uden hensyn til platformenes geografiske placering;

M.

der henviser til, at audiovisuelle værker allerede distribueres på tværs af grænserne i Europa i medfør af paneuropæiske licenser erhvervet på frivillig basis; der henviser til, at en videreudvikling af disse kan være en af de muligheder, der bør undersøges, hvis der findes en tilsvarende økonomisk efterspørgsel; der henviser til, at man må anerkende, at selskaberne også skal tage hensyn til de europæiske brugeres forskellige sproglige og kulturelle præferencer, som afspejler EU-borgernes forskellige præferencer, hvad angår forbruget af audiovisuelle værker på det indre marked;

N.

der henviser til, at onlinedistribution af audiovisuelle produkter er en glimrende mulighed for at fremme kendskabet til europæiske sprog; der henviser til, at dette mål kan nås gennem originale versioner og muligheden for at oversætte de audiovisuelle produkter til mange forskellige sprog;

O.

der henviser til, at det er vigtigt at garantere retssikkerheden med hensyn til ophavsret og beslægtede rettigheder inden for det europæiske digitale område gennem større harmonisering af lovgivningen mellem medlemsstaterne, både for rettighedshavere og potentielle forbrugere af værkerne;

P.

der henviser til, at en styrkelse af de retlige rammer for den audiovisuelle sektor i Europa bidrager til at beskytte ytrings- og tankefriheden og dermed styrker EU's demokratiske værdier og principper;

Q.

der henviser til, at det er nødvendigt at træffe særlige foranstaltninger for at bevare den europæiske filmarv og audiovisuelle arv, navnlig ved at fremme digitaliseringen af indhold og gøre det lettere for borgere og brugere at få adgang til Europas filmarv og audiovisuelle arv;

R.

der henviser til, at indførelsen af et system med identificering og mærkning af værker vil bidrage til at beskytte ophavsrettigheder og begrænse uberettiget brug af dem;

S.

der henviser til, at det er vigtigt at bevare netneutralitet inden for informations- og kommunikationsnetværkene og garantere et teknologineutralt design for medieplatforme og -afspillere for at sikre adgangen til de audiovisuelle tjenester, fremme ytringsfriheden og mediepluralismen i EU og tage højde for teknologisk konvergens;

T.

der henviser til, at der ikke kan eksistere bæredygtig skabende virksomhed eller kulturel mangfoldighed, medmindre der findes en ophavsret, som beskytter og belønner de skabende kunstnere eller en juridisk holdbar adgang til kulturarven for brugerne; der henviser til, at nye forretningsmodeller bør omfatte effektive licenssystemer, fortsat investering i digitaliseringen af kreativt indhold og let adgang for forbrugerne;

U.

der henviser til, at et stort antal overtrædelser af ophavsrettigheder eller beslægtede intellektuelle ejendomsrettigheder skyldes et forståeligt behov hos det potentielle publikum for nyt audiovisuelt indhold på enkle betingelser og til rimelige priser; der henviser til, at dette behov i dag ikke er opfyldt i tilstrækkelig grad;

V.

der henviser til, at det er nødvendigt at tilskynde til tilpasninger til den digitale tidsalders realiteter, især tilpasninger, som har til formål at undgå virksomhedsudflytninger begrundet i søgen efter en lovgivning, der er mindst muligt restriktiv;

W.

der henviser til, at alle aftaler bør indeholde et rimeligt vederlag til ophavsmændene for alle former for anvendelse af deres værker, herunder onlineanvendelse;

X.

der henviser til, at Kommissionen snarest bør fremlægge et direktivforslag om forvaltning af rettigheder og rettighedsforvaltningsselskaber med henblik på at øge tilliden til forvaltningsselskaberne gennem foranstaltninger til forbedring af effektiviteten, gennemsigtigheden og styringen såvel som tvistbilæggelsesmekanismerne;

Y.

der henviser til, at forvaltningen af kollektive rettigheder er et vigtigt redskab for radio- og tv-selskaber i lyset af det store antal rettigheder, de skal cleare hver dag, og at den derfor bør sikre effektive licensordninger for onlinebrug af on-demand-audiovisuelt indhold;

Z.

der henviser til, at aftalerne om beskatningen af kulturelle varer og tjenesteydelser bør tilpasses til den digitale tidsalder;

AA.

der henviser til, at mediekronologien skaber en generel ligevægt i den audiovisuelle sektor, som sikrer et effektivt system til forfinansiering af audiovisuelle værker;

AB.

der henviser til, at princippet om mediekronologi møder stigende konkurrence i form af den øgede adgang til digitale værker og mulighederne for øjeblikkelig spredning, som vores avancerede informationssamfund giver;

AC.

der henviser til, at EU bør have en sammenhængende tilgang til teknologiske spørgsmål ved at fremme interoperabiliteten inden for de systemer, der anvendes i den digitale tidsalder;

AD.

der henviser til, at de lovgivnings- og skattemæssige rammer bør begunstige virksomheder, som fremmer onlinedistribution af audiovisuelle produkter med en økonomisk værdi;

AE.

der henviser til, at handicappedes adgang til medierne er af afgørende betydning og bør lettes ved hjælp af programmer, der er tilpasset handicappede;

AF.

der henviser til, at det er absolut nødvendigt at intensivere forskning og udvikling for at udvikle teknikker til automatiseret forvaltning af tjenester for handicappede, især gennem hybrid radio/tv-spredning;

1.

anerkender fragmenteringen af onlinemarkedet, der er kendetegnet ved eksempelvis teknologiske barrierer, komplicerede licensprocedurer, forskellige betalingsmetoder, manglende interoperabilitet for afgørende elementer såsom e-signatur og varierende afgifter på varer og tjenesteydelser, herunder momssatser; mener derfor, at der i dag er behov for en gennemsigtig, fleksibel og harmoniseret tilgang på EU-plan med henblik på at arbejde i retning af et digitalt indre marked; understreger, at enhver foreslået foranstaltning bør tilstræbe en reduktion af de administrative byrder og transaktionsomkostninger i forbindelse med licens på indhold;

Lovligt indhold, tilgængelighed og rettighedsforvaltning

2.

understreger, at det er nødvendigt at gøre det lovlige indhold mere attraktivt, kvantitativt såvel som kvalitativt, gøre det mere tidssvarende og forbedre onlineadgangen til audiovisuelle værker, både den originale tekstede version samt udgaver på alle EU's officielle sprog;

3.

understreger, at det er vigtigt at tilbyde indhold med tekstning på så mange sprog som muligt, især hvad angår video-on-demand-tjenester;

4.

understreger, at der er et voksende behov for at fremme et attraktivt og lovligt onlineudbud af audiovisuelt indhold og tilskynde til innovation, og at det derfor er afgørende, at de nye distributionsmetoder er fleksible, således at der gives mulighed for nye forretningsmodeller, og digitale varer gøres tilgængelige for alle EU-borgere, uanset hvilken medlemsstat de bor i, samtidig med at der tages højde for princippet om netneutralitet;

5.

understreger, at digitale tjenester, såsom videostreaming, bør være tilgængelige for alle EU-borgere, uanset hvilken medlemsstat de befinder sig i; opfordrer Kommissionen til at kræve, at europæiske digitale virksomheder fjerner geografiske kontroller (f.eks. blokering af IP-adresser) i hele EU og tillader køb af digitale tjenester fra andre stater end forbrugerens oprindelsesmedlemsstat; anmoder Kommissionen om at udarbejde en analyse af anvendelsen af kabel- og satellitdirektivet (6) på digital distribution;

6.

finder, at der bør lægges større vægt på at forbedre sikkerheden i forbindelse med onlinedistributionsplatforme, herunder onlinebetalinger;

7.

understreger, at man bør overveje at indføre alternative og innovative mikrobetalingssystemer såsom betaling pr. sms eller applikationer for lovlige onlinetjenester med henblik på at gøre det lettere for forbrugerne at anvende dem;

8.

understreger, at problemer i forbindelse med onlinebetalingssystemer som f.eks. den manglende interoperabilitet og de høje omkostninger i forbindelse med mikrobetalinger for forbrugere bør løses med henblik på at udvikle enkle, innovative og omkostningseffektive løsninger til fordel for såvel forbrugere som digitale platforme;

9.

kræver, at der udvikles nye løsninger for brugervenlige betalingssystemer såsom mikrobetaling, og at der udvikles systemer, som åbner mulighed for direkte betaling af skabere til gavn for såvel forbrugere som kunstnere;

10.

understreger, at onlinebrug kan udgøre en reel mulighed for bedre udbredelse og distribution af europæiske værker, især audiovisuelle værker, på betingelse af, at det lovlige udbud kan udvikles i et miljø med sund konkurrence, der effektivt takler det illegale udbud af beskyttede værker;

11.

tilskynder til udvikling af et righoldigt og alsidigt lovligt udbud af audiovisuelt indhold, navnlig ved at gøre frigivelsesperioderne mere fleksible; understreger, at rettighedshaverne frit bør kunne afgøre, om de vil lancere produkterne på forskellige platforme;

12.

understreger, at det skal sikres, at det nuværende system med frigivelsesperioder ikke anvendes til at blokere onlineanvendselsen på bekostning af små producenter og distributører;

13.

glæder sig over Kommissionens beslutning om at gennemføre den forberedende foranstaltning, Parlamentet har godkendt til afprøvning af nye distributionsmåder baseret på komplementaritet mellem platformene, hvad angår frigivelsesperiodernes fleksibilitet;

14.

kræver støtte til strategier, som giver europæiske audiovisuelle SMV'er mulighed for at forvalte digitale rettigheder mere effektivt og dermed nå et bredere publikum;

15.

opfordrer alle medlemsstater til snarest at gennemføre artikel 13 i direktivet om audiovisuelle medietjenester på en forpligtende måde og indføre finansierings- og reklameforpligtelser for audiovisuelle on-demand-medietjenester; opfordrer Kommissionen til omgående at forelægge Parlamentet en detaljeret rapport om den aktuelle status, hvad angår gennemførelsen, jf. artikel 13, stk. 3;

16.

minder om, at det for at skabe et digitalt indre marked i Europa er afgørende at indføre paneuropæiske regler for forvaltningen af ophavsret og beslægtede intellektuelle ejendomsrettigheder for dermed at sætte en stopper for de løbende forskellige ændringer af lovgivningen i medlemsstaterne, som gør rettighedsforvaltning på tværs af grænserne stadig mere vanskelig;

17.

støtter indførelsen af et lovgrundlag til fremme af digitalisering og grænseoverskridende udbredelse af forældreløse værker på det digitale indre marked, idet dette er en af de vigtigste foranstaltninger i den digitale dagsorden for Europa, som er en del af Europa 2020-strategien;

18.

bemærker, at det er absolut muligt at udvikle grænseoverskridende tjenester, forudsat at forretningsplatformene udformes således at de gennem kontraktlige aftaler kan sikre rettigheder til at udnytte et eller flere geografiske områder, eftersom det er vigtigt at huske, at territoriale systemer er de normale markeder inden for radio/tv-spredning;

19.

påpeger, at det er nødvendigt at skabe retssikkerhed for, hvilket retssystem der gælder ved clearance af rettigheder i forbindelse med grænseoverskridende distribution, ved at foreslå, at den gældende ret skal være retten i det land, hvor en virksomhed har sin hovedaktivitet, og hvor den skaber sin hovedindtægt;

20.

bekræfter målsætningen om en intensiveret og effektiv grænseoverskridende onlinedistribution af audiovisuelle værker mellem medlemsstaterne;

21.

foreslår en omfattende tilgang på EU-plan, som skal omfatte et større samarbejde mellem rettighedshavere, onlinedistributionsplatforme og internetudbydere for at fremme brugervenlig og konkurrencedygtig adgang til audiovisuelt indhold;

22.

fremhæver, at det er nødvendigt at sikre fleksibilitet og interoperabilitet i distributionen af audiovisuelle værker via digitale platforme med henblik på at udvide de lovlige onlineudbud af audiovisuelle værker og efterkomme efterspørgslen på markedet samt fremme grænseoverskridende adgang til indhold fra andre medlemsstater uden at krænke ophavsretten;

23.

glæder sig over det nye program til fordel for et kreativt Europa, som Kommissionen har foreslået, og hvori det understreges, at onlinedistribution også har en omfattende og positiv indflydelse på distributionen af audiovisuelle værker, især med henblik på at nå ud til nye målgrupper i Europa og længere væk og på at fremme social samhørighed;

24.

understreger betydningen af netneutralitet med henblik på at garantere lige adgang til højhastighedsnet, hvilket er afgørende for de lovlige audiovisuelle onlinetjenesters kvalitet;

25.

understreger, at den digitale kløft mellem medlemsstaterne eller regionerne i EU udgør en alvorlig hindring for udviklingen af det digitale indre marked; opfordrer derfor til en udvidelse af adgangen til bredbåndsinternet i hele EU med henblik på at fremme adgangen til onlinetjenester og nye teknologier;

26.

minder om, at der med henblik på kommerciel udnyttelse sker en overførsel af rettigheder til den audiovisuelle producent, som er afhængig af en centralisering af de eksklusive rettigheder, der er tildelt i henhold til reglerne om ophavsret, for at kunne organisere finansieringen, produktionen og distributionen af audiovisuelle værker;

27.

minder om, at kommerciel udnyttelse af de eksklusive rettigheder til overføring af værker til almenheden og til tilrådighedsstillelse for almenheden har til formål at skabe finansielle ressourcer i tilfælde af kommerciel succes med henblik på at finansiere fremtidig produktion og distribution af projekter og dermed fremme et varieret og vedvarende udbud af nye film;

28.

opfordrer Kommissionen til at fremsætte et lovgivningsinitiativ om kollektiv styring af ophavsret med henblik på at sikre øget ansvarlighed, større gennemsigtighed og bedre styring fra rettighedsforvaltningsselskabernes side samt effektive tvistbilæggelsesmekanismer og på at tydeliggøre og forenkle licensordningerne inden for musiksektoren; understreger i den forbindelse, at der er behov for tydeligt at skelne mellem licenspraksis for forskellige typer indhold, navnlig mellem audiovisuelle/filmiske værker og musikværker; minder om, at opkrævning af licens for audiovisuelle værker foretages på baggrund af individuelle kontraktlige aftaler sammen med, i nogle tilfælde, kollektiv styring af vederlagskrav;

29.

understreger, at Kommissionens rapport om anvendelsen af direktiv 2001/29/EF (7) påviste forskelle i medlemsstaternes gennemførelse af bestemmelserne i artiklerne 5, 6 og 8, hvilket har ført til forskelligartede fortolkninger og afgørelser ved medlemsstaternes domstole; påpeger, at disse afgørelser er blevet en del af den specifikke retspraksis for den audiovisuelle sektor;

30.

anmoder Kommissionen om at fortsætte sin strenge kontrol med anvendelsen af direktiv 2001/29/EF og den regelmæssige rapportering af resultaterne heraf til Parlamentet og Rådet;

31.

opfordrer Kommissionen til efter høring af alle relevante interessenter at revidere direktiv 2001/29/EF, på en sådan måde at bestemmelserne i artiklerne 5, 6 og 8 formuleres mere præcist med henblik på at sikre harmoniseringen på unionsniveau af lovgrundlaget for beskyttelse af ophavsretten i informationssamfundet;

32.

støtter indførelse af konsistente europæiske regler om god forvaltning og gennemsigtighed i rettighedshaverorganisationer samt om effektive tvistbilæggelsesmekanismer;

33.

understreger, at forenklet clearance og sammenlægning, navnlig af musikrettigheder i audiovisuelle værker til onlinedistribution, vil fremme det indre marked, og opfordrer indtrængende Kommissionen til at tage behørigt hensyn til dette i det lovforslag om kollektiv rettighedsforvaltning, som den har annonceret;

34.

påpeger, at den fortsatte konvergens mellem medier kræver nye løsningsmodeller, ikke blot med hensyn til ophavsret, men også med hensyn til medielovgivningen; opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvorvidt det set i lyset af den seneste teknologiske udvikling stadig er tidssvarende med forskellige regler for lineære og ikke-lineære tjenester i direktiv 2010/13/EU om audiovisuelle medietjenester;

35.

mener, at reklamebegrænsninger for lineære børneprogrammer, nyheder og informationsprogrammer er hensigtsmæssige, selv om det i stigende grad er forældet at skelne mellem lineære og ikke-lineære former; foreslår dog, at der bør tages højde for nye former for afregningsordninger for reklametid på tværs af programmer og platforme, som kunne bruges til at vække interessen for programmer af høj kvalitet, hvilket også ville øge kvaliteten af de lineære programmer og onlinemangfoldigheden uden at belaste de private radio- og tv-selskabers indtjening;

36.

understreger, at muligheden for territoriale produktions- og distributionsordninger fortsat bør gælde for det digitale miljø, idet denne type organisation af det audiovisuelle marked synes at udgøre grundlaget for finansieringen af europæiske audiovisuelle og filmiske værker;

37.

opfordrer Kommissionen til at forelægge en analyse af, hvorvidt princippet om gensidig anerkendelse kan anvendes på digitale varer på samme måde som på fysiske varer;

Identifikation

38.

mener, at der kan anvendes nye teknologier til at fremme clearing af rettigheder; glæder sig i denne forbindelse over initiativet International Standard Audiovisual Number (ISAN), som gør det lettere at identificere audiovisuelle værker og rettighedshavere til disse; opfordrer Kommissionen til at overveje at indføre foranstaltninger, der fremmer en bredere anvendelse af ISAN-systemet;

Uberettiget brug

39.

opfordrer Kommissionen til at give internetbrugere retssikkerhed, når de anvender streamede tjenester, og navnlig overveje metoder til at forebygge anvendelse af betalingssystemer og finansiering af sådanne tjenester gennem reklamer på betalingsplatforme, som tilbyder uautoriserede downloading- og streamingtjenester;

40.

opfordrer medlemsstaterne til at fremme respekten for ophavsrettigheder og beslægtede rettigheder og til at bekæmpe uberettiget udbud og distribution af værker, herunder i forbindelse med streaming;

41.

henleder opmærksomheden på den pludselige vækst i antallet af sociale netværksplatforme, som tilbyder internetbrugere mulighed for finansielt at støtte produktion af en film eller dokumentarfilm, hvilket giver dem følelsen af at være med i tilblivelsesprocessen, men understreger ikke desto mindre, at denne finansieringsform på kort sigt næppe vil erstatte traditionelle finansieringskilder;

42.

erkender, at krænkelse af ophavsrettigheder online fortsat er et problem, selv når der findes lovlige alternativer, og at lovlig onlinetilgængelighed til ophavsbeskyttet kulturelt materiale derfor skal suppleres af en teknisk forbedret onlinehåndhævelse af ophavsretten under fuld overholdelse af de grundlæggende rettigheder, navnlig informations- og ytringsfriheden, beskyttelsen af personoplysninger og retten til privatlivets fred samt princippet om ren videreformidling ("mere conduit");

43.

opfordrer Kommissionen til at fremme en ramme med retssikkerhed i forbindelse med en revision af direktiv 2004/48/EF, som er udformet til det analoge marked, for at foretage de nødvendige ændringer heri med henblik på udformning af effektive løsninger for det digitale marked;

Vederlag

44.

minder om nødvendigheden af at sikre et passende vederlag til rettighedshavere for onlinedistribution af audiovisuelt indhold; bemærker, at selvom denne rettighed har været anerkendt på europæisk plan siden 2001, findes der stadig intet passende vederlag for værker, der gøres tilgængelige online;

45.

mener, at dette vederlag bør tage sigte på at fremme kunstneriske aktiviteter, øge den europæiske konkurrenceevne og tage hensyn til sektorens særlige forhold, de forskellige parters interesser og behovet for betydeligt forenklede licensprocedurer; opfordrer Kommissionen til at fremme bottom-up-løsninger i samarbejde med alle interessenter med henblik på at videreudvikle specifik EU-lovgivning;

46.

fastholder, at det er vigtigt at sikre ophavsmænd og kunstnere et rimeligt vederlag, som står i et rimeligt forhold til alle former for udnyttelse af deres værker, navnlig onlineudnyttelse, og opfordrer derfor medlemsstaterne til at forbyde overtagelsesaftaler, som er i strid med dette princip;

47.

opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at forelægge en undersøgelse, hvori forskellene i de forskellige vederlagsordninger for ophavsmænd og kunstnere, der anvendes på nationalt plan, behandles med henblik på udarbejdelse af en fortegnelse over bedste praksisser;

48.

kræver, at ophavsmænd og kunstneres forhandlingsposition i forhold til producenter afbalanceres ved at give ophavsmænd og kunstnere en ufravigelig ret til vederlag for alle former for udnyttelse af deres værker, herunder løbende vederlag, hvis de har overdraget deres eneret til tilrådighedsstillelse til en producent;

49.

kræver, at der træffes foranstaltninger til at garantere et rimeligt vederlag til rettighedshavere ved distribution, viderespredning eller genudsendelse af audiovisuelle værker;

50.

fastholder, at ophavsmænd bedst sikres et passende vederlag ved at give frit valg mellem kollektive forhandlingsaftaler, herunder aftalte standardkontrakter, udvidede kollektive licenser og kollektive forvaltningsorganisationer;

Licens

51.

påpeger, at EU-retten om ophavsret ikke i sig selv udelukker frivillige multiterritoriale eller tværeuropæiske licensordninger, men at kulturelle og sproglige forskelle mellem medlemsstaterne samt forskelle i de nationale regler, herunder regler, der ikke vedrører ophavsret, nødvendiggør en fleksibel og supplerende tilgang på EU-plan for at komme tættere på et digitalt indre marked;

52.

påpeger, at multiterritoriale og tværeuropæiske licensordninger bør være frivillige, og at kulturelle og sproglige forskelle mellem medlemsstaterne samt forskelle i de nationale regler, som ikke vedrører ophavsret, indebærer særlige udfordringer; mener derfor, at der skal anvendes en fleksibel tilgang i forbindelse med paneuropæiske licenser, samtidig med at rettighedshaverne beskyttes, og samtidig med at der arbejdes hen mod et digitalt indre marked;

53.

er af den opfattelse, at såfremt bæredygtige multiterritoriale licenser kan tilskyndes og fremmes på det digitale indre marked for audiovisuelle værker, bør dette lette de markedsbaserede initiativer; understreger, at digitale teknologier giver nye og innovative metoder til at tilpasse og berige udbuddet af sådanne værker til de enkelte markeder og imødekomme forbrugernes efterspørgsel, herunder efter skræddersyede grænseoverskridende tjenester; opfordrer til bedre udnyttelse af digitale teknologier, som kan tjene som springbræt for både differentiering og forøgelse af det lovlige udbud af audiovisuelle værker;

54.

mener, at der er behov for opdaterede oplysninger om licensvilkår, licensindehavere og repertoirer samt for omfattende undersøgelser på europæisk plan for at fremme gennemsigtigheden, identificere, hvor problemerne opstår, og finde klare, effektive og passende måder at løse dem på;

55.

påpeger, at det kan gøres lettere at forvalte audiovisuelle rettigheder i den digitale tidsalder for så vidt angår den kommercielle udnyttelse af værkerne, hvis medlemsstaterne fremmer de procedurer for effektiv og gennemsigtig licenspraksis, herunder udvidede frivillige kollektive licensordninger, der i øjeblikket mangler;

56.

bemærker, at det vil være hensigtsmæssigt, hvis kulturarbejderne og medlemsstaterne forhandlede gennemførelsen af foranstaltninger, som giver offentlige registre mulighed for at drage fuld nytte af digital teknologi for værker, som er en del af kulturarven, navnlig for så vidt angår adgang til fjerne digitale værker i et ikke-kommercielt omfang;

57.

glæder sig over Kommissionens høring som følge af offentliggørelsen af grønbogen og dens anerkendelse af den audiovisuelle sektors særlige forhold med hensyn til licensordninger, som er af stor betydning for sektorens fortsatte udvikling for så vidt angår fremme af både kulturel mangfoldighed og en stærk europæisk audiovisuel industri på det digitale indre marked;

Interoperabilitet

58.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at kollektiv rettighedsforvaltning baseres på effektive, funktionelle og interoperable ordninger;

Moms

59.

understreger, at det er tvingende nødvendigt at indlede en debat om problemet med de forskellige momssatser i medlemsstaterne og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at koordinere deres anstrengelser på dette område;

60.

understreger, at det er nødvendigt at overveje at anvende en nedsat momssats for digital distribution af kulturelle varer og tjenesteydelser for at afhjælpe skævhederne mellem online- og offlinetjenester;

61.

understreger, at det er nødvendigt at anvende samme momssats på kulturelle audiovisuelle værker, som sælges online og offline; er af den opfattelse, at en nedsat momssats på kulturelt onlineindhold, som sælges af en udbyder, som er etableret i EU, til en forbruger med bopæl i EU vil gøre de digitale platforme mere attraktive; minder i denne forbindelse om sin beslutning af 17. november 2011 om modernisering af momslovgivningen med henblik på at fremme det digitale indre marked (8) og af 13. oktober 2011 om momssystemets fremtid (9);

62.

opfordrer Kommissionen til at gennemføre en retlig ramme for ikke-EU-baserede audiovisuelle onlinetjenester, som er rettet direkte eller indirekte mod publikum i EU, så de er underlagt samme krav som EU-tjenester;

Beskyttelse og fremme af audiovisuelle værker

63.

gør opmærksom på de betingelser, der i den digitale tidsalder gives til restaurering og bevaring af audiovisuelle værker samt til tilrådighedsstillelse af sådanne til kulturelle formål og undervisningsformål af audiovisuelle værker, og understreger, at dette spørgsmål fortjener særlig opmærksomhed;

64.

opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre direktivet om audiovisuelle medietjenester og anbefaler, at de overvåger, hvordan europæiske værker, navnlig film og dokumentarfilm, faktisk præsenteres og fremmes gennem de forskellige audiovisuelle medietjenester, som er tilgængelige for offentligheden, og understreger behovet for et tættere samarbejde mellem tilsynsmyndighederne og filmfinansieringsorganisationer;

65.

opfordrer Kommissionen til at finde frem til ordninger, som kan fremme adgangen til arkiveret audiovisuelt materiale, som opbevares i Europas filmarvsinstitutioner; konstaterer, at en betydelig del af det europæiske audiovisuelle materiale ikke er kommercielt tilgængeligt af årsager, som ofte hænger sammen med aftagende forbrugerappel og begrænset hyldetid;

66.

opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at fremme løsninger, som er rettet mod at støtte disse værkers digitalisering, bevarelse og uddannelsesmæssig tilgængelighed, herunder på tværs af grænserne;

67.

anfører betydningen af det onlinebiblioteket Europeana og mener, at medlemsstaterne og kulturinstitutionerne bør lægge mere vægt på at sikre dets tilgængelighed og synlighed;

68.

mener, at digitaliseringen og bevarelsen af kulturelle ressourcer sammen med øget adgang til sådanne ressourcer giver fantastiske økonomiske og sociale muligheder og er en væsentlig betingelse for den fremtidige udvikling af Europas kulturelle og kreative kapacitet og dets industrielle tilstedeværelse på dette område; støtter derfor Kommissionens henstilling af 27. oktober 2011 om digitalisering og onlineadgang til kulturelt materiale og digital opbevaring (10) samt forslaget om at udarbejde en opdateret pakke af foranstaltninger med dette formål;

Uddannelse

69.

understreger betydningen af at fremme digitale færdigheder og mediekundskaber for alle EU-borgere, herunder ældre og handicappede borgere som f.eks. hørehæmmede, og mindske den digitale kløft i samfundet, eftersom disse elementer spiller en væsentlig rolle for social deltagelse og demokratisk medborgerskab; minder om den vigtige rolle, som public service-medier spiller som led i deres public service-opgaver;

70.

gentager den afgørende betydning af at integrere nye teknologier i de nationale uddannelsesprogrammer, og den særlige betydning af at uddanne alle EU-borgere i alle aldersgrupper i medier og digitale færdigheder for at udvikle deres kompetencer på disse områder;

71.

fremhæver behovet for europæiske og nationale uddannelseskampagner for at skabe opmærksomhed om betydningen af intellektuelle ejendomsrettigheder samt om de tilgængelige lovlige kanaler, hvorigennem audiovisuelle værker distribueres online; påpeger, at forbrugerne bør informeres korrekt om spørgsmål vedrørende intellektuelle ejendomsrettigheder, som kan opstå i forbindelse med fildelingstjenester i forbindelse med cloud computing-tjenester;

72.

henleder opmærksomheden på behovet for at forstærke kommunikationen til offentligheden om betydningen af ophavsrettighedsbeskyttelse og det dermed sammenhængende behov for rimelige vederlag;

73.

understreger behovet for at overveje at give institutioner, som har et uddannelsesmæssigt formål særstatus med hensyn til onlineadgang til audiovisuelle værker;

Media 2014-2020

74.

erindrer om, at Mediaprogrammet har etableret sig som et uafhængigt brand, og at det er afgørende at videreføre et ambitiøst Mediaprogram for 2014-2020 i tråd med det nuværende program;

75.

understreger, at det er afgørende for Media, at det fortsætter med at eksistere som et særskilt program, som udelukkende fokuserer på den audiovisuelle sektor;

*

* *

76.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.


(1)  EUT L 95 af 15.4.2010, s. 1.

(2)  EUT L 327 af 24.11.2006, s. 12.

(3)  EUT L 323 af 9.12.2005, s. 57.

(4)  EUT L 236 af 31.8.2006, s. 28.

(5)  Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0240.

(6)  Direktiv 93/83/EØF, EFT L 248 af 6.10.1993, s. 15.

(7)  EFT L 167 af 22.6.2001, s. 10.

(8)  Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0513.

(9)  Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0436.

(10)  EUT L 283 af 29.10.2011, s. 39.


Top