EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52003DC0125

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet - Implementering af Det nye edb-baserede forsendelsessystem (NCTS)

/* KOM/2003/0125 endelig udg. */

52003DC0125

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet - Implementering af Det nye edb-baserede forsendelsessystem (NCTS) /* KOM/2003/0125 endelig udg. */


MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL RÅDET OG EUROPA-PARLAMENTET - Implementering af Det nye edb-baserede forsendelsessystem (NCTS)

Indholdsfortegnelse

1. Resumé og vigtigste konklusioner

2. Indledning

2.1. Historisk baggrund

2.2. NCTS og de økonomiske operatører

2.3. NCTS fremover

3. NCTS-projektet og dets implementering i EU-medlemsstaterne

3.1. Udvikling af NCTS-projektet

3.2. Implementering af NCTS i EU-medlemsstaterne

3.3. Vurdering

4. Implementeringen af NCTS i de øvrige lande

4.1. Hos de kontraherende parter i konventionen om en fælles forsendelsesprocedure

4.2. Implementering af NCTS i andre lande

4.3. Vurdering

5. Konklusioner

1. RESUMÉ OG VIGTIGSTE KONKLUSIONER

Det nye edb-baserede forsendelsessystem (NCTS) skal som vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet i deres beslutning nr. 105/2000/EF af 17. december 1999 [1] være fuldt operationelt den 30. juni 2003.

[1] EFT L 13 af 19.1.2000, s. 1.

Ifølge artikel 1, nr. 3), litra b), i samme afgørelse skal Kommissionen orientere Europa-Parlamentet og Rådet om alle forsinkelser, der måtte opstå i forbindelse med iværksættelsen af NCTS.

Denne meddelelse går endnu videre end ovennævnte krav og har en omfattende oversigt over, hvor langt implementeringen af NCTS er nået ikke blot i EU-medlemsstaterne, men også hos de kontraherende parter i konventionen om en fælles forsendelsesprocedure og hos de øvrige kandidatlande.

Det fremhæves også, hvilket væsentligt bidrag der blev ydet af de fire lande, der hjalp med at lancere NCTS den 10. maj 2000 (Spanien, Italien, Tyskland og Schweiz), ved at de udviklede deres egne applikationer og startede den internationale udveksling af meddelelser.

På fællesskabsniveau er alle medlemsstater forpligtede til at overholde de frister, som Europa-Parlamentet og Rådet har fastsat. Kommissionen kan dog konstatere, at Belgien, Finland, Frankrig, Irland og Portugal har meget stramme tidsplaner for at kunne overholde fristen, og har sine tvivl med hensyn til gennemførelsen af NCTS i Østrig, Grækenland og Luxembourg i betragtning af de opgaver, som administrationerne i disse lande endnu mangler at udføre.

Som led i konventionen om en fælles forsendelsesprocedure har Norge og Schweiz koblet alle deres toldsteder til NCTS, og Den Tjekkiske Republik vil blive fuldt tilkoblet inden udgangen af marts 2003. Sandsynligvis vil Ungarn og Den Slovakiske Republik gå i gang inden deres tiltrædelse. Kommissionen har dog visse tvivl med hensyn til implementeringen af NCTS i Polen.

DE ØVRIGE KANDIDATLANDE, SOM IKKE ER MED I KONVENTIONEN OM EN FÆLLES FORSENDELSESPROCEDURE, SKAL OPFYLDE DE BETINGELSER, DER ER SAT I FORBINDELSE MED UDVIDELSEN. I DEN FORBINDELSE VIL SITUATIONEN I LETLAND KRÆVE EN NÆRMERE OVERVÅGNING.

2. INDLEDNING

2.1. Historisk baggrund

I december 1995 besluttede Europa-Parlamentet på sit plenarmøde på grundlag af et forslag fra Formandskonferencen at nedsætte et undersøgelsesudvalg, der skal undersøge påstande om overtrædelser eller om fejl eller forsømmelser i forbindelse med fællesskabsforsendelsesordningen [2].

[2] EFT C 7 af 12.1.1996, s. 1.

Med offentliggørelsen af beslutning 210/97/EF af 19. december 1996 [3] krævede Europa-Parlamentet og Rådet eksplicit, at der skulle indføres edb for fællesskabsforsendelse, og 1998 blev sat som sidste frist for implementeringen heraf.

[3] EFT L 33 af 4.2.1997, s. 24.

Beretningen fra det midlertidige undersøgelsesudvalg og dets henstillinger blev fremlagt den 20. februar 1997 (Dok. PE 220.895/fin).

Medlemmerne af det midlertidige undersøgelsesudvalg havde haft lejlighed til at gennemgå grundprincipperne (Doc. DGXXI/2128/95 Rev 2) i Kommissionens NCTS-projekt og understregede i deres henstillinger, at NCTS var en meget afgørende betingelse for, at fællesskabsforsendelsesordningen og ordningen for fælles forsendelse kunne bringes under kontrol, og at det burde iværksættes omgående.

Senere henviste Europa-Parlamentet og Rådet i beslutning nr. 105/2000/EF af 17. december 1999 [4] om ændring af beslutning nr. 210/97/EF specielt til NCTS, og i anerkendelse af forsinkelserne med indførelse af edb for systemet blev den 30. juni 2003 fastsat som ny dato for implementeringen heraf.

[4] EFT L 13 af 19.1.2000, s. 1.

Ud over at indføre edb for forsendelse rettede det midlertidige undersøgelsesudvalg henstillinger om at forbedre og forenkle lovgivningen vedrørende fællesskabsforsendelse og fælles forsendelse.

I den forbindelse trådte reformen af lovgivningen om fællesskabsforsendelse (Kommissionens forordning (EF) nr. 2787/2000 [5]) og fælles forsendelse (afgørelse nr. 1/2000 [6] truffet af Den Blandede EF-EFTA-Kommission) i kraft den 1. januar 2001. Ved reformen af forsendelseslovgivningen blev der blandt andet indført en ny struktur for retsgrundlaget, ordningerne for fællesskabsforsendelse og fælles forsendelse blev gjort mere homogene, og sikkerhedsstillelsessystemet blev ændret.

[5] EFT L 330 af 27.12.2000, s. 1.

[6] EFT L 9 af 12.1.2001, s. 1.

Alle de ændringer, der blev indført med reformen, er også blevet implementeret i systemspecifikationerne for NCTS.

2.2. NCTS og de økonomiske operatører

Med denne reform af fællesskabsforsendelse/fælles forsendelse og ifølge Kommissionens forordning (EF) nr. 993/2001 [7] skal godkendte virksomheder [8] være elektronisk tilkoblet NCTS senest 31. marts 2004. Det forventes, at dette retskrav vil bevirke, at virksomhederne bliver tilkoblet systemet hurtigst muligt.

[7] EFT L 141 af 28.5.2001, s. 1.

[8] Revision af klausul for godkendte modtagere i overensstemmelse med EF-forordning 993/2001.

På det 9. møde i 'Forsendelseskontaktgruppen' (toldvæsen og operatører), der blev afholdt i Bruxelles den 13. december 2002, blev funktionaliteten i NCTS, som det er beskrevet i Functional Transit System Specification, præsenteret for deltagerne og forklaret i detaljer med udgangspunkt i praktiske eksempler på forsendelser. Formålet med præsentationen var at minde repræsentanterne for virksomhedssammenslutningerne om alle de muligheder, der er med NCTS, og at påpege de fordele, som erhvervslivet kan få ved at tilkoble sig det edb-baserede forsendelsessystem.

Virksomhederne var alle enige om, at funktionsspecifikationerne fuldt ud imødekom deres ønsker. De påpegede dog, at eftersom implementeringen af NCTS på nationalt plan var de nationale administrationers ansvar, var grænsefladen mellem toldvæsen og erhvervsliv forskellig fra land til land.

2.3. NCTS fremover

OPRINDELIGT VAR NCTS-PROJEKTET BEGRÆNSET TIL FORSENDELSESPROCEDURER. MEN MED DE MULIGHEDER, SOM SYSTEMET GIVER MED HENSYN TIL UDVEKSLING AF OPLYSNINGER MELLEM TOLDADMINISTRATIONERNE, OG DEN SENESTE UDVIKLING HVAD ANGÅR KRAVENE TIL KONTROL VED UDFØRSEL, DET AMERIKANSKE CONTAINER SECURITY INITIATIVE (CSI), BEHOVET FOR AT OVERVÅGE PUNKTAFGIFTSPLIGTIGE VARERS BEVÆGELSE OG KOMMISSIONENS PLAN OM AT UDVIKLE PROJEKTET 'ELEKTRONISK TOLD' ER NCTS BLEVET RYGRADEN FOR ALLE DISSE PROJEKTER. FAKTISK KAN FILOSOFIEN BAG NCTS SAMMEN MED DEN STRUKTUR, DER ER UDVIKLET HERFOR, OG DEN MÅDE, DER UDVEKSLES OPLYSNINGER PÅ MELLEM ADMINISTRATIONERNE, TJENE SOM GRUNDLAG FOR ALLE DISSE PROJEKTER. NCTS ER SÅLEDES VED AT BANE VEJEN FOR, AT DE FORSKELLIGE EUROPÆISKE TOLDADMINISTRATIONER KAN ARBEJDE PÅ EN NY MÅDE.

3. NCTS-PROJEKTET OG DETS IMPLEMENTERING I EU-MEDLEMSSTATERNE

3.1. Udvikling af NCTS-projektet

NCTS-projektet dækker alle de forsendelsesprocedurer, der udføres på grundlag af SAD-angivelsen (det administrative enhedsdokument) - uafhængigt af den benyttede transportmåde - herunder de forenklede procedurer, der anvendes ved afgangssteder og bestemmelsessteder. Det betyder, at for øjeblikket vedrører NCTS-projektet hovedsageligt transport ad landevej. For andre transportmåder (ad jernbane og i store containere, ad luftvejen, ad søvejen, i rørledninger) gælder der således andre specifikke procedurer, som ikke er baseret på SAD: om de er forenelige med NCTS, vil blive vurderet, når den tid kommer.

Det er Kommissionen, der har ledet NCTS-projektet og overvåget implementeringen heraf, og der er:

- etableret de fornødne udvalgsrammer til beslutningstagning og gennemførelse

- foreslået de fornødne juridiske og administrative forbedringer

- defineret de nødvendige systemspecifikationer

- sørget for kommunikation mellem de parter, der er involveret i projektet (helpdesk, telefonmøder, workshopper)

- opstillet en 'Liste over toldsteder', som løbende vedligeholdes; og afprøvet værktøjer for de nationale administrationer

- sikret et teknisk samarbejde og udviklet en Minimal Common Core (MCC), som er en forsendelsesapplikation; og

- sørget for samordning af og støtte til de lande, der deltager i projektet.

Først blev NCTS implementeret med et begrænset antal toldsteder og med begrænset funktionalitet (fire lande, Tyskland, Italien, Spanien og Schweiz startede den 10. maj 2000, derpå fulgte Nederlandene, Norge og Den Tjekkiske Republik senere i 2000 og 2001), derefter blev funktionaliteten udvidet, og den geografiske udvidelse begyndte den 3. december 2001. Indtil nu er der behandlet omkring 200 000 forsendelser i systemet, og på det seneste er der et gennemsnit på 7500 forsendelser om ugen. Der er nu 868 (27 % af samtlige) toldsteder, der er tilkoblet NCTS.

En spørgeundersøgelse blandt de nationale administrationer, som Kommissionen foretog i anden halvdel af 2001, viste, at halvdelen af toldadministrationerne i EU gjorde gode fremskridt med hensyn til at implementere NCTS, hvorimod projektplanerne for andre tydede på, at der for dem ville være betydelige forsinkelser.

For at undgå yderligere forsinkelser med implementeringen af NCTS har Kommissionen derfor:

- skrevet til medlemsstaternes finansministre den 28. februar 2002 for at gøre opmærksom på, at der kunne være problemer med medlemsstater, som ikke overholdt fristen medio 2003 for fuld implementering af NCTS

- i et indlæg på mødet i Rådet (det indre marked) den 1. marts 2002 igen gjort opmærksom på, at der kunne blive alvorlige problemer, fordi nogle medlemsstater endnu ikke havde indført den nødvendige infrastruktur til at implementere NCTS

- skrevet til formanden for Europa-Parlamentet og til formanden for COCOBU den 12. april 2002 for at gøre dem opmærksomme på forsinkelserne med den planlagte implementering af NCTS i nogle af medlemsstaterne.

I løbet af anden halvdel af 2002 blev situationen forbedret. Situationen, som den så ud i januar 2003 med hensyn til implementering af NCTS i EU-medlemsstaterne, er beskrevet i det følgende.

3.2. Implementering af NCTS i EU-medlemsstaterne

På grundlag af indlæg fra delegationerne på det seneste møde i NCTS-Styringsudvalget den 6. december 2002 set i forhold til de synspunkter, som erhvervslivet havde fremsat på det seneste møde i Forsendelseskontaktgruppen den 13. december 2002, og oplysninger, som Kommissionen råder over, kan situationen i EU-medlemsstaterne sammenfattes som følger:

ØSTRIG - Har udviklet sin egen applikation. Softwaren er klar og er for øjeblikket ved at blive afprøvet. Østrig vil tilkoble det første toldsted i andet kvartal 2003 og vil inden 30. juni 2003 tilkoble alle deres toldsteder, inklusive dem, som vil blive berørt af udvidelsen.

Hovedparten af de østrigske toldsteder vil blive berørt af tiltrædelsen af Den Tjekkiske Republik, Den Slovakiske Republik, Ungarn og Slovenien. Ca. 1300 km af Østrigs nuværende ydre grænse til disse lande vil nemlig blive indre EU-grænse fra 1. maj 2004, og de fleste af de toldsteder, der er beliggende langs denne grænse, vil kunne lukkes.

Virksomheder: Det østrigske toldvæsen og erhvervslivet arbejder nært sammen, og der er ikke meldt om større problemer med at få indført NCTS. De små virksomheder melder dog om flere vanskeligheder som følge af problemer i tilknytning til udvidelsen.

BELGIEN - Har implementeret MCC. Toldstedet i Antwerpen bliver det første, der tilkobles i begyndelsen af 2003, og alle andre toldsteder i Antwerpen-toldregionen vil blive tilkoblet inden udgangen af marts. De resterende toldsteder vil blive tilkoblet inden udgangen af maj 2003.

Virksomheder: Det nuværende toldbehandlingssystem skal tilpasses til NCTS, således at virksomhederne får et enkelt indgangssted for alle applikationer. Der er for øjeblikket ved at blive udarbejdet en retsakt, hvor der stilles krav om, at virksomhederne skal benytte elektroniske midler til at starte forsendelser med fra 1. juli 2003.

DANMARK - Har implementeret MCC. Danmark startede driften den 2. december 2002, og alle toldsteder fungerer mest som bestemmelsessteder. Det er nu i stigende grad disse toldsteder, der står for forsendelser.

Virksomheder: En del af de danske virksomheder er nu tilkoblet systemet, og det danske toldvæsen vil tilskynde den øvrige del til at tilkoble sig NCTS.

FINLAND - Har udviklet sin egen applikation. Softwaren er klar og er for øjeblikket ved at blive afprøvet. Tilkoblingen af toldsteder vil snart starte og skal være afsluttet midt i 2003.

Virksomheder: Finland har meddelt, at kontakten til erhvervslivet er positiv. De første forsøg med virksomhedernes software forventes i juni 2003.

FRANKRIG - Har udviklet sin egen applikation. Softwaren er klar og ved at blive afprøvet, og den skal efter planen implementeres på alle toldsteder fra maj til juni 2003. Det franske toldvæsen er overbevist om, at tidsfristen for at få alle toldsteder tilkoblet inden udgangen af juni 2003 nok skal blive overholdt.

Virksomheder: Frankrig har meddelt, at der er gode arbejdsforbindelser med erhvervslivet, og at det er hensigten at give virksomhederne adgang til NCTS fra slutningen af maj 2003. Forskellige operatører er ved at se på, hvordan de kan tilpasse deres system til NCTS, og det skulle de være klar med senest i løbet af andet kvartal af 2003.

TYSKLAND - Har udviklet sin egen applikation. For øjeblikket er der 111 toldsteder, der er tilkoblet NCTS. I løbet af første halvdel af 2003 vil der hver måned blive tilkoblet 60 toldsteder, således at alle tyske toldsteder senest midt i juni vil være tilkoblet NCTS. Tyskland var blandt de fire lande, der startede den 10. juni 2000, og landet har spillet en nøglerolle i NCTS-projektet såvel som under den første internationale testkampagne.

Virksomheder: Der er mange softwarevirksomheder, der har certificeret deres forsendelsesapplikationer for virksomheder. Det forventes, at et stort antal godkendt afsendere og godkendte modtagere vil tilkoble sig NCTS i nær fremtid.

GRÆKENLAND - Er ved at udvikle sin egen applikation. Det græske toldvæsen er i færd med at overføre alle toldprocedurer til edb, og toldstederne og deres integrerede toldsystem skulle være fuldt ud implementeret inden udgangen af 2003. Hvad angår NCTS startede udviklingen af applikationen i anden halvdel af 2002, og ifølge toldvæsenet vil afprøvningen heraf starte i marts 2003, og alle græske toldsteder vil blive tilkoblet inden fristen midt i 2003. Denne plan er meget ambitiøs, da kun er kort tid til rådighed til at fuldføre den, og der er derfor en betydelig risiko for, at den ikke bliver overholdt. Virksomheder: Det græske toldvæsen er for øjeblikket ved at lægge en plan for tilkoblingen af virksomhederne, således at de kan blive tilkoblet senest første kvartal 2004.

IRLAND - Har implementeret MCC. Det første irske toldsted vil blive tilkoblet NCTS i marts 2003, og efterhånden vil alle de øvrige 40 toldsteder blive tilkoblet inden fristen den 30. juni 2003.

Virksomheder: Eftersom det nuværende system til indførelse af data ikke er egnet til at håndtere NCTS, har det irske toldvæsen indledt udvikling af en ny grænseflade for virksomheder i januar 2003. Reaktionerne fra virksomhederne på denne udvikling er positive.

ITALIEN - Har implementeret sin egen applikation. Alle italienske toldsteder er tilkoblet NCTS. Italien var blandt de fire lande, der startede den 10. juni 2000, og landet har spillet en nøglerolle i udviklingen af NCTS-projektet og står for øjeblikket for en stor del af forsendelserne i systemet (40 % af samtlige).

Virksomheder (som ikke anvender forenklede procedurer) har haft mulighed for at indgive forsendelsesangivelser online siden juli 2002. Der er ved at blive udført test af applikationen for godkendte modtagere og afsendere, som skulle kunne sættes i drift inden udgangen af april 2003.

LUXEMBOURG - Belgien og Luxembourg vil dele MCC-platformen. Luxembourg er for øjeblikket ved at analysere denne løsning med bistand fra Kommissionen. Ifølge planen skal Luxembourg tilkoble alle toldstederne til NCTS mellem april og juni 2003. Det ser ud til at blive mere og mere vanskeligt at overholde planen.

Virksomhederne vil blive tilkoblet NCTS via det nuværende toldsystem.

NEDERLANDENE - Har implementeret MCC. I Nederlandene har systemet været i drift siden slutningen af 2000, men står til nu kun for få forsendelser, omkring 1,4 % af samtlige. Med undtagelse af ni toldsteder i Rotterdam, som vil blive tilkoblet i marts 2003, er alle nederlandske toldsteder tilkoblet NCTS.

Virksomheder: Der er for øjeblikket tilkoblet fem virksomheder til NCTS, og seks softwarevirksomheder har udviklet NCTS-applikationer, som er på markedet. Det forventes derfor, at antallet af tilkoblede virksomheder vil stige stærkt i nær fremtid.

PORTUGAL - Har implementeret MCC og er for øjeblikket ved at uddanne personale. Ifølge den nationale plan skal det første toldsted være tilkoblet NCTS den 1. april 2003, og tilkoblingen af de resterende toldsteder skulle være fuldført inden udgangen af juni 2003.

Virksomheder: Toldvæsenet er ved at se på, hvordan det kan bistå virksomhederne med at forelægge angivelser med forskellige tekniske midler.

SVERIGE - Har implementeret MCC. Alle svenske toldsteder var tilkoblet NCTS den 2. januar 2003.

Virksomheder: Der er et nært samarbejde med forhandlere, speditører og softwarevirksomheder, og den første EDI-meddelelse vil blive udvekslet i marts 2003. Inden udgangen af 2003 skal en stor del af angivelserne forelægges ved EDI.

SPANIEN - Har udviklet sin egen applikation. Alle spanske toldsteder er tilkoblet NCTS. Spanien har været en forløberne i hele implementeringen af NCTS og har haft en afgørende rolle for succesen med projektet. For øjeblikket står Spanien for en stor del af forsendelserne i systemet (40 % af samtlige).

Virksomheder: Alle spanske godkendte afsendere og godkendte modtagere er tilkoblet NCTS.

DET FORENEDE KONGERIGE - Har implementeret MCC. De første seks toldsteder blev tilkoblet den 6. januar 2003, og alle de resterende toldsteder forventes at blive tilkoblet inden udgangen af juni 2003.

Virksomhederne vil kunne tilkoble sig til NCTS via e-mail fra april 2003.

3.3. Vurdering

Generelt

Som tidligere nævnt har planerne for Belgien, Finland, Frankrig, Irland og Portugal alle stramme tidsplaner for at kunne overholde den frist, der blev sat af Europa-Parlamentet og Rådet for fuld implementering af NCTS. De pågældende toldadministrationer er fuldt ud klar over situationen og har meddelt, at de har truffet de nødvendige foranstaltninger for at overholde fristerne.

Grækenland

Grækenland er indstillet på at overholde fristen den 30. juni 2003. Men efter gentagne ændringer i projektstrategien og styringen heraf var Grækenland ikke i stand til at starte udviklingen af sin forsendelsesapplikation før anden halvdel af 2002. Derfor er Kommissionen ikke sikker på, at den græske plan for implementering af NCTS er realistisk. Den græske nationale plan om at tilkoble det første toldsted den 30. maj 2003 og de øvrige en måned senere ser overordentlig optimistisk ud, især da applikationen endnu ikke er fuldt udviklet. I betragtning af hvor lang tid der er nødvendig for at færdiggøre udviklingen af en sådan applikation, de forskellige testfaser, som kræves i den forbindelse, uddannelse af personalet og lokal implementering af applikationen, vil den græske plan være yderst vanskelig at gennemføre.

Østrig

Østrig er indstillet på at overholde fristen den 30. juni 2003 for alle deres toldsteder, inklusive dem, der vil blive berørt af udvidelsen. Men den handlingsplan, der er vedtaget for at nå dette mål, er yderst snæver i lyset af alt det, der stadig skal gennemføres, og hvor der ikke er plads til uforudsete hændelser.

Luxembourg

LUXEMBOURG HAR LIGELEDES GIVET UDTRYK FOR, AT DE ER INDSTILLET PÅ AT OVERHOLDE FRISTEN DEN 30. JUNI 2003, OG DE ER FOR ØJEBLIKKET VED AT UNDERSØGE, HVORDAN DE KAN NÅ FRISTEN. MEN PLANLÆGNINGEN ER YDERST SNÆVER I BETRAGTNING AF DET, DER MANGLER AT BLIVE GENNEMFØRT INDTIL JUNI 2003, OG DET VIL HØJST SANDSYNLIGT FØRE TIL, AT DER UDVIKLES EN UDBYGNING TIL NCTS I BELGIEN. DESUDEN ER DER I LUXEMBOURGS PLANLÆGNING KNAP NOK ELLER SLET IKKE PLADS TIL UFORUDSETE VANSKELIGHEDER I FORBINDELSE MED OPSTILLINGEN AF DERES NCTS-SYSTEM.

4. IMPLEMENTERINGEN AF NCTS I DE ØVRIGE LANDE

4.1. Hos de kontraherende parter i konventionen om en fælles forsendelsesprocedure

Implementeringen af NCTS hos de øvrige kontraherende parter i konventionen om en fælles forsendelsesprocedure kan kort beskrives således:

SCHWEIZ - Har udviklet sin egen applikation. Alle schweiziske toldsteder er tilkoblet NCTS. Der er allerede nu tilkoblet mange virksomheder til NCTS, og det forventes, at antallet vil stige, fordi der er blevet certificeret og kommet mange softwarepakker på markedet.

Undersøgelsesudvalget gjorde i sin beretning opmærksom på de vanskeligheder, der var forbundet med det administrative samarbejde med Schweiz, og anmodede Kommissionen om at tage det til efterretning.

Schweiz har spillet en nøglerolle ved udformningen af NCTS-projektet og ved implementeringen af NCTS. Der har været et meget nært samarbejde med Kommissionen og de andre nationale toldadministrationer for at for indført NCTS med kort varsel og på bedste vilkår. Schweiz var et af de første lande, der startede den 10. juni 2000. Desuden har Schweiz givet det centrale projektteam uvurderlig støtte ved aktivt at deltage i den internationale testfase, og det har afholdt en resultatrig evalueringsworkshop. Det har også deltaget aktivt i alle møder og vurderingsseancer, der har været afholdt vedrørende NCTS.

Endvidere har de schweiziske toldmyndigheder for nylig meddelt deltagerne i Den Blandede Komité EF-Schweiz (Chiasso, oktober 2002), at de havde planer om at udvikle toldinfrastrukturen i Chiasso (ved den schweizisk-italienske grænse) med henblik på at øge antallet af opmarchfelter og gøre fuldt ud brug af NCTS-oplysninger for at optimere forvaltningen af toldanlægget. Denne plan skulle give en hurtigere toldbehandling for ca. 5000 lastbiler om dagen og vil dermed fjerne den nuværende flaskehals for nord-sydtrafikken i Europa.

NORGE - Har implementeret MCC. Alle norske toldsteder er tilkoblet NCTS, og hovedparten af de norske virksomheder er tilkoblet. Det norske toldvæsen har brugt MCC til deres nationale forsendelsestransaktioner og har behandlet i titusindvis af forsendelser uden vanskeligheder.

ISLAND - Har en begrænset rolle inden for forsendelse. Island afslutter kun et meget lille antal forsendelser.

For øjeblikket har Island ikke forelagt en plan for implementeringen af NCTS. Ifølge uformelle oplysninger vil Island koble de få toldsteder, der er i landet, til det norske NCTS-system.

DEN TJEKKISKE REPUBLIK - Har udviklet sin egen applikation. Der er for øjeblikket ni toldsteder, der er tilkoblet NCTS, og tilkoblingen af de resterende toldsteder skal være færdig inden udgangen af første kvartal 2003.

Virksomheder: Der vil snart være syv softwarepakker tilgængelige på markedet. Toldvæsenet i Den Tjekkiske Republik har besluttet at gøre NCTS obligatorisk for alle forsendelser, som åbnes af godkendte virksomheder, fra 1. juli 2003.

UNGARN - Vil implementere MCC. Der skulle være installeret hardware og software på alle toldsteder i februar 2003. Installeringen af CCN/CSI-portalen i Ungarn vil finde sted i juni 2003. Tilkoblingen af toldstederne er planlagt til midt i 2003.

Virksomheder: EDI-specifikationerne blev udleveret til erhvervslivet i november 2002. De godkendte afsendere skal være tilkoblet NCTS fra juni 2003, mens alle de resterende virksomheder skal være tilkoblet NCTS senest i marts 2004.

POLEN - Vil implementere MCC. CCN/CSI-portalen skulle være installeret i juni 2003. For nylig har Polen meddelt, at der er forsinkelser med projektet. Det vil derfor ikke være operationelt midt i 2003, men først senere på året. Ifølge den nationale projektplan vil alle polske toldsteder være tilkoblet NCTS på tidspunktet for tiltrædelsen.

Virksomheder: Polen har ikke for øjeblikket en plan over tilkobling af virksomheder. Men ifølge projektplanen skulle virksomhederne være tilkoblet NCTS på tidspunktet for tiltrædelsen.

DEN SLOVAKISKE REPUBLIK - Er i færd med at udvikle sin egen applikation, som omfatter andre funktionaliteter end forsendelse. Testningen af denne applikation vil starte efter installeringen af CCN/CSI-portalen, hvilket for øjeblikket er planlagt til juni 2003. Ifølge den nationale plan skulle alle toldsteder være tilkoblet NCTS midt i 2003. Virksomheder: To leverandører er for øjeblikket ved at udvikle softwareapplikationer til grænsefladen for virksomheder, og de skulle være tilgængelige fra maj 2003.

4.2. Implementering af NCTS i andre lande

CYPERN - har planer om at installere MCC som en 'stand alone'-løsning. Installeringen af CCN/CSI-portalen vil finde sted i september 2003. De cypriotiske myndigheder er overbeviste om, at NCTS vil være fuldt operationelt på tidspunktet for tiltrædelsen.

Virksomheder: Cypern vil ikke tilkoble virksomheder til NCTS på grund af det meget lille antal forsendelser, de har hvert år.

ESTLAND - De estiske toldmyndigheder er i færd med at udvikle en national applikation og vil installere MCC som en reservemulighed. CCN/CSI-portalen vil blive installeret i juni 2003. Alle estiske toldsteder har edb og er tilkoblet det nationale net. Der er ved at blive udviklet en forsendelsesmodul til dette system, og den skulle være klar til afprøvning i løbet af fjerde kvartal i 2003. De estiske toldmyndigheder er overbeviste om, at forsendelsesmodulen vil være operationel på tidspunktet for tiltrædelsen.

Virksomheder: Offentliggørelsen af specifikationen for virksomheder er planlagt til maj 2003. Virksomhederne skulle være tilkoblet på tidspunktet for tiltrædelsen.

LETLAND - Der har været adskillige strategiændringer i projektet. Letland vil i maj 2003 beslutte, om der skal udvikles en national forsendelsesapplikation, eller om de vil anvende MCC. Ifølge den plan, som Letland har indsendt, vil alle toldsteder være tilkoblet på tidspunktet for tiltrædelsen.

LITAUEN - Vil implementere MCC. Litauen arbejder for øjeblikket med de funktionelle og tekniske specifikationer forud for implementeringen. De litauiske myndigheder er overbeviste om, at NCTS vil være fuldt operationelt på tidspunktet for tiltrædelsen. I tilfælde af vanskeligheder på tidspunktet for tiltrædelsen kan NCTS-applikationen anvendes (midlertidigt) som en 'stand alone'-løsning.

MALTA - På tidspunktet for tiltrædelsen vil det maltesiske toldvæsen implementere et nyt integreret toldsystem, som skal omfatte NCTS (modul baseret på MCC).

SLOVENIEN - Vil implementere MCC. På operationelt plan har toldvæsenet indført en organisationsstruktur, som vil være i stand til at forvalte den fælles forsendelsesprocedure. Alle slovenske toldsteder vil være tilkoblet på tidspunktet for tiltrædelsen. Slovenien vil sørge for at få tilkoblet deres virksomheder inden tidspunktet for tiltrædelsen.

BULGARIEN, RUMÆNIEN og TYRKIET deltager som observatører i workshopper om NCTS og forbereder sig på at implementere NCTS på et senere tidspunkt.

4.3. Vurdering

Der må udvises særlig opmærksomhed over for kandidatlandene. Eftersom NCTS falder ind under EF-retten, er den fulde implementering heraf et krav til kandidatlandene.

På et tidligt stade i NCTS-projektet blev det besluttet, at kandidatlandene skulle implementere NCTS og tilslutte sig konventionen om en fælles forsendelsesprocedure et år inden deres tiltrædelse af EU. Men eftersom der har været en ændring både i kalenderen for den fulde implementering af NCTS blandt EU-medlemsstaterne og i tidsplanen for tiltrædelsen, er kravene til kandidatlandene blevet ændret. De skal nu på tidspunktet for deres tiltrædelse have:

- implementeret NCTS

- tilkoblet alle deres toldsteder

- tilkoblet alle deres godkendte virksomheder.

Ud af de ti kandidatlande, hvoraf fire er medlemmer af konventionen om en fælles forsendelsesprocedure, har Den Tjekkiske Republik allerede startet driften på ni toldsteder. Ungarn og Den Slovakiske Republik vil implementere NCTS fuldt ud inden deres tiltrædelse.

Til situationen i de resterende syv kandidatlande er der følgende bemærkninger:

Polen

Der har været adskillige ændringer i organisationen af det polske toldvæsen, især inden for det personale, der tager sig af NCTS-projektet. Det er vanskeligt at få et præcist billede af, hvordan situationen reelt ser ud med hensyn til udvikling af NCTS-projektet. Kommissionen følger nøje udviklingen af situationen i landet.

Letland

DER HAR VÆRET ADSKILLIGE STRATEGIÆNDRINGER I PROJEKTET. LETLAND VIL I MAJ 2003 BESLUTTE, OM DE VIL UDVIKLE EN NATIONAL FORSENDELSESAPPLIKATION ELLER BENYTTE MCC, MEN DET FORVENTES, AT DET VIL BLIVE MCC, DER SKAL BENYTTES. PÅ GRUND AF DE NUVÆRENDE FORSINKELSER OG UD FRA TIDLIGERE ERFARING ER DER STOR RISIKO FOR, AT LETLAND IKKE VIL VÆRE OPERATIONEL PÅ TIDSPUNKTET FOR TILTRÆDELSEN.

5. KONKLUSIONER

Takket være den samordnede indsats fra de tre institutioner - Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen - har EU-medlemsstaterne taget de nødvendige skridt til at overholde deres forpligtelser, og situationen ser ud til at være tilfredsstillende, under den forudsætning at Østrig, Grækenland og Luxembourg tager de vigtige skridt, der er nødvendige for dem, hvis de skal være klar til tiden.

Det anbefales, at udviklingen af situationen i Østrig, Grækenland og Luxembourg følges nøje, og hvad angår NCTS at erhvervslivet opfordres til at koble sig til det edb-baserede forsendelsessystem.

Hvad angår de kontraherende parter i konventionen om en fælles forsendelsesprocedure forventes der ikke at være nogen problemer med Schweiz og Norge, eftersom alle deres toldsteder er tilkoblet NCTS. Tilsvarende forventes der heller ingen problemer med Den Tjekkiske Republik, eftersom alle deres toldsteder vil blive tilkoblet om kort tid, eller med Island, eftersom dette land kun har en begrænset betydning for forsendelse.

Sandsynligvis vil Den Slovakiske Republik og Ungarn gå i gang inden deres tiltrædelse af EU. Men for Polens vedkommende kan der allerede konstateres potentielle vanskeligheder, som må overvåges nøje.

De øvrige kandidatlande skal, selv om de ikke er med i konventionen om en fælles forsendelsesprocedure, opfylde de betingelser, der er sat for udvidelsen. Derfor vil Kommissionen nøje følge alt, hvad der gøres i forbindelse med implementeringen af NCTS. Situationen i Letland må særligt overvåges.

For at kunne bevare fordelene ved NCTS for de fuldt operationelle toldadministrationer og deres virksomheder påtænker Kommissionen endelig om nødvendigt at anmode de toldadministrationer, der ikke er fuldt operationelle, om at indføre ad hoc-foranstaltninger, således at forsendelser, der startes under NCTS, vil kunne afsluttes uden forsinkelser, selv om forsendelserne ophører ved et toldsted, som ikke er tilkoblet NCTS.

Top