EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32016R0559

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/559 af 11. april 2016 om bemyndigelse til, at der indgås aftaler og træffes afgørelser om produktionsplanlægning i sektoren for mælk og mejeriprodukter

C/2016/2123

OJ L 96, 12.4.2016, p. 20–22 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force: This act has been changed. Current consolidated version: 10/09/2016

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2016/559/oj

12.4.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 96/20


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2016/559

af 11. april 2016

om bemyndigelse til, at der indgås aftaler og træffes afgørelser om produktionsplanlægning i sektoren for mælk og mejeriprodukter

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 (1), særlig artikel 222, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Sektoren for mælk og mejeriprodukter er inde i en længere periode med alvorlig uligevægt på markedet. Producentpriserne for mælk har været under pres de seneste 18 måneder på grund af uligevægten mellem øget produktion og aftagende vækst i efterspørgslen på verdensmarkedet. Leverancerne af mælk i Unionen øgedes med mere end 3,5 mio. ton i 2015, mens importefterspørgslen på verdensmarkedet ikke steg. Dette skete i forlængelse af en endnu større stigning i mælkeleverancerne i 2014, mens den langsigtede tendens i importefterspørgslen skønnes at svare til en stigning på 1,5 mio. ton mælk pr. år i gennemsnit. Landbrugsbedrifternes fortjenstmargener er under pres som følge af faldende indtægter fra mælk og voksende omkostninger, navnlig i forbindelse med betaling af ydelser på gæld. Det langsigtede aspekt ved investeringer i malkekvægsbesætninger gør det særligt vanskeligt for landbrugerne hurtigt at skifte til anden produktion under ugunstige vilkår.

(2)

Kommissionen har allerede truffet en række ekstraordinære foranstaltninger for at adressere situationen efter artikel 219 i forordning (EU) nr. 1308/2013 i Kommissionens delegerede forordninger (EU) nr. 949/2014 (2), (EU) nr. 950/2014 (3), (EU) nr. 1263/2014 (4), (EU) nr. 1336/2014 (5), (EU) nr. 1370/2014 (6), (EU) 2015/1549 (7), (EU) 2015/1852 (8) og (EU) 2015/1853 (9).

(3)

Der er siden juli 2015 opkøbt skummetmælkspulver ved offentlig intervention.

(4)

Siden indførelsen af det russiske importforbud i august 2014 er der blevet ydet støtte til privat oplagring af smør, skummetmælkspulver og ost.

(5)

På trods af disse foranstaltningers effektivitet forværres situationen fortsat, fordi lukningen af det russiske marked og faldende efterspørgsel i Kina har ramt sektoren for mælk og mejeriprodukter på et tidspunkt, hvor der var foretaget investeringer i produktionen under hensyn til mælkekvoternes udløb den 31. marts 2015 og positive tendenser på verdensmarkedet. Ifølge den foreliggende markedsanalyse kan der ikke forventes nogen mærkbar nedgang i produktionsmængderne de kommende to år.

(6)

For at hjælpe sektoren for mælk og mejeriprodukter med at finde en ny ligevægt i den nuværende alvorlige markedssituation og som ledsageforanstaltninger til de nødvendige justeringer efter mælkekvoternes udløb, bør der åbnes mulighed for, at anerkendte producentorganisationer, sammenslutninger af disse og anerkendte brancheorganisationer på et midlertidigt grundlag kan indgå frivillige aftaler og træffe afgørelser om produktionsplanlægning med en varighed på seks måneder.

(7)

Der bør gives midlertidig bemyndigelse til sådanne aftaler og afgørelser om produktionsplanlægning med en varighed på seks måneder, som falder sammen med forår og sommer, hvor produktionen er på sit højeste i sektoren for mælk og mejeriprodukter, og hvor de følgelig har den mest mærkbare effekt.

(8)

I overensstemmelse med første afsnit i artikel 222, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1308/2013 gives der bemyndigelse på den betingelse, at den ikke skader den måde, det indre marked fungerer på, og at aftalerne og afgørelserne udelukkende tager sigte på at stabilisere sektoren for mælk og mejeriprodukter. Denne specifikke betingelse udelukker aftaler og afgørelser, der direkte eller indirekte fører til opdeling af markeder, til forskelsbehandling baseret på nationalitet eller til fastsættelse af priser.

(9)

Den bemyndigelse, der er omhandlet i denne forordning, bør dække Unionens område, eftersom den alvorlige markedsuligevægt er fælles for hele Unionen.

(10)

For at sætte medlemsstaterne i stand til at vurdere, hvorvidt aftaler og afgørelser skader den måde, det indre marked fungerer på, og udelukkende har til formål at stabilisere sektoren for mælk og mejeriprodukter, bør de kompetente myndigheder underrettes om de indgåede aftaler og de trufne afgørelser samt om de produktionsmængder, som de vedrører.

(11)

Under hensyn til den alvorlige markedsuligevægt og perioden op til den produktionsmæssige højsæson bør denne forordning træde i kraft dagen efter offentliggørelsen.

(12)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Komitéen for den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Anerkendte producentorganisationer, sammenslutninger af disse og anerkendte brancheorganisationer i sektoren for mælk og mejeriprodukter bemyndiges til at indgå frivillige aftaler og træffe fælles afgørelser om planlægning af de mængder mælk, der skal produceres i en periode på seks måneder begyndende fra denne forordnings ikrafttrædelsesdato, jf. dog bestemmelserne i artikel 152, stk. 3, litra b), nr. i), og artikel 209, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1308/2013.

Artikel 2

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de aftaler og afgørelser, der er omhandlet i artikel 1, ikke skader den måde, det indre marked fungerer på, og at de udelukkende tager sigte på at stabilisere sektoren for mælk og mejeriprodukter.

Artikel 3

Denne bemyndigelse dækker i geografisk henseende Unionens område.

Artikel 4

1.   Når der indgås aftaler eller træffes afgørelser, jf. artikel 1, meddeler de pågældende producentorganisationer, sammenslutninger og brancheorganisationer disse aftaler og afgørelser til den kompetente myndighed i den medlemsstat, der tegner sig for den største andel af den mængde mælk, som er omfattet af disse aftaler eller afgørelser, med angivelse af følgende:

a)

den skønnede produktionsmængde, der er omfattet

b)

den forventede gyldighedsperiode.

2.   Senest 25 dage efter udløbet af den periode på seks måneder, der er omhandlet i artikel 1, meddeler de pågældende producentorganisationer, sammenslutninger af disse eller brancheorganisationer den kompetente myndighed, jf. stk. 1, hvor stor en produktionsmængde der er omfattet af aftalerne eller afgørelserne.

3.   I overensstemmelse med Kommissionens forordning (EF) nr. 792/2009 (10) meddeler medlemsstaterne Kommissionen følgende:

a)

senest fem dage efter udløbet af hver periode på en måned: de aftaler og afgørelser, de i denne periode er blevet meddelt, jf. stk. 1

b)

senest 30 dage efter udløbet af den periode på seks måneder, der er omhandlet i artikel 1: en redegørelse for de aftaler og afgørelser, der er gennemført i denne periode.

Artikel 5

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 11. april 2016.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 347 af 20.12.2013, s. 671.

(2)  Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 949/2014 af 4. september 2014 om midlertidige ekstraordinære foranstaltninger for mælk og mejeriprodukter i form af en udvidelse af den offentlige interventionsperiode for smør og skummetmælkspulver i 2014 (EUT L 265 af 5.9.2014, s. 21).

(3)  Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 950/2014 af 4. september 2014 om midlertidig ekstraordinær støtte til privat oplagring af visse oste og om forudfastsættelse af støtten (EUT L 265 af 5.9.2014, s. 22).

(4)  Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1263/2014 af 26. november 2014 om ydelse af midlertidig undtagelsesvis støtte til mælkeproducenter i Estland, Letland og Litauen (EUT L 341 af 27.11.2014. s. 3).

(5)  Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1336/2014 af 16. december 2014 om fastsættelse af midlertidige ekstraordinære foranstaltninger for mælk og mejeriprodukter i form af en fremrykkelse af den offentlige interventionsperiode for smør og skummetmælkspulver i 2015 (EUT L 360 af 17.12.2014, s. 13).

(6)  Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1370/2014 af 19. december 2014 om ydelse af midlertidig undtagelsesvis støtte til mælkeproducenter i Finland (EUT L 366 af 20.12.2014. s. 18).

(7)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/1549 af 17. september 2015 om fastsættelse af midlertidige ekstraordinære foranstaltninger for mælk og mejeriprodukter i form af en forlængelse af den offentlige interventionsperiode for smør og skummetmælkspulver i 2015 og en fremrykkelse af den offentlige interventionsperiode for smør og skummetmælkspulver i 2016 (EUT L 242 af 18.9.2015, s. 28).

(8)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/1852 af 15. oktober 2015 om midlertidig ekstraordinær støtte til privat oplagring af visse oste og om forudfastsættelse af støtten (EUT L 271 af 16.10.2015, s. 15).

(9)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/1853 af 15. oktober 2015 om midlertidig ekstraordinær støtte til landbrugere inden for husdyrsektorerne (EUT L 271 af 16.10.2015, s. 25).

(10)  Kommissionens forordning (EF) nr. 792/2009 af 31. august 2009 om gennemførelsesbestemmelser for medlemsstaternes formidling til Kommissionen af oplysninger og dokumenter som led i gennemførelsen af de fælles markedsordninger, ordningen med direkte betalinger, fremme af landbrugsprodukter og ordningerne for fjernområderne og øerne i Det Ægæiske Hav (EUT L 228 af 1.9.2009, s. 3).


Top