EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32016D0565

Rådets afgørelse (FUSP) 2016/565 af 11. april 2016 om ændring af afgørelse 2011/235/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer og enheder på baggrund af situationen i Iran

OJ L 96, 12.4.2016, p. 41–45 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2016/565/oj

12.4.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 96/41


RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2016/565

af 11. april 2016

om ændring af afgørelse 2011/235/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer og enheder på baggrund af situationen i Iran

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 29,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 12. april 2011 vedtog Rådet afgørelse 2011/235/FUSP (1).

(2)

På grundlag af en gennemgang af afgørelse 2011/235/FUSP har Rådet besluttet, at de restriktive foranstaltninger fastsat deri bør forlænges indtil den 13. april 2017.

(3)

Rådet har også besluttet, at oplysningerne vedrørende visse personer i bilaget til afgørelse 2011/235/FUSP bør ajourføres.

(4)

Der er desuden ikke længere grund til fortsat at lade to personer være opført på listen over personer og enheder, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, i bilaget til afgørelse 2011/235/FUSP, og oplysningerne vedrørende dem bør derfor fjernes..

(5)

Afgørelse 2011/235/FUSP bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Artikel 6, stk. 2, i afgørelse 2011/235/FUSP affattes således:

»2.   Denne afgørelse finder anvendelse indtil den 13. april 2017. Den gennemgås løbende. Den kan om nødvendigt forlænges eller ændres, hvis Rådet skønner, at målene i den ikke er nået.«

Artikel 2

Bilaget til afgørelse 2011/235/FUSP ændres som anført i bilaget til nærværende afgørelse.

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Luxembourg, den 11. april 2016.

På Rådets vegne

M.H.P. VAN DAM

Formand


(1)  Rådets afgørelse 2011/235/FUSP af 12. april 2011 om restriktive foranstaltninger over for visse personer og enheder på baggrund af situationen i Iran (EUT L 100 af 14.4.2011, s. 51).


BILAG

1)

Oplysningerne om følgende personer fjernes fra listen i bilaget til afgørelse 2011/235/FUSP:

5.

HAMEDANI Hossein

71.

SHARIFI Malek Ajdar

2)

Oplysningerne om følgende personer i bilaget til afgørelse 2011/235/FUSP affattes således:

Personer

 

Navn

Identificerende oplysninger

Begrundelse

Opført på listen den:

»1.

AHMADI- MOQADDAM Esmail

Fødested: Teheran (Iran) —

Fødselsdato: 1961

Ledende rådgiver vedrørende sikkerhedsanliggender for chefen for de væbnede styrkers generalstab. Tidligere chef for Irans nationale politi indtil begyndelsen af 2015. Styrker under hans ledelse har gennemført brutale angreb mod fredelige protestdemonstrationer og et voldsomt natligt angreb på sovesalene på Teheran Universitet den 15. juni 2009.

 

2.

ALLAHKARAM Hossein

Fødested: Najafabad (Iran) —

Fødselsdato: 1945

Chef for Ansar-e Hezbollah og oberst i IRGC. Medstifter af Ansar-e Hezbollah. Denne paramilitære styrke var under hans ledelse ansvarlig for ekstrem vold under aktioner rettet mod studerende og universiteter i 1999, 2002 og 2009.

 

4.

FAZLI Ali

 

Næstkommanderende i Basij, tidligere leder af IRGC's Seyyed al-Shohada-korps, provinsen Teheran (indtil februar 2010). Seyyed al-Shohada-korpset sørger for sikkerheden i provinsen Teheran og spillede under hans ansvar en nøglerolle i den brutale nedkæmpelse af demonstranter i 2009.

 

8.

MOTLAGH Bahram Hosseini

 

Leder af hærkommando- og generalstabsakademiet (DAFOOS). Tidligere leder af the IRGC's Seyyed al-Shohada-korps, provinsen Teheran. Seyyed al-Shohada-korpset spillede under hans ansvar en nøglerolle i organiseringen af nedkæmpelsen af demonstrationerne.

 

10.

RADAN Ahmad-Reza

Fødested: Isfahan (Iran) —

Fødselsdato: 1963

Han er ansvarlig for de iranske retshåndhævende styrkers center for strategiske studier, et organ med forbindelse til det nationale politi. Tidligere leder af politicentret for strategiske studier, tidligere vicechef for Irans nationale politi indtil juni 2014. Som vicechef for det nationale politi siden 2008 har Radan været ansvarlig for politistyrkernes korporlige overfald og mord på samt vilkårlige anholdelser og tilbageholdelser af demonstranter.

12.4.2011

14.

SHARIATI Seyeed Hassan

 

Rådgiver for og medlem af højesterets 28. afdeling. Tidligere leder af retsvæsenet i Mashhad indtil september 2014. Retssager under hans myndighed har været summariske og er blevet ført for lukkede døre i strid med de anklagedes grundlæggende rettigheder og på grundlag af tilståelser, der er fremkommet under pres og tortur. Henrettelseskendelser er blevet udstedt en masse, og dødsdommene er således blevet afsagt uden tilstrækkelig overholdelse af retfærdige rettergangsprocedurer.

12.4.2011

16.

HADDAD Hassan (alias Hassan ZAREH DEHNAVI)

 

Vicesikkerhedsofficer ved Teherans Revolutionsdomstol. Tidligere dommer ved Teherans Revolutionsdomstol, afdeling 26. Han var ansvarlig for sagerne om de internerede i forbindelse med kriserne efter valget og rettede regelmæssigt trusler mod de interneredes familier for at bringe dem til tavshed. Han har medvirket til at udstede fængslingskendelser til Kahrizakfængslet. I november 2014 blev hans rolle i interneredes dødsfald officielt anerkendt af de iranske myndigheder.

12.4.2011

17.

SOLTANI Hodjatoleslam Seyed Mohammad

 

Leder af organisationen for islamisk propaganda i provinsen Khorasan-Razavi. Tidligere dommer, Mashhads Revolutionsdomstol. Retssager under hans myndighed har været summariske og er blevet ført for lukkede døre i strid med de anklagedes grundlæggende rettigheder. Henrettelseskendelser er blevet udstedt en masse, og dødsdommene er således blevet afsagt uden tilstrækkelig overholdelse af retfærdige rettergangsprocedurer.

 

23.

PIR-ABASSI Abbas

 

Tidligere dommer ved Teherans Revolutionsdomstol, afdeling 26. Er sandsynligvis ved at blive overført til en anden funktion. Han var ansvarlig for retssagerne efter valget, han har afsagt langvarige fængselsdomme efter uretfærdige retssager mod menneskerettighedsaktivister og afsagt adskillige dødsdomme til demonstranter.

12.4.2011

24.

MORTAZAVI Amir

 

Stedfortrædende leder af enheden for sociale anliggender og kriminalitetsforebyggelse ved retsvæsenet i provinsen Khorasan-Razavi. Tidligere stedfortrædende offentlig anklager i Mashhad. Retssager under hans ledelse har været summariske og er blevet ført for lukkede døre i strid med de anklagedes grundlæggende rettigheder. Henrettelseskendelser er blevet udstedt en masse, og dødsdommene er således blevet afsagt uden tilstrækkelig overholdelse af retfærdige rettergangsprocedurer.

 

26.

SHARIFI Malek Adjar

 

Dommer ved højesteret. Tidligere leder af retsvæsenet i Østaserbajdsjan. Han var ansvarlig for retssagen mod Sakineh Mohammadi-Ashtiani.

 

34.

AKBARSHAHI Ali-Reza

 

Generaldirektør for Irans hovedkvarter for narkotikakontrol (alias hovedkvarteret for narkotikabekæmpelse). Tidligere leder af Teherans politi. Under hans ledelse var politistyrken ansvarlig for anvendelsen af udenretlig vold mod mistænkte under anholdelse og varetægtsfængsling. Teherans politi var også inddraget i razziaerne mod sovesalene på Teherans universitet i juni 2009, hvor flere end 100 studerende blev såret af politiet og Basij ifølge en iransk Majliskommission.

10.10.2011

40.

HABIBI Mohammad Reza

 

Isfahans tidligere viceanklager. Er sandsynligvis ved at blive overført til en anden funktion. Medvirker i retssager, hvor de tiltalte nægtes en retfærdig rettergang — f.eks. Abdollah Fathi, der blev henrettet i maj 2011, efter at hans ret til at blive hørt og spørgsmålene vedrørende hans psykiske sundhed blev ignoreret af Habibi i retssagen mod ham i marts 2010. Han er derfor medskyldig i alvorlige krænkelser af retten til en retfærdig procedure ved at bidrage til overdreven og stigende anvendelse af dødsstraf og en markant forøgelse af antallet af henrettelser siden begyndelsen af 2011.

10.10.2011

43.

JAVANI Yadollah

Fødested: Isfahan —

Fødselsdato: 1956

Rådgiver for den øverste leders repræsentant i IRGC. Han udtaler sig jævnligt i medierne som en repræsentant for regimets hårde kurs. Han var en af de første højtstående embedsmænd, der krævede, at Moussavi, Karroubi og Khatami blev anholdt. Han har gentagne gange støttet anvendelsen af vold og barske forhørsmetoder over for de protesterende efter valget (og retfærdiggjort videooptagelser af tilståelser), herunder givet ordre til udenretlig mishandling af systemkritikere i publikationer sendt til IRGC og Basij.

10.10.2011

50.

OMIDI Mehrdad

 

Leder af det iranske politis efterretningstjeneste. Tidligere leder af det iranske politis enhed for IT-kriminalitet. Han er ansvarlig for tusindvis af efterforskninger i forbindelse med og tiltaler mod reformister og politiske modstandere, der bruger internettet. Han er dermed ansvarlig for at lede alvorlige krænkelser af menneskerettighederne gennem undertrykkelse af personer, der tager til orde til forsvar for deres legitime rettigheder, herunder ytringsfriheden.

10.10.2011

59.

BAKHTIARI Seyyed Morteza

Fødested: Mashad (Iran) —

Fødselsdato: 1952

Embedsmand ved den særlige gejstlige domstol. Tidligere justitsminister fra 2009 til 2013.

I løbet af hans tid som justitsminister faldt fængselsforholdene i Iran til langt under de accepterede internationale standarder, og der foregik udbredt mishandling af fangerne. Han spillede desuden en hovedrolle i forbindelse med truslerne mod og chikanen af iranerne i udlandet ved at meddele, at der bliver oprettet en særret, som specifikt skal tage sig af de iranere, der bor i udlandet. Han havde også ansvar for en markant forøgelse af antallet af henrettelser i Iran, herunder hemmelige henrettelser, som ikke blev meddelt af regeringen, og henrettelser for narkotikarelaterede overtrædelser.

10.10.2011

61.

MOSLEHI Heydar

(alias MOSLEHI Heidar; MOSLEHI Haidar)

Fødested: Isfahan (Iran) —

Fødselsdato: 1956

Rådgiver vedrørende den øverste retsvidenskab i IRGC. Leder af organisationen for publikationer om præsteskabets rolle i krig. Tidligere efterretningsminister (2009-2013).

Under hans ledelse fortsatte Efterretningsministeriet praksissen med udbredte vilkårlige tilbageholdelser og forfølgelse af protesterende og systemkritikere. Efterretningsministeriet driver Evinfængslets afdeling 209, hvor mange aktivister har været indespærret på grund af deres fredelige aktiviteter i opposition til den siddende regering. Forhørsledere fra Efterretningsministeriet har udsat fanger i afdeling 209 for prygl samt psykisk og seksuel mishandling.

10.10.2011

62.

ZARGHAMI Ezzatollah

Fødested: Dezful (Iran) —

Fødselsdato: den 22. juli 1959

Medlem af det øverste råd for cyberspace og kulturrevolutionsrådet. Tidligere leder af Islamic Republic of Iran Broadcasting (IRIB) indtil november 2014. Under hans ansættelse hos IRIB var han ansvarlig for alle programlægningsbeslutninger. I august 2009 og december 2011 viste IRIB tvungne tilståelser fra fanger og en serie af skueprocesesser. Dette er en klar krænkelse af de internationale bestemmelser om retten til en retfærdig rettergang og procedure.

23.3.2012

63.

TAGHIPOUR Reza

Fødested: Maragheh (Iran) —

Fødselsdato: 1957

Medlem af det øverste råd for cyberspace. Medlem af Teherans byråd. Tidligere minister for information og kommunikation (2009-2012).

Var som minister for information en af de øverste ansvarlige for censur og kontrol med internetaktiviteter og alle andre former for kommunikation (navnlig mobiltelefoner). Forhørsledere benytter under forhør af politiske fanger disses personlige oplysninger, mails og meddelelser. Ved flere lejligheder siden præsidentvalget i 2009 og i forbindelse med gadedemonstrationer er mobiltelefonlinjer og afsendelse af SMS'er blevet afbrudt, satellit-TV-kanaler er blevet blokeret, og internetforbindelsen er blevet afbrudt lokalt eller i det mindste gjort langsommere.

23.3.2012

64.

KAZEMI Toraj

 

Chef for centeret for efterforskning af organiseret kriminalitet (alias IT-kriminalitetskontoret eller IT-politiet), som EU har opført på listen. Som sådan har han varslet en kampagne til rekruttering af statslige hackere med henblik på at opnå større kontrol med oplysninger på internettet og genere »skadelige« websteder.

23.3.2012

69.

MORTAZAVI Seyyed Solat

Fødested: Farsan, Tchar Mahal-o-Bakhtiari (syd) — (Iran) —

Fødselsdato: 1967

Borgmester i Irans næststørste by, Mashad, hvor der jævnligt gennemføres offentlige henrettelser. Tidligere viceindenrigsminister for politiske anliggender. Han var ansvarlig for at lede undertrykkelsen af personer, som krævede deres legitime rettigheder, herunder ytringsfrihed. Blev senere udnævnt som leder af Irans valgkomité for parlamentsvalget i 2012 og præsidentvalget i 2013.

23.3.2012

73.

FAHRADI Ali

 

Anklager i Karaj. Ansvarlig for grove krænkelser af menneskerettighederne, herunder gennemførelse af retssager, hvor der idømmes dødsstraf. Der er gennemført et stort antal henrettelser i Karajregionen under hans tid som anklager.

23.3.2012«


Top